Blog: En afgørende måned i OB

Af Martin Davidsen
4. august 2022

Knap er sæsonen begyndt, og straks trækker der mørke skyer ind over Ådalen. Tre kampe har givet et point for OB, og den tiltagende krisestemning har fået ekstra næring efter 1-5-nederlaget til FC Midtjylland og nyheden om et nyt medlem af målmandsteamet i OB.

Men problemerne i OB stikker tilsyneladende dybere end skidt forsvarsspil og et par målmandsfejl. Skadeslisten i OB er alenlang, og samtidig er OB udfordret af flere forestående skift på nøglepositioner i klubben – både når vi taler stab og spillertrup.

Skadesproblematikken er en væsentligt del af forklaringen på OB’s skuffende sæsonstart, for uden Issam Jebali, Max Fenger, Emmanuel Sabbi, Mihajlo Ivancevic og Aron Thrandarsson har Andreas Alm skulle se bort fra fem potentielle startere i sin foretrukne opstilling. Hertil kommer andre spillere, der har døjet med skavanker, og sådan et frafald må gøre ondt på enhver klub. Og måske særligt på OB, der ser ud til at være i en skrøbelig forfatning. Det er OB nødt til at håndtere, uanset om de mange skader så er tilfældige eller ej. De er i hvert fald ubelejlige.

Udover skaderne har den sportslige afdeling og den øverste ledelse skulle forholde sig til opsigelser på et par nøglepositioner henover sommeren. Chefscout Ole Nielsen forlader klubben 1.september og fysisk træner Janus Blond forlod klubben 1.august. Det er vigtige funktioner, og mens Bo Nielsen har overtaget jobbet som fysisk træner, er det uhyre interessant at se, hvem der skal varetage den vigtige post som chefscout fremadrettet. Fodbolddirektør Bjørn Wesström fremhævede tidligere på sommeren Ole Nielsen som en af de fire hjørnesten i OB’s organisation, og rekruttering af spillere er måske også den vigtigste opgave i klubben, når man tænker på den aktuelle strategi, hvor man ønsker at sælge spillere. Det er jo scouten, der skal finde afløserne. Så Bjørn Wesström har fået endnu en opgave på sit skrivebord her i 2022, hvor han også har skulle håndtere et par nye assistenttrænere og en række ændringer i spillertruppen.

Hertil kommer afslutningen på transfervinduet, som lukker 31.august. Det var ikke meningen, at OB ville hente en målmand i dette transfervindue, men desperate situationer kræver desperate handlinger. Derfor er Martin Hansen nu i OB for at støtte og aflaste Hans Christian Bernat, der har været under et umenneskeligt pres. Det bliver spændende at se, om OB vil handle mere denne sommer, men resultaterne viser i hvert fald, at truppen godt kunne trænge til flere forstærkninger. Inden tilgangen af målmand Hansen havde OB hentet præcis én spiller med Superliga-erfaring til at forstærke den trup, som blev nummer otte i sidste sæson med et godt stykke op til top seks. Sommeren har budt på mange ind- og udskiftninger i OB-truppen, men langt de fleste har været unge og uprøvede spillere, der kan blive succeser på sigt, men næppe styrker OB her og nu. Det kan vise sig at blive et dyrt sats.

Derfor er OB i gang med en afgørende måned. Man har allerede et pointmæssigt efterslæb i Superligaen, som Andreas Alm og kompagni skal forsøge at indhente. Og på transfermarkedet skal Björn Wesström og afgående Ole Nielsen forsøge at få de sidste brikker på plads i OB-puslespillet.

Alt dette sker, mens hele OB er under pres fra omverdenen, der naturligvis ytrer sin utilfredshed med spillet på banen og de skuffende resultater. Alle de klassiske mekaniske kommer i spil, når en klub er i krise, og lige nu fyger det med rygter, beskyldninger og mukken i krogene om dit og dat i OB. Klubben er blevet kaldt ligegyldig af kommentator Morten Bruun, og Stemmer Fra Ådalen-indbakken modtager i øjeblikket i hvert fald en del af den slags snavsede historier, som altid opstår omkring et hold i krise. Meget af det må vi indtil videre trække på skuldrende af.

Fodbolddirektør Wesström sagde efter 1-5-nederlaget til FC Midtjylland, at OB er en syg patient, og i virkeligheden er der kun en medicin på de problemer, som OB døjer med lige nu: Det er at vinde fodboldkampe, og søndag venter der en særdeles interessant en af slagsen. AGF kommer på besøg i Odense, og det ligner en tidlig nøglematch for OB, der ikke kan tåle flere nederlag lige nu.

Hvis nederlaget til FC Midtjylland tændte en gnist under krisestemningens bål, kan flammerne for alvor tårne sig op, hvis søndagens kamp byder på et nyt nederlag. Omvendt kan en OB-sejr sikre en uges ro inden næste skæbnekamp.

På Stemmer Fra Ådalen ser vi frem til at behandle kampen i mandagens podcast.

Der er nok at tale om i universet omkring OB. Det er alt andet end ligegyldigt.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?