Blog: OB må kæmpe med næb og klør frem mod transferdeadline

Af Martin Davidsen
24. januar 2023

Med en uge tilbage af transfervinduets åbningstid nærmer vi os afgørelsens døgn i OB. For det kræver et par forstærkninger til spillertruppen, hvis OB med troværdighed skal kunne sige, at man ikke er blevet svækket i løbet af vinterens transfervindue. Og lige nu må det anses som tvivlsomt, at OB kan holde sin plads i Top 6 med den nuværende trup, der i løbet januars første uger blev forringet med afgangen af et par nøglespillere.

Indtil videre har OB udelukkende fået tilgang af den 21-årige kantspiller Musa Juwara, mens Issam Jebali og Armin Gigovic har forladt klubben. Jebali og Gigovic var blandt OB’s vigtigste spillere i efteråret, og selvom Jebali isoleret set var en god salgscase for OB og Gigovic-afgangen var forventet, stiller det OB svagere på to centrale pladser.

I OB må man vurdere, om Alasana Manneh og Jeppe Tverskov sammen kan gøre det så godt, at Armin Gigovic ikke bliver savnet, for svenskeren kan ikke erstattes en-til-en med samme kvalitet. Spørgsmålet er så, om OB vil køre med den nuværende midtbanekonstellation med Ayo Okosun og Aron Thrandarsson frem til sommer eller om man allerede nu vil være forudseende med henblik på at Tverskov, Thrandarsson og Okosun sandsynligvis forlader OB til sommer. Der er endda meldinger om udenlandsk interesse for Tverskov allerede nu, men OB kan næppe tåle flere afgange fra toppen af det sportslige hierarki.

Offensiv er det ingen hemmelighed, at OB er på jagt efter forstærkninger. Der har været meldinger om både spidsangribere og typer, der kan spille Jebalis 10er-position, men endnu er det ikke lykkedes OB at styrke sig her. Flere eksotiske navne er blevet nævnt på rygtebørsen, og det er i hvert fald interessant, at navnene på rygteplan har været fra Sydkorea, Tunesien og Mali frem for folk fra Horsens og Haderslev, der ellers i årevis var klassiske OB-handler. Det kan være af økonomiske hensyn, at man jagter uslebne diamanter fra fremmede egne, men det kan også være fordi OB i højere grad jagter spillere på en højere hylde og derfor spiller højt spil.

Men det er altså endnu ikke lykkedes OB at hente forstærkninger, og der har været meldinger om, at flere handler har været tæt på uden at lykkedes. Meget tyder på, at OB er ude efter spillere, der i første omgang vil undersøge muligheden for at komme til større destinationer, og dermed er det klassiske transferspil i gang omkring Ådalen, hvor OB må erkende sin plads i transfer-fødekæden og væbne sig med tålmodighed. Det skulle dog være helt sikkert, at sydkoreaneren Seung-woo Lee ikke kommer til OB i denne omgang.

Men uret tikker, og der er i skrivende stund kun en uge til transfervinduet lukker og OB tager på træningslejr og promotour i Thailand. Og hvis der ikke sker mere, ser OB-truppen således ud (artikel fortsætter under billedet):

Kigger man på de første 11 i truppen, ser det jo ganske fornuftigt ud, men OB er også sårbar på flere positioner. Hvem skal gardere i det centrale forsvar? Jørgen Skjelvik kan ikke være en varig løsning. Og hvordan står OB rustet centralt i banen, hvor Alasana Manneh endnu ikke har bevist sig over længere tid i Superligaen og hvor både Mads Frøkjær og Franco Tongya har vist svingende stabilitet. I angrebet ser Bashkim Kadrii ud til at være på vej tilbage, men også her må man konstatere, at alternativerne har været ustabile i form af skadede Max Fenger og så Emmanuel Sabbi, der kun i glimt har vist topklasse i sin OB-tid. På kanterne har OB masser af muligheder og masser af fart, men alligevel bliver OB sat i forbindelse med spillere, der kan varetage disse postioner. Minteh, Breum og Nouch er alle blevet nævnt som store salgsemner i løbet af det seneste år, så her skal man nok også tænke på at fremtidssikre sig på den ene eller anden måde.

Med andre ord kan man konstatere, at der i disse døgn må foregå nogle alvorlige overvejelser og diskussioner i OB’s rekrutteringsudvalg med Bjørn Wesstrøm i spidsen, og telefonlinjen til bestyrelsesformand Niels Thorborg må være varm for tiden, når mulige kandidater og deres prisniveau skal diskuteres. For hvor vil OB prioritere at sikre forstærkninger? Er det på den forreste angrebsposition? På playmaker-posten i Jebalis 10er-rolle? Er det en central midtbanespiller, der kan erstatte Gigovic, man er på udkig efter? Eller kigger OB i virkeligheden på en garderingsspiller for Ivanvevic og Skjelvik? Samtidig kan der komme uimodståelige bud på Yankuba Minteh, Jeppe Tverskov eller en tredje profil, og hvad gør OB så?

Svarene blæser lige nu i vinden, men det er et godt bud, at OB særligt kigger på en offensiv forstærkning og muligvis også en central midtbanemand.

For OB har stadig et fint hold, men der skal forstærkninger til, hvis fynboerne skal bevare en begrundet tro på klubbens egen målsætning om Top 6. Alle klubber taler i hvert transfervindue om at komme “styrket ud af vinduet”. Det kan OB ikke påstå, hvis ikke der kommer forstærkninger inden transferdeadline 31.januar.

Det vil ikke overraske, hvis brikkerne først falder på plads i de sidste timer inden lukketid, og der venter nogle interessante døgn i Ådalen, hvor OB må kæmpe med næb og klør for at stå skarpest muligt, når tiden rinder ud, når januar bliver til februar.

På Stemmer Fra Ådalen glæder vi os til at lave transfershow på Facebook og YouTube direkte fra Ådalen på tirsdag i timerne op til lukketid. Der skal nok blive noget at tale om.

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?