Hvad er der dog sket med OB? Jeg møder spørgsmålet oftere og oftere i disse dage, hvor solen atter skinner på Fyn efter mandagens 2-1-sejr til OB i Herning mandag aften. For OB er nummer fire i Superligaen, har hentet 21 point i de sidste 10 kampe og er ubesejret i syv Superliga-kampe på stribe.

Situationen er i den grad forbedret siden mareridtsstarten, der bød på et point i de første fem kampe og masser af kritik af OB som klub og som hold. Resultater er den bedste medicin mod den slags, for når et fodboldhold vinder, preller kritik om for lave ambitioner, for små budgetter, dårlige baner, sløje stadionforhold eller for grå personligheder. Fodboldklubber arbejder stadig primært i resultatbranchen, og først og fremmest har den gode stime sikret noget ro i OB.

Det må også give håb og optimisme, og kan OB bygge videre på den gode stime, skal fynboerne kunne sikre en plads i top seks og endda række ud efter en Top 4-placering. Lige nu er OB et lige så godt bud på sådan en placering som Randers, Silkeborg og nogle af de andre klubber i det meget brede felt fra tredje- til niendepladsen.

Men hvad er der sket med OB? Hvorfor ser vi denne resultatmæssige opblomstring? Det er der flere grunde til. For det første skal man kigge mod fodbolddirektør Björn Wesströms kontor i Superliga-huset. Henover sommeren blev der truffet nogle kølige og kyniske beslutninger, der slet og ret har forbedret kvaliteten på OB-boldet. Spillere som Bjørn Paulsen, Martin Hansen, Armin Gigovic, Alasana Manneh og Yankuba Minteh har været gavnlige forstærkninger, som har løftet OB’s niveau. Det har været kloge forstærkninger, og i Gigovic-sagen har det været et spørgsmål om at vente længe nok til, at den unikke mulighed opstod. Det var vist ikke meningen, at både Manneh og Gigovic skulle til OB, men det lykkedes, og det har styrket holdet. Det samme har Bjørn Pausen i makkerskabet med Mihajlo Ivancevic og målmand Martin Hansen. Disse tilgange har vist sig at være nødvendige for at løfte OB fra bunden af rækken til nu at være i toppen af rækken, og her har Wesström og den øvrige sportslige ledelse lagt al sentimentalitet til side.  OB-drengene Jens Jakob Thomasen og Kasper Larsen er nu i udenlandske klubber, og de ellers så lovpriste fynske talenter Hans Christian Bernat og Jakob Breum er langt fra spilletid. Thomasen-afskeden var udramatisk og efter fælles ønske – anføreren havde ambitioner om at prøve noget nyt –  men det har altså kostet for de tre andre ærke-OB’ere, at der er kommet nye kvalitetsspillere ind udefra. Popularitet eller ej; resultaterne sætter holdet – og så er der til gengæld blevet plads til Gustav Grubbe og Aske Adelgaard i startelleveren.

Kalkulen fra førerbunkeren i Ådalen i sommer var ganske enkelt, at truppen ikke var stærk nok til at leve op til egne og omverdenens forventninger, og derfor så vi et meget aktivt transfervindue i OB. Og for første gang siden sommeren 2018 er OB blevet mærkbart styrket gennem handlerne på transfervinduet. I denne sammenhæng må man også nævne, at Wesström midt i OB-krisen i august stod fast på, at det ikke var i trænerteamet, at problemet skulle findes, men i højere grad på grund af skader på holdet tilsat de huller i truppen, der stadig var til den tid. Her kan man i parentes bemærke, at det er pudsigt, at mange iagttagere altid fortæller, at det er en sikker trænerfyring, når fodbolddirektøren freder træneren. Wesström fredede altså Alm – og han holdt fast i den beslutning.

Det fører os til anden del af forklaringen på den fynske fremgang. I min optik skal den findes i, at Andreas Alm, resten af trænerstaben og i høj grad også i spillertruppen i fællesskab er fundet en stærkere mentalitet. Vi har tidligere talt meget om OB-hold med manglende energi i både tanke og handling, men nu virker OB mere koncentrerede, tændte og rigtigt sat op. Den slags er svært at måle, så det står for egen regning, men min påstand er, at OB er blevet skarpere mentalt og i dag besidder en mere tydelig vindermentalitet – hvad det ord så dækker over. Spillere som Mihajlo Ivancevic, Bjørn Paulsen og Martin Hansen har i hvert fald bidraget med en anden attitude til holdet, og særligt Martin Hansen vil jeg næsten beskrive som en dansk udgave af Arek Onyszko, når man ser ham på banen. Der er vildskab, galskab og en vindervilje af en anden verden – og så har han erfaring fra de store herregårde, hvor man ved, hvad der kræves for at få resultater.

Det har medvirket til, at OB har hentet en del point i kampe, hvor spillet egentlig ikke har været godt. Men det er jo som bekendt også en kvalitet at vinde grimt, og når OB i årevis groft sagt har leveret dårlige resultater, mens de spillede dårligt, er første skridt væk fra den tendens jo at få point, inden man så kan kigge nærmere på den spillemæssige udvikling.

OB har rent spillemæssigt justeret nogle ting, men fra min stol har der ikke været tale om en revolution af OB’s taktik og gameplan. Ja, i forårets slutspil var OB mere spildominerende, men her mødte man altså også hold som AGF, Vejle og SønderjyskE, der ikke var særligt interesserede i at have bolden. Men OB har fået tilsat noget fart på holdet i form af særligt Yankuba Minteh og noget dynamik i Armin Gigovic, og det har gavnet fynboerne. Andreas Alm har i sine svenske klubber også gjort brug af hurtige kanter, og han har tidligere udtalt, at topscorerene på hans hold ofte har været kantspillere. På den måde passer OB-truppen også bedre til det ønske spilkoncept end tidligere. Det har nok gjort OB til et stærkere omstillingshold, men jeg ser ikke umiddelbart en revolution af spillestilen henover sommeren. Der er ikke stor forskel på måden, OB vandt 2-1 i Herning i Andreas Alms første kamp i 2021 og måden OB vandt 2-1 i Herning i Andreas Alms seneste kamp. Men spillerkvaliteten er øget, der er større afklarethed i felterne og både stab og trup er mere sammentømret end den tumultariske første sæson, hvor der var stor udskiftning i særligt staben.

Alt dette peger fremad for OB før efterårets sidste to kampe, men Superligaen er stadig så tæt, at OB gerne skal hente minimum fire point for at gå til julepause med en rigtig god fornemmelse. OB har stadig ikke prøvet at vinde tre grundspilskampe i træk siden marts 2019, så i det lys er søndagens Brøndby-kamp også en regulær styrkeprøve, inden den altid vanskelige udflugt til Horsens en uge senere.

Men OB har bragt sig i en position, hvor det igen er spændende på den gode måde at følge fynboerne, og slutter OB af med to yderligere sejre, er det efterhånden svært at kalde OB for ligegyldige. Så skal man tværtimod tage de stribede alvorligt.

Blogindlægget er skrevet af Martin Davidsen, der er chefredaktør på alle Stemmer Fra Ådalens platforme. Han har arbejdet som fodboldjournalist i mere end 15 år, hvor han ligeledes har dækket OB tæt. Desuden har han skrevet fem bøger om fodbold; herunder biografien om Richard Møller Nielsen og fortællingen om Miraklet i Madrid. Følg Martin Davidsen på twitter her.

Foto: Nicolai Berthelsen/OB fra sidelinjen