Blog: OB under taktisk lup – hvad har vi set i de første runder?

Af Thomas Dahlslykke
27. juli 2021

Følgere af @obstemmer på twitter har på min opfordring stillet nogle spørgsmål, som jeg vil prøve at svare på i denne blog.

Omstillingsspil og etableret angrebsspil

OB har været velsmurt både mod FCM og Randers i omstillingsspillet, hvilket har skabt flere store chancer. Kontraspillet har gode vilkår, når typer som Bashkim Kadrii og Emmanuel Sabbi bliver retvendte mod modstanderens mål, derudover er både Max Fenger og Issam Jebali gode til at fylde de offensive rum ud, så når kontraerne kører, så har OB spillere med til at gøre dem farlige. Mart Lieder er faktisk også en dygtig omstillingsspiller, hvilket begge kampe også viste.

Rent taktisk er der nogle enkelte ting, som trænerteamet har ændret ift. sidste sæson. Den hurtige pointe er, at man har flere offensive spillere på banen, men det er kun en del af, at OB ser bedre ud i omstillingerne. Man forsvarer også mere aggressivt (hvilket jeg vil kommer nærmere ind på senere). De typer, man har på banen med Aron Thrándarson, Fenger og Jebali, gør, at man kan bryde modstanderen højere på banen.

Også forsvarskædens placering har en betydning for, at der kommer flere omstillinger. De tør stå højere på banen, hvilket gør, at der er kortere afstand til modstanderens mål, når der skal omstilles.

Disse nye elementer har selvfølgelig også sine skyggesider. Randers’ udlignende mål kom efter et dybdeløb i bagrummet, hvor offsidefælden mislykkedes.

Fenger havde en svær kamp i Randers, fordi de spillede udenom det halvrum, han rent taktisk skulle dække. I stedet spillede de i siderum og centrum. Som man så i 2. halvleg, lykkedes det faktisk Frøkjær at lukke Randers FC’s højreside, fordi han dækkede mere bredt end Fenger gjorde.

Og så bruger fx Thrándarson ekstremt meget energi, hvilket medfører, at han endnu ikke har spillet 90 minutter.

I spørgsmålet fra Claus Boye på twitter lægger han selv op til, at pga. modstanderne har OB ikke skullet bruge det etablerede angrebsspil, hvilket måske bliver mere relevant i mødet med mindre boldstærke modstandere.

Der har dog været, især imod Randers, flere sekvenser, hvor OB faktisk har et længere tredjefasespil. En af de ting, jeg har lagt mærke til, er, at OB truer mere i sit offensive etablerede spil end tidligere. De sætter flere bolde på spil. Jebali, Sabbi, Fenger, Kadrii og Frøkjær udfordrer deres direkte modstander og søger at blive farlige.

Omvendt har de centrale midtbanespillere få berøringer og skifter mellem den direkte bold op i banen og den brede bold mod backen. Det er yderst sjældent, at Kasper Larsen og Alexander Juel bliver brugt til at fastholde posssession, så vil OB hellere sætte bolden på spil end at spille så langt bagud med den.

Alt dette gør, at modstanderne har svært ved at bryde OB centralt på banen. OB spiller simpelthen ikke rundt med bolden der.

En meget tydelig forandring i OB’s angrebsspil fra forrige sæson til denne er, at langt flere spillere kommer i feltet – ved Jens Jakob Thomasens mål har OB faktisk fire spillere i feltet efter en omstilling, men også ved etablerede angrebsspil søger flere spillere ind i feltet, for at presse modstanderen baglæns.

Måske kommer jeg tættere på en beskrivelse af, hvordan jeg ser OB’s etablerede angrebsspil, når jeg besvarer det næste spørgsmål.

Pres og genpres

Denne del af spillet har været en klar prioritering hos trænerteamet i begge kampe, mod FCM virkede midtjyderne overrasket over, hvor højt og tidligt OB gik i pres, men det havde randrusianerne også noteret sig, så det fungerede ikke lige så godt, hvilket nok også blev en af grundene til, at Fenger blev pillet ud i pausen.

Det, jeg har set indtil videre, er, at OB egentlig ikke går op i, hvor meget de har bolden. De er langt mere optaget af, hvor højt de kan genvinde bolden og dermed skabe nogle af de giftige omstillinger. Mod FCM havde OB fornøjelsen af, at midtjyderne ikke brugte siderummene så ofte. Det gjorde det nemmere for OB at forsvare hele banen.

Randers fyldte dog siderummene op, og derfor blev det sværere for OB at komme rigtigt ind i presset. Derfor blev dominansen uden bold mindre i Randers end i Herning. Jeg tror, at det, der bliver den første fase af Alms forløsning af projektet er, at OB skal blive gode til at dominere uden bold.

Her er et centralt parameter, hvor og hvornår man går i pres. Indtil videre ligner det, at OB håndterer det således:

Situation A: Modstanderen spiller kort på defensive dødbolde, OB skubber kæderne frem og går i højt pres.

Situation B: Modstanderen sparker langt på målspark, OB koncentrerer sig i centrum og halvrum og er klar på 2. boldespil. Ofte vil Kadrii og Sabbi ikke gå i duel, for at være klar til den evt. omstilling.

Situation C: Modstanderen har bolden centralt på banen, OB presser når midtbanespillere får bolden. (Defensive modstandere må gerne have bolden) Her vil Jebali ofte presse fra modstanderens skyggeposition, Kadrii vil være klar på omstillingen.

OB vil søge at blive farlige ved at straffe modstanderens fejl.

Kampen mod Randers blev vigtig for den læringsproces Fenger er inden i, for han skal blive bedre til at læse modstanderens forsøg på at spille uden om hans pres – det kunne handler om at finde den bedste presvinkel, som skubber modstanderne baglæns for at kunne holde på bolden.

Frøkjær var som tidligere nævnt taktisk bedre forberedt fra bænken. Det vigtige er dog, at alle de offensive er rigtigt indstillet, så de arbejder godt sammen i presset.

Jimmi Svensson, som spurgte til pres og genpres, spørger ligeledes, hvad der skal til, før Sabbi lykkes med afslutninger og afleveringer. Det er trænerteamet fornemmeste opgave at kunne forløse Sabbis store potentiale.

I min optik handler det om tillid og krav. Jeg mener, at Sabbi skal sparke mindre ambitiøst på begge stolpeskuddene. Riposten og den tredje store chance han har, er til gengæld et udtryk for angriberen der lukker øjnene og sparker. Begge gange ville en tværpasning måske være bedre.

Det skal der kræves af ham, at han gør bedre og så skal han starte inde næste gang.

Hvem har haft ”vundet” ved Alms ankomst?

Morten Bech Højgaard stiller to spørgsmål: 1) Den nye spillestil under Alm 2) hvilke spillere har vundet/tabt under Alm?

Jeg tænker, at spillestilen faktisk beskrives meget fint i det overstående, hvis du ikke er tilfreds, må du tagge mig på twitter.

Det andet spørgsmål er svært at svare på. Der er mange der har vundet, men selvfølgelig er der nogen, som ikke er tilfreds med mængden af spilletiden.

I den pulje finder jeg Troels Kløve, Ayo Okosun, Moses Opondo som de største ”tabere”. Mart Lieder og Frøkjær kunne også inddrages, men synes faktisk de virker til at være tættere på end de tre andre.

Kløve fungerer lidt som en sløv schweizerkniv, som kan bruges mange steder, men ikke fra start.

Okosun er den klare nummer to til Thrándarson, og det giver 10-20 minutters kamptid i snit.

Opondo virker langt væk fra holdet pt., Kløve og Frøkjær står foran som kantangriber fra bænken, hvilket er den position Opondo oftest spiller til træning.

Østrøm og Fenger har indtil videre vundet mest i min optik. Østrøms genvalg på backen viser, at Alm vil ham. At han har mangler i offensive er naturligt, men han skal nok få det lært, hvis han vil det. Han coaches meget til træning netop i denne del af spillet.

Det bliver spændende om Johnson Laursen kan genvinde backen, rent på at være bedre offensivt.

Fenger blev ”revet” ud i pausen mod Randers, men alligevel vurderer jeg, at han har vundet ved Alm. Så længe at Kadrii spiller i OB, vil han spille 9’er det meste af tiden. Derfor vil Fengers mulighed for at vinde den plads være minimal, når man gerne vil spille 4-3-3, at Fenger så får muligheden som kantangriber peger på, at trænerteamet ser noget brugbart i ham på banen.

Nu har man brugt halvanden måned på at udvikle ham på den position, så mon ikke det fortsætter.

Med det vil jeg lukke ned for brevkassen i denne omgang, senere på ugen kommer der nok lidt mere fra min hånd.

Thomas Dahlslykke er underviser i retorik, fodboldtræner og OB-sympatisør og har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: