Blog: Hvor svært kan det være?

Af Thomas Dahlslykke
24. april 2021

I min naive fornemmelse over, at OB begyndte at lade som om de havde forstået, hvordan moderne fodbold fungerer, lod jeg mig overbevise om, at der var lysere tider forude. Det har jeg skrevet om i mange blogs, sagt i mange podcasts. Jeg har argumenteret for fornuften i at lade Michael Hemmingsen overtage tjansen ved sidelinjen, fornuften i at lade Allan Gaarde og OneNexus hjælpe med rekrutteringen af den kommende træner. Alle disse forsømmeligheder fra min side lider i disse uger, OB har siden fyringen af Jakob Michelsen ikke formået at vende kajakken, faktisk virker det til, at OB pt. er så langt ude blandt de store isbjerge, som får selv mastodonter som Titanic til at synke.

Men hvorfor gik det ikke som jeg havde forventet? Jeg vil forsøge at besvare det spørgsmål ud fra formlen 70-20-10, som Dan Hammer og Mads Davidsen præsenterer i deres fremragende bog Hvor svært kan det være?, og lige præcis det spørgsmål savner jeg, at nogle stille til Hemmingsen i disse uger?

De 70 procent

Du får, hvad du betaler for. Hvis du betaler 45-60 millioner, så får du en top6-klub, i hvert fald på papiret. Der er lavet forskellige udregninger for hvor mange penge hver klub bruger på deres spillebudget og ud fra disse udregninger, rangerer man klubberne. Man kan tale om at spille til par, Dan Hammer har selv overfor Peter Brix og Martin Davidsen i en podcast fra december 2020 udtrykt, at han vurderer OB til at spille til par, når de lander mellem 5-8 pladsen i Superligaen. Pt. spiller OB i min optik ikke til par; det gør de placeringsmæssigt heller ikke.

Men hvad er galt med OB’s trup, og er det her problemet er? I princippet siger det beløb, man bruger, ikke noget om det, man køber. OB kunne jo snildt bruge alle sine penge på angribere og derfor stå med en trup uden midtbanespillere og forsvarsspillere. Det virker jo vanvittigt at gøre sådan, men desværre er det – sat på spidsen – tæt på sandheden i OB.

OB har i de seneste fire transfervinduer hentet: Moses Opondo (offensiv midt/kant), Isaam Jebali (angriber/kant), Sander Svendsen (angriber) Mart Lieder (angriber), Mikkel Hyllegaard, Sabbi (kant) Okosun (offensiv midt) Sveinn Gudjohnson (angriber) og Bashkim Kadrii (angriber/kant), i samme periode har man sagt farvel til Casper Nielsen, Helenius, AK Jacobsen, Bashkim Kadrii, Mathias Greve og Julius Eskesen (et par af dem skal mødes i pokalfinalen…) Centralt og defensivt har rekrutteringerne været noget færre, ofte har modellen været én for én, Ramon Leeuwin ud, Kasper Larsen ind.

Udover at man har hentet mange angribere og offensive spillere, har man også rykket både Max Fenger og Rasmus Nissen op fra U19-holdet. Når man står og ser træning i Ådalen, er der cirka to spillere pr. position indtil vi når op til kant-, 10’er- og 9’er-positionen, hvor der mindst er tre spillere pr. position.

Derudover er der matchet mellem spillerne, og matchet til spillestilen. Dette har jeg berørt i mange andre indlæg, men jeg vil alligevel komme med nogle simple pointer.

Individualisters enekamp

Når man skuer udover den mark, som Jakob Michelsen efterlod sig af spillere, så er det påfaldende, hvad ambitionen var. OB skulle stå godt på banen, balancen var det vigtigste og målene skulle komme efter individuelle præstationer. Man rekrutterede bundklubbernes individualister og bad dem afgøre kampene. Mon ikke Michelsen, hvis skader havde afholdt ham, havde forestillet sig, at Jebali og Sabbi skulle være kanter, mens Lieder og Okosun hhv. passede 9’eren og 10’eren. Masser af individuel kvalitet, som separat fra hinanden har præsteret flot i Sverige, Hobro, SønderjyskE og Horsens.

Matchet skete aldrig rigtig. Enkelte svaler som FCK-kampen, hvor Frøkjær, Kløve og Jens Jakob Thomasen måske i virkeligheden var offensivens nøglesmede, føles som evigheder siden. Sæsonen har været en lang jagt på at finde en offensiv, som andre end duerne frygtede.

Ofte når resultaterne har flasket sig, har der været enkeltpræstationerne bag, som muliggjorde det, men de har ikke kunnet præstere stabilt nok. I FCM har klubbens med afstand største profil (i CV-regi) i lidt over en måned tilbragt sin tid på bænken, alt imens FCM har hentet og overhalet Brøndby i kampen om mesterskabet. De store profiler er ikke altid den bedste løsning, nogle gange er de måske endda den største udfordring.

De 20 procent

Her sidder Hemmingsen for enden af skrivebordet, herfra har han kunnet følge med i Michelsens bøvl med at få enderne til at passe ude på banen. Til sidst blev problemerne for store til, at Michelsen var løsningen og nu har Hemmingsen så haft fem kampe til at vise, at han har løsningen. Jeg tvivler på, at nogen oprigtig talt mener, at Hemmingsen har løst noget som helst. Faktisk har det i flere kampe set endnu mere forkrampet ud, end under Michelsen (hvis vi fraregner Brøndby og Vejle-kampen).

Når man piller ved de 20 procent, så sker det oftest, fordi man ikke er tilfreds. Fordi man mener, at andre ville kunne gøre det bedre. Nogle gange henter man én ind udefra for at få et andet blik på tingene, andre gange vælger man den interne caretaker. Der er fordele og ulemper ved begge dele. Jeg havde forventet, at når Hemmingsen og OB fyrede Jakob Michelsen, så skete på baggrund af en analyse af potentialet i truppen og det man får på banen.

Den analyse har man måske også foretaget, men man har ikke formået at ændre de tendenser, der allerede var i spillet.

Offensivt har Hemmingsens drenge præsteret at score flere mål i snit end under Michelsen, men taget i betragtning, at det er de fem bundhold OB spiller imod, er denne forøgelse ikke stor nok at rykke noget. Under Michelsen scorede OB 1,1 mål pr. kamp, under Hemmingsen er det indtil videre 1,2.

Ser vi på defensiven, er den målt i mål blevet lidt bedre; Michelsens snit var 1,3 mål imod og Hemmingsens snit er 1,2. Mængden af disse tal er dog så begrænset, at det eneste de siger, er, at der intet er sket. Intet udbytte her, og hvis vi kigger på mængden af point, bliver billedet endnu værre. Hemmingsen har fået fem point i fem kampe, Michelsens snit var næsten 1,2 point. Hemmingsen er altså pt. et helt point pr. kamp fra at ramme det snit jeg forventede i påskeoptaktspodcasten.

Analysen fra helvede

De fejlslutninger som Michelsen måske havde, når offensiven skulle iscenesættes, burde have været analyseret og ændret. Desværre er dette ikke sket. Den ekstra kvalitet der burde ligge i, at Tonny Hermansen og Michael Hemmingsen gled ind i trænerteamet, forduftede hurtigere end disen fra græsset en forårsdag i maj.

Katastrofen bliver kun større, fordi Hemmingsen jo netop er sportschefen, som efter sommerferien skal kunne foretage de langsigtede analyser, skaber retningen, som vil genrejse klubben. Lige nu ligner det mest af alt, at han ikke har analyseret den nuværende situation korrekt.

Problemet er monumentalt; Hemmingsen har i forvejen i sin korte tid som sportschef haft flere uheldige episoder, som langsomt har undermineret hans position som OB-legende og sportschef. Man kan nærmest beskrive situationen som et pokerspil. Da man bad Michelsen lægge kortene og Hemmingsen selv fik dem på hånden, var han i en position, hvor han var nødt til at gå all-in – ”truppen er på niveau med AGF’s”. Det har bare vist sig, at de kort, man ikke mente Michelsen kunne spille, ikke blev bedre af, at Hemmingsen spillede dem.

Hemmingsen udtrykte selv i et interview med Martin Davidsen i januar, at man i OB ville øge kvaliteten af de 20 procent, det var bl.a. her, at han så OB flytte sig…

De 10 procent

Hemmingsen udtrykte også i overnævnte podcast, at de 10 procent måske var lidt højt sat. Her er et andet spørgsmål, jeg gerne ville stille Hemmingsen; mener du stadig det?

Hemmingsen mente, at man kunne få nogle af de 10 procent over på sin side. Det glæder jeg mig til, at han lykkes med. De 10 procent handler nemlig om held og tilfældigheder, altså alt det du ikke kan styre i en fodboldkamp; dommeren, VAR og underlaget mm.

Og måske også opbakningen på tribunerne. Her kommer OB’s næste problem. På søndag skal der endelig spilles foran tilskuere igen, og mere end i mange år har OB virkelig brug for et stærkt og engageret hjemmepublikum, som det vi fx kunne se i Herning mellem FCM og FCK.

Desværre for OB, så har man igennem mange år ikke rigtig formået at binde et godt tilskuerbånd. Som da fanklubben De Stribede sendte en afskedskurv til Michelsen med en svada til ledelsen. Generelt er OB’s fans måske lidt de kræsne typer, som måske mere reagerer, som vi så fans af de tolv udbryderklubber reagerede i denne uge. Med mishagsytringer og buh’en.

Grunden til denne relation mellem klub og fans skyldes måske, at man som fan føler sig afholdt fra at holde af. Det lyder paradoksalt, men hule målsætninger, underlige udmeldinger og en til tider overfladisk tilgang til klubbens historie og tradition kvæler motivation på tribunerne. Man vil se et løvehjerte banke bag logoet, ikke en fin detalje på egen banehalvdel.

Hvis Hemmingsens vil vinde i de 10 procent, så skal holdet søndag aften vinde tilskuernes gunst, så medvinden får effekt. Jeg frygter, at det modsatte sker og der bliver mere buh-råb end gejst fra tribunen.

Konklusion

At truppens sammensætning er et problem, er ikke nyt for mig, det har jeg påpeget mange gange. Jeg mener, at man har spillet fallit med den rekrutteringsstrategi, man har kørt med i de seneste mange mange år. På budgettet ser den ok ud, men bruger man øjnene, så bliver man desværre slemt skuffet.

Hemmingsen selv mener noget andet end mig, og det skal han også, om nogen har han placeret sig i skudlinjen, når han taler om truppens potentiale. Han har bare endnu ikke evnet at forløse det, hvilket kan vise sig er være katastrofalt. Både nedrykningsstregen og den totale mistillid truer Hemmingsen inden for den nærmeste fremtid.

Mishaget blandt OB’s fans er vel altid nogenlunde stabilt højt, men på søndag kan det blive den negative faktor, som kan kuldsejle Hemmingsens projekt fuldstændig.

Men man skal huske den lyse side, og også gerne dyrke den. Hvis OB opsøger heldet på søndag, med sund opportunisme søger tilfældighederne på modstanderens banehalvdel. Hvis det forunderlige skulle ske og OB igen scorer tidligt i kampen kan publikum, holdet og stemningen bliver den synergi som vender kajakken. Det er mit håb!

Thomas Dahlslykke er underviser i retorik, fodboldtræner og OB-sympatisør og har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: