Hver uge i sæsonen skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, spillestil eller noget helt trejde. Vi kalder det Mellemrummet. Alle artikler er gratis for læsere, men du kan støtte vores medie gennem Klub SFÅ. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link. 

Du kan få artiklen læst op i vores podcast-kanal eller via denne afspiller:

Jeg har mange OB-helte, der er de klassiske, de oplagte, de afgørende og sammenfaldene mellem disse. Jeg har dog også de lidt mere skæve, dem som kræver en forklaring, kampen i Vendsyssel fik mig til at mindes en af dem.

Søren Berg spillede 221 kampe for OB og scorede 49 mål på tværs af alle turneringer, han kom først til klubben som 24-årig, inden da havde han sjusket rundt for Fjordager og Dalum i lavere turneringer, derudover var Berg uddannet landmand og ikke den naturlige professionelle fodboldspiller. Han fik over 300 kampe i Superligaen, var en tur i Norge og altid stabilt scorende.

At Søren Berg ikke bliver nævnt i Martin Davidsens nye bog, Fodboldprofessoren, er mig en gåde. Klart den billigste og mest stabile rekruttering under Kim Brinks direktørtid, måske skyldes det, at det ikke var Brink der fandt Berg i Dalum, måske var det Lars Høgh, der gjorde scoopet.

Berg var en af hverdagens helte i Ådalen, altid stabilt spillende, altid stabilt farlig, aldrig en fejl at starte med Berg på banen.

Nutidens Berg

Man vil nemt kunne læse det følgende afsnit som en kritik af Søren Krogh, men det er ikke hensigten. For jeg forstår godt Krogh prioriteringer rent fodboldfagligt og Krogh er ikke (heldigvis formentligt) underlagt samme nostalgiske tilgang til OB, som jeg er. Derfor beder jeg om, at I ikke læser det som en kritik af Krogh, men som en hyldest til nutidens Berg.

Max Fenger debuterede helt tilbage da coronaen stadig var en folkesport for ledende socialdemokrater at lovgive efter. Jeg tolker ikke, at Mette Frederiksen blev varm på flertalsstyreformen, jeg ved hun blev det. Max Fenger var dog ung og ubekymret om fremtidens styreformer. Han meldte sig ind på øverste hylde med en række flotte kampe og flere fine mål.

I dag kan vi vel kalde det en halv Kjerrumgaard. Fenger er opportunistisk, arbejdsom og en mand i sit holds tjeneste. Selvom han til tider har virket tvær og sur i attitude, så har han altid spillet (eller forsøgt) sig fuldt ud for OB. En særlig evne i 2024 åbenbart…

Fenger har sine mangler, førsteberøring er ikke altid god nok, han har svært ved at være fejlvendt i duelspillet og så scorer han for lidt til at være førstevalg som angriber. Måske er Fenger egentlig slet ikke angriber, selvom han gerne selv vil være det. Måske er han bedst på en 8’er eller en 10’er?

Mandag aften savnede jeg ham fra første fløjt, jeg manglede hans duelvilje, gåpåmodet, ihærdigheden i presset. Endnu en kamp fik Deedson lov til at starte og spille bovlamt og selvom han igen scorede, så er det bare kamp nummer fire i streg, at Deedson ikke efterlader noget af sig selv på banen.

Hvorfor ikke bringe Fenger fra start? Og ja, Deedson har flere målinvolveringer, men nogle gange kan selv data blokerer for blikket på spillet. Om femten år vil Fenger stadig være en spiller jeg husker tilbage på, Deedson vil ryge i Sabbi-kategorien (havde du glemt ham, kære lyttende læser?)

Heller ikke da Bonde gik ud så Krogh Fengers vej, i stedet skulle midtbanen polstres med noget defensivt, hvilket blev en anelse komisk længere inde i kampen, hvor OB sluttede med fem offensive spillere på banen.

Jeg ved godt det handler om præferencer og Krogh præfererer andre typer end Fenger, men havde jeg dirigentstokken ville Fenger være blandt de fem første på taktiktavlen. Mest af alt fordi jeg ved, hvad jeg får i spillet uden bold, som i min OB-opfattelse er vigtigere end spillet med bolden. Søren Berg spillede heller ikke altid angriber i OB, selvom det nok egentlig var der, han i begyndelsen tænkte han skulle spille.

Berg blev en klassisk kant i en flad 442. Fenger burde måske allerede i dette efterår været omskolet til 8’er eller 10’er, for Fengers og OB’s skyld. Om lidt er Fenger nok fortid i klubben, måske ender han som Berg i Randers og senere og endnu værre i AGF, hvor de vil påskønne Fenger på en måde vi aldrig formåede.

Perspektiver på spillere

Man skal ikke fornægte nostalgiens effekt på én. Fredag var jeg til bogreception på den føromtalte bog om Brink, på scenen på Anarkist havde Davidsen inviteret Helveg, Nedergaard, Carsten Hemmingsen, Schjønberg og Anders Møller Christensen. Både Schjønberg og Hemmingsen underspillede egne evner mod bolden.

Måske fordi Helveg havde lagt for med at være beskeden, når det kom til tekniske fodboldfærdigheder. Hele panelet på scenen var født til at løbe, selvom det kun er bogen om Helveg, som har den titel, Berg var også født til at løbe og Fenger er født til at løbe. Der er noget ganske særligt ved disse spillere, som har løb som force.

I de seneste mange års fysiske tests har Fenger ligget i toptre, men det har sjældent betydet noget, når holdet skulle sættes. Mange vil argumentere for, at det ikke længere er et parameter, som gør den store forskel. Alligevel bemærker man disse løbere, når vi ser fodbold. De spillere som er i stand til at være i begge ender af banen, som løber de ekstra meter.

Når man over år har prioriteret Jebali, Sabbi, Al Hajj og Deedson over Fenger, så giver det mening, fordi de fire har offensiv x-factor, men samtidig har man mistet evnen til at løbe. Det er en prioritering. Jeg ved ikke, om jeg virkelig synes, det er en rigtig prioritering for OB.

Anders Klynge er lidt den samme case, konstant bevægelig, men ikke et unikum i driblefærdigheder. Hans evne til altid at være undervejs er eminent, en spiller som i min optik hører til i OB. Dengang valgte man den mere kreative og boldstærke Tarik Ibrahamagic, som desværre ikke kunne flytte sit niveau op på Superliga-niveau.

Mens jeg skriver dette, så mistede OB endnu en løber i Jakob Bonde, som meldes ude et år. En spiller jeg har været kritisk overfor, fordi jeg forventede mere, men som så responderede ved at steppe op. Han vil være savnet, fordi han netop evner at dække banen, når han er bedst.

På engelsk taler man om unsung heros, sådanne nogle er Berg, Bonde og Fenger – vi kan sagtens kritisere dem for deres fodboldfaglige mangler, men vi forstår ikke helt, hvor vigtige de er, mens vi har dem.

Krogh ville nok kun holde med mig, når det kommer til Bonde, og sådan har vi forskellige perspektiver på spillere.

Et OB af i morgen

Berg var måske ikke blevet professionel i dag, han gik den ulige vej.

Er der noget jeg har lært af de identitetspodcast og den genopbygningsstemning som OB har vandret rundt i, så er det, at man både skal have stjerner og vandbærere på et fodboldhold. At Bordinggaard skal have sin Moseby.

I en kamp som i går manglede der vandbærere på den våde bane. Så må man ofre stjernerne og de nøkker der følger med, når forholdene ikke er optimale. Arbejd, tro og opportunisme må være kernebegreber for fremtidens OB.

Vi kan sagtens teoretisere over kampen mod Vendsyssel, vi kan sagtens tale om, at nordjyderne lukkede mellemrummene, men når modstanden sætter en kæp i hjulet, skal OB hoppe af cyklen og mose videre løbene. Det må være identiteten.

Og OB af i morgen skal ikke lade en besværlig kamp nordenfjords kue så meget som et blad af dem, selv en skade til en central profil må ikke ryste, OB af i morgen skal være stærkere end den slags bump på vejen. Det kræver, at man prioriterer de spillere, der kan det, og det synes jeg mere end nogen anden, at Max Fenger viste i går. Ærgerligt at det måske er for sent for Fenger og OB.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Mellemrummet om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen