Et par gange før har Andreas Alm haft muligheden for at sætte en stime sammen. Skal det lykkes denne gang?

Alt tegner pludseligt lyserødt i Ådalen efter tolv point af femten mulige de seneste fem kampe. Det overskygger næsten et grimt nederlag i pokalen og en pauver præstation hjemme mod Viborg.

Point skaber positive fortællinger, men er OB undervejs eller blot på toppen af de utallige bølger klubben har sejlet rundt i siden begyndelsen af 10’erne?

Tilbage i foråret fik OB i kvalifikationsspillet skabt en god stime med 2-1 hjemme mod FCN, 2-2 ude mod SønderjyskE, 2-1 hjemme mod Vejle, 1-1 i Viborg, 2-1 ude mod AGF og 1-0 hjemme mod AGF. Samtidig formåede man at vinde over SønderjyskE i de to pokalsemifinaler.

Faktisk var man foran 2-0, da man spillede 2-2 i SønderjyskE, og mod Viborg havde man chancerne sidst i kampen til at få alle tre point med. OB lavede fjorten point i seks kampe, hvilket gav det suveræne snit på 2,3.

Derfra gik OB dog i stå og lavede kun tre point i de sidste fire runder, hvilket tog luften ud af snittet, så OB landede på 1,7 for kvalifikationsspillet. Dengang tabte OB momentum, det må ikke ske denne gang.

Pt. har OB et snit på 2,4 for de sidste fem kampe, hvor man både har mødt guld- og bronzevinderen fra sidste sæson samt de to oprykkere. Det flotte snit kom dog efter, at man i de første fem kampe havde et snit på 0,2 point.

Er bjælkerne for tynde til at bære?

Hvad er den store forskel på de fem første og de fem sidste? Svaret er rimelig simpelt: Issam Jebali. Med Jebali på banen har OB lavet et snit på 2,0 point. Selvfølgelig var han skiftet ud, da kampene mod Horsens og Silkeborg blev afgjort, men ikke desto mindre havde han gjort sit indtryk i begge de kampe.

Nu er han ligeledes kommet i gang med at score igen.

Bashkim Kadrii har også sat sit aftryk og er involveret i nærmest alle OB’s mål siden 22/23-sæsonen; også Frøkjær har været undervejs, dog uden at indtrykket er så stærkt som man håber.

Ser vi kort på om OB reelt set er farlige offensivt, så er den hurtige konklusion via stats, at det er de ikke. Man er Superligaens ringeste til at skabe chancer. Lyngby-kampen illustrerer denne tendens med al tydelighed.

Mod det ringeste forsvar i rækken formår man ikke at skabe andre afslutninger inden for målrammen end dem man score på. Faktisk formår man kun at skabe fem afslutninger i kampen.

Kigger man på tallet for hele sæsonen, har OB kun haft 75 skud på mål i ti kampe, hvilket er dårligst af alle. Dog har man den tredjehøjeste effektivitet, fordi man har scoret på over 16% af sine skud på mål.

Den offensive bjælke er tynd. Med Max Fenger ude med skade, og langt fra den form, som gør ham berettet til en startplads. Med Jakob Breum som virker til at være gået i stå, så har OB ikke meget bredde oppe foran, selvom der er navne nok i truppen.

Franco Tongya er endnu ikke trådt helt ind på holdet. Agon Mucolli har ikke meget snor hos Alm, og hurtigløberne Yankuba Minteh og Charly Nouck Hornemann mangler taktisk og fysisk parathed til at være aktuelle startere.

Og ingen af de overnævnte har Jebalis evne til at suge bolden til sig og skabe ro i anden og tredje fase af OB’s opbygningsspil og afslutningsspil. Den offensive bjælke er pt. for tynd til at bære, hvis Jebali ikke er klar.

Men rollen blev besat til anden side

Et sted, hvor bjælkerne virker stærke nok til at bære, er i forsvaret og på den centrale midt, men det skyldes ikke det, Alm havde til rådighed inden sæsonen gik i gang. Bjørn Paulsen, Martin Hansen og Armin Gigovic er alle kommet til efter pre-sæsonen sluttede.

Det samme er tilfældet for Aske Adelgaard, og Gustav Grubbe var småskadet i pre-sæsonen og er først kommet i omdrejninger nu. Mod både FCK og Lyngby udgjorde disse fem spillere den defensiv, som kun har lukket et mål ind i to kampe, hvilket ikke er sket siden de to AGF-kampe i foråret.

Det er voldsomt at have skiftet intet mindre end fem spillere i en defensiv på syv, men for OB har det været det rigtige indtil videre. Det ironiske er, at en spiller som Ivancévic jo reelt set stadig er ny, fordi han har været så meget skadet.

Dvs. at kun Jeppe Tverskov har overlevet Bjørn Wesströms defensive revolution i OB. Til gengæld er bredden defensivt bedre end offensivt, som jeg vurderer det. Jørgen Skjelvik er godt kørende for tiden, selvom han aldrig bliver førstevalg som centerback, har han været stabil på positionen. På venstreback er han en stærk konkurrent.

Højrebacken har to meget lige duellerende spillere i Nico Mickelson og Gustav Grubbe. På den centrale midt er både Alasana Manneh og Thrándarson fine indskiftningsmuligheder.

Så selvom rollerne lige nu er besat med nye spillere, så er bredden bedre end i mange år i OB’s defensiv. Og Wesström havde ret, da han mente, man kunne få en bedre 6’er end Jens Jakob Thomasen, men nu skal han så også kunne holde på Gigovic, som kan være rejst, når vi når januar.

Det er dyrt at være fattig, må du lære

Nu skal niveauet holdes, så simpelt er kravet. Det er dog langt sværere at udføre.

Noget af forandringen i OB – efter den katastrofale start – har været fokusset på modstanderen. Den defensive del af træningen, det man i DBU’s træneruddannelse lærer hedder DE-fasen, fylder væsentlig mere, end den har gjort tidligere.

Den måde, OB har bolden (VI-fasen), har ikke ændret sig så meget, og så alligevel. Eksempelvis i dagene op til Lyngby-kampen; her havde OB trænet meget på, hvordan man spiller udenom Lyngbys pres – noget man faktisk også lykkes fint med i den forstand, at Lyngby ikke skaber ret meget på at presse OB.

Så både med og uden bold virker OB mere tilpasset overfor modstanderne end tidligere. Man kan kalde det spillestilsindrømmelser. At OB tilpasser sin egen spillestil alt efter hvem man møder.

Det er sådan Randers, Viborg og i denne sæson også Horsens laver point. Andre hold som FCN og Silkeborg har meget mere fokus på deres egen stil og ændrer ikke meget fra kamp til kamp.

At OB er blevet mere ”pragmatisk”, har gavnet holdet. For når du ikke kan købe profiler som FCK eller tåle en nedrykning som Silkeborg, må man lære at gøre det anderledes.

Den dyreste lektie nu bliver kulturen. Alm skal få kulturen i Ådalen til at klikke, så pointene fortsætter med at trille ind på kontoen. Det vil gøre OB’s udtryk stærkere. Defensivt er no-nonsens-stilen i tråd med årtiers opfattelse af OB. Denne udvikling skal offensiven også gennemgå.

Jeg ser no-nonsens som værende den kultur der skal implementeres i OB, hårdhed og kynisme kunne være nogle af tegnene på kulturen, som godt må krydres med sprudlende spil.

OB skal være farlige hver gang, men det kommer til at tage tid, fordi spillerne skal trænes i at træffe bedre beslutninger uden at de mindste deres fornemmelse for kreativitet.

At det er dyrt at være fattig, har Wesström nok lært nu, men træerne vokser ikke ind i himlen af den grund.

Thomas Dahlslykke er underviser i retorik, fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. Følg Thomas Dahlslykke på Twitter her.

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen