OB står foran et stort og afgørende 2018, hvor flere store spørgsmål venter på at blive besvaret. I dette blogindlæg analyserer Stemmer Fra Ådalens vært og redaktør Martin Davidsen de store temaer i OB anno 2018 og trækker tråde til både fortid og fremtid. Dette blogindlæg kan også høres som podcast indtalt af Stemmer Fra Ådalens vært og redaktør Martin Davidsen. Find podcasten i din podcast-app eller lyt via Soundcloud.

---

Af Martin Davidsen. vært og redaktør på Stemmer Fra Ådalen.

Der har været intens transfertravlhed på sportsdirektør Jesper Hansens hjørnekontor oppe på førstesalen i det slidte klubhus i Ådalen i begyndelsen af 2018.

Årets første måned har dermed fungeret som en prolog for et år, der i OB-regi kan blive ganske afgørende for fremtiden. Eller sagt på en anden måde: Der er nogle afgørende ting på spil.

På tærsklen til kalenderårets første turneringskamp er der således en del spørgsmål, som venter på at blive besvare, og 2018 er dermed et af de mest interessante år at se frem til, når man beskæftiger sig med OB, som vi gør her på Stemmer Fra Ådalen.

Det er der flere årsager til, og jeg vil forsøge at berøre dem alle i dette blogindlæg. Det er langt, men jeg håber, at du vil hænge på.

Syv magre år

I redaktionens Messenger-tråd skrev vi den anden dag om, hvad en mindeværdig sæson egentlig defineres af. Altså ikke en godkendt sæson eller en sæson, hvor en klub opnår sin målsætning, men en sæson, hvor man i historiebøgerne lægger mærke til den. En sæson man vil huske.

Vi blev enige om, at det for en fodboldklub af OB’s størrelse handler om at vinde pokaler, medaljer, opnå europæisk kvalifikation eller spille europæiske kampe.

Altså vil en sæson være succesfuld og mindeværdig, hvis et af de fire kriterier opnås.

Ser man på OB-historien siden det første mesterskab i 1977 har der således været masser af mindeværdige OB-sæsoner. I løbet af de 40 sæsoner har OB vundet medaljer i 11 af dem, mens det er blevet til fem pokaltitler. Og i 20 af sæsonerne har OB spillet med i Europa. Historien fortæller altså, at OB ret ofte leverer bemærkelsesværdige resultater.

Alt sammen er imidlertid leveret i perioden 1977-2011. I denne 33 årige-periode manifesterede OB sig som en storklub dansk fodbold – dog med nogle enkelte omveje. I denne periode vandt OB i alt 11 sæt medaljer og fem pokaltitler – det svarer til et gennemsnit på en medalje eller en pokaltitel i knapt hver anden sæson.

I perioden 1977 til 2011 gik der maksimalt fem år mellem OB enten vandt et sæt medaljer i Danmarks bedste række eller en pokal efter en triumf i en pokalturneringen.

I det perspektiv er OB lige nu i gang med den værste periode i klubben, siden guldmedaljerne i 1977 bremsede en 19-årig tørke uden trofæer eller medaljer. OB’s seneste sæt medaljer blev som bekendt vundet i 2011, så medmindre der bliver hængt metal om halsen på Jens Jakob Thomasen, Sten Grytebust og kompagni til foråret, vil OB runde sit syvende år uden markante resultater. Vi gentager lige: Det er den længste periode med medalje- eller trofætørke i 40 år.

Da OB mødte Fulham i december 2011 i Europa League-kampen på Craven Cottage, var det den foreløbige afslutning på syv fede OB-år med medaljer, pokaler eller europæisk fodbold i næsten alle år i perioden 2004-2011.

Nu er klubben i gang med sit syvende magre år, og på grund af den aktuelle Superliga-struktur, arbejder OB nu i en virkelighed, hvor succeskriteriet er en placering i top seks. Lad os være ærlige: Det er ikke den slags placeringer, der skrives lange kapitler om i historiebøgerne.

Alligevel vil top seks være en succes for OB og den sportslige ledelse, der tegner butikken. Rent faktuelt vil det være den bedste placering i syv år, og det vil samtidig kunne ses som et afgørende skridt væk fra den nederste halvdel af Superligaen, hvor OB ellers har befundet sig i alle årene siden 2011.

En placering i top seks vil have afgørende betydning for OB på så mange parametre, for det vil sikre kampe mod stærkere modstandere, hvilket vil give flere tilskuere, stærkere matchning af holdets spillere, der vil blive udviklet mere og samtidig kunne sælges i et større udstillingsvindue. Alene derfor er en placering i top seks af stor betydning for OB, og ud fra økonomisk formåen, den nyere historik og flere andre parametre ville det ikke give mening at have en anden målsætning.

Derfor står fynboerne overfor syv afgørende kampe i begyndelsen af foråret. Glipper placeringen i top seks, vil sæsonen igen blive betegnet som en skuffelse – medmindre man så sikrer kvalifikation til Europa gennem det sindrige Superliga-slutspil.

OB’s plads i fødekæden

Der er mange veje til at opnå succes, og en af de stier, man kan gå ad er transfervinduets bumlede terræn.

I OB blev vinterens transfervindue som sagt et ganske aktivt et af slagsen. Det var der ikke nogen, der havde regnet med – heller ikke OB’s sportsdirektør Jesper Hansen, som i december udtrykte forventninger om et stille vintervindue. Sådan gik det ikke, for to spillere forlod førsteholdet, mens fire kom til – og læg hertil sagaen om Joan Simun Edmundsson, to markante forlængelser samt et pænt millionsalg af en ungdomsmålmand.

Efter to relativt stille vinduer i januar 2017 og sommeren 2017, blev de første store justeringer i truppen altså foretaget, siden den helt store trup-rengøring i sommeren 2016.

Det er i princippet hul i hovedet at evaluere transfervinduer få dage efter de er overstået, for hvem ved, om Brøndby og FC Nordsjællands helt passive transfervinduer er bedre end de store til- og afgange i FC Midtjylland og FC København? Og hvem ved, om OB har ramt plet med sine signings? Det kan kun tiden må vise, og alle de forskellige domme, der lige nu fældes over fynboernes transfervinduer, er groft sagt gætværk. Det gælder også min egen optræden på TV 2/Fyn for nogle dage siden.

Mere interessant er det at kigge på, hvad OB’s handler er et udtryk for. De forskellige til- og afgange viser således meget tydeligt OB’s plads i fødekæden i dansk og international fodbold.

Lad først kort opsummere de fire tilgange: OB har hentet en profil i en konkurrende klub (Troels Kløve i SønderjyskE), en reserve i en topklub (André Rømer i FC Midtjylland), en ung spiller i 1. division (Marco Lund i Esbjerg) og en skandinavisk reserve (Mohammed Fellah i FCN).

Det har på den måde været klassiske OB-handler i Jesper Hansens tid som sportsdirektør, hvor man satser på det pålidelige, det billige og det funktionelle. Man forsøger at finde folk med potentiale, og når det lykkes, kan man stå med en ny Frederik Tingager, og hvis det mislykkes, kan man sammenligne spilleren med folk som angriberen Thomas Mikkelsen.

De fire handler er imidlertid også typiske OB-handler i et større perspektiv, for ser man bort fra de vilde sølvår, hvor pengene sad løst i OB-ejernes lommer, har fynboerne altid hentet denne slags spillere. Steffen Højer var en aldrende reserve i en mindre klub, da han kom til OB. Nicolai Stokholm blev hentet hos et bundhold i Superligaen. Og Anders Møller Christensen var en profil hos en konkurrerende klub. Minder det om noget?

Ifølge Tipsbladets seneste opgørelse (januar 2018) ligger OB et pænt stykke under de fire klubber, der har de største budgetter i dansk fodbold: FCK, Brøndby, FC Midtjylland og AGF. Fynboerne hører til den gruppe på fire klubber (FCN, AaB og Randers er de andre), der alle har et budget på 31-32 millioner kroner, og alene derfor er OB presset på konkurrenceevnen, når det gælder en fast plads i top seks. For når syv andre klubber har flere eller de samme penge at gøre med som OB, er det på andre parametre, at slaget skal vindes: Evnen til at scoute spillere, og evnen til at udvikle spillere i et godt træningsmiljø.

Kigger man på de spillere, der er blevet hentet til OB i Jesper Hansens periode som sportsdirektør, er billedet tydeligt: 31 af de 49 spillere, der er kommet til udefra er danskere, 26 er hentet i Superligaen, otte i 1. division eller 2. division og kun 15 er hentet i udenlandske klubber. Med andre ord: Langt størstedelen af rekrutteringen foregår i kendte farvande. Der satses på det kendte, driftsikre og pålidelige.

Det er et udtryk for, at OB har haft fokus på at skabe en stærkere og sundere klub- og træningskultur efter en årrække med mange udenlandske spillere, journeymen og andet godtfolk. Jeg har således snakket med flere OB-spillere, der taler om et bedre socialt liv i truppen, og anfører Kenneth Emil Petersen fortalte mig for et par uger siden, at antallet af folk, der vil vinde til træning er steget i løbet af hans halvandet år i klubben. Det er tankevækkende.

En anden del af OB’s transfer-virkelighed handler om salg af spillere. Jesper Hansen fortalte i sidste uge til os på Stemmer Fra Ådalen, at OB er tvunget til at sælge spillere for at leve op til budgetterne. Det vil til alle tider udfordre den kontinuitet, som man ellers har besunget højt gennem de senere år, for hvordan skal man kunne udvikle sig som klub, når de bedste spillere gang på gang bliver solgt? Det er imidlertid et vilkår for alle Superliga-klubber – spørg bare i FC Midtjylland, FC København og FC Nordsjælland, der alle har solgt spillere for mange millioner de senere år.

I OB har man også været dygtig til at sælge spillere, og det anslås, at Jesper Hansen i sin tid som OB-sportsdirektør har solgt spillere for mere end 40 millioner kroner. Det er mere end godkendt, men det er også historien om mange bække små, der er blevet til en stor å i Odense. For OB har solgt mange spillere for at nå op på cirka samme transferbeløb, som FC Midtjylland har indkasseret alene på Rasmus Nissen.

Kan man sælge dyrt, når man udelukkende henter billigt? Så længe OB henter spillere på det niveau, som man gør i øjeblikket, er det svært at få øje på det næste store kanon-salg. Hvem bliver den næste Djiby Fall, Jonas Borring eller Ulrik Laursen i OB?

Jeg siger ikke, at OB skal kunne lave et Sørloth-salg hvert år, men hvem i OB-truppen er det lige, der kan indbringe transferindtægter a la Lobotka, Nissen og Verbic. Eller bare et to-cifret millionbeløb? Der skal en rigtig god sæson af Jens Jakob Thomasen, Sten Grytebust eller Julius Eskesen, hvis det skal lade sig gøre, for jeg har ærlig talt svært ved at se, hvem OB ellers skulle kunne hive store millionbeløb ind på. Og der skal dygtig scouting til at finde den næste guldfugl. Det stiller store krav til scout Ole Nielsen, sportsdirektør Jesper Hansen og resten af det sportlige udvalg, der træffer de tunge beslutninger.

Også selvom ungdomsarbejdet bliver bedre og bedre – og også belønnes med fine salg af de unge folk, senest Andreas Søndergaard. Det er også en trend, man ser i andre Superliga-klubber, så det er helt rigtigt, at OB også går den vej.

Tilbage til 2018, hvor der i Superliga-regi kan der komme mere aktivitet i sommerens transfervindue på Fyn. Fem spillere i den aktuelle OB-trup har kontraktudløb til sommer, og kigger man på sommeren 2019, er tallet syv. Det er altså i alt 12 spillere, der enten får forlænget sin kontrakt eller forlader klubben i løbet af de næste 18 måneder. Også her siger prognosen et travlt 2018.

I et interview med TV2/Fyn tidligere på ugen lagde Jesper Hansen vægt på, at der i løbet af vinterens transfervindue er ”skabt nogle gode kontakter”, som der kan bygges videre på, og at man også har arbejdet med henblik på sommerens transfervindue.

Det tyder på, at der allerede er linet nogle handler op, der kan blive effektueret i løbet af sommeren. Med andre ord: Den sportslige afdeling får nok at se til i juni, juli og august.Det bliver altså interessant at se, hvordan OB-truppen ser ud, når transfervinduet lukker den 31. august 2018, men meget tyder på, at man siger farvel til folk som Jacob Buus, Joan Simun Edmundsson, Nana Wellbeck, Mathias Thrane og Rasmus Jönsson. Hertil kan komme et salg af Sten Grytebust . Andet vil være overraskende, og så må vi i omverdenen se, hvad der kommer ind, dels fra fjerne egne, dels fra egne rækker.

Jeg hører gode ting om det unge talent Mads Frøkjær, der rykkes op i førsteholdstruppen til sommer, og så må vi se, om unge folk som Anton Pedersen og Mathias Jørgensen gør ham og Julius Eskesen følge som de nye unge håb i Superliga-truppen. OB’s talentafdeling har længe været på rette vej, og måske bliver de næste frugter høstet i 2018.

Superligaens mest erfarne træner

Det bliver også spændende at se, om 2018 byder på en afklaring på fremtiden, hvad angår cheftrænerposen i OB. På en måde en voldsom sætning, for der har sjældent været så roligt om den position i den fynske klub, som der er lige nu.

Kent Nielsen kom til klubben i sommeren 2015 på en fire-årig kontrakt, og der resterer dermed halvandet år af aftalen. Sportsdirektør Jesper Hansen antydede i Stemmer Fra Ådalen for nylig, at det af kontraktmæssige årsager ikke er på tale at snakke om en forlængelse endnu, så det tyder på, at der i aftalen er skrevet ind, hvornår man skal drøfte fremtiden.

Spørgsmålet er så, om det er til sommer, når der er et år tilbage af kontrakten eller om et år, når der kun er seks måneder tilbage. Det kan vi kun spekulere i indtil videre, men resultaterne i 2018 kan få afgørende betydning for, hvem der er cheftræner for OB i de næste fire-fem år.

Med over 400 kampe på bagen er Kent Nielsen den træner i Superligaen med mest erfaring, og han er tilmed den ældste træner i ligaen. Medmindre der sker noget uventet, vil Kent Nielsen i løbet af efteråret 2018 blive den træner i Superligaens historie, der har stået på sidelinjen i flest kampe. Han er med andre ord udtryk for stabilitet og ro, og det har også vist sig i OB.

Fra 1. marts 2012 til 1. juni 2015 nåede fire forskellige trænere at stå i spidsen for OB, så i den henseende er det en pæn bedrift af Kent Nielsen at have været i jobbet i snart tre år. Hans første sæson bød på den bedste placering og det bedste pointsnit i fem år, men efter den skuffende 16/17-sæson og den stadig jævne indeværende sæson, er billedet af hans bedrifter i OB endnu broget. De fem halvsæsoner i spidsen for OB har givet et pointsnit på 1,29, hvilket er bedre end fem af de foregående seks sæsoner i klubben. Til gengæld har OB kun prøvet at vinde tre kampe i træk én gang i hans regeringstid. Det var i marts 2016 – og det er snart to år siden.

Samtidig har et tilbagevendende tema i Kent Nielsens periode været, at OB har haft vanskeligt ved at score mål. Der har været halvsæsoner, hvor det offensive spil har givet godt med scoringer, men set over hele perioden, har OB scoret 1,22 mål pr. kamp i Superligaen, siden Kent Nielsen kom til. Det er ikke prangende, og jeg ved, at det er noget, der bruges mange tanker og kræfter på at forbedre i Ådalen.

Nielsen har til gengæld formået at navigere i et oprørt farvand i sin OB-tid, hvor der er blevet skiftet enormt mange spillere ud på enormt kort tid. Alle spillere i den aktuelle trup har underskrevet en kontrakt med klubben, mens Kent Nielsen har været der, og flere af dem har fået større eller mindre gennembrud i løbet af Nielsens tid i OB.

Hverken Jens Jakob Thomasen, Mathias Greve eller Jacob Barrett Laursen var i nærheden af at være etablerede Superliga-spillere, da Kent Nielsen kom til OB. De har alle mere end 50 kampe på bagen nu, og Kent Nielsen kan også sætte flueben ved folk som Kenneth Zohore og Frederik Tingager, der tog store skridt mod millionsalg under hans ledelse. Til gengæld har der også været en række spillere, som ikke har flyttet sig under Kent Nielsens tid i OB. Sådan vil det altid være, men når OB har den økonomi, som klubben har, er der ikke råd til samme fejlskud, som der er i FCK, FCM eller BIF, der lidt groft sagt bare kan købe en ny spiller, hvis der er en, der ikke passer ind.

Og de store resultater over en længere periode mangler altså endnu, og det vil altid være det, en cheftræner i sidste ende bliver målt på.

Det er en smule latterligt at læse, når det påstås, at Kent Nielsen og Jesper Hansen har bragt OB mod afgrunden, når klubben faktuelt set er blevet flyttet fra nedrykningsfare i 2012-2015 til midterplaceringer i de seneste sæsoner. Og når man tænker på, hvor stor en rodebuik, de overtog, har vilkårene for succes heller ikke været gode. Men andre klubber leverer store resultater på trods, og OB har stadig fine forudsætninger for at komme i top seks i både denne og næste sæson. Så derfor vil Kent Nielsen også være skuffet, hvis han en dag rejser fra OB uden at have leveret en top seks-placering.

Internt i OB venter man stadig på, at potentialet forløser sig. Det gør omverdenen også, og det skal blive interessant at se, om OB og Kent Nielsen i løbet af 2018 melder noget ud om fremtidens samarbejde.

FAKTA: De seneste fem OB-træneres pointsnit:
Clausen: 41 kampe, 61 point = 1,48
Hansen: 11 kampe, 8 point = 0,72
Bech: 75 kampe, 84 point = 1,12
Pedersen: 24 kampe, 34 point = 1,41
Nielsen: 88 kampe, 114 point = 1,29

En hjemmebane i nye klæder

Det er imidlertid ikke kun i forhold til trup, transfers og træneren, at 2018 bliver et spændende år. Også uden for banen er der noget at se frem imod med spænding.

For det første stopper Carlsberg som hovedsponsor i OB, der i stedet får Albani som ny kommerciel hovedpartner. Det vakte opsigt, da det i efteråret blev offentliggjort, at det lokale bryggeri vender tilbage på OB’s spilletrøjer og i hanerne på stadion, og samarbejdet med Albani er en unik mulighed for at styrke OB’s igangværende tiltag om at få byen Odense til at samle sig om fodboldholdet. I disse år hvor der skal kæmpes hårdt for at trække folk på stadion, er det nødvendigt med kreative og modige tiltag, og her bliver Albani en vigtig samarbejdspartner for OB.

Og apropros stadion: Det ligger i kortene, at OB’s hjemmebane i løbet 2018 kommer til at skifte navn. Aftalen med energiselskabet Ewii udløber til sommer, og virksomheden fra Trekantsområdet har varslet, at man ikke er interesseret i at forlænge sit sponsorat af Odense Stadion (Ewii Park frem til sommer).

Så OB’s hjemmebane skal altså formentlig have nyt navn i løbet af 2018, og her skal den fynske klub træde varsomt, idet det med stadionnavne er et følsomt emne blandt fodboldromantikere. I efteråret lavede man den perfekte løsning sammen med Fyens Stiftstidende, da man indviede Richard Møller Tribunen, men spørgsmålet er, om man kan lave et lignende trick i forhold til selve stadion. Det tvivler jeg på, og man må nok forberede sig på, at OB kommer til at tjene et pænt beløb for at opkalde stadion efter en virksomhed. (I parentes vil jeg i øvrigt lige plante tanken om, at man jo ikke behøver at kalde spillepladsen for Park eller Arena. *Firmanavn* Stadion er vel lige så fint nu, hvor det er et stadion.)

Når talen nu falder på stadion, kunne man også spekulere i, om Odense Kommune og OB snart får gang i moderniseringen af Fyns største fodboldstadion, der bortset fra et glaspalads af en hovedtribune ikke har fået mange forbedringer siden den store ombygning i 1996. En uvidenskablige undersøgelse, jeg har foretaget, peger i hvert fald på, at der er et temmelig stort ønske om at få lukket hjørnerne på det pivåbne og til tider stemningsforladte stadion.

Der er nu andre byggerier, der er vigtigere lige nu for OB. Sagaen om OB’s træningsanlæg og faciliteter er endnu ikke nået sin ende, for efter beslutningen om banefordelingen i Odense Kommune er det endnu ikke blevet meldt ud, hvad det betyder for OB’s Superliga-hold. Hvor kommer OB til at have sit hovedkvarter? Bliver der bygget nye og bedre faciliteter? Hvornår står det færdigt? Og kommer OB til at kunne tilbyde sine Superliga-spillere nogle forhold, der er Superligaen værdigt? Det venter vi også svar på i 2018, og sportsdirektør Jesper Hansen har senest udtalt til Stemmer Fra Ådalen, at han håber på en afklaring i årets første kvartal.

Hvad med fremtiden?

Top seks. Trupforandringer. Trænerkontrakt. Talenter. Tilskuerforhold. Og meget mere. Der bliver med garanti masser at snakke om i Stemmer Fra Ådalen i 2018, og så har vi ikke engang været inde på temaet Niels Thorborg.

Det er mere end et årti siden, at Thorborg satte sig i spidsen for OB som bestyrelsesformand og storaktionær, og han må også gøre sig nogle tanker om sin egen involvering i klubben. Omkring sølvårene investerede han og resten af de største aktionærer mange penge i at gøre OB til et tophold, men de senere år har den økonomiske virkelighed i OB været en anden. Og det har de sportslige resultater også.

Derfor vil det altoverskyggende spørgsmål være: Hvor længe vil den øverste ledelse med Niels Thorborg i spidsen acceptere de grå midterplaceringer, der naturligt vil følge med, når OB opererer med et middel-budget i Superligaen og nogle faciliteter, som end ikke er værdige til 1. division?

Det er i virkeligheden her, svaret på de fleste spørgsmål om OB findes, jeg ved, at mange sportsmedier har et ønske om at få Niels Thorborg til at svare på dette og andre spørgsmål om visionen for OB. Men det er længe siden, at han har fortalt om masterplanen for OB i et større interview.

Udefra set ser det ud til, at den vigtigste ambition for OB lige nu er at blive økonomisk bæredygtig og forhindre underskud, som tidligere har præget klubben og koncernen Odense Sport & Event. På dette punkt er OB i den grad på rette vej. Men hvor fører vejen hen? Hvornår skal OB igen levere en mindeværdig sæson i kraft af medaljer, pokaler eller europæisk deltagelse?

Det spørgsmål handler ikke så meget om Jesper Hansen, Kent Nielsen eller om angriberne kan score mål. Det handler i højere grad om det fundament, de arbejder på og de forudsætninger, der for at skabe succes. Som en af vores paneldeltagere har udtrykt det: Træneren kigger et år frem. Sportsdirektøren kigger tre år frem. Og bestyrelsen skal kigge endnu længere frem og tegne de lange streger.

Der er med andre ord meget at snakke om og holde øje med i OB i løbet af 2018, og på Stemmer Fra Ådalen ser vi frem til at tilbringe mange timer ved mikrofonerne for at debattere udviklingen i Fyns største fodboldklub.

Vi glæder os til at komme i gang.