Blog: På den sidste dag i februar

Af Thomas Dahlslykke
1. marts 2022

På en enkelt dag formåede OB at skille sig af med en assistent og en sportschef. Nu er klubben oppe på at have sagt farvel til hele fem ansatte, som inden for det seneste år har været en del af staben omkring Superligaholdet.

Jakob Michelsen, Henrik Hansen, Patrick Harboe, Michael Hemmingsen og Peter Feher. Derudover har Tonny Hermansen også været inde omkring holdet som assistent for Hemmingsen; Hermansen er den eneste som stadig er i klubben, som akademichef.

I samme periode har OB sagt farvel til Oliver Lund, Oliver Christensen, Moses Opondo, Marco Lund, Janus Drachmann og Mart Lieder plus et par akademispillere, som aldrig fik et gennembrud på Superligaholdet.

OB har altså mistet lige dele spillere som trænere over det seneste år. Den eneste som OB formentlig gerne ville have beholdt er Henrik Hansen; resten er de tilfredse med ikke er i klubben længere, af den ene eller anden grund.

Et stille blodbad

Da den svenske elite i 1520 ikke ville makke ret i kong Christian d. 2.’s optik, valgte han at lade dem henrette på Stortorvet i Stockholm og efter sigende strømmede blodet ned ad gader d. 8. november. Denne nutidige kuriositet på udviklingen i Ådalen er mere en journalistisk vinkling end en egentlig sandhed.

Björn Wesström har cementeret sin magt i Ådalen, efter flere interessante og fodboldfagligt stærke interviews, bl.a. til dette medie, er svenskeren nået frem til sin første store forandring af OB. På journalisternes spørgsmål om Hemmingsens fremtid havde Wesström lidt uld i mund, men ulden er nu ude, og det samme er Hemmingsen.

Om det ene og alene er Wesströms beslutning vides ikke, men det giver han udtryk for hos bl.a. tipsbladet.dk. Muligheden for, at Hemmingsen selv synes, at magtrummet for ham var blevet for lille til, at han ville fortsætte, er der. Dog tror jeg, at den tidligere CEO i AIK Stockholm er ganske godt tilfreds med, at Hemmingsen nu er ude af Superligahuset.

Farvellet var et af de pæneste OB har leveret i mange år, og skulle det lykkes for A(ndreas)B(jörn)BA at flytte OB op i tabellen og ud i Europa, så bør vi huske på, at det var under Hemmingsen, at klubben begyndte sin rejse.

Hvad historien er omkring Peter Feher, kender kun de få. Dog virker det åbenlyst, at Feher ikke har haft de kompetencer, som Wesström mener, er de afgørende for at flytte OB; det samme kan siges om Hemmingsens.

En sidste pointe omkring Hemmingsen er, at der under ham er kommet et bedre forhold mellem amatørerne (fx Old Boys-holdet) og den professionelle afdeling; den forsoning må Wesström ikke stoppe. Men det er ikke et argument, at Hemmingsen skal blive i klubben, blot fordi han er et bindeled både til amatørklubben bag og fortidens storhedstider.

Hemmingsen kunne meget vel være den næste OB’er, som hyldes med en legendetrøje. Det ville måske være på sin plads, at det blev sådan.

Organisatoriske ændringer

Wesström var rimelig hudløs, da han bedømte OB’s strategi og vision. Han dumpede den som alt andet end et udgangspunkt for hvad klubben vil. Det er svenskerens vigtigste rolle at få defineret ind til kernen: Hvordan OB skal fungere som klub?

OB vil gerne arbejde efter den bæredygtige model, hvor leddene i rækkefølge er: Strategi og vision – spillestil (filosofi) – metodologi – rekrutteringsstrategi – akademistrategi – cheftræner – transfer – evaluér og udvikling – langsigtet succes

Problemet i OB er, at rækkefølgen mangler kronologi. Akademiets strategi har været udgangspunktet for klubbens strategi, og under tidligere cheftrænere og sportsdirektør/chefer har man kun skelet uden direkte at kopiere.

Denne misharmoni i organisationen skulle den nye overordnede strategi gøre op med, men organisationen var slet ikke gearet til den forandring, som der var lagt op til. Derudover sad der, desværre, lidt for tilfældigt udvalgte personer på diverse poster, som pludselig skulle levere i en mere organiseret ramme end tidligere.

OB har alle de seks første led på plads nu, men de er ikke tilnærmelsesvis forankret nok i organisationen til, at OB får nogen målbar effekt af dem endnu. Seneste skud på stammen er fx Mihajlo Ivancevic som nu er skadet, nok fordi han ikke har været vant til at træne på kunstgræs tidligere.

Den slags skader kan forebygges med den fornødne viden i klubben, hvilket pt. er en mangelvare.

Et positivt eksempel på, hvordan den bæredygtige model kan hjælpe klubben til at flytte sig, vises i Alms udvikling af spillestilen, hvor OB i forårets to første kampe har været væsentlig bedre på bolden, end man var i efteråret.

Her har Alm evalueret og udviklet holdet, hvilket har givet en mærkbar effekt.

Men det er stadigvæk her, at organisationen skal blive bedre. OB har ikke prioriteret data og analyse højt nok, hvilket jo direkte kan læses ud af pressemeddelelsen om afskedigelsen af Peter Feher. Derudover mangler OB nok også en Head of Coaching.

Den bæredygtige ledelsesgang

Som fodbolddirektør har Wesström der overordnede ansvar, men under ham skal der være et hoved for hvert af disse led: spillestil og metodologi: Head of Coaching. Rekrutteringsstrategi: Head of scouting. Akademistrategi: Akademichef.

Det er så Wesströms ansvar, at hvert led fungerer og får det maksimale ud af sit arbejde. Derudover skal cheftræneren være i løbende dialog med alle leddene.

Det kunne fx ske via en fast mødekultur, hvor man ugentligt mødes i dette udvalg og diskuterer relevante emner som transfers, tendenser i spillestilen m.m. Sådanne faste møder har man i mange andre superligaklubber, hvilket skaber en ramme for arbejdet.

Som situationen er nu, mangler OB en Head of Coaching i min tolkning af tingene. Det kan være at Wesström mener, at det er en anden titel og funktion der mangler – det bliver spændende at se. Ikke desto mindre vil vi nok se et hoved mere i ledelsen i superligahuset.

Derudover mangler OB en assistenttræner som er dygtig til data og analyse. Måske får denne assistenttræner sin egen lille stab omkring sig. For det er i min optik uholdbart, hvis en mand skal løse data og analyse-delen selv.

Lyt engang til interviewet med Ole Nielsen. Her forklarer han, at han laver sit arbejde på baggrund af mange scouts, som har set spillere spille og skrevet rapporter om dem til ham. Sådanne data- og analyse-scouts er nødvendige for den kommende assistent, som så skal kunne kvalificere det materiale han får.

Kontinuitet

Udover at Alm har gjort sit hjemmearbejde hen over vinteren, og har kunnet skrue på de rigtige knapper, så har han også nydt godt af, at truppen stort set er uforandret efter endnu et transfervindue. Havde OB skiftet spillere som man gør i FCM og FCK, så havde arbejdsbetingelserne for Alm ikke været gode.

Den kontinuitet er ikke til stede i organisationen omkring holdet. Hvilket alt andet lige koster på en række parametre. I professionel fodbold taler man om, at 20-30 % af en klubs formåen skyldes kompetencerne i klubben.

Ser man på Brøndby i disse år, er de måske over de 30 %, når de kan konkurrere så tæt med FCK og FCM, som bruger væsentligt flere penge på transfers, end vestegnsklubben gør.

Det er ikke kun kontinuitet, som virker for Brøndby; de har over en længere periode taget nogle kæmpe skridt i samme retning med mange dygtige mennesker.

Blandingen af kontinuitet og kompetencer har flyttet Brøndby væsentlig mere, end nogen spiller ville have kunnet. Det er den sti, OB skal ind på.

Derfor er det ekstra ærgerligt, at vi her otte måneder inde i denne sæson, som skulle genstarte den fynske fodboldflagskib mere eller mindre er slået tilbage til start med flere af ludobrikkerne. Ny assistent kræver tid af Alm og af spillerne.

Ny mand på direktionsgangen vil også kræve tid.

Derfor ligner det, at Wesström nulstiller ambitionerne for sæsonen; nu skal der bygges op og gøres klar til for alvor at kunne præstere i næste sæson. Han kommer næppe til at melde det ud, men vilkårene for superligaholdet er stadig ikke på det niveau, som Wesström og OB forlanger.

Skulle OB hente ni point i de sidste tre kampe i grundspillet, skal Randers tabe alle kampe og AGF må ikke få mere end maksimalt fem point, for at OB kommer i topseks. Matematisk muligt, men fuldstændig urealistisk.

Først lige begyndt

Os, der måske håbede, at OB ville kunne flytte sig allerede i første sæson, må nøjes med de små glæder, når spillestilen forløses langsomt og sejrene kommer. Helheden som skal bære klubben fremad, er ikke på plads endnu, der ligger stadig masser af bump på vejen.

Omvæltningen af OB er først lige begyndt; det kan blive en meget spændende rejse med Wesström ved roret. Indtil videre har OB kunnet rekruttere fra en væsentlig høje hylde, end man plejer på direktionsgangen og trænerbænken, med fx Søren Krogh.

Lad os håbe at denne hylde har flere gode kræfter til OB i fremtiden.

Thomas Dahlslykke er underviser i retorik, fodboldtræner og OB-sympatisør og har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. Følg Thomas Dahlslykke på Twitter her. 

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?