Den tredje og sidste blog i rækken af brevkasseblogs handler om, hvilke overvejelser man gør sig, når trænerne skifter ud, og om jeg tror, OB ender i topseks.

”SÅ SKIFT DOG UD”

Kasper Johannessen stillede på Facebook det spørgsmål, mange OB-fans stiller sig selv, hver gang de stribede er i kamp; hvorfor skifter Alm ikke nogen friske spillere ind? Johannesen formulerede det således: ”Bare et fokus på Alms udskiftningsstrategi. Jeg er ved at varme på ham som træner, men den del kan jeg slet ikke forstå.”

Jeg kan af gode grunde ikke tale for Alm, og vil heller ikke. Jeg er ofte også frustreret og irriteret over indskiftningsstrategien, men jeg vil da alligevel kaste nogle perspektiver ind i frustrationen.

For det første er der sket et skred i, hvordan man kan have indflydelse via bænken som træner. Før Corona hærgede verden, måtte man skifte tre spillere; det blev ændret til fem spillere med den lille finte, at det kun måtte være tre gange i løbet af kampen, man måtte skifte.

Dog ville en ændring i pausen ikke tælle med.

Der er ingen tvivl om, at denne forandring har påvirket trænernes strategi omkring indskiftninger. Med fem ændringer kan man reelt set ændre sit holds udtryk fra bænken. Frankrigs comeback mod Argentina viste, hvordan man offensivt kan bruge indskiftninger til at ændre kampbilledet.

Den ekstra skruenøgle i værktøjskassen betyder, at trænere nu kan bruge bænken mere kampstrategisk end tidligere, hvor mindst en indskiftning måtte være forbeholdt den potentielle skadede eller trætte spiller, som ikke ville kunne gennemføre de 90 minutter.

Enten kan man ændre ens offensiv eller defensiv, alt efter hvad kampen kræver af en. Her kan vi finde en pointe omkring Alms strategi, som jeg vil vende tilbage til senere.

Et andet perspektiv er forberedelsen til kampen. I OB bruger trænerteamet mindst to af ugens mindst fire træninger på specifikt at forberede den kommende kamp. Det betyder, at de elleve som starter inde om søndagen, er de elleve bedst forberedte.

Derfor skal spillerne på bænken bedømmes efter deres evne til at kunne give noget til det kampbillede, der er. Det kan i nogen tilfælde bringe dem tættere på en indskiftning, og i andre tilfælde skubbe dem længere fra en indskiftning.

Det er umiddelbart mine perspektiver på, hvad trænere overvejer omkring det at skifte ind og ud. Man kan koble Hjulmands håndtering af VM til disse og konkludere, at kontinuitet betyder ekstremt meget, når en toptræner skal forsøge at stille sit hold, og sådan en kontinuitetsstrategi kan ende med at skabe unødvendige mange skift undervejs.

Fx skulle Simon Kjær næppe have spillet den første kamp mod Tunesien, men det valgte Hjulmand, og derfor endte Danmark med tre mand i bagkæden mod et fodboldhold, som altid kun spiller med en angriber. Kontinuiteten dikterede taktikken, og når det så ikke virker, kan man se dum ud som træner.

Indskiftninger handler altså mest om de første elleve, man har valgt, og hvorfor de ikke længere skal være på banen.

Jeg mener ikke, at Alm har én strategi for ind- og udskiftninger. Han har sin tid i OB skiftet spillere ud i pausen, skiftet tidligt og skiftet sent i 2. halvleg. Han har brugt sine muligheder, men det er nok rigtig nok, at tendensen i det forgangne efterår var, at man ventede længere end tidligere med at skifte.

I de sidste fire kampe i efteråret er tendensen dog ikke entydig. Her er både pauseudskiftninger, udskiftninger tidligt i 2. halvleg og i kampens sidste minut. Til gengæld er der nogle andre ting som åbenbarer sig omkring Alms dispositioner.

Lad os bruge Sabbi som eksempel. Mod Brøndby kommer han ind allerede efter 61 minutter; to uger forinden havde han fået et kvarter mod Lyngby. Stille og roligt byggede man Sabbis kampform op. Noget lignende har vi set med Jebali de gange, han er kommet tilbage efter skader.

Her bruges indskiftningerne til at få centrale spillere i form.

Mange af OB’s kampe i efteråret har været præget af, at OB i en eller anden grad har haft kontrol. Især efter de første fem kampe har OB stået godt på banen. Den kontinuitet og stabilitet kan i høj grad tilskrives de startende elleve, som jo i det store hele består af de samme 12-14 spillere.

14 spillere har fået over 600 minutter i efteråret, hvilket svarer til at have spillet mindst 35 minutter pr. kamp i 17 kampe. Minteh er ikke med i den gruppe, det er Sander Svendsen til gengæld. Pointen er at forholdsvis få spillere har delt det meste af spilletiden, også selvom de kom senere til som Gigovic, Jebali og Ivancevic.

Det peger på, at trænerteamet vurderer dem som bedre (selv på deres dårlige dage), end de der er på bænken. Minteh har fx siden sin ankomst spillet lige så mange minutter som Thrándarson; 467 minutter, Islændingen gennem 13 kampe, gambianeren gennem syv kampe.

Alm skifter altså ikke, med mindre han er tvunget til det, og selvom vi på tribunerne ønsker noget forandring i kampbilledet, så må Alm oftest vurdere, at dem på bænken ikke kan løfte holdet, hvis han skifter dem ind.

Hjemme mod Brøndby, hvor OB kommer bagud, bliver Alm lidt offensiv i sine udskiftninger og reagerer hurtigere. Frøkjær kommer på banen i pausen, og som tidligere nævnt kommer Sabbi ind efter 61 minutter.

I en kamp OB måske ikke havde helt kontrol over, nemlig hjemmekampen mod FCK, valgte Alm at skifte Minteh ind til allersidst som en ubekendt. Men også som en, der kunne skabe noget, københavnerne ikke kunne forudse.

Når Alm skifter, så skyldes det mange forskellige elementer, men tendensen er, at spillerne enten skal kunne stabilisere holdet eller giver holdet en ekstra dimension i spillet. Jo svagere bænken er, jo længere tid spiller de elleve startende.

Topseks eller ej

Lars Ole Jørgensen spørger: ”Ender OB i top6? Hvad taler for og imod?”

Det virker på mange måder som det rigtige sted at slutte min blogskrivning i 2022. Jeg vil anlægge en lidt mere kortfattet stil for at besvare dette komplekse spørgsmål. Først og fremmest vil jeg se på, hvem der i min optik truer OB i topseks udefra, dernæst vil jeg kigge på, hvad der truer OB indefra.

Syv hold om tre pladser

FCN, Viborg og FCK må være garanteret en plads i top seks. Selvom FCM på 7.pladsen kun er fire point fra FCK, har jeg svært ved at forestille mig, at FCK ikke opnår de fem-seks point, de mangler for at sikre pladsen i topseks. Derfor er der i min optik syv hold i spil til de sidste tre pladser.

Silkeborg ligger lige nu nr. 4 i Superligaen á point med OB, men med en noget bedre målscorer. Silkeborg har siden oprykning i 2021 været fodbolddanmarks kæledægge i Superliga; med flot spil, en karismatisk og passioneret træner og masser af (overraskende) resultater.

Men luften i ballonen er ved at være brugt. Mark Brinks skade i løbet af efteråret viste, hvor sårbare højsletteholdet er, når stiverne i korsettet rives ud. Udover Brink, så solgte SIF både Carstensen og Vallys, og selvom Sonne og Kusk har gjort det godt, så har højderne fra sidste sæson ikke været mulige at nå.

Nu ligner det også, at Sebastian Jørgensen er på vej videre, og det kan blive sømmet, som mangler i at fæstne endnu en sæson i topseks. Derudover har SIF i de to første runde, to svære udebaner i hhv. Parken og Ceres Park.

Jeg tror ikke Silkeborg kommer i topseks.

Randers har lige nu neglene i top seks med deres aktuelle sjetteplads. Det har dog været for nedadgående i lang tid for kronjyderne, som nærmest har lavet en omvendt OB hen over efteråret. Det er man pinlig bevidste om, og med Thomas Thomasberg har man en træner, som kan ændre på tingene.

Spørgsmålet er bare om, hvad man gør? Man bløder i begge ender for at sige det mildt. Angrebet er gået i stå i målscoringen, og chanceskabelsen og defensiven står pivåben. Der er mange ting, som Thomasberg skal løse på de knap syv uger, han har fra 1. januar til 19. februar.

Kampen i Odense bliver en nøglekamp for begge hold, men presset er måske størst på Randers, som ikke har vundet siden d. 18. september mod Silkeborg. Vinder de i Odense, ser deres program godt ud, med både Lyngby og AaB i vente. Jeg tvivler dog på Randers får vendt skuden inden top seks er afgjort.

FCM tumler stadig rundt. Dem der entydigt siger, at de nok skal komme i top seks, skal i hvert fald ikke bruge efterårets sidste fire kampe som argumentet. Tre point i fire kampe er ikke nok, hvis man vil i top seks, og skal man være virkelig grov, har de seneste par transfervinduer ikke været udelukkende positive for Herning/Ikast.

De selvpåståede midtjyder har ikke nemt ved at skabe chancer, de har problemer med at holde i bolden, deres presspil fungerer ikke, og endelig er defensiven ikke for overbevisende. Alt sammen målt i forhold til, hvad vi tidligere har set fra den del af fodbolddanmark.

Udover Viborg-kampen har FCM et meget tåleligt restprogram med begge nedrykningskandidater samt Brøndby hjemme og Silkeborg ude. Jeg forventer trods min kritik, at FCM når de ti point, de skal bruge til at ende i topseks.

AGF er altid et åbent spørgsmål. Der har været gode tendensen i spillet i løbet af efteråret. Bissecks gode aktioner i det offensive halvrum, Mølgaard som kantangriber, når aarhusianerne er i boldbesiddelse. Masser af interessante taktiske ting, og så det sædvanlige manglende output.

Udekampen mod Lyngby, som AGF ender med at vinde, indkapsler deres efterår. Markant bedre end de fleste modstandere i lange perioder, men uden slutprodukt. AGF har ikke nemt ved ret meget, selvom deres trup er den fjerdedyreste i Danmark.

AGF har på papiret et rimeligt slutprogram. OB, AaB, Randers, Silkeborg og Horsens skal de møde, men selvom det enten er direkte konkurrenter eller bundhold, tvivler jeg på, at maskinen er velsmurt i smilets by. Dog en gevaldig trussel for OB, også fordi de på Ceres Park kan tage pladsen fra fynboerne i sidste grundspilsrunde.

Horsens er en interessant størrelse, og stod jeg og manglede en højre back, ville jeg nok bruge en del energi på Thomas Santos fra Horsens. Han kan noget som trænere godt kan lide. Han kan både agere offensivt og defensivt i høj fart med et forholdsvist sikkert output. Han bliver kun bedre, er min spådom.

Horsens vil være en sten i skoen på alle de hold som skal møde dem i det resterende program. De har kun tabt på eget græs til Brøndby. Spillestilen er sikker, og de spiller videre, selvom de kommer bagud. De har noget stabilt over deres udtryk, som gør dem til et stærkt hold.

Horsens får svært ved at få mere end seks-syv point, når man bl.a. skal møde FCK, Brøndby og Viborg i de sidste fem kampe. Også selvom både Viborg og FCK skal til Østjylland. Horsens rykker ikke ned, men de kommer heller ikke i top seks.

Brøndby er også interessant, bare ikke på samme måde som Horsens. Man har stadig ikke offentliggjort en træner, så spørgsmålene vokser og vokser: Hvad vil Brøndby? Hvordan skal millionerne bruges? Kan de bruges ordentligt?

Jeg er mildt sagt målløs over, at man på vestegnen ikke har mere retning, end man udviser lige nu. Det har sejlet hele efteråret, hvor man igen og igen har gået fra fine præstationer med lovning af mere til fuldstændige blackouts. Nogle gange også inden for kampen, som mod AaB hjemme og OB ude, hvor kontrol blev til afmagt.

Brøndby burde aldrig være i fare for en top seks-placering, men pt. er projekt ikke engang søsat. Spillerne ved ikke om de er købt eller solgt eller på dybt vand. Rationalet må være, at de er bedre end resten i bund seks pt., og derfor vil være med til det sidste om at slutte i topseks.

OB har været stabil over en længere periode og kan Alm fortsætte sit snit fra de sidste 12 kampe på lige knap 2,0, så vil OB forblive i topseks. Der bare nogle ubekendte i den ligning; 1. hvem er stadig stribet, når Randers kommer til Odense? Mangler Jebali, Gigovic og Tongya lige pludselig, og hvem er kommet i stedet for?

Wesström er en dygtig fodbolddirektør, så min bekymring dulmes lidt ved tanke på, hvordan han indtil videre er lykkes. Når det så er sagt, er det voldsomt at skulle holde hold som Brøndby og FCM under sig, samtidig med, at man skal løbe fra Randers, Silkeborg og AGF.

OB skal både til Parken og til Right to Dream, hvilket næppe giver et større afkast af point, til gengæld bør hjemmekampene mod Randers og AaB mindst give seks point. Derfor kan kampen i Aarhus i sidste spillerunde blive den mest sæsondefinerende kamp.

For og imod

Det taler for OB, at de er mere stabile, end noget andet hold som kæmper om top seks’ sidste tre pladser, og det der taler imod er, at flere af de hold dermed har et uforløst potentiale, som lige pludselig forløses og laver den stime, som kan slukke drømmen for OB.

Det taler for OB, at de kan holde på en velfungerende trup, hvorimod andre skal investere. Det der taler imod OB er, at buddene på Jebali, Tongya, Minteh kan blive så høje, at det ville være dybt ikke at sælge.

Jeg mener, at OB er et sted hvor alt andet end topseks vil være en skuffelse, derfor tror jeg også de slutte med at spille mesterskabsspil. Og skal jeg læne mig frem og komme med et samlet gæt, tror jeg på denne top seks: FC Nordsjælland, Viborg FF, FC København, FC Midtjylland, OB og Brøndby.

Thomas Dahlslykke er underviser i retorik, tidligere fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores faste ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. 

Foto: Nicolai Berthelsen/OB fra Sidelinjen