Interview: Hvad sker der i OB? Vi talte med direktøren for det hele om trænersituationen, fremtiden, strategien og meget mere

Af Martin Davidsen
16. marts 2021

Stemmer Fra Ådalen har talt med Enrico Augustinus, der er administrerende direktør i Odense Sport & Event og en del af det sportslige udvalg i OB. Som repræsentant for den øverste ledelse svarer han på en række spørgsmål om udviklingen og situationen i OB på lang og kort sigt. Og så giver han et indblik i trænerjagten, ambitionerne for fremtiden og den strategi, der bliver præsenteret i april.

Mandag formiddag blev det bekræftet, at Jakob Michelsen stopper som cheftræner i OB med øjeblikkelig virkning. I resten af sæsonen skal sportschef Michael Hemmingsen agere manager som leder af en trænerstab bestående af Tonny Hermansen, Henrik Hansen, Janus Blond og Lars Bjerring.

Men hvorfor har OB truffet denne beslutning? Hvad betyder det for fremtidens OB? Og hvilke perspektiver er der i den nye OB-strategi, der præsenteres i april? Det er nogle af de spørgsmål, som Stemmer Fra Ådalen stiller i dette interview med Enrico Augustinus.

Enrico Augustinus er administrerende direktør i Odense Sport & Event og har været det siden foråret 2018 og sidder med i det sportslige udvalg i OB, der blandt andet også tæller bestyrelsesformand Niels Thorborg, sportschef Michael Hemmingsen og teknisk chef Tonny Hermansen foruden klubbens cheftræner og assistenttræner.

Enrico Augustinus er således en del af den øverste ledelse i og omkring OB, og han svarer i dette interview på en række spørgsmål om retningen for OB på kort og lang sigt, ligesom han også giver indblik i processen omkring rekruttering af ny cheftræner.

Interviewet er foretaget telefonisk mandag aften og bliver bragt her i sin helhed.

Enrico Augustinus, du sidder som adm.direktør med i den øverste ledelse, der har truffet den her beslutning. Hvorfor har i valgt at gøre det? Og hvorfor nu?

”Hvis vi vender snuden tilbage til mellem jul og nytår, så tog vi ikke beslutningen dér, fordi vi havde tre kampe, hvor pilen vendte opad. Nu kommer vi fra bagkant, hvor pilen efter nogle kampe peger nedad uden mulighed for at indfri vores sportslige målsætninger. Derfor var tidspunktet kommet til, at vi fik friske øjne og friskt blod til forud for 11 kampe, som jo, hvis Lyngby fortsætter deres gennemsnitlige pointhøst, kan risikere at blive nogle drabelige kampe, hvor det er vigtigt at have noget erfaring med folk, der ikke ryster på hånden”

Hvad er der er sket, siden at I tænkte i januar, at Jakob Michelsen godt kunne køre sæsonen færdig, og nu mener I ikke, at det er muligt?

”Fodbold er på en måde taknemmeligt, for du kan sidde og kigge på kurver uge for uge. Da vi gik på nytår med fem point efter kampe mod FCM, FCK og AaB, pegede pilen jo kraftigt op, og der syntes vi, at der var rigtig mange gode takter. Sidste søndag var der en elendig indsats i Vejle, men generelt i den seneste periode har pilen vendt den samme vej, og så er vi nødt til at agere på det. Det har vi jo et ansvar for. Det er jo det ene kraftige værktøj, vi har overfor træneren i værktøjskassen.”

I kølvandet på nyheden om Michelsens stop har der været meget kritik af jer i ledelsen. OB har hentet én top seks-placering i 10 år, og man har skiftet træner flere gange. Men det bliver jo ikke rigtig til noget. Er det virkelig træneren, der er problemet her?Er det virkelig træneren der er problemet her?

”For det første anerkender vi, at vi må tage det største ansvar af alle. Vores ansvar er at sætte den rigtige holdopstilling, og det er også derfor, vi reagerer på det, når det ikke sker. Men der er ingen tvivl om, at alle inde omkring OB er dybt, dybt, dybt skuffede. I kunne jo også se i fjernsynet i søndags, at vi allerede 20 minutter før tid stod med armbevægelser i et lokale – det er jo, fordi vi om nogen er møghamrende ærgerlige over, at det ikke er muligt at indfri de forventninger.”

”Om jeg så er enige i betragtningen om, at vi hyppigt har skiftet trænere; det ved jeg ikke. Jakob Michelsen holdt i to år og ni måneder, Kent Nielsen holdt tre hele sæsonen. I hos Stemmer Fra Ådalen har selv haft en udsendelse med Dan Hammer lige før jul, hvor han nævnte, at en træner gennemsnitligt holder 15 måneder. Så man holder umiddelbart dobbelt så lang tid i OB. Det er også det, der ligger bag den ledelsesbeslutning i december omkring Jakob. Vi er altid tro mod vores ledere og ledende medarbejdere. Man skal have en chance for at rette op på tingene, upåagtet om man er fodboldtræner eller hoteldirektør, og det er jo også et udtryk for den snor, vi har givet Jakob. Jeg kan ikke udelukke, at der er andre klubber, der ville havde truffet en hurtigere beslutning, men nu kan vi kigge os selv i spejlet og sige: “Vi gav det en ekstra den chance, og nu gik den så ikke længere.”

”Når det så er sagt, kigger vi også indad, og vi har blandt andet hyret OneNexus fra Silkeborg til at hjælpe os i den kommende proces. Det gør vi i øvrigt ofte, når vi skal finde ledende medarbejder til koncernen. Vi vil gerne have ekstern og professionel rekruteringshjælp til at sikr,  at den profil, man har tegnet af den nøglemedarbejder, vi vil ansætte, stemmer overens.Når en træner holder næsten tre år i OB, er det kun hvert tredje år, vi er ude og lave den opgave. Det er derfor, vi har hyret Allan Gaarde og kompagni, for de laver ikke andet. Det er altså en erkendelse af, at vi dels ikke er tilfredse og dels rækker ud efter spidskompetencer til at gøre det endnu bedre i fremtiden.”

”Man skal også huske at se på resultaterne over en lang periode. Kent Nielsen forbedrede Troels Bechs placeringer, og Jakob har også forbedret placeringerne i forhold til sin forgænger. Så det er ikke sådan, at vi tænker, at vi er gået i en fuldstændig håbløs retning. Vi har ikke indfriet de forventninger vi havde, samlet set, over tre år, men det kunne også have været langt værre. Vi fik en femteplads i Jakobs første år, hvor vi med to kampe tilbage af sæsonen stod med bronzemedaljer i hånden og selv kunne afgøre det. I sidste sæson blev vi nummer syv og kunne så ikke slå AGF i en afgørende kamp om at komme i Europa. Så vi er ikke tilfredse, men der har i perioder været fornuftige takter.”

I har i forbindelse med rekruttering af ny træner har I taget kontakt til konsulentvirksomheden OneNexus, der består af Allan Gaarde, Carsten Albrektsen og Morten Seeberg? Men det er et par måneder siden, at I meldte ud, at Jakob Michelsens kontrakt ikke skulle forlænges. I har altså haft et stykke tid til at afsøge markedet for trænere. Hvorfor skal der så et ekstra sæt øjne på nu?

”Vi har primært arbejdet på at lave vores nye strategi, og så har vi arbejdet på den trænerprofil, der skal passe til den strategi. Vi har derfor ikke kunne gå i markedet aggressivt, før strategien har været på plads. Cheftræneren skal købe ind på strategien fremadrettet. Derfor har vi prioriteret, at få lavet strategien færdig og at få lavet den profil, der passer til strategien. Og dernæst at afsøge markedet. Vi har været igennem de første runder, og her i runde tre har vi vendt tingene med Allan Gaarde og hans team og fået deres input. Det har handlet om at få et par eksterne øjne på det, da vi ser tingene meget indefra. Det er en sund øvelse at blive udfordret af nogen udefra.”

Så man skal ikke se det her som en degradering af Michael Hemmingsen?

”Nej, Michael og jeg har begge været med i forløbet. Men når det er en opgave, man laver hvert tredje år, er det en særlig opgave. Vi har selv et godt indblik i det danske marked, men vi kan ikke holde øje med alt, hvad der er foregået i Norge og Sverige de seneste tre år. I en travl hverdag med mange opgaver har vi ikke nødvendigvis fingeren på pulsen i forhold til alle aktuelle trænerkandidater, OneNexus skal primært bidrage med specielt de norske og svenske kandidater og bringe dem til fadet. Og så må vi jo internt se veje dem og vurdere, hvem der er stærkest.”

I pressemeddelelsen skriver I, at I har opfordret Michael Hemmingsen til at tage jobbet som manager i de næste 11 kampe. Når vi taler om Michael Hemmingsens rolle; bliver hans position i OB ikke sat på spil, når han både skal være træner i en svær tid og samtidig tegne klubben fremadrettet som sportschef?

”Vi har ikke gjort den store øvelse i at kigge i persongalleriet. Man skal heller ikke ligge så meget i den enkelte titel i forhold til, hvem der er manager eller assistent. Vi har prøvet at sætte det hold, der kan gøre det bedst for OB lige nu. I den sammenhæng er det vigtigt, for tid er en faktor. Vi spiller på søndag, og vi ikke kan gå ud og afdække markedet for tryllekunstnere, der kan komme udefra. Det har været vigtigt at få et hold, vi kan sætte hurtigt ind og få tilført noget erfaring, så vi ikke ryster på hånden i en periode, hvor det i værst tænkelige scenarie kan blive kritisk.”

”Så kan man selvfølgelig diskutere, om Michael bliver kastet for løverne, men det ville alle andre trænere i organisationen jo også være blevet. Vi kunne have haft et scenario, hvor Henrik Hansen havde fået nøglerne; så havde vi også kastet ham for løverne. Udfordringen i det scenarie havde jo været, at vi skulle ud og finde en ny assistenttræner og bruge en masse tid på det. Derfor var det vores vurdering, at det her var den stærkeste konstellation.”

”Derudover vil jeg sige, at vi altid lever med det pres udefra. Uanset om man er træner eller sportschef, står man på mål, og vi går ned i samlet flok. Så det handler ikke om, at vi sidder og peger på hvem, vi kan smide for løverne og tage det største ansvar. Det er et spørgsmål om, hvem der kan gøre det bedste for klubben her og nu. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen, der er bedre end Michael lige nu, så jeg er glad for, at han har taget udfordringen op. Og så har vi også lovet Michael, at han vender tilbage som sportschef, når vi senest 1.juni har en cheftræner på plads. Når spillerne møder ind til den nye sæson, er Michael tilbage i hjørnekontoret. Han er ikke en kandidat til at blive permanent cheftræner.”

Du har flere gange nævnt, at I arbejder på en ny strategi, der skal omhandle 2021-2026. Hvad betyder den aktuelle situation for det arbejde og den tekst, der skal udgøre strategien?

”Vi laver en fem-års-strategi, som vel og mærke gælder hele OB og ikke bare det sportslige. Det er også en strategi for det kommercielle, digitaliseringen og fanudvikling. Det er et massivt stykke arbejde. Her og nu laver vi en HR-udskiftning, og det er ikke sidste gang i den strategiperiode, vi kommer til at lave en udskiftning på HR – nogle gange ufrivilligt, andre gange frivilligt. Derfor er det netop vigtigt at have en plan i skuffen, som er upåvirket af, at vi er hårdt ramt i andre arbejdsområder. Derfor er der ingen ændringer i strategien. Det vigtigste lige nu, er at vi får strategien helt på plads, før vi ansætter en cheftræner. For vi vil have en cheftræner, der stempler 100 procent ind i strategien.”

Du er selv en mand med et stort OB-hjerte, ligesom mange Stemmer Fra Ådalens lyttere og læsere jo også er. Blandt mange fans er der en vis bekymring og frustration blandt. Der er nogel, der mener, at det sejler i OB, og der er kaotiske tilstande. Hvad vil du sige til de OB-fans, der har ondt i OB hjertet?

”Vi deler betragtningen om, at det er røvhamrende træls, når man ikke opnår de sportslige forventninger. Men der er ikke nogen former for kaos, heller ikke til træningen mandag. Der er fuldstændig ro på den måde, vi driver virksomheden på. Alle er hamrende trætte af, at vi ikke indfrier de sportslige forventninger, men den nye strategi skal være med til at underbygge vores forventninger og skabe større klarhed over, hvor vi er på vej hen. Og så må vi også bare sige, at det er et tough game. Der er mange hold, der ligger med et budget på 35-45 millioner. Det er ikke nødvendigvis løsningen at skrue på én knap og så løse det. Havde vi det greb i værktøjskassen, så havde jo taget det.”

”Hvis man er bekymret, skal man kigge på vores seneste tre trænere, der hver især har leveret små fremgange resultatmæssigt. Man kan også se på vores kommercielle indtægter, der i en corona-tid har været på index 94, mens andre har det sindssygt hårdt. Vi er måske den klub, der er kommet bedst gennem corona på det område. Inden nedlukning havde vi Superligaens største tilskuerfremgang på trods for at vi spiller på Superligaens tredjedårligste stadion. Vores præstationer på akademiet er fremragende med et budget, der på akademiniveau ikke er i top fem. Alligevel blev vi U19-mestre sidste år. Vi har mere end ét parameter, som vi måler OB på. Vi har mindst fem nøgleparametre, og på fire af dem gør vi det rigtig godt.”

”Vi har også været inde i en periode, hvor vi har været underinvesteret på en række faciliteter. Først skulle banerne gøres up-to-date. Så byggede vi Superliga-huset, og nu bruger vi meget krudt på de kommende stadionerplaner. Og vi kigger hele tiden på, om vi skal geare yderligere op på andre funktioner omkring staben og hele holdet. Sådan er det i en virksomhed. Vi kan ikke arbejde med alle planer lige meget på én gang, og der har været et vakuum nogle steder. Men hvis man mener, at det sejler, synes jeg helt ærligt, at man skal prøve at stille nogle flere parametre op og kigge på alt det, vi har gjort noget ved. Og ja , kollonnen med de sportslige resultater er ikke blevet indfriet godt no, men så er der en række andre parametre, hvor det går rigtig godt. Det får ikke nok opmærksomhed. Vi sidder med det samlede billede, og derfor siger vi, at der ikke er kaos. Alle, der har arbejdet i en ambitiøs virksomhed ved, at man ikke kommer sovende til nogen ting. Vi prøver at lægge os i selen og skærpe de resultater. Der er den kommende cheftræner en vigtig brik.”

Du nævner, at I også kigger på staben omkring cheftræneren. Kan man udlede, at I også vil optimere den sportslige stab og andre funktioner i klubben fremadrettet?

”Det er korrekt. I vores strategiarbejde har vi analyseret vores konkurrenter og sammenlignet med os selv. Der må vi også erkende, at vi eksempelvis er den eneste klub med et top seks budget, som kun har én assistenttræner. Alle andre klubber har to. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det er lavet om til den kommende sæson. Der bliver investeret i flere kapaciteter i andre klubber; det kunne være mentaltrænere og angrebstrænere. Det må vi også kigge på. Vi har i OB gået fra at have en deltidsanalytiker til en fuldtidsanalytiker. Vi har fået en fuldtids transitionstræner og to fysioterapeuter. Vi har ansat en chefkok, og vi har skaleret den fysiske stab meget op. Men vi må hele tiden vurdere, om det er nok, eller om der skal noget yderligere til.”

”Jeg kan definitivt sige om den nye strategi, at vi er villige til at investere, hvad der skal til for at komme i top seks. Vi slynger ikke bare ud, at vi skal være i top seks uden at investere. Uanset om det handler om faciliteter, HR, trænerstab, stadionplaner ller noget fjerde, er vi fast besluttet på at investere det, det kræver. Det har vi også vist i forhold til faciliteter og træningsbaner, og 26.maj har vi også en ny græsplæne på stadion.”

Hvornår kan vi forvente en strategi? Og hvornår kan vi forvente en cheftræner?

”Strategien er stort færdig. Lige nu arbejder vi primært på, hvordan den skal kommunikeres ud. Vi forventer, at den ligger klar medio april. Vi har også forventning om, at vi senest 1. juni har præsenteret en cheftræner. 1. juni er vores ultimative bagkant. Har vi kandidater, der kan træde hurtigere til, vil vi ikke tøve med at slå til.”

Interview, bearbejdning og tekst: Martin Davidsen
Transkribering: Frederik Hestbjerg

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: