Katastrofe, krise og kaos er, hvad OB har at tilbyde i disse uger. Det ligger ekstremt langt væk fra den analyse, jeg kastede mig ud i, inden sæsonen begyndte. Her påstod jeg, at man havde gjort sig klar i sidste sæson, og nu ville kunne profitere af det arbejde, man havde gjort.

MEN hvor tog jeg gevaldig fejl.

Denne blog vil gennemgå nogle af mine fejlanalyser.

Det ligner en strategi

Det er næppe nogen hemmelighed for dem, som har læst mine blogs igennem de seneste par år, at jeg fodboldfagligt læner mig meget op ad Mads Davidsens og Dan Hammers forståelse af, hvordan moderne fodboldklubber bør drives.

Denne forståelse handler grundlæggende om at arbejde metodisk, anerkende sin kultur og position, og derfra skabe den klub, som er i øjenhøjde med klubbens muligheder. De skriver om den bæredygtige klub, om 70-20-10, hvor de 70% af succes er bundet op til spillerbudget, 20% på stab og 10% på tilfældigheder.

(Skulle OB være ramt af tilfældighedernes ulykke, så ville de i så fald være oppe på ca. 23% med de fire nederlag og en uafgjort.)

Jeg har skrevet OB’s aktioner siden fyringen af Jakob Michelsen ind i det narrativ, som Davidsen og Hammer opstiller for den bæredygtige klub, og rigtig mange elementer passer ind i narrativet. Dog er der også nogle svipsere, som ikke helt følger den bæredygtige plan.

Rekrutteringen af først Andreas Alm og siden Bjørn Wesström er eksempler på, hvordan klubben ikke var ordentlig forberedt. Retrospektivt må jeg give de mange ret i, at Michael Hemmingsen ikke var en god mand for OB. Han manglede i høj grad den fornødne fodboldfaglighed for at kunne realisere projektet.

Men har OB overhovedet et projekt?

Spillestilen skal være tydelig, skrives der i strategien. Den skal være fremadrettet, dynamisk og målsøgende. Det er ikke en spillestil, der omtales her, det er et udtryk. Derfor tænkte jeg, at der i Hemmingsens skrivebordsskuffe lå nogle papirer med lidt mere detaljerede tegninger og forklaringer.

Noget som kunne ligge til grund for en rekruttering af en træner. Det var der måske også, men der var ikke en analyse af, hvad den nuværende trup kunne, hvilke kvaliteter den havde. Så nu ligner det, at der ikke var nogen idé om, hvad man manglede for at spille, som man ønskede.

Se bare på det seneste års rekrutteringer, hvor kun Ivancevic ligner en spiller, som kan gøre en forskel.

Andreas Alm udmærker sig ved ikke at have en holdning til, hvem klubben skal hente. Dette karaktertræk var måske det mest tiltalende ovenpå en Michelsen, som konstant havde en holdning til netop det. Problemet med Alms tilgang bliver bare, at spillestilen og truppen bekriger hinanden.

Langsomme centerbacks er ikke hensigtsmæssigt hvis man vil stå med en høj bagkæde.

I første sæson kunne man forklare noget af denne diskrepans med, at man skulle spille holdet sammen med den nye stil, relationerne skulle på plads og så ville resultaterne følge trop.

Her er vi så nu. Nu hvor resultaterne burde komme. Selvom man mangler centrale spillere, så burde holdet stadig være mere sammenspillet. Det er bare ikke sådan det forholder sig.

Fejlkultur

OB laver ekstremt mange fejl, både på banen og udenfor. Wesström indrømmede over for Martin Davidsen, at defensiven skulle forbedres. Han havde set det samme som selv de blinde kunne regne ud, når man fortalte dem målforskellen.

Derfor forventede jeg (logisk tænkende), at man også vidste, hvordan man ville løse problemet. Både ved en rekruttering af en spiller med betragteligt niveau og gennem et øget fokus i træningen på, hvordan man forsvarer sig bedre.

Logisk ville det være oplagt at vurdere klubbens forsvarsspilleres evner til at forsvare 1v1-situationer; kan de det på superliga-niveau? Kan man svare ja, så kan man arbejde med et højt presspil som 1. forsvar. Må man svare nej, burde man i højere grad falde dybere på banen og stille sig i et sikkert blokforsvar med indbyggede presfælder.

OB har næppe stillet sig selv det spørgsmål. For man valgte at presse højt, man valgte at træne det mod Horsens og Vejle i træningskampene, hvilket resulterede i at begge hold scorede tre mål mod OB, alle Vejles mål kom efter en omstilling, hvor OB tabte 1v1-situationen og ikke havde støtte- og sikringsspillere.

Allerede her blev jeg bekymret for min tiltro til Ådalens gæve gutter.

Det hjalp ikke på min optimisme, at man først henter Bjørn Paulsen efter træningskampene er spillet, så han ikke når at spille sig ind på holdet.

Har man en stil eller har man ikke?

Alt imens defensiven fortsætter med at bløde, opstår der nye forundringer bag Alms valg i starten af sæsonen. For selvom Charly Nouck Hornemann er så hurtig, at de fleste forsvarsspillere i superligaen synes det er uretfærdigt, så er der noget paradoksalt ved hans mængde af spilletid.

Fordi Sabbi ikke har været klar, manglede OB hurtighed i forreste række, der er bare det problem, at hurtighed pt. har været det eneste Nouck har bidraget med. Taktisk og teknisk har han som opspilsstation, som første forsvarer og som en del af et kollektiv fejlet gang på gang.

Derudover tøver han ofte med at løbe, når han er på egen banehalvdel. Han står simpelthen stille og er udynamisk i en grad, som sænker farten i OB’s opspil.

Samtidig har OB Jakob Breum siddende på bænken, en spiller som både har relationerne og de taktisk/tekniske elementer på plads.

Alm har valgt én kompetence over den brede mængde af kompetencer som Breum besidder. Det peger på, at stilen i nogen grad kommer i anden række. Derudover så rejste denne analyse tvivlen i mig. Har OB overhovedet en spillestil, som er langtidsholdbar?

Med Jebalis og Frøkjærs skader, så mangler OB en naturlig 10’er – eller som Wesström kalder ham; en link-up-spiller. Det er med de spilleres historik for skader en ekstrem udsat spillestil, OB opererer med. Hvis man ikke kan skabe chancer uden de to herrer, så er det klart, at klubben lider.

Alle hold rammes selvfølgelig, når deres bedste spillere er ude, men hold som Randers, Viborg, Silkeborg, FCN og nu også Horsens arbejder meget mindre efter en enkelt spillers evner og mere efter holdets samlede kvalitet.

Den stil OB har, er alt for afhængig af en enkelt spiller, og det straffes man for nu.

Konklusionen

Er der en strategi? Det officielle papir og de mange ord, den sportslige ledelse har brugt, peger ikke på, at der er en strategi, hvor man har lagt reelle trædesten for udviklingen ud. Dette har Wesström vel også sagt mellem linjerne. Den kommercielle del virker dog til at have en klar strategi med trædesten.

Den fodboldfaglighed som burde havde været fundamentet for genstarten sidste år, var utilstrækkelige; reelt set ligner OB ikke nogen, der har en overordnet retning for, hvordan man vil spille, tendenser i spillet i sidste sæson var meget mere individuelt baseret på Jebali/Frøkjær end på en reel stil.

Det er sådan, det fremstår nu. De kpi’er, som skulle vise fremgang, viser kun tilbagegang. Man skaber færre chancer, man tillader stort set den samme mængde mod sig selv. Man er blevet dårligere til at holde på bolden, man taber flere dueller.

Man har ikke bygget ovenpå de elementer, der fungerede sidste sæson; i stedet ligner det, at man er begyndt forfra. Skader er en forklaring, men ikke hele sandheden; man ikke har formået at udbedre fejlene defensivt samt bibeholde tendenserne offensivt.

Spillerne ved ikke, hvilke rum de skal angribe, de virker uforberedte, når man har bolden. Uden bold brugte man de sidste to træningskampe og de to første turneringskampe på at presse højt – det opgiver man så, fordi det ikke virker, hvilket gør, at spillerne nu ikke aner, hvor og hvornår de skal presse.

Havde man haft en stil, en strategi, ville man ikke have set så ringe ud.

At Charlys hurtighed er mere afgørende end Breums taktiske forståelse understreger blot denne argumentation; man opgiver stilen for at få en hurtig spiller på banen.

Desperationen i Ådalen vokser, senest spillede man en ikke-kampklar Jebali. Der er ingen hurtige løsninger, man må lave en analyse, som ser ind i fremtiden, og så må man ramme en stil, hvor den kreative spiller er glasuren på kagen og ikke en af kagebundene.

Når Wesström nu skal ride stormen af, er det måske vigtigst at erkende, at man ikke kan bruge sidste år til ret meget. Evalueringen af det nuværende bundniveau er den mest relevante lektie for Alm og co.

Man skal ikke droppe top-6-målsætningen, men finde de realistiske trædesten som kan føre klubben tilbage til toppen af dansk fodbold. Sejre er essentielt, men hvordan vil OB vinde disse kampe? Det spørgsmål blæser i vinden, lige meget hvor mange interviews Wesström giver.

Thomas Dahlslykke er underviser i retorik, fodboldtræner og OB-sympatisør og har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. Følg Thomas Dahlslykke på Twitter her.