Optakt: AaB – OB

Af Martin Davidsen
17. oktober 2019

Perioden med landskampe er forbi, og Stemmer Fra Ådalen er klar med en optakt til OB’s udekamp mod AaB.

Af: Emil Plovgaard, OB News

Kampfakta:
Runde: 13
Kamp: AaB – OB
Kampstart: Fredag den 18. oktober klokken 19.00
Dommer: Sandi Putros

Status:
OB gæster fredag aften Aalborg Portland Park, hvor AaB som bekendt har hjemmebane. Med en sejr i Aalborg kan striwerne konsolidere sig i feltet under FCM og FCK. Bookmakerne har dog hjemmeholdet som favoritter. Dette skyldes blandt andet, at OB har en del profiler ude. Fraværet af de mange spillere betød dog ikke noget i Herning, hvor et fynsk mål af Bashkim Kadrii resulterede i en sjælden udesejr.

Det var da heller ikke til at se i den efterfølgende kamp hjemme mod AC Horsens, som blev sendt hjem med et 3-0-nederlag. Fredagens hjemmehold har efterladt et noget rodet indtryk efter det første dusin kampe i grundspillet. En udesejr på 5-0 over AC Horsens og sejre på henholdsvis 4-0 og 1-0 mod Esbjerg og FCK er de resultater, som den optimistiske AaB-fan vil fremhæve. Den mere pessimistiske vil tage nederlag på to gange 3-0 mod både AGF og Randers med i det samlede regnestykke.

Især én spiller har dog vist momentvise glimt af sit store potentiale. Nemlig Lucas Andersen, der også var udtaget til den danske landsholdstrup i tirsdagens venskabskamp mod Luxembourg. Hvis OB er i stand til at lukke ham ned, er der gode muligheder for point i det nordjyske fredag aften.

Bud på OB’s startopstilling:
Christensen – Marco Lund, Tverskov, Juel Andersen – Oliver Lund, Thomasen, Drachmann, Frøkjær, Madu – Svendsen, Kadrii

Skader og karantæner:
Jacob Barrett Laursen, Ryan Johnson Laursen og Troels Kløve er alle ude med skader. Issam Jebali er tvivlsom, og det er spændende at se, om han når med i troppen. Ramon Leeuwin kom i håndgemæng med Nicolai Brock-Madsen i den seneste kamp, og fik som følge deraf direkte rødt. Derfor er han også ude. Hos AaB er Rasmus Thelander og Lukas Klitten ikke med. Førstnævnte forventes tilbage i slutningen af denne måned, mens unge Klitten er ved at komme sig over et brud på lægbenet, som han fik i 2-0- nederlaget til Lyngby i første spillerunde. Tom van Weert er tvivlsom til kampen.

De seneste fem indbyrdes kampe: T-V-V-U-V
14. december 2018: OB 1 – 2 AaB
30. september 2018: AaB 0 – 1 OB
29. oktober 2017: AaB 0 – 2 OB
6. august 2017: OB 0 – 0 AaB
6. marts 2017: OB 4 – 0 AaB

Ellers noget?
Kampens dommer, Sandi Putros, blev på uheldig vis hovedperson, da OB mødte SønderjyskE i slutningen af august. Et væld af fejlkendelser fik både hjemme- og udeholdets tilhængere til at gjalde ud i den så berømte “skandaledommer”-hymne. Værst gik det dog ud over OB, der i det syvende tillægsminut fik frataget sejren, da Sander Svendsen fejlagtigt blev dømt offside. Hvis selvsamme Putros har tænkt sig at spolere fredagsfesten i Aalborg, skal han nok ikke vise sig frem på Jomfru Ane Gade senere hen ad aftenen.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?