Ugens OB-overblik: U17’s sejrsstime og OB Q halvvejs i grundspillet

Af Kaare Borggaard
3. oktober 2025

Tekst: Jonas Brandt

Det blev både til en sejr, en uafgjort og et nederlag til akademiet, da de i lørdags havde taget vejen vestpå til Esbjerg. Her udbyggede U17 deres sejrsstime med femte sejr på stribe. U17-cheftræner Nicolas Arvid Hedeman kommer i denne artikel med sit syn på de første fem kampe samt denne weekends akademi-modstander fra FC Midtjylland.

OB Q løb i søndags ind i et nyt nederlag mod en forventeligt svær modstander fra Fortuna Hjørring. Den første halvdel af A-Ligaens grundspil er derfor nu overstået, hvor OB Q kun står tilbage med ét point efter at have mødt alle syv hold i rækken. Læs derfor også med, når Peer Lisdorf, OB Q’s Sport Manger, gør status på denne første halvdel af grundspillet samt forventningerne til den sidste.

 

Blandede bolcher for akademiet

U19-cheftræner Ivan Poulsen varslede i forrige uge, at Esbjerg U19 ikke skulle tages let på som modstander, trods de kun havde fået tre point i fem kampe på daværende tidspunkt. Det fik Poulsen ret i, da U19 måtte se sig slået i kampen mod dem. 

Lasse Andersen skulle ellers kun bruge to minutter på at bringe U19 tidligt foran. En føring, der holdt helt til pausen. I anden halvleg gik det dog galt for U19, da Esbjerg U19 scorede tre mål inden for det første kvarters spil heri. Det førte til slutresultatet 3-1 og U19’s andet nederlag i sæsonen. OB U19 er dog stadig at finde i den øverste del af tabellen.

Stillingen i U19-ligaen:

U17 fortsatte derimod deres sejrsstime, da de som det eneste akademihold slog Esbjergs. Det skete endda i overbevisende stil, da Magnus Dalager og Karl Kotsis i første halvleg bragte U17 foran henholdsvis 1-0 og 2-0. I anden halvleg gjorde Oskar Bach-Rasmussen det til 3-0 kun tre minutter efter han var kommet ind fra bænken.

– En kamp, hvor vi er i kontrol fra start til slut, og vi skal lave nogle flere mål. Men vi gør det godt og vi har strikket noget sammen, som er rigtig stærkt. Både defensivt og offensivt. Jeg synes sågar, at i vores seneste to kampe, har vi fået mindre udbytte ud af vores overtag, fortæller U17-cheftræner Nicolas Arvid Hedeman.

De fem sejre på stribe kommer efter primært at have mødt hold fra den lavere ende af tabellen, men det skal dog ikke tage noget for præstationen fortæller Hedeman. 

– Holdet har spillet lidt over, hvad jeg som træner havde forventet, vi ville på nuværende tidspunkt. Men vi har ramt nogle konstellationer, og der er nogle spillere, der har ramt et rigtig godt niveau. Specielt har vores defensiv været rigtig stærk og vi har haft en målmand, der, de enkelte gange, der har været noget, har taget fra, begrunder han og tilføjer:

– Vi har et niveau mere, vi ret hurtigt kan slå døren ind til, hvis vi får det til at klikke endnu bedre. Her er det specielt i offensiven, vi kan forløse det endnu mere, selvom vi skaber masser af chancer og fart. Men som træner har man nogle gange en fornemmelse af, at der ligger et niveau lige for fødderne af en, som man ret hurtigt kan forløse, og det har jeg fornemmelse af. Det kunne jo være sjovt at gøre det mod Midtjylland, afslutter Hedeman. 

Trods maksimum pointantal må U17 dog for nu tage til takke med andenpladsen, da FCK U17 har spillet en kamp mere, og deraf er et point foran i rækken.

 

Stillingen i U17-ligaen:

U15 spillede en begivenhedsrig kamp mod Esbjergs pendant, der formåede at komme foran 2-0 i det første kvarter af kampen. Mod slutningen af første halvleg fik Frederik Abrahamsen dog først reduceret til 2-1 på straffe, inden August Krogsgård skabte balance i regnskabet og gjorde det til 2-2. Tidligt i anden halvleg bragte Esbjerg U15 sig foran på ny. U15 havde derfor noget at jagte til slut i kampen, og med 12 minutter igen gjorde Qussi Alsalhani det 3-3, som også blev slutresultatet. 

Ved uafgjorte kampe i ungdomsrækkerne, går disse direkte i straffesparkskonkurrence for også at øve dette element af fodboldspillet. Vinderen heraf får tildelt et ekstra point oven i det ene, man traditionelt sikrer ved at spille uafgjort. Dette faldt til fordel for OB U15, der vandt straffesparkskonkurrencen, og derfor tager fra Esbjerg med to point efter et uafgjort resultat. Det giver U15 en placering midt i tabellen.

 

Stillingen i U15-ligaen:

 

Styrketest i sigte

I denne weekend venter en udfordring i form af FC Midtjyllands akademi, der kommer på besøg i Ådalen. 

– Det er et hold, som gerne vil skabe åbne kampe, gerne vil angribe, gerne vil hurtigst muligt ind i feltet, og som heller ikke har noget imod at kampene bliver åbne og indianeragtige. Det er egentlig noget, der passer os godt, fordi sådan kan vi også godt lide, at kampene bliver spillet. I højt tempo og med masser af chancer, hvor der skal forsvares godt for at holde skansen og ligeledes angribes hurtigt og meget for at skabe chancer i den anden ende, forklarer Hedeman. 

Især U17 vil derfor nu komme på prøve og få testet deres niveau af på en stærkere modstander end hvad de tidligere har mødt i sæsonen.

– Det er altid svært at vurdere hvordan styrkeforholdet er efter så få spillerunder. Vi har fået en god start mod nogle af de hold, man også kan forvente kommer til at ligge fra midten og ned med undtagelse af FC Nordsjælland. FC Midtjylland plejer at være et hold blandt de fire bedste både i U19- og U17-ligaen. De har gode spillere, som hver for sig kan udfordre os mere end vi er blevet i de sidste kampe, og de har også, i al respekt, flere gode spillere end nogen af de andre hold har, uddyber Hedeman. 

– Det bliver en virkelig svær kamp, tror jeg. Men det bliver også en sjov kamp, fordi nu får vi lov at måle os mod nogle af dem, som vi skal slås med på den lange bane i ligaen. Så både drengene og jeg glæder os rigtig meget til kampen, fordi nu bliver det alvor, afslutter Hedeman. 

Både U19 og U17 spiller som vanligt på lørdag kl. 12:30 og 15:00 henholdsvis. U15 spiller dog i denne runde fredag aften kl. 17:15. Alle kampene spilles hjemme på banerne i Ådalen.

 

‘Sidste udkald’ for OB Q

Kvinderne tog i weekenden den famøse tur til Vendsyssel, da de i søndags spillede mod topholdet fra Fortuna Hjørring. Det var en på papiret svær kamp, da Fortuna vandt The Double i foråret og er aktuelle i denne sæsons Champions League. Der var heller ikke den helt store skuffelse at spore hos OB Q’s Sport Manager Peer Lisdorf, der tværtimod så flere positive aspekter i kampen. 

– Det var en bedre kamp fra vores side end AGF-kampen, selvom vi holder nullet der, så får vi faktisk lukket bedre af i denne kamp. Fortuna kom frem til færre større chancer og vi holder os inde i kampen. Det er jo først i overtiden, de scorer til 2-0, indleder Lisdorf.

– Rent offensivt var der også bedre tendenser. Vi har jo tre gange i første halvleg, hvor vi har afslutninger helt inde fra det lille felt, som godt kunne give mål. Vi har haft udfordringer med at spille os frem til noget tidligere, men det gjorde vi her. Og så var vi bedre til at kombinere og fastholde bolden i Fortunas pres mod os, uddyber han.

Denne lørdag gælder det FC Midtjylland, der er en direkte modstander i kampen om at nå med i mesterskabsspillet. De to hold mødtes tilbage i september, hvilket endte i et 0-1 nederlag hjemme på Nature Energy Park.

– Vi er megaærgerlige over, at vi tabte den hjemmekamp. Det var i hvert fald en kamp, vi skulle have haft point i og også gerne skulle have vundet. Men vi ramte ikke dagen. Spillerne er virkelig sultne efter revanche, og tror på, at vi godt kan tage til Herning og vinde over Midtjylland. Det går vi benhårdt efter, fortæller Lisdorf. 

– Det er også ved at være sidste udkald i forhold til at være med i kampen om at være med i slutspillet. Der skal nogle point på kontoen nu og meget gerne en sejr, tilføjer han.

Netop pointhøsten har i denne første halvdel af grundspillet været fattig, da OB Q efter syv kampe kun står tilbage med ét point.

– Jeg er ikke så overrasket over, at vores pointhøst er meget begrænset. Men jeg havde håbet på flere point. At vi havde haft en sejr. Det havde jeg håbet og troet på. Men jeg må også erkende, at det bare tager længere tid, når der er mange nye spillere, fortæller Lisdorf.

Han maner dog samtidigt til tålmodighed og spår flere point i den anden halvdel af grundspillet og ikke mindst at OB Q også er at finde blandt de ti bedste holde i Danmark til næste sæson.

– Vi har et meget bedre udgangspunkt for at få flere point i de næste syv kampe. For det første kender vi vores modstandere bedre nu, og vi har de her syv kampe i benene, hvor vi har kunnet få spillet sammen, skabt nogle relationer og aftaler i vores spil. Vi er langt bedre stillet, og jeg har en større forventning om at vi får flere point her i den anden halvdel. Der skulle vi gerne komme op og ramme otte point som minimum, forklarer Lisdorf.

– Vi har det godt med hinanden, trives i hverdagen og flytter os sammen. Så jeg håber virkelig at alle omkring holdet og i byen er tålmodige. Selvom vi måske skal ned at vende i kvalifikationsspillet, så skal vi nok komme op igen, så vi er  i blandt de ti hold til sommer. Så kan vi virkelig give den gas der, afslutter han.

Kampen mod FC Midtjylland fløjtes i gang på lørdag kl. 16:00 i Herning.

Stillingen i A-Ligaen (grundspil):



Skriv en kommentar

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?