Blog: Endnu et blik på OB’s komplicerede offensiv

Af Thomas Dahlslykke
6. april 2021

Stemmer Fra Ådalens skribent Thomas Dahlslykke sætter igen fokus på OB’s offensiv

En af grundene til at jeg er dybt optaget af og vældig interesseret i fodbold er, at det er så komplekst et spil, hvor det meste af kampen går med at enten nedbryde eller afvise sin modstander. At man på en og samme tid kan blive dybt fascineret af flot possessionfodbold, som skærer et forsvar op, og et højt genpressende og aggressivt hold, som lukrerer på modstanderens fejl.

Det er kampen mellem Guardiola og Klopp, to udtryk, to tilgange til hvordan fodbold skal praktiseres. Lang tid før denne interesse blev vækket i mig, blev jeg optaget af OB, så mit forhold til OB er ikke bundet op på taktiske pæle.

Retrospektivt kan jeg se, at Kim Brinks stil var interessant, men hård. At Troels Bech ville flytte OB spillemæssigt med mere boldbesiddelse. At Lars Olsen blot skulle stille det hold, Brink havde købt til ham. I dag kan jeg ikke længere skille tingene ad. Mit fanskab af OB lider under, at jeg interesserer mig for de taktiske dele af spillet. I kampe mod Horsens, Vejle m.fl. har jeg i denne sæson nærmest splittet mig selv. Feinschmeckeren ville slukke, fanen blive ved skærmen.

Offensiven (igen og igen og)

Jeg har ikke gidet tælle, hvor mange gange, jeg i dette forår har skrevet om OB’s offensiv. Jeg har dog valgt at tilegne endnu et skriv om offensiven, fordi den stadig er mig en gåde:

HVAD VIL OB OFFENSIVT?

Hvordan vil OB score mål?

Er denne måde den bedste ud fra spillermaterialet?

Er det den bedste måde, når man ser på tendenserne i Superligaen?

Jeg vil prøve at svare på disse spørgsmål, mens jeg argumenterer for at OB’s offensiv komplicerer mere end den skaber.

Horsens-kampen ændrede ikke på historien om offensiven

I virkeligheden behøver jeg ikke skrive noget her, I kan bare høre den seneste SFÅ med Ohm, Rud Skak og Asser Nielsen. De karakteriserer det nemlig fint, hvad de offensive idéerne er og hvorfor det ikke lykkes. Jeg vil dog alligevel komme mine tanker.

OB vil generelt gerne få deres kreative spillere sat i scene så højt som muligt på modstanderens bane. Jebali, Frøkjær og Sabbi skal finde rummene på den sidste tredjedel og Kløve og Thrándarson skal komme i en anden bølge. Målet til 1-0 mod AaB var et eksempel på dette.

Til træningerne er der meget fokus på at søge dybt især fra kanterne, denne direkthed har endnu ikke været omsat til kampbilledet, heller ikke fuldt ud mod AaB. Det ligner, at man gerne vil noget, som minder om, hvordan Liverpool spiller. Jebali som falsk 9’er, der søger ned i banen og så skal løbene komme fra de øvrige spillere omkring ham.

I skabelonøvelser på træningsbanen ser det let ud, i virkeligheden er det meget svært at praktisere. Især fordi Jebali ikke er en bandespiller, når han spiller kamp. Jebali spiller meget sjældent bolden første gang, langt oftere har han en del berøringer. Det ville der ikke være noget galt i, men når han tilsvarende har få fremadrettede afleveringer, seks styks mod AC Horsens, så bliver OB’s spil alt for langsomt til denne type fodbold.

Både Sabbi og Frøkjær vil blive bedre af at have en dyb 9’er og Jebali ville være bedre som 10’er. Noget som Michelsen også forsøgte, dog uden Frøkjær og succes, men det vender jeg tilbage til.

Når man står højt, skal der presses højt

Et andet element i det offensive udtryk er genpresset. Jebali er dygtig i etableret pres, han erobrer faktisk en del bolde, og han generobrer også en del, men hvis han ikke er aktiveret i situationen, aktiveres han sjældent i genpresset. Sagt lige ud han genpresser primært de bolde han selv taber, men genpresser ikke på andres tabte bolde. Billedet er tilsvarende med Sabbi og endnu dårligere med Frøkjær. Ser vi på hvor på banen Sabbi, Jebali og Frøkjær så vinder boldene, så er billedet fra Horsens-kampen tydeligt.

De vinder kun en bold på den sidste tredjedel og det er Jebali som vinder den få meter fra sidelinjen. I Liverpool forholder det sig noget anderledes med genpresset, især i mesterskabssæsonen, hvor modstanderne konstant blev sat under pres, hvis Liverpool tabte bolden. OB har i min optik ikke typerne til at spille denne form for offensiv – altså Liverpools.

Det handler om at true modstanderen

Er der forskel på offensive intentioner og målscoringer? Ja, for det ligner, at OB gerne vil udvikle sig i mod at have længere passager på bolden i tredje fase af spillet. Boldbesiddelse er altså et kriterie for OB, under Michelsen betød tempo mere end boldbesiddelse. Fortsætter vi Liverpool-referencen, så er det også noget som Klopp har udviklet og lagt på sit mandskab. OB har dog svært ved at finde rummene til deres spillere når modstanderen står dybt. Noget som trænerteamet var klar over inden kampen, men som de alligevel ikke lykkedes med at løse.

OB vil gerne bringe deres specialister i spil på den sidste tredjedel af banen. Det betyder, at den individuelle kvalitet skal være det chanceskabende. Sabbi skal sætte sin direkte modstander, Frøkjær skal kunne finde i medspiller i et bredde- eller dybdeløb og Jebali skal blive retvendt og komme på skudhold.

Det er mange kaniner i hattene på de tre forreste og når OB så ikke lykkes med at for spillet fremad, så kommer Sabbi, Frøkjær og Jebali ofte til at lande i øverste del af anden fase, hvilket gør, at OB ikke truer modstanderens bagkæde. OB satser på at individuel kvalitet, men mangler i etableret spil med a-kæde at skabe pladsen til den kvalitet.

Det er nok de bedste, der spiller

Her må jeg give mig, når jeg ovenfor skriver, at de tre ikke er de bedste, er det ud fra en cherry-picking-tanke, hvor jeg kan købe en 9’er som i FIFA21. Som OB ser ud lige nu, med de spiller der er til rådighed for Hemmingsen, så er det de bedste, der spiller. OB har to angriber som kan strække et forsvar, Bashkim Kadrii og Max Fenger, og ingen af dem er klar til at spille på superliga-niveau pt.

Det er dybt problematisk, at OB ikke har andre tangenter at spille på fra start, for nej, jeg mener ikke man kan starte med Gudjohnson og Okosun og derfra opnå noget. OB har pt. flest spillere, som er gladest ved bolden på fødderne. Skulle man spille Gudjohnson og Okosun, så skal Hyllegaards hurtighed med ind i puljen og så bliver OB et omstillingshold, hvilket kræver en anden tilgang til, hvordan man vil spille både defensivt og offensivt, derudover er det næppe den måde man vil spille fremadrettet.

Reelt set kan tålmodighed vise sig at være det stærkeste våben. Hvis man fortsætter med at spille de bedste på samme måde, så bliver spillet bedre og bedre, i hvert fald teoretisk set. OB bliver i hvert fald ikke bedre af at ændre i startformationen, som det skete især i Michelsens sidste tid.

Så Hemmingsen og co. må stole på at de mange træningspas med dybdeløb sætter sig i spillerne så OB kan blive bedre til at true bagrummet. Hvilket vil skabe halvrum og mellemrum og muliggør, at Sabbi og Frøkjær kan forløses.

Hvad gør resten af holdene i Superligaen?

Hvor der internationalt har været mange klubber, som har spillet med falske 9’ere og haft stor succes, så ligner det ikke, at det fungerer i Superligaen. FCK har i flere kampe forsøgt sig med Jonas Wind i den rolle, men indtil videre uden nævneværdig succes. AaB har også praktiseret det, men også uden den store kvalitet til følge. Resten af Superligaens hold spiller med dybdeløbende 9’ere som kan trykke og strække modstanderen og på den måde skabe plads til offensiven.

Rigtig mange hold i Superligaen har deres primære fokus på at forsvare sig godt. Det betyder, at mange hold er meget kompakte og svære at nedbryde. Ser man på tendenser i superligaen, så er det en klar tendens, at der ikke scores ret mange mål fra centralt udgangspunkt. Rigtig mange mål scores efter indlæg, dødbolde, omstillinger eller højt pres. OB har pt. valgt en af de sværeste måder at score på.

I virkeligheden ville det være mere oplagt med udadvendte kanter med speed og en høj gut inde foran målet. Eller en hurtig genpresstærk angriber med opportunisme som dyd. Desværre har OB ikke formået at rekruttere nogen, som kunne det i tilstrækkelig grad til at være bedre end de nuværende tre forreste. Det var derfor, at Michelsen afsøgte mange forskellige konstruktioner; han jagtede løsningen på at forløse offensiven.

Nu har Hemmingsen slået ind på en løsning; den Michelsen vandt 3-2 over FCK med, men om det bliver den endelige løsning, svæver stadig i luften. En ting er sikkert: Det er en noget mere kompliceret måde at spille på, end holdene omkring OB gør.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?

Klik her, og læs mere

Andre nyheder og podcasts: