Wesström om transfer-slutspurt: Vi arbejder på tilgange

Af Martin Davidsen
30. januar 2023

Ved midnat tirsdag den 31.januar lukker det danske transfervindue, og dermed er der travlhed på kontorerne i de fleste Superliga-klubber.

I OB har man i dette transfervinduet hentet Musa Juwara og Alem Mustafic til klubben, mens man har sagt farvel til profilerne Issam Jebali og Armin Gigovic samt taget endegyldigt afsked med Kasper Larsen, Mohamed Kanté og Jonathan Khemdee.

Stemmer Fra Ådalen sender Transfer TV live på Facebook og YouTube tirsdag aften fra kl. 20.00, og som optakt til dette var SFÅ i dag på plads i Ådalen for at overvære træning og tale med OB’s fodbolddirektør Bjørn Wesstrøm om planerne for transfervinduets sidste timer.

Her er spørgsmål og svar fra snakken med Björn Wesström:

Der er halvandet døgn tilbage af transfervinduet i Danmark. Har i travlt?

”Ja. Det har vi. Det må vi sige. Det er jo sådan, et sommertransfervinduet er et vindue, hvor man lægger de grundlæggende sten, og så får man en effekt af det. Siden kan man justere; ’hvor er vi henne og hvor skal vi hen?’ Der kan være spillere, som vi ikke bruger, og som vi ikke har effekt af, så der er spillere, som vi vil forsøge at sælge eller leje ud. Vi kan også skabe rum for at tage kompetencer ind, som vi synes, mangler i forhold til holdets præstationer. Det er de to ting, vi arbejder med nu.”

Det vil sige, at I arbejder på at komme af med spillere, der ikke har en rolle på førsteholdet samtidig med, at I arbejder på at få spillere ind, der kan styrke holdet?

”Ja.”

Hvad med spillere på førsteholdet, som andre klubber gerne vil have? Kan I komme til at sælge en spiller, der er en del af startopstillingen eller tæt på en stamplads?

”Det kommer an på, hvad vi kan bruge en eventuel indtægt på, og hvad vi har af dialog med spilleren. Hvis spilleren siger, at han ikke vil være her og ikke vil være en del af OB, så er det en del af evalueringen af situationen.”

Yankuba Minteh har vi talt om hele januar. Forventer du, at han spiller i OB efter 1.februar?

”Jeg vil ikke slå noget fast. Vi må se, hvordan alting lander. I morgen aften ved vi, hvilke forudsætninger vi har. Hvis jeg siger noget til dig nu, kan det ændre sig om 10 sekunder, så det vil ikke være professionelt at spekulere i.”

Men er der aktuelt nogle klubber, der har lagt bud på jeres spillere?  

”Vi har bud at tage stilling til, ja. Det kan jeg godt sige, men mere vil jeg ikke kommentere. ”

Hvordan vurderer I balancen mellem at der er fem kampe tilbage af grundspillet, og et salg kan svække holdet sportsligt på den korte bane? Hvilke overvejelser har I omkring den mulige økonomiske gevinst kontra risikoen for at misse top seks?

”Det er en overvejelse, vi gør hele tiden. Absolut. Det var den overvejelse, vi havde omkring Issam Jebali. Han var måske den bedste pointspiller, vi havde, men vores overvejelse var, at han ikke ville fortsætte med at være det, hvis han blev her. Derfor blev beslutningen, at vi ville sælge, hvis vi fik de penge, vi ønskede. Det er den proces, vi har omkring alle spillere, vi får tilbud på.”

I har netop hentet en spiller inden weekenden, men jeg kan forvente, at I stadig ønsker at forstærke holdet. Arbejder I på flere tilgange?

”Ja, det gør vi. Vi har fra begyndelsen sagt, at vi har kigget på spillere til 6’er-positionen og 10’er-positionen. Armin Gigovic var her og gjorde det godt, og han har efterladt et hul efter sig. Vi har spillere, der kan udfylde det hul, men vi har også nogle spørgsmålstegn, fordi der er kontraktudløb hos Aron Thrandarsson og Jeppe Tverskov. Derfor kigger vi også mere langsigtet på positionen ved at få en spiller ind nu på positionen. Vi tror også, at den konkurrencesituation vil være god for os på den korte bane. I forhold til 10er-positionen har vi en del konkurrence, men den er ikke så god, som vi ønsker. Frøkjær er rimelig alene på positionen, og vi synes, at han også har godt af noget konkurrence. Det kan sagtens være, at det vil være ham, der bliver valgt til at spille, men en stærk konkurrence gør, at spillerne presser sig selv hele tiden.”

Forventer du, at I kommer til at arbejde helt frem til midnat i morgen?

”Som det ser ud lige nu; ja.”

Du har tidligere udtalt, at du forventede flere tilgange end afgange i januar. Er det stadig planen?

”Jeg misforstod nok dit spørgsmål der i starten af januar. Jeg troede, at det var et spørgsmål om, hvad der skulle ske i resten af januar. Vi startede jo med at tage afsked med tre spillere (Khemdee, Kanté og Kasper Larsen, red.), og når man gør det hele op og kigger på hele januar, vil vi ikke have flere tilgange end afgange. Som det ser ud nu, forventer jeg, at vi inden transfervinduet lukker vil tage en eller to spillere mere ind. Det arbejder vi på, men vi ved endnu ikke, om det lykkes. Det må vi se. Jeg kan ikke sige, hvor mange der vil forlade OB inden transfervinduet lukket.”

Jeppe Tverskov var fraværende til dagens træning, og ifølge Fyens Stiftstidendes sportsredaktør har Brøndby vist interesse for OB-anføreren. Har du nogen kommentar til dette?

”Med hensyn til hvilke spillere, der har bud på dem eller ej, så er det ikke noget, jeg ønsker at kommentere på.”

Stemmer Fra Ådalen har spurgt OB-cheftræner Andreas Alm om årsagen til Jeppe Tverskovs fravær på træningsbanen, og her er svaret, at Tverskov er syg og derfor hverken var til træning søndag eller mandag.

Foto: Nicolai Berthelsen/OB fra sidelinjen

Videorapport fra Ådalen:

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?