Fokus på AGF: “Det bliver meget tæt – flip a coin”
Af Martin Davidsen
Forud for OB’s kamp mod AGF sætter Stemmer Fra Ådalen fokus på OB’s modstander fra AGF med hjælp fra Dennis Bjerre, der er sportsjournalist på Århus Stiftstidende.
Af Martin Davidsen
Til udvalgte kampe i sæsonen sætter Stemmer Fra Ådalen fokus på OB’s modstander. Denne gang er det AGF, der kommer under lup med hjælp fra Dennis Bjerre, der dækker AGF tæt som sportsjournalist ved Aarhus Stiftstidende.
1. Hvad er status i AGF efter de første 9 kampe og inden kampen mod OB?
“AGF har vundet fire Superligakampe i træk og holdt nullet i de fem seneste. Det er en markant ændring efter de første fire kampe, der kastede ét point af sig. Stimen er vendt siden David Nielsen gik over til at spille med sin klassiske 4-1-4-1 i stedet for et moderne forsøg på at spille 3-4-3 i sæsonens første kampe. I den seneste kamp mod AaB så AGF rigtig gode ud. Stod kompakt og skabte mange chancer. Før det var de dog meget heldige med at besejre Esbjerg, så det er endnu ikke et hold, man kan “stole” på.”
2. Hvordan tror du, at AGF vil gribe kampen an mod OB?
“Jeg er sikker på, de fortsætter stilen fra de seneste kampe hvor de står kompakt, bringer en masse fysik og forsøger at slå til på kontrastød.”
3. Hvilken AGF-spiller vil du fremhæve som den mest spændende lige nu – og hvorfor?
“Jeg bliver nødt til at nævne to. Backman og Bundu. Siden Niklas Backman fik comeback mod Sønderjyske har AGF ikke lukket mål ind. Han er en af Superligaens bedste duelspillere og er virkelig stærk når han spiller i et forsvar som AGFs, der ikke står højt på banen. Mustapha Bundu scorede hattrick mod AaB og har i det hele taget været involveret i syv mål i de seneste fire kampe. Han er virkelig ved at få forløst sit store fysiske potentiale til en spiller med et slutprodukt.”
4. Hvordan tror du AGF ser på OB som modstander?
“Der er ingen tvivl om, at der er meget respekt om OB. Måske mere på grund af præstationerne i foråret, hvor især OBs sejr i Aarhus gjorde ondt på selvforståelsen. AGF har helt sikkert også noteret sig, at OB har svært ved at score, og derfor kommer de ikke til at gå frem på banen for at “hjælpe” dem på den front.”
5. Hvad er dit bud på resultatet, og hvad bliver afgørende?
“Jeg tror, det bliver meget tæt, som de seneste par år, hvor AGF og OB har mødtes. Flip a coin. Det bliver næppe en kamp med mange mål, så det får utrolig stor betydning hvilket hold, der kommer foran. AGF er ikke bedst, når de skal jagte et mål – kommer de til gengæld foran bliver de svære at have med at gøre for OB.”
Lyt til Stemmer Fra Ådalens podcast her:


