Blog: Der er snart hvid røg i Ådalen – men nu skal OB vise muskler på banen og transfermarkedet

Af Martin Davidsen
18. december 2023

Mens julen nærmer sig, bliver de afgørende brikker for fremtidens OB lagt på plads i puslespillet, og vi venter stadig på hvid røg fra Ådalen med den officielle melding om cheftrænerposter og andre ledige stillinger.

Alt tyder dog på, at Søren Krogh også sidder i cheftrænerstolen, når spillertruppen samles igen 4. januar. Mandag har BT skrevet, at kun overskriften mangler, før sagen er helt på plads, og her på Stemmer Fra Ådalen hører vi det samme. Søren Krogh bliver dermed manden, der skal føre OB til overlevelse i denne sæson, hvilket er formålet for resten af sæsonen.

Det bliver interessant at se, hvor lang en kontrakt, Søren Krogh kommer til at få; det med at kalde det en “permanent” cheftræner er i det hele taget en sjov størrelse i disse år, hvor der ret skiftes cheftræner i de fleste klubber. Intet er permanent i fodboldens evigt omskiftelige verden.

Derfor skal ansættelsen af Søren Krogh som cheftræner heller ikke ses som den store ankomst af Messias i Ådalen her ved juletid. Cheftrænerposten er selvfølgelig vigtig i en klub, men Krogh kommer ikke til at levere mirakler – der er så mange andre ting, der afgører et holds pointhøst og placering. De seneste 13 år har vist, at der ikke er den store forskel, om trænerne hedder Clausen, Hansen, Bech, Pedersen, Nielsen, Michelsen eller Alm. Resultaterne er sådan cirka det samme.

Men Krogh bliver selvfølgelig vigtig som ansigtet udadtil og en vigtig figur indadtil, når man i 2024 skal få OB på ret kurs igen og arbejde med udvikling spillestil og sammensætning af truppen samt fremgang på resultatsiden. Opgaven er stor, og derfor vil det også være en stor mundfuld for Søren Krogh, der trods et langt liv i fodboldens verden ikke har været cheftræner for et fodboldhold før. Og slet ikke på dette niveau. Men den pædagogiske, følelsesladede og imødekommende Krogh er populær internt hos både ledelse og spillertrup efter årene med den mere kølige Alm. Krogh brænder for fodbolden, han kerer sig om sammenhold og kultur i en fodboldklub – og han taler et sprog, der går i hjertet hos både spillere og fans.

Derfor har man været tryg ved at vælge Søren Krogh til frem for blandt andre David Nielsen, der har været en af flere andre kandidater, men havde krav, man ikke ville imødekomme.

Krogh bliver nu chef for en trænerstab, hvor Frank Hjortebjerg fortsætter i rollen som assistenttræner, mens Thomas Helveg sandsynligvis fremadrettet igen skal have en rolle som ressourcetræner eller individuel coach. Det tyder på, at der derfor skal hentes en endnu ny assistenttræner ind til staben. Dennes profil, erfaring og kompetencer er i sagens natur også vigtig, hvis man har analyseret sig frem til, at et særligt område trænger til særligt fokus.

Ansættelsen af Krogh betyder også, at der efterhånden er styr på de fleste nøglepositioner i OB’s organisation.

Björn Wesström fortsætter som fodbolddirektør trods det store eksterne pres og den utilfredsstillende sportslige udvikling, og kalkulen hos OB’s øverste ledelse og ejerskab må være, at det vil være for voldsomt med endnu en udskiftning på denne post. Men der er næppe tvivl om, at Wesström også er under lup internt, og han skal bevise sit værd i 2024 overfor en kritisk ledelse. Anderledes kan man ikke tolke de signaler, der drypper fra miljøet omkring OB og den organisationsændring, OB meldte ud den 6. december til klubbens sæsonkortholdere.

Her kom det frem, at Jimmi Nagel Jakobsen bliver ny rekrutteringschef, mens der skal ansættes en såkaldt Head of Methodology – en spillestilsansvarlig. Det er en ny fordelen af magten i OB, hvor Wesström ganske vist både skal sidde i rekrutteringsudvalget og spillestilsudvalget, men hvor flere personer skal være med til at træffe de store beslutninger. Nøglerne er ikke længere deponeret hos fodbolddirektøren, og i Jimmi Nagel får man en erfaren dansk skikkelse, der kan udfordre og supplere Wesström. Rekutteringsudvalget har mandat til at handle spillere ud fra et fastlagt budget, men i sidste ende skal store transfers, der kan påvirke budgettet markant, godkendes af formand Niels Thorborg, der som i de sidste mange år vil have det afgørende ord på de store beslutninger i OB.

Både Søren Krogh, Enrico Augustinus og Björn Wesström var dygtige kommunikatorer til mødet med klubbens fans den 6. december, men en ting er ord på en powerpoint. Noget andet er spillet på banen og på transfermarkedet. Her skal OB levere på et helt andet niveau end 2023, hvis klubben skal vinde noget af sin troværdighed tilbage. For den er tyndslidt efter 12 år med skiftende chefer, målsætninger og meldinger – men med samme middelmådige resultat.

Som Enrico Augustinus sagde den 6. december, har man i OB undret sig over “hvorfor fanden”, det så sjældent lykkes OB at leve op til eget budget og målsætning. OB har med et budget på cirka 55 millioner kroner det sjettestørste budget i Superligaen, og klubben underpræsterer derfor i forhold til de forventninger, man kan tillade sig at have. De seneste transfervinduer har budt på massiv udskiftning i truppen, og man har haft for mange fejlskud. Pengene skal bruges bedre og klogere, og derfor skal vi næppe forvente stor aktivitet på Fyn til januar. OB vil formentlig forsøge sig med nogle få forstærkninger og ellers forsøge at holde sammen på truppen.

Men der er plads til forbedring, og det skal OB vise i 2024 – både på transfermarkedet med Björn Wesström i spidsen og på banen med Søren Krogh i spidsen.

Indtil videre er de mange meldinger om organisationsændringer, kultur og metodik bare ord.

I sidste ende er det resultaterne, der tæller.

 

Skriv en kommentar

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?