Stemmer Fra Ådalens faste analytiker Thomas Dahlslykke skriver her om tegningerne til OB’s nye retning, der også stiller krav til klubbens kommunikation.

Den hektiske opstart i OB er overstået, og om lidt vil blikkene mest være fokuseret på spillet på banen og resultaterne om søndagen. Jeg har gennem januar haft fornøjelsen af at skrive en række blogindlæg til SFÅ, som alle, i mere eller mindre grad, har svævet omkring, hvilken vej OB bevæger sig på, og hvor denne vej kan føre hen. Dette indlæg vil næppe blive det sidste indlæg fra min hånd om de større linjer i OB, men frekvensen vil formentlig falde i takt med, at spillet på banen vil tage mit fokus.

Denne blog vil forsøge at beskrive, hvilket hjørne OB er i gang med at placere sig i, når det kommer til den kommunikative side af fodboldforretningen, og hvilke konsekvenser det kan få for valget af den kommende træner.

Klubben varer for evigt!

Det virker til, at OB har indset, at de kortsigtede handlinger og den manglende sans for historikken er uholdbart for det tilknytningsforhold, som er dybt nødvendigt at skabe mellem OB og deres fans. Udover Lars Høghs mur og ambassadørkorpset, så blev det måske allertydeligst, da OB i et øjeblik af vanvid fjernede Arne Lundemands OB op i top fra playlisten på stadion. Den brøler viste med al tydelighed, at klubben dengang ikke var i sync med sine fans, men meget har ændret sig siden, og sangen er for længst kommet tilbage i højtalerne.

I merchandise- og kommunikationsafdeling kører OB fuld nostalgi i disse år; gamle trøjer genopfindes, det første logo genskabes, ja hele fortiden bliver vakt til live. Lundemanns OB op i top gjorde hurtigt comeback og fylder stadig stadion med god energi. OB-fans er nostalgiske og nostalgien holdes i live. Denne tendens begynder også at glide ud i ordene fra Michael Hemmingsen og Tonny Hermansen; de taler om OB-DNA, Stribet tråd og om ’at kunne kende en OB’er uden trøjen på’. Man ønsker at skabe en synergi, som styrker OB’s troværdighed igennem en kobling til fortiden. Ikke dumt at gøre, hvis man læser Dan Hammers del af bogen Hvor svært kan det være? og heller ikke dumt rent retorisk. For det afstemmer i høj grad en ny forventning, som fans og journalister kan have til OB og til dem, der skal tegner klubben både spillemæssigt og kommunikativt. Når Hemmingsen siger til Thomas Bansøe til OB’s eget fan-arrangement, at der er en strategi på trapperne, så kan man kun forvente, at den både vil pege bagud og fremad. En forening af nostalgien og sigtet mod nye eventyr.

En retning, men hvad med træneren?

OB vil altså blive bedre til at vandre i en retning, uden for mange svipsere, sidespring og pudsige påfund. I mange år var cheftræneren OB’s egentlige ansigt udadtil. Det var ham, som italesatte målsætningen og dermed også ham, som kunne regulere den, hvis den var for ambitiøs til truppens egentlige niveau. Jakob Michelsen har bøvlet meget med at få top seks til at rime med det materiale, han havde til rådighed, kontra det materiale, han så i andre klubber. Det kunne være et forsøg på at skubbe OB over i en underdog-position, for at tage presset fra spillerne. Det virkede til, at Jesper Hansen godt kunne leve med den udlægning af målsætningen, som Michelsen gav til fans og journalister. Omvendt har Hemmingsen valgt en anden kommunikativ strategi, hvor han gentagne gange – så sent som onsdag eftermiddag til fan-arrangementet – har sagt, at OB’s trup er på niveau med AGF’s. Denne forskel i tilgangen til, hvordan holdet skal frames er interessant, fordi den peger på et skifte – en ny kommunikativ stil. Hemmingsen er langt mere offensiv og uforsigtig end Michelsen. Et skifte som fortsættes ind i en offentlig strategi, som vil kunne klæde os, der ser OB udefra, bedre på til at bedømme dem.

Loyaliteten?

I store træk virker det til, at Jakob Michelsens loyalitet i højere grad har ligget ved truppen end ved klubben. Det betyder ikke, at han har været illoyal overfor OB, for langt hen ad vejen er truppen lig med OB eller sådan var det i hvert fald, da han kom til klubben. Michelsen har været dygtig til at tage presset af truppen, til at tale rent ud ad posen, når det kom til de dårlige kampe og til at se de tendenser, som var de pæneste for holdet. Det kommunikative pres på en træner er enormt, et stort nederlag som mod Silkeborg eller mange nederlag i træk kan presse selv den mest scenevante træner.

Og især loyaliteten presses her, for hvis skyld er det, at det ikke går godt? Er det manglende kvalitet i truppen? Er det elendige træningsfaciliteter? Er det manglende kvalitet i teamet omkring træneren? Eller er det fordi spillerne ikke længere tror på træneren og hans idéer?

Alle disse spørgsmål handler om loyalitet – derfor faldt Drachmanns udtalelser om, at OB-fans levede i fortiden, mange fans for brystet! Derfor faldt Jebalis udtalelser om faciliteterne også fans for brystet. Man ønsker, at billedet af OB skal være godt og realistisk, og den balancegang kan være svær at ramme. Man ønsker, at spillerne og træneren er loyale overfor klubben.

Nu skal Hemmingsen rekruttere en ny træner, og den nye træners loyalitet skal stå sin prøve. Han skal kunne forløse strategien, hvilket kræver, at han får tid og rum til dette. Han skal overtage en trup, som langt hen ad vejen har været bygget op af Michelsen med den tilgang, han har haft til mandskabspleje. Deres loyalitet skal han vinde, samtidig skal han også vinde klubbens fans. Her er der et paradoks, som OB skal overveje meget. Der er ingen tvivl om, at et topnavn ville kunne virke imponerende både for spillerne og fans, men et topnavn har også et ry, som skal plejes og det kan vise sig at være uforeneligt med den overordnede strategi for OB. Hemmingsen kan altså lande i en fælde, hvor trænerens loyalitet ender et andet sted end der, hvor sigtet måske er. Den adskilles af Superligaholdet og resten er klubben er forbi; nu skal det fælles være der, hvor loyaliteten skal ligge, det kan i første omgang løses kommunikativt.

Det kommunikative åg, hvem skal bære det?

Mellem linjerne skriver jeg, at OB står i et kommunikativt paradoks. På den ene side er kommunikationen blevet ensrettet og målrettet i en kobling mellem fortid, nutid og fremtid, og på den anden side har superligaholdet stået lidt uden for denne kommunikation og derfor haft sin egen med Michelsen som ordfører. Dette paradoks skal overvindes i transitionen til den nye træner. Det skal strømlines. Der må ikke herske tvivl om, hvad OB vil og kan. Det dur ikke længere, at sportschefen og træneren ikke taler samme strategi og mål. På samme måde skal spillerne også forstå den kommunikative ramme som strategien er, så de ikke ender som i Drachmannske udtalelser. De behøver nødvendigvis ikke lyde ens, så længe de er enige om retningen.

Jeg mener ikke, at Hemmingsen skal bære det kommunikative åg i OB, det er ikke hans spidskompetence, som det er for Claus Steinlein i FC Midtjylland og Inge Andre Olsen i AaB. Derfor skal den kommende træner kunne tage det kommunikative åg på sig og forvalte det ordentligt. Det kan de fleste trænere i dag; det er blevet endnu en evne, de har føjet til deres palet af kompetencer. Det kan dog have sine udfordringer, og derfor bør den kommende træner også få lov til at stille sine egne delmål op i forhold til den overordnede strategi. Hvis han både skal forløse den og tage sig af kommunikationen vil det være en oplagt frihed at give ham. Samtidig ville det hjælpe Hemmingsen til at kunne måle træneren og støtte ham ved at tale åbent om de delmål, træneren selv har defineret ud fra den overordnede strategi. Det vil både give Hemmingsen og træneren et kommunikativt frirum, hvor Hemmingsen tegner de lange linjer og træneren de kortere træk imod disse linjer.

De mange krav

Man kan med rette sige, at mine krav til en kommende træner i OB er vokset i takt med hvert indlæg, jeg har skrevet. At OB, AGF og AaB hører til i samme boldgade, er ikke tilfældigt. Som landets tre største byer uden for hovedstaden, så vil forventningerne om et godt Superliga-hold altid være store. For at kunne forløse kravene, kræver det, at klubberne har de mest kompetente folk ansat. Se hvordan FCK er gået amok i kompetencer i forbindelse med deres revitalisering efter Ståle Solbakken, se hvordan Brøndby opjusterede vildt, da de fremlagde deres seneste strategi og bl.a. rekrutterede Alexander Zorniger og flere udenlandske spillere. I AGF slog man hul igennem ved at hyre David Nielsen, det er i hvert fald sådan historien går, men mon ikke de forrige trænere og den erfaringsmæssige ballast som Peter Christiansen og Jakob Nielsen havde opbygget, var stærkt medvirkende til at projektet i Aarhus fik vind i sejlene? Den vind vil OB også have, og det kommer til at kræve ekstremt meget af den kommende træner, fordi han vil blive målt og vejet konstant. Det ved Hemmingsen godt, men spørgsmålet er, om den rigtige træner er rekruttérbar for OB eller om klubben må nøjes.

Når man bliver ultimativ, som OB er på vej imod, så ændres spillereglerne for, hvad man slipper afsted med. Derfor går Thorborg og Hemmingsen ind i en afgørende periode for klubben. Der er mange positive tendenser i det, der bliver skrevet og sagt fra OB’s side i denne tid, men ordene forpligter, og her taler jeg ikke engang om resultaterne på banen. Jeg taler om, at ordene skal følges op af handlinger, som understreger og underbygger de tendenser klubbens fans ser. En retning er på vej, men det må ikke blive en slingrekurs, og der er mange fælder, som ligger forude, men måske også en mulighed for en sundere klub.

Thomas Dahlslykke er underviser i retorik, fodboldtræner og OB-sympatisør og har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.