Optakt AC Horsens – OB: Spiller Striwerne sig tættere på top-seks?

Af Emil Plovgaard
20. februar 2021

Kampfakta:

Kamp: AC Horsens – OB
Kick-off: Søndag 21. februar 14.00
Runde: 17
Dommer: Jens Maae / VAR-dommer: Sandi Putros

Status:

Jagten på top-seks fortsætter, når OB søndag eftermiddag gæster AC Horsens på CASA Arena.

Fredagens kamp mellem AaB og FC Midtjylland i Aalborg endte med en udesejr, hvilket må indgyde noget håb hos Striwerne. Når SønderjyskE så også har ramt det bedste – set med OB-briller – tidspunkt at gå kolde på, så lever ja-hatten stadig i den fynske ådal.

En sejr, en uafgjort og et nederlag. Det er resultatet på OB’s forårssæson i superligaregi indtil videre. Akkurat som resultaterne tilskriver det, så har præstationerne fra fynboerne også været aldeles svingende.

OB kan trøste sig med, at Emmanuel Sabbi er tilbagevendt efter endt karantæneafsoning. Men om det bliver ham eller Moses Opondo, der skal udfylde en af pladserne i tremandsangrebet, må være op til tiden at vise.

Unge Østrøm imponerede på venstrebacken senest, og mon ikke han får lov til at bevise sine evner igen?

Søndagens kamp burde på papiret være til at overkomme. AC Horsens har haft en turbulent sæson. Nedturen begyndte allerede inden denne gik i gang, da Bo Henriksen meddelte, at han ikke ville forlænge sin kontrakt med østjyderne, som var planlagt til at udløbe i sommeren 2021. 24. august 2020 havde Horsens-bestyrelsen dog fået nok, og man valgte at stoppe samarbejdet med Bo Henriksen, for i stedet at ansætte Jonas Dal.

Den tidligere Hobro- og Esbjerg-træner varetog dog ikke rollen som Horsens-træner længe. I begyndelsen af december blev hans kontrakt opsagt, og klubben kunne dermed snart præsentere sin tredje træner på næsten lige så mange måneder. Jonas Dals afløser blev Jens Berthel Askou, men heller ikke han har kunnet rette op på den miserable sæson.

I det nye år er det blevet til tre superligakampe med lige så mange nederlag til følge. Værd er det dog at pointere, at to af disse kampe blev spillet mod F.C. København og FC Midtjylland, altimens et Horsens-mandskab under Bo Henriksens velmagtsdage velsagtens kunne have fået point mod Randers.

Én sølle sejr er det blevet til for AC Horsens i denne sæson. Den blev kriget i land mod lokalrivalerne fra Vejle i slutningen af november.

Med 11 point op til holdet over nedrykningsstregen, der i skrivende stund hedder FC Nordsjælland, skal man for alvor være jubeloptimist, såfremt man oprigtigt tror på en overlevelse. Men Askous tropper bliver nødt til at klø på – og søndag kunne jo være en belejlig begyndelse på en ny æra. OB har i hvert fald ikke just imponeret i kampene mod Lyngby og Vejle i denne sæson, mens det også blot blev til en snæver 1-0-sejr til Striwerne i Odense i det omvendte opgør mod AC Horsens, efter at udeholdet måtte spille i undertal den sidste halve time grundet en udvisning til Kjartan Finnbogason.

Det er særligt skader og de mange systemskift, der kan få skylden for Horsens’ præstationer denne sæson, men det kan heller ikke være rart at skulle opsige en af sine bedste trænere i nyere tid blot to uger før sæsonstart.

Der er flere gensyn med tidligere klubber i vente søndag. Ayo Simon Okosun møder sin gamle klub, AC Horsens, mens Jacob Buus, der var fuldtidsprofessionel hos OB fra 2016 til 2018, nok hellere end gerne vil spænde ben for sin tidligere arbejdsgiver, hvor han aldrig for alvor fik – eller greb – chancen. Troels Kløve, Janus Drachmann og Alexander Juel-Andersen har også alle en fortid hos AC Horsens.

Bud på startopstilling:

Christensen – Laursen, Larsen, Tverskov, Østrøm – Kløve, Drachmann, Okosun – Sabbi, Jebali, Lieder

Skader og karantæner:

AC Horsens: Nikolas Dyhr og Jannik Pohl spiller med al sandsynlighed ikke. Unge James Gomez og Magnus Jensen meldes tvivlsomme som følge af skader.

OB: Fynboerne er foruden Jørgen Skjelvik, der gennem længere tid har været ude med en skade. Det samme er Max Fenger og Sayouba Mandé. Mads Frøkjær meldes tvivlsom efter en hovedskade.

Seneste indbyrdes kampe: V-U-V-T-V

1. november 2020: OB 1 – 0 AC Horsens
26. juli 2020: AC Horsens 1 – 1 OB
23. juli 2020: OB 3 – 1 AC Horsens
1. december 2019: AC Horsens 2 – 1 OB
6. oktober 2019: OB 3 – 0 AC Horsens

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: