Interview: “Andreas Alm er en karakter, en sjov profil og en god ansættelse”

Af Martin Davidsen
17. maj 2021

Stemmer Fra Ådalen har talt med den svenske fodboldjournalist Daniel Kristoffersson, der har et godt kendskab til Andreas Alm. 

Andreas Alm tiltræder 1. juni som ny cheftræner i OB, og det er på mange måder et ubeskrevet blad, der fremover skal stå i spidsen for den fynske klub. Men hvem er Andreas Alm, og hvad kan man forvente af ham i Odense? Stemmer Fra Ådalen har talt med den svenske fodboldjournalist Daniel Kristoffersson, der dækker Allsvenskan tæt for bl.a. Expressen og har et godt kendskab til Andreas Alms trænerkarriere. I det følgende svarer Kristoffersson på en række spørgsmål om Andreas Alm.

Vi kender ikke Andreas Alm særlig godt i Danmark, hvordan vil du beskrive ham som træner, hvordan er hans omdømme i Sverige?

”Han har et meget godt omdømme i Sverige; man kunne sige at hans træner-seniorkarriere startede, da han fik sit gennembrud som assistenttræner i AIK under Michael Stahre, og var en del af holdet som vandt det svenske mesterskab i 2009. Siden blev han cheftræner i AIK i nogle år, og gjorde det rigtig godt, for AIK havde på det tidspunkt haft en dårlig periode. Økonomien var rigtig dårlig, og de var lige ved at rykke ned året før Andreas Alm overtog holdet. Da han overtog holdet, blev det meget bedre.”

”Det er også ham, som står bag Alexander Isaks udvikling – for det var Andreas Alm, som gav ham chancen på seniorholdet i AIK. Han gav ham en masse tillid, og gav ham (Alexander Isak) selvtillid nok til at kunne begå sig som starter. Så Andreas Alm fik stabiliseret AIK i toppen efter en dårlig periode. De blev både nummer to og tre, men han blev fyret, da de ikke formåede at tage det sidste skridt og vinde mesterskabet.”

”Man kan sige at AIK var hans gennembrud, som seniortræner. Så tog han job i Vejle, men det var ikke så godt for ham, for det var en rodet tid i klubben. Han kom tilbage til Sverige og BK Häcken, og gjorde et fantastisk job; han førte dem til deres bedste placering i klubbens historie, og gav dem en pokaltitel. Dette år har været en stor skuffelse, og det er svært at sige hvorfor – men nu er han på vej til Odense, og jeg synes Odense har lavet en rigtig god ansættelse.”

Det er interessant for, man kan se at Häcken har fået en dårlig start på sæsonen?

”Häcken har haft en rigtig dårlig start på sæsonen, og jeg kan ikke forklare det, for den trup de har burde spille i toppen, og det er selvfølgelig en skuffelse for Andreas Alm, at man endnu ikke har fået en eneste sejr, men jeg tror det er mere tilfældigheder end Andreas Alm’s skyld.”

Hvordan er nyheden om, at Andreas Alm forlader klubben blevet modtaget; du siger at det er et tab for dem, at han forlader klubben?

”Overraskende. Overraskende, men jeg tror, at det spiller ind at Häcken ikke har gode erfaringer med at fyre trænere, og sidste gang man gjorde det er 15 år siden og der gik det helt galt. Så de fyrer ikke trænere, typisk forlader trænere klubben. Jeg tror mere, det er Andreas Alm’s ønske om at komme til Odense, end Häcken’s ønske om at komme af med ham, der gjorde det her muligt.”

Hvordan kan du beskrive Alm’s fodboldfilosof? Er der en form for fodbold, han foretrækker eller står for?

”Han vil have, at holdet kommer fremad, offensivt, angribe over kanterne. Han kan lide offensive spillere. Han er en smule spillernes træner, en meget motiverende træner, og så har han taktiske evner – han har et godt ry omkring sine taktisk evner, men han er mere en motivator end en ”Bielsa”-type. Han er en meget god ”taler”. Han kan lide at lægge pres på spillerne gennem medierne og interviews, og han kan lide at diskutere med journalister, som der kommer en masse energi ud af. Jeg synes, Odense har lavet et rigtig godt valg.”

Lad os fokusere på Alms gode resultater i Häcken de sidste tre år. Hvor meget af det er hans arbejde, og hvor meget af det er på grund af Häckens plads i Allsvenskan’s hierarki?

”Jeg vil sige begge, for Häcken har været på en god rejse de sidste par år, hvor de har stabiliseret deres økonomi og har solgt et par spillere. De har haft en erfaren sportsdirektør i Sonny Karlsson. Jeg vil vurdere det til at være 50/50, for klubben har gjort et godt arbejde, og ser vi bort fra de seneste to måneder, så har Andreas Alm gjort et godt arbejde.”

Du talte før om hans forhold til medierne, kan du sige en smule mere om det? Det lyder som om han er lidt af en karakter/personlighed?

”Han er er ikke en Jürgen Klopp-personlighed, men han kan lide at diskutere med medierne, og stiller selv nogle spørgsmål til reporterne. Nogle personer kan synes, at han er lidt sær og kold, men hvis man prøver at forstå ham, og ser bort fra det, så synes jeg, han er en sjov profil, og virkelig en god profil. Han har også råbt ad mig et par gange på grund af det, jeg har skrevet. Han er en karakter, og han har været sjov at have i Allsvenskan. Der sker ting omkring ham.”

Du nævnte tidligere Alexander Isak – selvfølgelig er en spændende spiller, der har været i Dortmund og Sociedad – som Alm hjalp med at få sit gennembrud. Hvordan er Andreas Alms erfaring med at arbejde med unge spillere og talenter?

”Det er en af Alm’s styrker at arbejde med unge spillere, især i AIK, men også med meget unge spillere i Häcken, som han gav tillid, og arbejdede med dem taktisk. Fra tiden i AIK hev han også Robin Quaison op, som udviklede sig fantastisk, og som i dag spiller i Mainz. Så Isak og Quaison er to gode eksempler på Andreas Alm’s arbejde med unge spillere i Sverige.”

Så når vi lægger det hele sammen, kan jeg høre, at man godt kan have nogle forventninger til denne træner i Odense. Du ser ham som en god træner og et godt valg?

”Ja, jeg synes, at man kan have store forventninger til ham, men det bliver ikke et mirakel eller et quickfix. Det, man kan forvente af ham, er, at han udvikler unge spillere godt. Vil man gerne sælge unge spillere for store penge, så er han den rigtige person til det.”

—-

Interview: Martin Davidsen
Transkribering: Daniel Lerke Ramming

Lyt også til denne special-podcast fra Stemmer Fra Ådalen:

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?