Optakt AaB – OB: En genstart i Aalborg?

Af Emil Plovgaard
19. marts 2021

Kampfakta:

Kamp: AaB – OB
Kick-off: Søndag 21. marts 17.00
Runde: 22
Dommer: Peter Kjærsgaard

Status:

Det er den sidste runde, inden grundspillet knækker midt over i to store portioner. Seks hold glæder sig til at blive en del af mesterskabsspillet, mens de resterende seks må bide i det sure æble og indlemme sig i en potentiel nedrykningsfare.

For langt de fleste er der endnu ikke faldet en afgørelse på, i hvilken række af tabellen, de skal spille de næste tre måneder.

Det er der til gengæld i Odense. Ledelsens ambitionerne om at være blandt de seks bedste i Danmark led et ynkeligt knæk, da rækkens førerhold, Brøndby IF, allerede i første halvleg havde bragt sig foran 3-0 på et ‘perfekt’ hattrick af Mikael Uhre.

Herefter udviklede kampen til noget af det mest skrækkelige fodbold, der indtil videre er set i Superligaen dette forår. Brøndby havde i kampens indledende 45 minutter kørt sejren i land, og der var derfor ikke noget mere at komme for hos gæsterne fra Københavns Vestegnen. Men en kamp varer som bekendt 90 minutter. OB-spillerne havde dog mentalt allerede givet op og evnede ikke at svare igen.

Allerede samme aften, som Morten Krogh fløjtede kampen af, var der for folkene under katakomberne på Odense Stadion ingen anden udvej, end at afskedige Jakob Michelsen før tid.

Dermed er Michael Hemmingsen – for første gang siden 2007 – tilbage i trænersædet for OB, hvor han skal forsøge at genoprejse noget af den tabte stolthed, som også har resulteret i et selvtillidsknæk efter tre nederlag i træk.

Det skal han i Aalborg, hvor et sultent hjemmehold, der efter to sejre i træk har god tro på egne evner og nu kan snuse til det forjættede land: top-6.

Aalborgenserne har i løbet af foråret undværet Lucas Andersen og Oscar Hiljemark – to energiske midtbanedynamoer – som har siddet ude med skader, ligesom Kasper Kusk også er blevet sat på bænken i store dele af våret af den nye træner, spanske Martí Cifuentes, der er ankommet fra norske Sandefjord.

Cifuentes har rokeret meget rundt blandt sine startende elleve, hvor han hele syv gange har udpeget en forskellig startopstilling. ‘Never change a winning team’, sang Tina Rainford i 1979, men det er så sandelig også en velkendt glose inden for fodboldverdenen. Måske netop derfor har spanieren udskiftet så meget hos AaB, der ikke vandt i forårets første seks kampe.

I begyndelsen lignede det ikke, at nordjyderne ville få mulighed for at kvalificere sig til mesterskabsspillet, men de seneste par kampe har altså ændret den forestilling monumentalt.

AaB vil gøre alt for at genvinde den sidste flig af selvforståelsen, mens OB snarere skal kigge sig over skulderen og sikre point, så nedrykningsstregen ikke kommer tættere på. Og så handler det jo også om at samle point til kampen om en syvendeplads, der giver adgang til Europa League-playoff. 

 

Bud på startopstillingen:

Oliver Christensen – Ryan Johnson Laursen, Kasper Larsen, Jeppe Tverskov, Jørgen Skjelvik – Jens Jakob Thomasen, Troels Kløve – Mads Frøkjær-Jensen, Ayo Okosun, Emmanuel Sabbi – Issam Jebali

Skader og karantæner:

Max Fenger og Sayouba Mandé er fortsat på lazarettet, mens AaB ikke har Vladimir Prijovic eller Lucas Andersen med. Ingen af holdene har spillere i karantæne.

Seneste indbyrdes kampe: V-U-T-T-V

4. december 2020: OB 2 – 1 AaB
9. december 2019: OB 0 – 0 AaB
18. oktober 2019: AaB 1 – 0 OB
14. december 2018: OB 1 – 2 AaB
30. september 2018: AaB 0 – 1 OB

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: