Modstanderfokus: “Daniel Høegh har imponeret FCM-fansene”

Af Martin Davidsen
10. december 2020

I forbindelse med udvalgte kampe sætter Stemmer Fra Ådalen fokus på OB’s kommende modstander gennem interviews med enten eksperter, fans eller andre med kendskab til modstanderen. Forud for mandagens kamp zoomer vi ind på FC Midtjylland med hjælp fra Ryan Svale Andersen, der er journaliststuderende og følger FC Midtjylland tæt som bl.a. fan og skribent.

Hvad er status i FCM inden mandagens kamp mod OB?

“Efter endt Champions League-kampagne er al fokus nu rettet mod at genvinde Superligaen. Målet i efteråret var at komme i Champions League og forsøge også at spille europæisk efter jul, samtidig med at man håbede på at ligge godt til i Superligaen. Så status i FCM må nu være at genvinde Superligaen så man kan kom med i Champions League igen til næste år – forhåbentligt med tilskuere på lægterne.”

Hvad forventer du at se fra FCM-holdet i søndagens kamp mod OB?

“I forlængelse af mit tidligere svar, jamen så forventer jeg at se et fuldmotiveret og toptunet FCM-hold, der nu har retter fokusset fuldt ud på Superligaen. Man har prøvet at rotere og bruge et B-hold i nogle kampe, men det har ikke rigtig fungeret, så derfor forventer jeg at se de bedste 11 fra start, for spiller de op til deres bedste jamen så er de bedre end alle andre hold i Superligaen. De så vi jo mod FCK og AGF.”

Hvordan tror du, at FCM vil gribe kampen an mod OB?

“Faktisk noget ala det samme som opgøret på MCH Arena. Her stillede FCM også op med deres A-kæde og efter min mening kørte de OB ud af banen med masser af tempo og power fodbold, som er FCM-DNA. Det var en af de bedste kampe de har spillet i ligaregi i år – kun overgået af 4-0 afklapsningen af FCK. Så et FCM hold med fuld fokus.”

Hvilken FCM-spiller vil du fremhæve som den mest spændende lige nu – og hvorfor?

“Uha, der er mange spillere at vælge imellem. Der er svært at komme uden om Sisto, der når han rammer dagen efter min mening er den bedste spiller i Superligaen. Vi har i glimt set hans kvaliteter her i efteråret, men jeg sidder med en følelse af, at når han først rammer formen og potentialet, jamen så bliver det rigtig rigtig godt, men ellers vil jeg faktisk sige Mikael Anderson. Sistos ankomst har kastet lidt spilletid af sig til Anderson, men på det seneste er han blevet brugt som 8’er inde på midtbanen og her han været en revival i FCM, hvor hans offensive tilgang til spillet gør sig godt på en midtbane med Onyeka og Cajuste – jeg tvivler dog på, at han starter mod OB, men det er i hvert fald interessant at han måske omskoles til en 8’er – noget som jeg mener FCM har manglet.”

“Man kunne også nævne OB’s tidligere anfører Daniel Høegh, der har imponeret i de to kampe han har fået indtil videre – specielt i kampen mod Atalanta. Man har ikke set noget til ham i SL-regi endnu, men han ser spændende ud og har imponeret FCM-fansene indtil videre.”

Hvordan ser man i FCM-kredse på OB som modstander?

“Altså personligt er jeg jo bosat i Odense, så jeg kigger altid lidt på OB med et ekstra øje i forhold til andre FCM-fans vil jeg tro. Jeg kan huske at jeg altid hadede at møde OB i de tidlige FCM år fordi de havde Steffen Højer og Miti, der oftest grev gæk med FCM-forsvaret. Derudover kan man jo ikke komme uden om, at OB er en traditionsklub i Danmark – deres tre sølvmedaljer i starten af 10’erne og deres kamp mod Villarreal i CL-kvalen i 11/12-sæsonen kan jeg sagtens huske – og så har jeg selvfølgelig hørt om Miraklet i Madrid. Så i FCM-kredse ser man OB som en stolt, stor og traditionsrigs klub, som har svært ved at finde tilbage til fordumsstyrke, men det er ikke sådan at opgørene mod OB er ekstremt vigtige for fansene – her er kampene mod FCK, BIF, AGF og AaB nok vigtigere i FCM-kredse.”

Hvad er dit bud på resultatet, og hvad bliver afgørende?

“Jeg gætter på en 2-0 sejr til Midtjylland på mål af Kaba og Anders Dreyer. Det afgørende bliver om FCM stiller op i A-kæden, hvilket jeg forventer, at de gør, for så vil de fleste Superliga-mandskaber få det svært. Ellers så tror jeg også, at skarpheden bliver afgørende. Vi så jo i første kamp at OB scorede på sin chance, mens FCM omvendt havde svært ved det i starten sf opgøret.”

Lyt til Stemmer Fra Ådalens paneldebat, hvor der er mere fokus på OB-FCM i nedenstående afspiller:

Støt Stemmer Fra Ådalen: 

Støt på 10er

 

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: