Blog: Fra stor klub til storklub

Af Martin Davidsen
25. maj 2022

Man kan begynde historien om årets pokalfinale mellem OB og FC Midtjylland på mange måder.

Man kunne se på den interessante statistik, der fortæller, at FC Midtjylland har vundet præcis halvdelen af de to holds 68 indbyrdes møder gennem årene.

Man kunne se på de forskellige person-relationer i de to klubber, hvor FCM-træner Bo Henriksen og forsvarsspiller Daniel Høegh har fortid i OB, mens OB råder over den tidligere FCM-spiller Ayo Okosun på midtbanen.

Man kunne også betone vigtigheden af en pokalsejr for begge mandskaber, der kan redde sæsonen med en triumf den 26.maj.

Man kunne også kigge på de to områder, som klubberne repræsenterer. Pokalfinalen mellem OB og FC Midtjylland er ikke kun en kamp mellem den gamle storklub og den nye. Det er en kamp mellem to helt forskellige udgangspunkter og anskuelser til tilværelsen. OB er stiftet i 1887, mens FC Midtjylland er fra 1999 og dermed cirka 110 år yngre. Odense er grundlagt omkring år 900, mens Herning ifølge historikere først opstod som by i midten af 1800-tallet. Med H.C. Andersen som vartegn og bysbarn vil Odense altid være forbundet med romantik, historie og tradition. Herning er med sine mange virksomheder og erhvervsmænd et symbol på fremdrift og nye penge. Bestseller-koncernen har godt nok hovedsæde i Ikast-Brande Kommune, men det er jo også FC Midtjyllands enemarker.

I anledning af kommunalvalget i efteråret 2021 lavede dagbladet Information en test, hvor man gennem syv spørgsmål kunne få svar på hvilken kommune man som læser mindede mest om. En af mulighederne var Herning, der blev karakteriseret således: ”Der er kort fra ord til handling i dit liv, og du er ikke så meget for teknikaliteter og bøvl. Det vigtigste er, at man ’vækster’. Din drøm er selv at udrette noget stort en dag. Meget gerne noget, som kan ses fra Månen.”

Nogle år forinden bragte Politiken en artikel om Odense med overskriften ”der er gået Odense i den”. Her filosoferede journalisten Mikkel Vuorela over den odenseanske mentalitet, der i årevis gennemsyrede byen, som ofte havde svært ved at omsætte ideer til handling. Begrebet ”der går Odense i den” blev brugt om projekter, der enten kuldsejlede eller kun blev ført halvhjertet igennem.

”En magelig stilstand, hvor man på én side stædigt fastholder retten til rutiner og til at gøre, præcis som man plejer, samtidig med at man brokker sig over, at der aldrig sker noget nyt,” forklarede Mikkel Vuorela i artiklen fra 2014.

Siden er der sket meget med Odense, og byen er midt i en stor forandringsproces under overskriften ”fra stor by til storby”. Der er blevet bygget en letbane, og hele byens centrum har fået en gennemgribende forandring. Odense er atter i fremgang, byen er blevet et centrum for teknologisk udvikling i Danmark og spillesteder og festivaler tiltrækker verdensnavne inden for kulturlivet. Men OB er ikke fulgt med udviklingen, og Politiken-citatet passer måske bedre på OB som klub end Odense som by. For OB har gået med bøjet nakke og set FC Midtjylland-toget suse forbi, og OB’s resultater har givet folk ret til at brokke sig.

OB er stået i stampe og er stadig placeret i det grå midterfelt i dansk fodbold på trods af ambitioner, strategier og flere omrokeringer på vigtige ledelsesposter de senere år. Siden seneste sæt sølvmedaljer har OB flere gange skulle starte forfra under nye trænere ellers sportsidrektører, og det nuværende OB-projekt er jo reelt kun nogle få måneder gammelt, idet Bjørn Wesstrøm stadig er i gang med sit første halvår som OB-fodbolddirektør. I det perspektiv betyder pokalfinalen alverden for OB. Det har været en hakkende sæson, og man må stadig tillade sig at tvivle på, om der reelt er fremgang i OB, når man kigger på resultaterne og præstationerne over en hel sæson. Men en sejr i pokalfinalen kan give et boost af en anden verden. For det første ligger det i OB’s selvforståelse og historik, at man er en klub, der vinder titler. Fra 1977 til 2007 vandt OB otte titler på 30 år. Det er i gennemsnit en titel hvert fjerde år. Nu er der gået 15 år siden seneste triumf. Alene dét vil have stor betydning. Som Richard Møller Nielsen sagde: Holdbilleder er flottest, når der er lidt sølvtøj nede foran.

Men alt det er jo egentlig bare romantik og følelser. Stolthed kan ikke måles. Nogle mere væsentlige parametre for OB er de perspektiver, en pokaltriumf vil give. OB vil igen skulle spille europæisk fodbold, og man vil endda være sikret et gruppespil i Conference League, hvilket kan give en indtjening på omkring 40 millioner kroner. En sejr i pokalfinalen vil også give adgang til en playoff-kamp om at komme i Europa League-gruppespillet. Det kan give en økonomisk gevinst på omkring 80 millioner kroner. Det vil give mulighed for at holde på nøglespillere eller investere i nye forstærkninger. Man kan gøre klubbens struktur og organisation stærkere, hvilket er tiltrængt. Selvom OB har ansat medarbejdere i både stab og administration, halter klubben stadig efter flere af landets andre klubber på vigtige områder. Derfor vil en pokaltitel kunne give OB et afgørende løft. Fodboldafdelingen vil også kunne overbevise klubbens ejer Niels Thorborg om, at det kan betale sig at investere i fodboldholdet, fordi der kan være en økonomisk gevinst at hente, som OB ikke har været i nærheden af på hverken transferfronten eller i andre sammenhænge de senere år.

Endelig kan en pokalgevinst betyde alverden for fællesskabet og sammenholdet omkring OB. Der meldes om op mod 15.000 stribede fans på stadion i Brøndby, og byen Odense summer af fodboldstemning. Der bliver igen talt om fodbold i de fynske kantiner, og OB-fans har noget at glæde sig til og være stolte over. OB bliver vist på landsdækkende tv, og hele fodbold-Danmark kommer til at forholde sig til OB. Det er en unik reklame for OB og for fællesskabet omkring klubben. En sejr vil blot styrke den sammenhængskraft, der har været mellem fodboldklubben, dens fans og resten af byen, som man har set smagsprøver på i denne sæson. Vinder OB torsdag eftermiddag, vil mange fynboer få et minde for livet. De vil få lyst til at komme på stadion, når den nye sæson starter. Der vil være noget at bygge videre på. Så OB er endelig i en situation, hvor man har mulighed for at træde på speederen og sætte gang i en ny æra for klubben. Hvis OB vinder pokalfinalen og formår at udnytte det momentum, der følger med, kan der vente en ny gylden periode for den fynske klub.

Der er ingen tvivl om, at det bliver en vanskelig kamp for OB. FC Midtjylland er foran OB på mange parametre og har et bedre hold mand for mand. De offensive raketter Anders Dreyer og Gustav Isaksen kommer til at udfordre OB’s skrøbelige defensiv, og brasilanske Evander på midten bliver en stor mundfuld for OB’s arbejdsmænd centralt. Men OB har også nogle værktøjer, der kan gøre ondt på midtjyderne. Issam Jebali har været en Superliga-profil i denne sæson, og han kan i princippet afgøre kampe på egen hånd med sin fysik, sin kreativitet og sit spark. Jakob Breum har bragt noget fantasi og spilintelligens ind på OB’s hold. Mads Frøkjær, Sander Svendsen og Max Fenger har på skift leveret afgørende scoringer og kan slå til, når det gælder. Jeppe Tverskov har med sin kølighed og overblik været et hjerte på OB-holdet sammen med Jens Jakob Thomasen, der på sine bedste dage arbejder med pasningsgaranti som var han en mønsterkommune. Så OB har et hold med et potentiale, hvilket man har set i glimt – ofte mod stærke modstandere. Tænk på de foregående kampe mod FC Midtjylland, tænk på OB-Brøndby på Brøndby Stadion og udekampen i Parken. OB har leveret gode præstationer mod Top 6-mandskaber i denne sæson, og hvis man kan spille koncentreret og undgå de store personlige fejl, der har været smertensbarnet i denne sæson, kan det lade sig gøre at skabe en overraskelse og vinde pokalfinalen.

Det vil være en sejr af stor betydning, og OB vil igen kunne bryste sig af at være et af Odenses vartegn. Det vil være et stærkt signal overfor konkurrenterne og overfor FC Midtjylland, Herning og Ikast, der for længst har overhalet OB og er mange kilometer væk. En pokalsejr vil være et minde om, at OB stadig skal tages alvorligt i toppen af dansk fodbold. Det vil bringe stolthed til en by, der er i fremgang. Det vil bringe ære til en klub, der trænger til fremgang. En pokalsejr kan gøre, at OB kan gå fra at være en stor klub til at blive en storklub igen.

I OB brugte man engang sloganet ’bliv en del af øjeblikket’. Den her pokalfinale er et stort øjeblik. Det skal OB gribe.

Kristi Himmelfartsdag kan blive en stor dag i OB’s historie.

 

Foto: Mads Ekblad

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: