Blog: Hvordan løser OB udfordringen med 6’erne?

Af Thomas Dahlslykke
7. februar 2022

Lørdagens kamp mod Vejle var i sig selv ikke en stor oplevelse, men det der skete på sidelinjen kan for konsekvenser for, hvordan Alm skal gribe begyndelsen af sæsonen an. Potentielt set kan både Aron Thrándarson og Jens Jakob Thomasen være ude af kampen mod FCK her knap 14 dage før den skal spilles. Måske er de også ude i endnu længere tid.

I de seneste par udgaver af SFÅ’s podcast kommer der centrale guldkorn til den evigt kørende diskussion om OB’s to 6’ere. UEFA-A-YOUTH-Licenshavende Max Johansen lagde i sin analyse af OB’s seneste træningskamp vægt på, hvordan OB forsvarede i en 4-4-2 og at Jeppe Tverskov kunne bruges som 6’er og SFÅ’s kulturminister Morten Skov kom med mange gode grunde til, hvorfor netop Tverskov måske ikke er den mest oplagte 6’er, selvom flere og flere (igen) leger med tanken.

Denne blog handler om 6’ernes rolle i Alms system, men den handler også om, hvorfor systemet over tid enten kan ende med at blive skrottet eller ende med at forløse OB.

Den bagvedliggende teori

Der findes mange fortolkninger af 1-4-3-3-systemet, hvor de forskellige positioner skal agere på forskellig vis. I OB har Andreas Alm valgt at positionere spiller defensivt i en 1-4-4-2, som Max Johansen havde set mod Silkeborg i træningskamp, men som også var billedet i en del af efterårets sidste kampe.

Offensivt angriber OB oftest i en 1-2-4-4 eller 1-2-3-1-4, derfor ser man sjældent OB stå i noget der kunne minde om en 1-4-3-3 eller 1-4-2-3-1 selvom det er det system, der vises på skærmen inden kampen.

Systemer er også blot et udgangspunkt, men når kampene spilles, så er spillerne sjældent der, hvor positionen er på taktiktavlen i omklædningsrummet.

Jeg vil ikke kaste mig ud i at analysere alle positionerne og deres rolle i Alms system, men kun have mit blik på den centrale midtbane. Her har Alm selv udtalt, at han ønsker at spille med to 6’ere og en 10’er, men hvad betyder egentlig disse talpositioner?

Først og fremmest handler det om, hvordan trekanten vender, hos Alm ser systemet således ud:

Bemærk hvordan den centrale trekant er spids.

Hos Jürgen Klopp i Liverpool ser den centrale trekanten således ud:

Der er en central forskel i defensiv og offensiv dynamik her, Klopp har en defensiv spiller, som enten kan være en kontrollerende defensiv spiller som Fabinho eller en dybtliggende playmaker som Thiago. 8’erne kan så have forskellige roller, som enten boks-boks-spillere som Milner, Henderson m.fl. eller Curtis Jones, Keíta m.fl. som er mere offensive playmakertyperne.

Som OB har spillet i efteråret, så er det ikke ofte, at hverken Jens Jakob Thomasen eller Aron Thrándarson når med i feltet som boks-boks-spillere, langt oftere fungerer de som kontrollerende og dybtliggende playmakere, Thomasen som playmaker og Thrándarson som kontrollerende.

10’eren, som er den offensive playmaker hos Alm, har oftest sit udgangspunkt centralt og offensivt. Faktisk bliver positionen konverteret til angriber, når OB forsvarer i 1-4-4-2.

Defensivt er rollerne også lidt forskellige. Klopp lader sine 8’ere presse bredt og supplere backerne i første omgang, og har dermed en spiller mere aktiveret end OB, hvilket gør, at Liverpool defensivt oftere i overtal centralt.

Alm har kun to spillere aktiveret og kommer derfor ofte i undertal centralt.

Trekantens position kan altså være afgørende for ens numeriske muligheder i spillet. Jeg må hellere bekende kulør, jeg er mere fan af Klopps 1-4-3-3 end af Alms.

Jeg har en enkelt ting mere til dette afsnit. For under Morten Olsen spillede Danmark oftest med en den trekant som Alm også sværger til. Der er dog den markante forskel, at Olsen ønskede meget possession, hvorimod Alm mere er til, at man hurtigt truer modstanderen.

Alm spiller det, jeg vil betegne som overfaldsfodbold med bolden, hvilket betyder, at man ønsker at true modstanderen så hurtigt som muligt, når man overtager boldbesiddelsen.

Når OB har mange mand foran bolden og hurtigt sætter den på spil, så efterlader man naturligt meget rum på egen banehalvdel, noget jeg har skrevet en hel blog om i efteråret, efter nederlaget til Viborg.

Kravene til 6’erne

Der skal ikke herske tvivl om, at Alm er mere kompetent udi fodboldtaktik end mig. Så min ovenstående skepsis bunder mere i mine egne præferencer end i taktisk indsigt.

Derfor vil jeg ikke angribe valget af, at OB skal spille med to 6’ere, jeg vil i højere grad italesætte, hvad der så kræves af disse 6’ere.

I efteråret har Thomasen og Thrándarson været Alms foretrukne, og blandt fans og eksperter har sidstnævnte fået en større og større stjerne, mens førstnævnte har mistet noget glans af sin.

Typemæssigt er Thrándarson, som nævnt, blevet brugt som kontrollerende 6’er, som med sit store løbepensum og sin fysik har kunnet dække meget af de store områder, som OB’s spillestil efterlader. Thomasen har haft lignende kontrolopgaver, men har stadig også skulle udføre noget dybtliggende playmakerarbejde.

Hvor Thrándarson har kunnet skinne igennem i denne opgave, har Thomasen haft det svære, fordi OB kun til dels har benyttet sig af Thomasens primære kompetencer i pasningsspillet og playmakerdelen.

Generelt har OB’s seks defensive markspillere skullet dække et væsentlig større område, end de skulle under både Jakob Michelsen og Michael Hemmingsen, og sådanne krav tager tid at honorere til det niveau, der er i Superligaen.

Kravene kan listes op på denne måde:

  1. En 6’er i OB skal altså kunne dække et stort område, især når modstanderen bringer bolden hurtigt igennem sin 2. fase – centralt på banen – for her vil de fire offensive ofte være overspillet. Derfor gælder det om at forsinke modstanderens angreb, således at de fire offensive kan komme med tilbage.
  2. En 6’er i OB skal kunne håndtere, at spillet med bolden ofte vil gå forbi dem, fordi OB ønsker at skabe en hurtig omstilling op gennem banen. Især denne del gør, at Thomasen ofte vil virke fraværende i OB’s possessiondel.
  3. En 6’er skal være omstillingsparat og kunne overskue flere positioner i restforsvar. Samt være opsøgende som den retvendte spiller.
  4. En 6’er skal også kunne være playmakeren mod modstandere som har en lavtstående forsvarsblok og dermed skal brydes ned.

Det er med andre ord ikke ligetil at være 6’er, men hvis man får 6’er-rollen til at fungere, så vil OB kunne forløse og skabe noget giftigt frihed for de offensive kræfter på holdet.

Farvel til Thomasen og goddag til …?

I modsætning til den generelle opfattelse af Thomasens efterår, så er jeg faktisk imponeret. Han har overtaget anførerbindet, han har skullet spille en type 6’er, han ikke tidligere har prøvet, og som har krævet nye facetter i hans spil.

Ikke desto mindre virker sommerens kommende farvel oplagt for begge parter. Men hvem skal så være 6’er ved siden af Thrándarson?

Lige nu får Alm måske en større mulighed, end han havde ønsket, for at teste, hvad truppen pt. indeholder, fordi netop Thrándarson er så skadet, at han ikke er taget med til Tyrkiet. Thomasen er formentlig klar til den sidste træningskamp, men intet er jo 100 % sikkert, når vi taler skader.

I truppen har Alm Troels Kløve, Tarik Ibrahimagic, Ayo Okosun som de spillere, der står oplistet på ob.dk som værende midtbanespillere – det gør Mads Frøkjær og Breum også, men mon ikke det skyldes, at de tænkes som 10’ere…

Tarik er typemæssigt den, der mest minder om Thomasen; glad for at være en central del af spillet, god til at se spilmulighederne. Desværre har han ikke taget de nødvendige ryk indtil videre i at komme tættere på holdet.

Troels Kløve er meget boldførende og driblende, god i pasningsspillet, men spiller ofte med høj risiko og har det svært, når han skal forsvare for meget, hvilket 6’ere i OB skal.

Okosun er ret beset for offensiv i sin tilgang, spillede OB med to 8’ere ville han være oplagt som boks-boks-spiller, men den frihed har 6’erne i OB ikke. Derfor får han ligesom Kløve problemer, når han skal deltage mere i den defensive blok, end i den offensive.

Robin Østrøm spillede også 6’er som U19-spiller og fik også lidt tid som 6’er mod Vejle. Er han ved at blive Alms schweizerkniv? Jeg mener ikke, at Østrøm endnu har kvalitet nok på bolden til at spiller i så udsat en 6’er-rolle, som OB spiller med.

De var en god debat, som Max Johansen og Henrik Clausen genstartede i podcasten fra uge 4 omkring, hvorvidt Alm skulle rykke Tverskov en kæde frem. Morten Skov fremførte i det store transfershow dog en meget fin argumentation, hvorfor det måske ikke er den mest optimale løsning.

For Tverskov på midten:

  1. Duelstærk og forudseende i sit spil
  2. Sikker på bolden og god som playmaker (bedømt som centerback)

Imod Tverskov på midten:

  1. Skal bruge væsentlig flere kræfter på positionering – hvilket ikke er noget man bare lige kan
  2. Vil blive mere udfordret på bolden end man gør, når man er forsvarsspiller

Derudover klæder det OB, at Tverskov kan sætte spillet fra bageste kæde, den mulighed ved jeg ikke om de resterende forsvarsspillere er i stand til. Endelig vil det undre mig, hvis man vælger at flytte Tverskov, eftersom han er den bedste forsvarsspiller i truppen pt. og fordi OB i høj grad har manglet defensiv stabilitet.

Jeg formoder, at planen er at hente i erstatning for Thomasen til sommer. Her vil man afsøge markedet for en spillende kontrollerende 6’er, som i hårdhed måske vil fremstå mere fysisk stærk end Thomasen, men på kompetencedelen ligne ham meget.

Træning gør mester

Hvis man vil blive god til noget, skal man træne det mindst titusind gange. Alms formation og positionering af spillerne er stadig ny for spillerne. Når de føler sig bedre trænet, hvilket de over en bred kam har udtrykt, så fortæller det, at holdet har en plan.

At planen så ikke er kommet længere i processen her en halv sæson inde i Alms trænerperiode skyldes mange ting, bl.a. at spillernes relationer i forbindelse med taktikken ikke stemmer helt endnu. Der har dog været elementer af skønklang i lyden, når OB spiller.

Bedste eksempel er 1. halvleg i pokalkvartfinalen i Randers, hvor Alms overfaldsfodbold med bold resulterede i en medrivende og spillemæssigt forrygende halvleg for OB. Det er sådanne præstationer, der skal flere af.

Her lykkedes OB med at diktere, hvor på banen spillet skulle foregå, bl.a. ved at udnytte de numeriske overtalssituationer, som de fire offensive kan skabe i samarbejde med backs og 6’erne. Formår Alm at skubbe holdet ud i flere af disse kampe, så vil OB kunne løfte sig betragteligt.

Men lykkes processen med de to 6’ere ikke, så bør Alm og co overvejer at vende trekanten og så må offensive undvære sin fjerdemand. Noget som måske kan forløse nogle af de typer man allerede har i truppen.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?