Blog: Om øjnene der ser og OB’s spillemæssige udfordringer

Af Thomas Dahlslykke
23. september 2021

Jeg kan aldrig mærke det komme, jeg lader mig snyde hvert år. Den ene dag står jeg i shorts og guider spillerne, den næste uge overvejer jeg at købe en flyverdragt. Køligheden kommer snigende og den vokser, som en skærende kontrast til foråret, hvor vi alle konstant venter på varmen. Er det i dag den kommer? Spørger vi os selv.

Sådan er det også med OB. Hvert år begynder jeg med optimisme, med varme, men langsomt kommer kulden sivende ind over mig. I Jakob Michelsens første sæson var jeg gået i hi, inden han fik tændt op under holdet.

Jeg kom først tilbage i den sæson, da foråret lokkede med varme og OB i top seks. Forræderisk følte jeg mig. Så derfra nægtede jeg at lade kulden holde mig ude. Inden vi når til varmen, må vi dog se kulden i øjnene. Der er meget, som skal forbedres i OB, men mon ikke også det kan blive det?

Jeg vil lade mit blik dvæle ved situationer og data, som i min optik belyser OB’s situation bedst lige nu.

Hvis det er fejl, vi vil finde

Der er altid meget på et fodboldhold, som ikke fungerer; som optimalt set burde være gjort anderledes. Kadrii skulle have scoret mod AaB, da han var alene med Jakob Rinne. Thràndarson og Kasper Larsen m.fl. skulle have været mere opmærksomme ved hjørnesparkene, hvor AaB scorede.

I fodbold hæfter vi os alt for ofte ved fejlene. I stedet burde vi måske hæfte os ved, at OB forsvarede sig udmærket ved de resterende 10 hjørnespark. Hvilket i sig selv er en bedrift – det mister bare sin værdi, når AaB så scorer.

Skal man virkelig forbedre sig, så skal man se på de defensive aktioner, som ikke gav hjørne til AaB: Hvordan agerede man der, hvordan kan man undgå at give modstanderen det momentum, der kan komme af et hjørnespark?

At OB er tynde på siderne, er vist ikke en hemmelighed. SønderjyskE havde otte indlæg, AaB havde 11. I 9. spillerunde var der 50 indlæg i alt; AaB stod for over en femtedel. I 7. og 8. spillerunde havde AaB henholdsvis fem og seks indlæg i hver runde, altså 11 i alt.

Hvordan kan OB begrænse mængden af indlæg imod sig? I hvilke aktioner lykkes det at forsvare de rum, hvor modstanderen slår indlæggene fra?

Syv gange har en forsvarsspiller scoret mod OB. Syv gange! Havde Pallesen fået mere traf på sin afslutning i 1.halvleg i fredags mod AaB, så havde det måske været otte gange. OB efterlader igen og igen rum til at modsatte back kan komme fri. Det virker stadig uafklaret, hvordan OB skal forsvare sig.

Men det er sguda fed offensiv bold

Det er næppe ud af den blå luft, at Jakob Michelsen blev kaldt mini-Mourinho; defensiv stærk struktur, ødelæg modstanderens spil, få sat egen individuelle offensive kræfter op. Det blev for ubalanceret i længden; de gode perioder, hvor der var et udtryk i OB’s spil, forsvandt, og mest af alt endte det i en ureflekteret diskussion om hvor defensiv 3-5-2 kan være.

I dag spiller det danske landshold bedst, når de spiller 3-4-3, og i Chelsea lirer Thomas Tuchel noget af det mest fascinerende 3-5-2-fodbold af. Guardiola, Pochettino og Nagelsmann har også brugt og bruger en tre-mandsbagkæde.

Bo Henriksen har genkonverteret FCM til 3-4-3, Niels Frederiksen vandt DM-guld i 3-5-2. Alle de nævnte hold spiller ikke kedeligt defensiv fodbold; tværtimod skaber de nye måder at tilgå de ofte låste situationer, som fodboldspillet kan ende i.

OB’s analyse var, at man skulle spille 4-3-3; at det system fordrer mere offensiv fodbold. Det står sort på hvidt i strategien, at OB skal være målsøgende og offensive. Men er man blevet det under Alm?

OB efterlader ofte fire mand fremme, så når OB erobrer bolden, er der væsentlig flere spillere foran bolden end under Michelsen, hvor der ofte kun var en, måske to spillere foran. Ydermere har Sabbi fået modstanderen på hælene. I modsætning til sidste sæson, hvor han enten skulle tilpasse sig en alternativ position eller sjældent fik bolden, har han i denne sæson fået sin plads og er ham, man sigter efter.

Sabbis raids fremad i banen begynder oftere i 2.fase, hvilket er lidt anderledes end måden, både Michelsen og Hemmingsen forsøgte at spille ham på. Det gavner ham.

Det samme har Alm forsøgt med Jebali i 10’er positionen: Han skal søge ned i banen for at blive retvendt, så han kan sætte spillet for OB. Det har endnu ikke gavnet ham i samme grad.

På venstresiden har Alm prøvet Fenger, Frøkjær, Kløve, Jebali og Opondo. Ingen har spillet den plads til noget der minder om, at Alm kunne lukke pladsen, som han har gjort med Sabbi i modsatte side. Holdet har ikke haft gavn af den usikkerhed.

Det er dejligt med mange offensive spillere, men har OB så domineret offensivt?

På superliga.dk har de en oversigt, som bliver kaldt ‘offensiv’. Den tager udgangspunkt i afslutninger og mål. Her formår OB kun på to parametre at komme i top seks: Det er ved afslutninger uden for feltet og i effektivitet. På alle andre parametre er OB i bund seks, og når det kommer til afslutninger i feltet og blokerede afslutninger, er OB enten næstsidst eller sidst.

Superliga.dk har ti parametre i oversigten, og OB er i offensiven mere på vej ned end op, især hvis vi de seneste sæsoner er med i betragtningen. Sidste sæson havde tre placeringer i top seks og ingen til nedrykning. I 19/20 havde OB fem top seks-placeringer i denne oversigt.

I oversigten over chancer har OB yderligere en træls sidsteplads. OB er pt. det hold, der har skabt færrest chancer med kun 69. Ved åbne chancer er OB rykket lidt op i tabellen og er placeret som nr. otte med tolv styks.

Det er objektivt svært at pege på, at OB’s offensiv er blevet bedre. Sidste sæson og sæsonen inden havde OB efter ni runder scoret 13 mål. I denne sæson er det kun 11 mål. Skal man være rimelig, kan man sammenligne med Michelsens første sæson, hvor OB kun havde scoret ni mål efter ni runder.

Skal vi finde lidt statistisk medgang, så er i afleveringsspillet nogle offensive gode tendenser. Fx har OB 63,5 % vellykkede afleveringer på modstanderens banehalvdel, hvilket næsten er lige så godt som Vejle 63,6 på 6.pladsen. Når man ser på fremadrettede afleveringer, er OB oppe på en 3.plads, med 40,3% af alle afleveringer.

Igen må vi dog være reelle og konkludere, at det ikke ser for godt ud med den fynske offensiv. At spiralen har været nedgående i de forgangene sæson, kan nødvendigvis ikke blive bedre, blot ved at spille med flere offensive spillere.

Systemet eller truppen?

Ser man på Jess Thorup i FCK, på Cifuentes i AaB, på Jürgen Klopp i Liverpool, på Flemming Pedersen i FCN, Nagelsmanns RB Leipzig, så får vi billedet på, hvad man ønsker i OB. At spillestilen over tid vil kunne løfte præstationerne på banen.

Det er igennem en langsigtet udvikling og en forankring, at klubben bliver dygtigere. Alm har en tydelig idé med sit spil, men lige nu er dataene, inkl. den der tæller mest (turneringen), ikke videre positive. Båden tager vand ind, men hvor stort er hullet?

Af de overstående trænere, så har alle praktiseret forskellige systemer, men med deres underliggende fodboldfilosofi som rettesnor. Lad os dvæle ved Cifuentes i AaB. Han kommer med blanding af tika-taka og Cruyff som inspirationskilder for, hvordan spillet skal spilles, men har i AaB valgt at praktisere de dele af den spillestil, som AaB er i stand til.

Truppen i AaB var købt, trænet og funderet i Jacob Friis’ presorienterede 3-5-2. Derfor skiftede Cifuentes i løbet af foråret tilbage til denne formation med fokus på en possessionorienterede 1.fase, en hurtig 2. fase og en 3.fase, som både ønskede gennembrud på sider og i halvrummene. AaB har bolden mest i 1.fase, næstmest i 3.fase og mindst i 2.fase.

Evnen til at presse højt har AaB stadig, men hvor de for alvor har rykket sig, er i genpresdelen. Mod OB formår de gentagne gange at tilbageerobre bolden i de to faser, hvor de ønsker at dominere – 1. og 3. fase. Især i 1.fasen fik det en afgørende betydning, OB formåede at bryde AaB en del gange i 1.fasespillet. Desværre for OB formåede AaB næsten i lige så høj grad at bryde OB igen.

Trupsammensætning, rekruttering og spillestil bevæger sig i en positiv retning i AaB. Det gjorde den ikke i Cifuentes’ første tid, når det kom til resultater. Efter ni runder og 80 dage som AaB træner havde han kun fået to sejre og tre uafgjorte, altså ni point. På de efterfølgende ti runder i Kvalifikationsspillet hentede AaB 18 point.

I denne sæson har AaB hentet 18 point efter blot ni runder og her har de mødt både FCK og FCM.

I AaB vandt pragmatisme ift. formationen, som bedst spejlede de spillertyper der var i truppen. Over tid kan AaB måske forvandles til et 4-3-3-hold, hvis sportsdirektøren vil det gennem de rekrutteringer, han foretager.

OB’s trup og system

Jeg har lavet denne øvelse før på skrift og i podcasten. Mine pointer har gentagne gange været, at OB har rekrutteret i øst og vest, uden at have gennemtænkt, hvordan rekrutteringer skulle passe ind i den spillestil, man ville praktisere.

Ud ad til kan OB’s trup dog på nuværende tidspunkt se harmoniske ud, men ift. Alms spillestil virker der til at være visse mangler. Fx har OB kun en spiller, som er skolet til at spille den bageste midtbaneposition, nemlig Jens Jakob Thomasen. Desuden er han skolet som det, man på italiensk kalder en Regista, som bedst kan betegnes som en dybtliggende playmaker som fx Pirlo.

Ikke desto mindre spiller OB med to 6’ere, hvoraf den ene varetages af Thrándarson, som faktisk har spillet pladsen rigtig flot. I en del kampe har OB været nødt til at skifte ud på disse positioner, og dem man har sat ind, har ikke haft samme succes som Thomasen og Thrándarson.

OB har for mange 8’ere, hvis spidskompetencer ikke nødvendigvis passer til den defensive del af jobbet, hvilket jo heller ikke er den del af spillet, Thomasen er bedst i. Og slet ikke når de kun er to til at dække så stort et område.

Generelt mangler OB skolede spillere til det system, der praktiseres. I første del af sæsonen spillede Østrøm højre back, selvom han er skolet centerback. Fenger spillede venstre kantangriber (7’eren), selvom han er skolet 9’er – han blev først erstattet af Frøkjær, som er skolet 8’er/10’er. Listen er lang for OB, når det kommer til typer, som ikke nødvendigvis spilles der, hvor de ville være bedst.

At der kan komme noget godt ud af at spille spillere på nye positioner, findes der masser af tilfælde af. I Brøndby er Niels Frederiksen lykkes med at flytte spillere ved at spille dem ude af position. Marc Dal Hende havde næppe vundet et DM med FCM, hvis ikke Jakob Michelsen havde omskolet ham til wingback i SønderjyskE.

Sådanne nye positioner tager tid at vænne sig til. Pt. koster det dog.

OB bringer mange offensive kræfter på banen og skaber dermed et stort mellemrum centralt. Det kræver mange returløb af 7’er-, 11’er- og 10’er-positionen, hvor de er efter modstanderen, som har linjebrudt OB centralt på banen.

Hvad jeg ville overveje?

Jeg synes Hemmingsens 1-4-1-2-1-2, som de spillede de sidste tre kampe i foråret fungerede væsentlig bedre. Her blev Kadrii suppleret af Fenger i førstepresset, ofte flankeret af den 8’er som dækkede den side presset blev igangsat i.

Jebali blev også aktiveret i 10’ere position både som spilstation og afslutter, fordi Fenger kunne bruges som en anden opspilsstation. Noget OB har haft svært ved i denne sæson, fordi Kadrii primært skal have bolden i fødderne.

De to 8’ere i dette system skal bruge sit løbepensum på at dække banens halvrum og dermed både true offensivt og lukke ned defensivt, samt understøtte forsvaret, 6’eren og angrebet.

Ulempen ved systemet var, at en spiller som Sabbi ikke passede ind. Hans kompetencer faldt uden for taktikken. Derfor kunne jeg overveje at spille 1-4-3-3, hvor Sabbi fik sin 11’er-position, samtidig med at man fik en tre mandsmidtbane, hvor nogle af de 8’er kompetencer der er i holdet, kan komme mere i spil.

Taktisk ville en ændring til 1-4-3-3 være en meget lille ændring for Alm, selvom det vil koste den frigjorte 10’er-position, som Frøkjær og Jebali har som den foretrukne plads.

Det er prisværdigt at ville spille med så mange offensive spillere som muligt, men spørgsmålet er om formationen skal være så dikterende for spillestilen. Måske ville et pragmatisk blik på formationen kunne forløse det målfarlige og aggressive angrebsspil hurtigere.

Det er egentlig ikke en kritik

Fordi denne blog nok kan læses som en kritisk gennemgang af situationen i Ådalen, så er det mig magtpåliggende at mane til besindighed. Under Alm er OB et bedre sted efter ni runder end de var efter Michelsens første ni runder, bedre end hvor AaB var under Cifuentes efter ni runder – i hvert fald på pointene.

Spillerne virker også bedre tilpas under Alm. De ved, hvad de skal. Så de ved også, hvad de skal arbejde med. I pokalkampen fik Fenger sine første minutter som 9’er, og jeg håber, at Alm så kvaliteten i at have en duel-stærk spiller på den position.

Det er svært at skjule de dårlige tal, men der gemmer sig også mange gode tal. Bl.a. at OB spiller med næsten 38 % af spillere af egen talentudvikling, hvilket gør OB lige så gode på det område som FCN. Derudover er OB det førende duel-hold i superligaen.

Problemer i systemet har jeg behandlet i denne blog, og der er ingen tvivl om, at de også trænes på græsset i Ådalen, men de er ikke løst i morgen af den grund.

I AaB ligner det, at Cifuentes’ indkørselstid var godt givet ud, der er intet der peger imod, at Alm ikke skulle kunne lave en lignende transformation af OB, men det kræver tid, kendskab til truppen, kendskab til ligaen og alt dette kommer uge efter uge. Så hold fast, Alm!

Hold fast i viljen om at ville spille offensivt, så kommer de offensive resultater også.

Thomas Dahlslykke er underviser i retorik, fodboldtræner og OB-sympatisør og har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: