Optakt OB-Lyngby: En neglebidende affære

Af Emil Plovgaard
23. april 2021

Kampfakta:

Kamp: OB – Lyngby

Kick-off: Søndag 25. april 18.00

Runde: 27

Dommer: Jonas Hansen

Status:

1, X, 2… 8, 5, 2. Nej, der er ikke tale om en tilfældig talkombination, du skal forsøge dig med på din lottorække. Der er derimod tale om kampens udfald og den forskel i point, der vil være mellem OB og Lyngby efter søndagens kamp.

En sejr til fynboerne vil adskille de to hold med otte point, mens status quo jo naturligvis vil bevare pointforskellen. Skulle det blive en udesejr, er der kun problematiske to point, der skiller OB fra en nedrykningsstreg, og så bliver det pludseligt neglebidende.

Selvom der atter er glæde over, at tilskuere nu kan vende tilbage på stadion, så må de godt 5.000 tilskuere, der søndag vender tilbage til Nature Energy Park, fylde deres kroppe med en vis portion spænding og en udpræget nervøs stemning, inden de entrerer tribunerne på kommunalstadionet. 

Rundens opgør byder nemlig på en modstander i form af Lyngby Boldklub, der har genopfundet sig selv dette forår. Meget belejligt, når nordsjællænderne jo i år kan fejre 100 års fødselsdag. De Kongeblå er dog kommet en anelse ned i tempo på det seneste med fem point i fire kampe.

OB’s seneste kamp blev spillet i Aalborg, hvor AaB – på trods af to brændte straffespark – sikrede sig en 3-2-sejr. OB er dermed uden sejr i de seneste fire kampe. Seneste sejr blev hentet mod netop AaB 21. marts i det, der var Michael Hemmingsens første (retur)kamp som OB-træner.

Til kampen mod AaB manglede blandt andre Jeppe Tverskov, Kasper Larsen og Oliver Christensen, men selvom der var gennemgående mangler i defensiven, var der også problemer med at være effektive på de chancer, der tilfaldt. Indskiftningen af Ayo Simon Okosun voldte dog aalborgenserne store problemer i form af hans luft- og duelspil.

Måske bliver selvsamme Okosun en central spiller i søndagens kamp mod Lyngby, for det var netop dødboldene, der var et farligt våben i efterårets 3-0-sejr mod søndagens modstander.

Det er i al fald svært at se, hvor det ellers skal komme fra, for offensive kræfter som Issam Jebali og Emmanuel Sabbi har ikke leveret i foråret, mens tilbagevendte Bashkim Kadrii endnu er et stykke fra sin topform.

Bud på startopstillingen (4-1-2-3)

Sayouba Mandé – Oliver Lund, Kasper Larsen, Jeppe Tverskov, Alexander Juel-Andersen – Jens Jakob Thomasen – Ayo Simon Okosun, Troels Kløve – Issam Jebali, Bashkim Kadrii, Emmanuel Sabbi

Skader og karantæner:

Oliver Christensen løb ind i en skade i forbindelse med 1-1-opgøret mod SønderjyskE, og Gribben fra Kerteminde er endnu ikke kommet sig ovenpå muskelskaden. Desuden må Janus Drachmann og Aron Thrandarsson betragtes som tvivlsomme, idet de udgik med skader i seneste kamp. 

Hos gæsterne er Brian Hamalainen med sikkerhed ude som følge af en knæskade, mens 18-årige Filip Panjeskovic og den lidt ældre Adam Sørensen meldes tvivlsomme.

OB har Jørgen Skjelvik i karantæne. Lyngby har Magnus Warming og Marcel Rømer i karantæne.

Desuden misser både Oliver Lund og Ayo Simon Okosun den efterfølgende kamp på udebane mod SønderjyskE, såfremt de som minimum tildeles et gult kort, der takseres til seks strafpoint.

De seneste indbyrdes kampe: T-V-V-V-T

3. februar 2021: OB 0 – 1 Lyngby

23. oktober 2020: Lyngby 0 – 3 OB

29. juni 2020: OB 3 – 1 Lyngby

22. juni 2020: Lyngby 1 – 2 OB

10. november 2019: Lyngby 4 – 3 OB

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: