Nekrolog: OB-målmandslegenden Finn Sterobo er gået bort

Af admin
2. marts 2021
Den tidligere OB-målmand Finn Sterobo er gået bort. I samarbejde med Facebook-siden OB Før Superligaen bringer vi her en nekrolog
Finn Sterobo er død. Han blev 87 år.
Finn Sterobo meldte sig tidligt under de stribede faner i Munke Mose.
– Jeg var 9-10 år, da jeg startede i OB i 1942/43. Jeg startede på 4. drengehold som innerwing. En dag dukkede vores målmand ikke op, og træneren spurgte, hvem der så ville stå på mål. “Jeg kan da godt stå på mål!”, sagde jeg. ”Det gør jeg hjemme på gaden!”. Og det gjorde jeg så – og jeg blev stående derinde, har Finn Sterobo engang fortalt.
Finn Sterobo flirtede sin unge dage både med cykling og håndbold. Han var endnu blot ynglingespiller, da håndboldklubben Bolbro hentede ham op i divisionstruppen sammen med Poul Vedby Jørgensen og John Hansen.
Finn Sterobo tog realeksamen på Skt. Knuds Gymnasium i 1952 og kom senere i lære som herreekviperingshandler hos herretøjsforretningen Eistrup i Vestergade i Odense.
Han debuterede for OB i en kamp i 2. division mod Frem i november 1953. Den sluttede 1-1. Senere fik han også en kamp mod i foråret 1953 med B1909. Den tabte OB 3-1.
Han havde næsten ingen tid til at træne i tidsrummet fra 1953 til 1955, fordi han lå inde som soldat i Helsingør og Tønder. I 1955 spillede Finn Sterobo på OB’s fynsseriehold, da sæsonen startede i april. Børge Hylle blev imidlertid skadet i en kamp i Odense mod AGF på sin 29-års fødselsdag, og Finn Sterobo maste sig efterhånden tættere og tættere på en fast plads på divisionsholdet.
Til en træningskamp mod Boldklubben Marienlyst i august 1955 fik OB’s spillerudvalg lyst til at se Finn Sterobo i stedet for Børge Hylle. Og i november 1955 blev Finn Sterobo omsider gjort klar til en kamp mod Vanløse på trods af, at træningsindsatsen ikke havde været helt optimal.
– Jeg er ikke nervøs for mit eget vedkommende, for det skal blive alvor med at være førsteholdsspiller nu. I de sidste par år har jeg ikke kunnet træne regelmæssigt, fordi jeg har ligget som soldat. Siden jeg er blevet flyttet til Odense-garnisionen, har jeg trænet flittigt og har altså nu fået lønnen og en chance, som jeg ikke vil lade gå fra mig, sagde Finn Sterobo inden Vanløse-kampen.
Han holdt buret rent. OB vandt 1-0.
Herefter blev Finn Sterobo OB’s faste målmand i mange år. Han havde tilmed den store ære at blive udtaget som målmand til det danske OL-hold i Rom. Der skulle desværre en tragedie til, før Finn Sterobo kom med i OL-truppen.
– Jeg var fjerdemålmand på landsholdet. Vi skulle spille en af de sidste træningskampe i Herning. Der var et A og B-hold, som skulle spille mod hinanden, og jeg skulle spille på B-holdet. Vi var på vej til stadion i Herning – vi kørte selv, og jeg kunne ikke finde vej. Så jeg standser og spørger nogen. De svarer, at jeg godt kan vende om, fordi flyet er styrtet ned ovre ved Kastrup. Sådan fik vi det at vide. Og da jeg var fjerdemålmand, kom jeg med til OL i stedet for Per Funch Jensen. Men det var alligevel en fantastisk oplevelse at være en del af OL, har Finn Sterobo fortalt.
Året efter B1909 havde vundet klubbens andet danske mesterskab, skiftede Finn Sterobo til rivalerne fra Kochsgade.
Finn Sterobos debut for De Røde blev imidlertid ikke den mest mindeværdige. 20 minutter inde i udekampen mod B1901 i Nykøbing Falster pådrog Finn Sterobo sig sin første fibersprængning siden ynglingetiden, og Arno Hansen, der var banens mindste spiller, måtte trække i målmandstrøjen for danmarksmestrene. Det gik. 9’erne vandt 3-2.
Finn Sterobo nåede at få en yderligere en landskamp for A-landsholdet i 1962. Det var I Idrætsparken mod Norge – en kamp danskerne vandt komfortabelt med 6-1. Og i den stribede trøjede nåede det at blive til i alt 175 kampe mellem stængerne. I OB-målet blev han afløst af Mogens Therkildsen – mejeristens søn fra Allested.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: