Ugens OB-overblik: Fuld plade for akademiet og nyt nederlag til kvinderne
Af admin
Tekst: Jonas Brandt
I lørdags var der fuld plade for akademiet, da alle tre U-hold slog SønderjyskE i en direkte akademiduel hjemme i Ådalen. I denne artikel giver Tonny Hermansen også sit besyv med på kampene samt den kommende U19-kamp mod AaB i weekenden.
Tirsdag aften tog kvinderne også imod Kolding IF. Her skulle de forsøge at revanchere sidste uges nederlag mod HB Køge. Det lykkedes dog ikke, da lystavlen ved slutføjt signalerede et nyt 3-1 nederlag til kvinderne, der som minimum må vente til næste runde med at få sat point ind på kontoen.
Alt dette kan du læse videre om herunder.
Tre sejre i tre kampe for akademiet
- OB U19 og SønderjyskE U19 spillede en lige første halvleg, som også sluttede 1-1, hvoraf Mads Abrahamsen scorede OB’s mål. Efter pausen lagde OB U19 dog et tungt pres og satte sig på kampen. Med et kvarter tilbage kom der endelig hul på bylden for OB U19, da Lasse Andersen påny bragte U19 foran med 2-1. Herfra gik det løs. Lasse Andersen stak først i dybden, men blev ulovligt stoppet af SønderjyskE U19’s sidste mand, hvilket takserede sig til et rødt kort. Straks herefter fik Lasse Andersen nøjagtigt samme friløber, hvor han denne gang fik lov til at føre bolden hele vejen ind i målet til 3-1. Med fire minutter tilbage af den ordinære tid halvflugtede Mads Larsen en løbsk bold så hårdt fra udkanten af feltet, at selvom skuddet sad relativt lige på SønderjyskE U19’s målmand, fik det lov til at kysse undersiden af overliggeren på vejen ind i nettet til stillingen til 4-1. Selvom kampen reelt var afgjort, havde vi ikke set det sidste mål endnu. For SønderjyskE U19 lykkedes til slut at få pyntet med en reducering til 4-2, hvilket blev kampens endelige resultat.
- Se stillingen her.
- U17 havde en mere rolig dag på kontoret, da de på mål af først Elias Rasmussen og sidenhen Noah Manata gik til pause med en føring på 2-0. Anden halvleg fortsatte i samme rille, da Hjalte Fabrin først gjorde det til 3-0, hvorefter SønderjyskE U17 reducerede til 3-1. Kasper Lorents satte punktum for kampen, da han fejrede sin kontraktforlængelse og U17-landsholdsudtagelse med en scoring, hvilket førte til slutresultatet 4-1.
Se stillingen i U17 Ligaen her. - U15 spillede på mange måder en lignende kamp som U19, da første halvleg var meget lige. Drengene formåede ikke kun at bringe sig i front på mål af Viggo Rasmusen, men også at holde føringen til pausen. Denne blev dog hurtigt spoleret i starten af anden halvleg, da SønderjyskE udlignende. Herfra tog U15 dog hurtigt over i kampen. August Krogsgård, Frederik Abrahamsen og Casper Pico gjorde det henholdsvist først til 2-1, 3-1 og slutteligt 4-1, som sidste mål i kampen.
Se stillingen i U15 Ligaen her.
Tonny Hermansen: Vi har ændret på nogle ting
En ny træner på seniorholdet indebærer også implementeringen af en ny spillestil på akademiet, som ellers har praktiseret den samme i en længere årrække. Derfor så akademichef Tonny Hermansen stadig plads til forbedringer, selvom det pointmæssigt ikke kunne have været bedre i denne første runde for akademiet:
– Man kan dele det op i to dele. Et er, at det er første turneringskamp. Så ved man godt, at både spillere og trænere er spændte på, hvordan man får startet den første kamp op. Men der er også den lille forskel, at vi på U19 linker os op ad førsteholdet. Vi vil gerne se, om vi kan få implementeret deres spillestil, indleder Tonny Hermansen, hvortil han uddyber:
– Vi har igennem mange år været konservative, forstået på den måde, at den spillestil, vi har haft de sidste ti år på akademiet, er blevet bygget op og har sat sig i spillerne. Der har vi lige pludselig skullet ændre på nogle ting, og det at skulle prøve at spille på en anderledes måde, var nyt for drengene. Så selvfølgelig var der spænding i at se hvordan vi reagerer i første turneringsrunde.
– Hvis vi kigger på spillet, kunne vi godt se, at det var første kamp. Der er ingen tvivl om, at vi skal vinde de her kampe. Det er vores målsætning, når vi går på banen. Så vil vi gerne vise, at vi også godt kan tåle favoritværdigheden, når vi spiller mod SønderjyskE, som gjorde det rigtig fint på alle holdene. Men der skal vi virkelig kunne tåle at være favoritter. På spillet kunne vi godt se, at det var i starten, og det håber vi også, at vi kan udvikle hen ad vejen. Det er altid godt for spillerne og trænerne at man får tre point. Men vores ambitioner skal være højere end bare dét. Vi vil også kunne se, at vi udvikler os hele tiden, afslutter Tonny Hermansen.
I denne weekend er det kun U19, der spiller en gældende turneringskamp. For de to andre hold er der i stedet arrangeret en U16-kamp mod en Malmø-klub, mens U15 rejser til Holland, hvor de skal deltage i en international turnering. Lørdag kl. 13:00 gælder det dog for U19, der tager til Aalborg, hvor de skal møde sidste sæsons bronzevindere.
AaB U19 er et hold, der ifølge Hermansen er kommet tilbage på sporet, og han forventer derfor en værdig modstander:
– Det er altid et svært sted at spille oppe i Aalborg. Sidste år tabte vi 1-0 deroppe. Så vi ved, at de har nogle gode årgange og dygtige spillere. Så det bliver en spændende kamp, en svær kamp, som det altid er. Vi skal virkelig være på dupperne og løfte niveauet i forhold til weekendens kamp. Vi skal lære, at hvis man ikke spiller på sin ydeevne hver eneste gang, så vinder vi ikke fodboldkampe i U19-liga. Så de skal være på dupperne, drengene, for at kunne få noget med hjem derfra, uddyber Tonny Hermansen.
Spoleret hjemmebanepremiere for OBQ
OBQ skulle tirsdag aften forsøge at drage fordel af sæsonens første hjemmekamp, efter de i sidste uge tabte ude mod HB Køge. Kampen startede dog så skidt ud, som en fodboldkamp næsten kan. Der skulle kun spilles halvandet minut, inden Kolding bragte sig foran på en cutback-aflevering, der gik tværs igennem OB’s målfelt til en flad inderside, der let kunne føre bolden ind i et frit mål. Efter en hård start bider OBQ sig dog tilbage i kampen, der ikke byder på de store chancer til noget hold, indtil Mille Bechs skud inde i det lille målfelt bliver afrettet. Bolden ender derfor med at svæve i en flot bue henover Koldings målvogter og ind i nettet til en 1-1-udligning i det 36. minut. Glæden er dog kort, da Kolding blot fire minutter senere bringer sig foran igen med 1-2 efter et fladt indlæg fra højre side, der ender i en tunnel på Laura Worsøe. Kvinderne gik derfor til pause med samme udgangspunkt som herrerne i weekenden: bagud 1-2. Ondt blev værre for OBQ i det 58. minut, da en Kolding-spiller upresset fik lov til at drible ned langs sin venstre side for derefter at trække ind til sit højreben og dirigere bolden over i det lange hjørne til stillingen 1-3. Kolding fortsatte anden halvleg ud med størst overskud, men formåede ikke at udbygge sin føring. Dermed tabte OBQ sin anden kamp i træk med 3-1.
Kvinderne spiller igen på lørdag d. 23. august kl. 12:00 hjemme på Nature Energy Park, hvor de tager imod FC Nordsjælland.


