Blog: På kanten af en ny sæson

Af Thomas Dahlslykke
14. juli 2021

Det føles som en evighed siden, at OB lancerede strategien. Det var inden det danske landshold med fællesskab og passion formåede at trampe sig ud af årtiers begejstringstørke og ind i hjerterne på millioner af danskere. Nu er turen slut for Danmarks bedste 26 og om lidt popper den hjemlige ligas hold op af sommerskjulet og krydser klinger om endnu et dansk mesterskab, endnu en kamp om det forjættede top-6 og endnu et slag om at undgå nedrykningens trælse tilværelse på anden række.

Superligatruppen i Ådalens lune kedel er stort set uforandret fra mellemklassesæsonen 20/21, Drachmann er stoppet med at køre til Odense fra Horsens hver morgen, Guðjohnsen er rejst videre, Mathias Brems er rykket op som senior, (selvom det endnu ikke fremgår af trupoversigten på ob.dk) og endelig er Rasmus Nissen sendt på genstart i Kolding. Ikke meget forandring, hvilket jo i sig selv kan pege ind i strategiens idé om det lange sigte fremfor de hurtige og hastige beslutninger.

Pt. er der 24 spillere i OB’s førsteholdstrup, hvoraf tre af dem er målmænd og Hyllegaard er desværre skadet, hvilket gør, at OB kun har 20 markspillere til rådighed. Det er til den smalle side, når man tænker på den almindelige skadesfrekvens i moderne fodbold og i OB de seneste par sæsoner – pt. ligner det, at Hyllegaard tidligst er tilbage til vinter, derudover har Tverskov ikke spillet en træningskamp endnu, Jebali var ikke med mod Brøndby og Ryan Johnson Laursen har ikke kunnet spille kontinuerligt gennem to sæsoner.

 

Vejen til varigt top-6

Det er en klar del af OB’s strategi, at de skal være i top-6, alt andet ville også være en spøjs udmelding. Hvis OB kan se, at deres spiller- og stabsbudget er til top-6 skal det også være målet. Når os på sidelinjen diskuterer, hvorvidt det er realistisk, så rammes vi af sædvanens årti, hvor OB kun en gang har leveret til det niveau budgettet flugter med.

OB har i mange sæsoner skuffet, når det kommer til resultaterne på banen, derfor har man skiftet så markant retning, som man har. Ingen af fortidens modeller har fungeret, og der blæser nye vinde gennem Ådalen.

Selvom Jesper Hansen gjorde mange gode ting for OB, så fungerede det ikke, når det kom til resultaterne. I OB’s bedste sæson i næsten ti år blev skabt af individuelle toppræstationer af Bashkim Kadrii, Sten Grytebust, Casper Nielsen, Ryan Johnson Laursen, Jakob Barrett Laursen, Ramon Leeuwin og Janus Drachmann, fem af de spillere skiftede inden for et år væk fra OB og de to sidste har været så skadet, at de ikke har kunnet præstere på det niveau de havde i 18/19.

Gulvtæppet blev revet væk under den stamme som skulle have holdt OB oppe, man kunne ikke erstatte dem med den rekruttering man foretog.

Det er det, som den nye strategi skal prøve at undgå. Unge spillere, som kender klubben, kender stilen, kender sproget (måden man taler om spillet på i OB) skal være let integrerebare, så når profilen bliver solgt, har man en god afløser klar. Som i Grytebust/Christensen-relationen.

OB skal sikre den varige top-6-status ved at have kontinuitet og stabilitet i måden de angriber det at drive en moderne fodboldklub. De peger selv på nogle centrale punkter for, hvordan man kan håndtere de udfordringer alle klubber har:

  • Spillestilen er klubbens ikke trænerens
  • Spillerne skal skabes i akademiet
  • Økonomi skal skabes gennem resultater og salg af spillere

Hvis vi kort dvæler ved første punkt, så er trænerens opgave at forløse klubbens spillestil, dette sigte er nyt i OB. Forgængerne til Andreas Alm har alle fået udstukket andre prioriteter. Kent Nielsen skulle bruge fynboer og Jakob Michelsen skulle vinde fodboldkampe. Alm skal forløse 4-3-3-formationen i et offensivt og presorienteret spil, og derigennem skal akademispillere udvikles til Superliga-spillere og resultaterne skaffes.

Mange har spurgt, hvad skal Hemmingsen nu, hvor han hverken er træner eller direktør. Svaret er formentlig, at han skal være garant for, at OB får en kultur, hvor retningen i klubben er uforanderlige. Han skal transformere den igangsatte kontinuitet til kultur. Sådan trænes der, sådan spilles der, sådan ser en OB’er ud. Det lyder banalt, men hvis man siden Kim Brinks træneræra tilbage i begyndelsen af halvfemserne ikke har haft rumklang om, hvad kulturen er, så er det ufatteligt vigtigt at få det på plads.

Djemba-Djemba, Djiby Fall og Utaka var toppen af poppen i dansk kontekst, men de kostede også mere end hvad afkastet blev. Du kan sagtens købe dig til succes i fodbold, men det er ikke sikkert, at det betaler sig i længden. Derfor skal du i højere grad skabe dine egne spillere, og det har OB med et U15- og et U19-mesterskab på to år vist, at de kan.

De spillere skal være fremtiden i OB, fordi de koster mindre og er mere værd, end købet af en 27-årig angriber fra den næstbedste række i Holland. Det svære er at få dem til at blive profiler, men det arbejde kan blive den store gamechanger for OB. Får Fenger, Frøkjær og Østrøm et gennembrud som bare nærmer sig Oliver Christensens, så vil OB allerede i denne sæson formentlig kunne bryste sig af at have levet op til målet om akademispillere på Superliga-holdet.

Måske vil det være dem, der spiller OB i top-6.

Måske kan de endda blive salgsemner.

Det er slet ikke så urealistisk.

 

 

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: