Hver uge i sæsonen skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, spillestil eller noget helt trejde. Vi kalder det Mellemrummet. Alle artikler er gratis for læsere, men du kan støtte vores medie gennem Klub SFÅ. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link. 

Du kan få artiklen læst op i vores podcast-kanal eller via denne afspiller:

Jeg havde oprigtig svært ved at se forskel på bund og top, da OB spillede hjemme mod HB Køge fredag aften. Selvom jeg under opvarmningen sad og fulgte det tekniske niveau hos begge hold og fandt HB Køges niveau skræmmende ringe, så var denne tekniske forskel udlignet i intensitet og engagement, da kampen begyndte.

OB var et hold uden spillestil fredag aften, relationerne var haltende og spillerne forkrampet. Der manglede nerve og overvindermentalitet. Ejdums skade gjorde ondt værre. Havde man kunnet pille Bonde ud i stedet for Ejdum, kunne Trybull og Ejdum måske bedre have vundet den midtbane, men det blev aldrig muligt.

Niveauet har vist sig tidligere i sæsonen, men aldrig gennem næste 90 minutter, Martin Davidsen havde i optakten ønsket en gennemført indsats, han fik det modsatte. OB er gået i stå, som man gjorde i gamle biler; først hakkende, så kører de baglæns og til sidst går de i stå.

Hvad er planen?

Man må gerne tillade sig at spørge, hvad planen er i OB pt.? Var de mange første gode kampe i udtryk for et tilfældig miks af spillere, som supplerede hinanden på en særlig måde? Er Kjerrumgaard Messias på fynsk?

Siden Kjerrumgaards skade har formen været nedadgående, defensiven er blevet dårligere, midtbanen har virket apatisk og angrebet tandløst. Sejren over Kolding handlede mere om Koldings manglende evne til at skabe chancer, end OB’s gode spil. 2. halvleg mod Roskilde var på niveau med HB Køge-kampen. Og kampen i Horsens var ujævn og kluntet.

Der har ingen plan, progression eller aggression i OB’s spil været siden sejren over Vendsyssel, men hvad er det, vi kunne forestille os, at OB ville?

Presspillet blev inden sæsonen nævnt som et centralt udviklingspunkt. Man ville gerne kunne presse højt og erobre bolden tæt på modstanderens mål, man trænede også denne del af spillet meget. Man havde dog forskellige presstrukturer; noget som jeg tidligere har adresseret som værende problematisk. Og måske er det netop resultatet af denne uafklarethed, vi ser nu.

Presspillet hos OB er ikke en spillestilsværdi, men en taktisk handling. Hold der opererer med presspil som værdi; de presser som regel med samme intensitet og samme strategi igen og igen. Se fx bare OB’s eget U19-hold, som spiller mand-mand i presset, hvilket selvfølgelig udfordrer spillerne, men de er i det mindste afklaret.

OB har bøvlet med det offensive pres gennem hele efteråret, bl.a. fordi man har ændret det taktisk fra kamp til kamp, OB er også blevet smallere i presset og efterlader større områder til modstanderne. De indskiftede spillere har ikke kunne bidrage med det fysisk overskud som Fenger og Kjerrumgaard lagde i presset.

Helt konkret afgiver OB for mange rum; mellemrum mellem midtbane og angreb og plads på siderne. Læg dertil at man er for dårlige i 1v1-spillet, man ender for dybt og bryder modstanderne alt, alt for lidt. Man løber simpelthen ikke rigtigt.

Denne taktiske tilgang til presset har eksisteret længe i OB, kun i de perioder, hvor hhv. Alm og før ham Michelsen kunne stille med det samme hold uge efter uge kunne OB få presspillet til at fungere. Ofte personificeret ved ekstremt dygtige balancespillere (Drachmann, i sin første sæson, og Gigovic). Disse balancespillere muliggjorde, at OB var konsekvente i presspillet.

Til presspillet vil jeg også koble genpresspillet. Når OB taber bolden, så har genpresset ganske enkelt været for dårligt. Derfor ender OB tit i restforsvarssituationer, som fx ved HB Køges 2-0 mål. Kan man ikke genpresse, så får man svært ved at dominere kampe, hvilket også har været tendensen i de seneste fire kampe. (Jeg har også en lang svada om at begå taktiske frispark, men den sparer vi væk i dag).

Heller ikke i defensiven har man kunnet udvikle sig, man er ekstremt sårbare efter omstillinger, man mangler evner og koncentration til 1v1-situationer. Paulsen er klart bedst i indlægsspillet, hvor hans frygtløshed gør ham stærk i duellerne, man mange hold er begyndt at holde bolden langs jorden i stedet og her er Paulsen for langsom, som ved 3-0 målet i fredags.

Gomez mangler koncentration, han laver alt for mange personlige fejl, længe har han kunnet slippe af sted med det, men nu begynder de at koste.

Angrebet er også i dyb krise. Man skaber for få chancer, man skyder meget mindre på mål i de seneste fire runder end man gjorde i de første otte; i de første otte havde man i snit på over ca. 21 skud på mål pr. kamp, det er faldet til ca. elleve skud pr. kamp. Det skyldes ikke kun at Kjerrumgaard mangler, Manneh og Bonde spiller for langsomt, har for mange fejlafleveringer og er for lette at presse ude af position. Man bryder simpelthen ikke igennem faserne hurtigt nok til at spillerne kan afslutte.

Korthuset af de stivere jeg nævner her fejler (og det er ikke første gang, jeg skriver det).

Tilbage på hesten

I princippet kunne jeg fodre hele bloggen med dårligdomme, men det nytter heller ikke at skælde barnet ud for at vælte på cyklen, i stedet skal man op igen og videre.

Inde i barnet foregår en intuitiv evaluering, som man som forældre kan understøtte med nyttige råd: ”Undgå bunker af blade, de er glatte” eller ”pas på kloakdæksler i regnvejr, de kan være glatte”. På mange måder er det den samme proces i Ådalen. Barnet er spillerne, som skal op igen og videre, forældrene er staben, som skal sikre, at barnet ikke falder igen.

Her stopper sammenligninger. Staben i Ådalen skal gå nogle skridt ned af stigen og se om man er i synk med det, man gerne vil. Hvordan responderer træningen ind i kampene? Hvornår ligner vi dem, vi gerne vil være? Hvad kan vi gøre for at gøre os stærkere?

Hvis jeg skal bedømme Søren Kroghs karriere i OB indtil videre, så har OB været bedst under ham, når taktikken har været mindst styrende. Det virker som et paradoks, men tag hjemmekampen mod Hvidovre sidste efterår, hvor OB faldt sammen. Her havde man øvet sig taktisk en hel uge og faldt sammen. Efterfølgende vandt man over Randers efter en indsats som mere handlede om at kæmpe med næb og klør end om taktiske spidsfindigheder.

I foråret var billedet det samme, jo mere fortænkt taktikken blev, jo ringere præsterede OB, indtil man kastede alt op i luften og bare havde fokus på energi og intensitet.

Hertil kan vi lægge fokusset på stiverne fra Kroghs side. I foråret var det i lang tid Köhler og Al Hajj, som skulle spille, om de så bare gik rundt i kampene. Her i efteråret har enkelte spillere også fået længere snor end evnerne har rakt til. Der er altså en tendens til at tilstanden i klubben ikke læses. At de skyklapper som Troels Bech ynder at tale om, måske sidder så fast på cheftræneren, at udvikling er umulig.

Så smid skyklapper, få rettet fokusset på, hvordan OB går ind på banen. Sad jeg i kontoret i Ådalen, ville jeg kun have fokus på et eneste ord: AGERE!

I min optik skal alt hvad OB gør være bundet op på, at man vil agere. Det skal være den ultimative del af spillestilen. Det modsatte af at agere, er, at reagere, og i denne kontrast kan man udvikle holdet.

Spillestilsmæssigt betyder det:

• At man skal presse så snart modstanderen har bolden
• At man skal spille bolden fremad, så snart man har muligheden for det
• At man skal gå efter at erobre bolden
• At man skal gå efter at afslutte eller få sin holdkammerat til at afslutte
• At indkast tages hurtigt
• At bolden slippes hurtigt
• At man til alle tider skal agere (gøre noget), før modstanderne kan agere

For når modstanderen agerer, så må OB reagere, og så er man allerede i ubalance. Så er man allerede på bagkant. Og i Nordic Bet Ligaen skal OB aldrig være det reagerende hold. Jeg er bevidst om, at man ikke kan agere i 90 minutter, at der vil komme faser, hvor man skal reagere, men når det er det eneste man gør, så falder tingene fra hinanden.

Den dyre lektie

Jeg var tilfreds efter transfervinduet, fordi jeg mente, at OB stod et bedre sted med en etableret trup end med et miskmask af nye ansigter. Den holdning har jeg stadig, og skal jeg hylde nederlaget mod HB Køge, så er det det faktum, at spillerne bekender kulør i sådanne kampe, de viser deres sande ansigt.

Jeg ved ikke om, Bech og Krogh er enige med min udlægning af at OB skal være agerende, men hvis det er kriteriet, så har spillere som Gomez, Bonde, Manneh og Deedson ikke leveret. Det peger muligvis også på træneren, fordi spillerne er blevet fedtet ind i for mange elementer, de skal forholde sig til. Det er ikke Liverpool, Arsenal eller Manchester City, de spiller for, og det er der nok en særlig grund til.

Det er en dyr lektie, at spillerne ikke passer til det, OB bør gøre, men også en nødvendig lektie. Hvis OB vil tilbage til toppen af dansk fodbold, skal man være ekstremt bevidste om, hvad man vil, og hvad man kan. En rekrutteringsstrategi folder sig ud, når man bliver præcise på, hvad man vil.

OB skal være præcise på, hvad planen skal være. OB skal forsimple og forenkle sit spil. Spillerne blomstrer, når der er få præcise instruktioner. Klar struktur skaber muligheden for at være fleksibel. Nogle spillere spiller pt. fallit i spillet og bør næppe bruges. Sådan er virkeligheden. Man er aldrig bedre end sin seneste kamp, og det er efterhånden længe siden, OB har været rigtig gode.

Kræver jeg, at man begynder forfra? Nej, men man skal holde snuden i sporet, og mod HB Køge kom man simpelthen for langt væk fra sporet. Retningen har desværre været undervejs længe, uden at man har reageret. Man har for længst forsømt at agere. OG det er det Krogh, Bech og resten af bussen skal tilbage til; at agere. Det må vel være evnen, man skal besidde, når man vil spille åbne fodboldkampe. Der skal man jo kunne tage styrepinden.

En sidste kommentar herfra skulle lige være den, at IdentitetOB, oktoberfest, Kroghs optaktsspeak på storskærmen og James Dean-outfittet alt sammen er FINT, men det skriger faktisk lidt imod det, OB egentlig er. OB er en fodboldklub; ikke et kommercielt brandingbureau, og i det ikke-kommercielle findes klubbens styrke. Det OB, jeg lærte at elske, spillede fodbold, de vandt fodboldkampe, og selv de kampe de ikke vandt, efterlod de stadig med et udtryk af vilje. I fredags endte det hele med at se åndssvagt ud. Skomager, bliv ved din læst!

 

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Mellemrummet om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen