Fodbold er fodbold. Om det er på serie 4-niveau eller i Premier League. Jeg har haft fornøjelsen af at være træner for flere dygtige spillere, som har spillet på absolut højeste niveau som ungdomsspillere, og som efterfølgende har spillet divisionsbold.

Pt. har vi to i truppen i Utopia, den ene er dog hæmmet af et stresset familieliv og kan ikke deltage på regelmæssig basis. Den anden er pt. skadet. På serie 1-niveau er sådanne spillere individualisterne, som i realiteten kan afgøre fodboldkampe på egen hånd.

Lige så fantastisk det kan være at have sådanne individualister, lige så irriterende er det, når de ikke præsterer.

Individualisternes pris

I tre kampe i streg har Bashkim Kadrii været sådan en individualist for OB; en som kunne score, selvom det egentlig ikke var en chance. Tre mål fra tre svære vinkler. Det er kun en topangriber som kan gøre det, men fjerner vi de ca. 10 sekunder, som det har taget Kadrii at score de tre mål, får vi et helt andet billede af spilleren.

Det positive først; Kadrii deltager ekstremt meget i presset især i 1. halvleg mod SIF og igen i 1. halvleg mod Viborg. Faktisk er det et pres fra Kadrii, som fører til 1-0-målet mod Viborg. Efter pausen falder Kadrii, sammen med resten af holdet, i presintensitet.

Det negative; Kadrii har, hvis man er grovkornet, kun tre vellykkede aktioner i tre kampe. Han fungerer ikke som opspilsstation. Han formår sjældent at blive retvendt med bolden. Han falder ud af kampene. Alt det vi så sidste sæson er fortsat. Den eneste forandring: Han scorer mål.

Prisen for at have Kadrii på banen bliver, at OB har svært ved at bryde igennem fra 1. til 2. fase. Ofte er det lange bolde eller over backs man bryder igennem.

De andre individualister gjorde ikke meget væsen af sig mod Viborg. Både Issam Jebali og Mads Frøkjær var ikke venner med bolden, og ofte blev deres anden berøring en tackling. Endelig havde Andreas Alm valgt at starte med en formsvag Franco Tongya, som trods gode aktioner ikke var på niveau.

Den præstation, de fire overnævnte spillere leverede i går, var så langt væk fra et niveau, der retfærdiggør den mængde spilletid de fik. Hvad der er endnu mere ærgerligt, er, at både Jebali og Tongya faktisk har mulighederne for at score, her udviser de desværre den manglende skarphed, som ender med at koste OB sejren.

Men, for der er et men: Jeg forstår godt, hvorfor Alm og co. ikke nødvendigvis river alle fire ud og spiller Fenger, Mucolli, Charly og Breum i stedet. Kadrii kan score mål – det har både Jebali og Frøkjær også tidligere kunnet – og Tongya kommer med noget power, som kan være uventet for modstanderen.

Jeg ville selv tvivle på, at de fire på bænken ville kunne gøre en forskel mod Viborg. Jeg ville også holde fast i de fire, som burde være bedst, men tvivler er det. Hvor lang snor skal OB’s profiler have?

Konkurrencen

Derfor bliver det mandagstræneragtigt at skrige på, at Alm bare skulle have skiftet dem ud, men hvad skulle Alm have gjort i stedet?

Alm kan i hvert fald ikke undskylde sig med at have spillere ude. Den eneste som mangler er Emmanuel Sabbi; resten af truppen er til rådighed for Alm. Derfor peger pilen også mere og mere på ham. Hvorfor er det, at OB’s offensiv ikke fungerer?

Spillestilsmæssigt har OB afgivet bolden noget mere end tidligere på sæsonen. Man spiller mere direkte med flere lange bolde. Man søger at spille Jebali og Frøkjær hurtigere. Det eneste tidspunkt, man hviler med bolden, er i den dybe 1.fase efter målspark, hvor man forsøger at lokke modstanderne i et højt pres, som skal skabe mellemrum centralt til Jebali og Frøkjær.

Mod Viborg lykkedes det forbavsende få gange.

Resultatet af kampen er en ting, men for første gang i tre kampe lignede OB ikke et hold, som ville dø med støvlerne på. Udtrykket var fra første sekund af kampen mere tøvende end viljebåren. Det er dybt bekymrende, at OB kom uafklarede ind til kampen.

Havde det ikke været for Martin Hansen, Bjørn Paulsen, Armin Gigovic og Jeppe Tverskov, havde OB formentlig været bagud ved pausen. Desværre ændrer Alm og co. intet i udtrykket i pausen. Det bliver faktisk kun dårligere efter.

Hvor Alm mod SIF får ændret taktisk, som stiller OB bedre, så misser han fuldstændig ud på Viborg. OB kan ikke reagere på det fysiske tryk, domkirkebyen kommer med. Det er kun Gigovic og Tverskov som vinder 2.bolde i 2. halvleg.

Jebali og Frøkjær kan ikke holde på bolden, og Kadrii forsvinder fuldstændig.

Her skulle man tro, at konkurrencen fra bænken kunne få muligheden, men først når det er for sent. Et andet ubehageligt lod som træner. At du ser tiden an og dermed reagerer for sent.

OB kæmper i bunden af rækken. OB kæmper med, hvordan holdet skal spille. Lige nu er der ikke plads til, at individualisterne kan have en dårlig dag. OB har i realiteten ikke spillet en god kamp siden pokalfinalen. Det er lang tid uden et ordentlig udtryk.

Det er dybt bekymrende, at man leverer som man gjorde mod Viborg; at den konkurrence som ifølge Bjørn Wesström skulle forstærke holdet, ikke havde nogen umiddelbar effekt. Det er et kulturspørgsmål på holdet; hvordan håndterer vi pres. I går kunne holdet ikke håndtere det.

Spørgsmålet er, om trænerteamet kan gøre noget ved kulturen på holdet. Min frygt er, at man har fået demoraliseret de spillere, som skal udgøre konkurrenterne ved netop ikke at bruge dem, når det gjaldt. De fire forreste fra Viborg-kampen må ikke spille mange flere minutter på så ringe niveau uden, at det skal have konsekvenser, ellers forsvinder hele konkurrenceelementet.

Og nej, de skal ikke bare spilles sammen, Frøkjær, Jebali og Kadrii har spillet rigeligt med kampe sammen, relationen skal være der nu.

Det fandme alvor

Det er pinligt at se OB være så udspillet på eget græs foran 12.400 gæster mod et Viborg-hold, som i modsætning til OB har mistet centrale spillere. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Jeg savner en markering fra Alm. Jeg savner, at man sætter tingene på spidsen.

Kampen i går var katastrofal, fordi den reelt set burde have givet de tre point, som OB næppe får mod FCK næste weekend. Den alvor virker til at være væk. Det var den som gjorde man præsterede mod Horsens, selvom det holdt hårdt. Det var den alvor, som gjorde, at man blev ved med at angribe mod SIF efter man skiftede ud.

Selvom Lyngby i kvalitet er dårligere end OB, så er OB på udtrykssiden dårligst i Superligaen. På evnen til at spille 90 gode minutter er OB absolut sidst. Hvis man vil have data til at underbygge denne påstand så tjek Tabel of Justice, hvor OB er sidst. Man skaber for få chancer til at kunne vinde fodboldkampen.

Undskyldningernes tid er forbi. Nu skal der leveres. Hvis individualisterne bliver ved med at levere så ringe, må man overveje, om de skal spille. Jeg ved, det er en svær beslutning, men i mange andre superligaklubber har man skilt sig af med profil efter profil og er stadig tættere på toppen end OB.

Jeg siger ikke, at Andreas Alm skal fyres. Jeg siger, at det skal ske en gevaldig ændring i tilgangen til spillet, når det kommer til det fysiske udtryk, det spillemæssige udtryk og i den generelle indstilling.

DET ER FANDME ALVOR!

Thomas Dahlslykke er underviser i retorik, fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. Følg Thomas Dahlslykke på Twitter her.

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen