Blog: Der venter hårdt arbejde på OB’s træningslejr i Bangkok

Af Thomas Dahlslykke
30. januar 2023

Langt de fleste fodboldfans holder vejret i disse dage. Hvem henter hvem, hvem sælges og hvem købes? Der er løse rygter, vedvarende rygter, rygter med hold i, rygter som er skabt på værtshuset, ingen føler sig sikre før vinduet lukker og de færreste føler sig tilfredse – heller ikke mig.

Jeg kender ikke til nogen rygter om, hvem der er på vej til OB, jeg ved heller ikke noget om, hvem de siger farvel til inden kl. 24:00 (jeg håber dog, at de ikke sidder i flyet mod Bangkok, mens de sælges).

Derfor vil denne blog ikke bruge så meget tid på transferdeadline. Den vil i højere grad zoome ind på det januar, vi nu siger farvel til, og hvilken forfatning det efterlader OB i.

Alm og idéer

Tidligt i januar fik Martin Davidsen og jeg lejlighed til at interviewe Andreas Alm og Frank Hjortebjerg ved et fanarrangement, som OB havde arrangeret. Vi prøvede at konfrontere trænerne både for tændte og slukkede mikrofoner med det faktum, at OB har svært ved at skabe chancer.

Træningen i opstarten har også været sporet ind på at skulle forløse offensiven yderligere. Man har ønsket at blive endnu bedre til at angribe centralt, for som Alm siger, så bliver de fleste mål scoret centralt. Dette fokus har dog ikke ladet sig forløse i træningskampene mod Næstved, FCN og FCM.

En sejr, to nederlag og en målscorer på 3-8 er januars facit for Alm og co. Ganske ringe har det set ud både mod FCN og FCM.

Frank Hjortebjerg talte i begyndelsen af januar om, at det som gjorde OB bedre defensivt i efteråret, var at stå mere kompakt; den kompakthed var fuldstændig væk ved FCM’s mål i fredags. Her lykkedes midtjyderne igen og igen med at lokke OBs defensiv fra hinanden og skabe plads i halvrummene.

Der er et hårdt arbejde forude, hvis defensiven skal reetableres på det niveau som vi så i flere af efterårets kampe. Faktisk skulle den helst blive bedre, men det vender jeg tilbage til.

Offensiven er ikke meget bedre kørende. Tre mål i tre træningskampe taler jo sit eget sprog, men hvad værre er, så skaber OB stort set ikke en eneste chance mod hverken FCN eller FCM – med de formodede 11 bedste på banen. Ser vi blot på FCM-kampen, så lykkedes OB aldrig med at spille bolden igennem købmændenes bagkæde.

Det virkede nemt og ligetil at styre Minteh og Breum, som blev dobbeltdækket af både back og 8’ere, samtidig havde den unævnelige fint styr på Frøkjær, og Kadrii kunne ikke vriste sig fri.

Jeg vil endnu engang ytre min skepsis overfor Alms projekt eller idé om at spille så smalt som OB gør. Giver det mening med Minteh og den fart han bringer at skubbe ham ind i de fysiske dueller centralt på banen, i stedet for at lade ham starte isoleret og retvendt på siden for så at søge indad, når han er kommet op i fart?

FCM kunne dække smalt defensivt, og fordi OB’s backs ikke for alvor var nogen trussel, kunne jyderne profitere og slå kontra på de alt for mange boldtab.

Endelig var kampen på heden også en manifestation af, hvor stor forskel der er på OB’s presspil og på FCM’s. FCM havde power og højintensitet i deres presløb, de var afstemt og kun ganske få gange formåede OB at spille sig igennem.

OB’s pres virkede halvhjertet og uforløst; jeg kan ikke erindre nogen bolderobringer på FCM’s første tredjedel.

Alms idéer virker ikke oplysende her i det mørke januar.

Øjebliksbilleder

OB uden Jebali og den unævnelige er en svag størrelse. Det kunne være øjebliksbilledet, men man skal passe på med øjebliksbilleder, for de har det med at være bundet op på følelser.

Jeg så træningen inden kampen og syntes at fornemme en seriøsitet i træningen, som også pegede imod, at man ønskede et godt resultat, men jeg kan jo tage fejl. Måske ville man endnu engang spille kampen på sine egne præmisser, velvidende at FCM nok ville kunne drage fordel af dette.

Man lad os genbesøge OBs præmisser; man vil dominere på bolden, man vil søge centrum, fordi de fleste mål skabes fra centrum (i åbent spil), man vil forsvare smalt, man vil presse højt, fordi man ønsker at retablere boldbesiddelse.

Alt dette er jo prisværdigt og muligt, men der er også udfordringer forbundet med det. Især når spillerne ikke præsterer. Måske er det i virkeligheden det, vi ser i denne opstart; at OB’s spillere endnu ikke er, hvor de skal være.

Minteh virker både til træning og kamp ukoncentreret. Måske er den hurtige vej til stjernestatus ikke så let at håndtere. Måske er rygter om salgssummen ikke sådan lige til at glemme, når man står på græsset. Jeg tror en tur til Østen og et lukket vindue kommer på det rigtige tidspunkt til den gambianske guldfugl.

Både Paulsen og Ivancevic var ved siden af sig selv i fredagens kamp. Ramt af småskader og slitage efter en måned på kunsten i Ådalen. Måske skulle der også anlægges en hybridbane på bane 1…?

For Tverskov må det også være en underlig tid. Han er måske på vej væk i hovedet, samtidig med at han gerne vil slutte ordentlig af. Frøkjær ved nok godt, at han er den store kreatør nu. At det er ham, vi forventer, skal skabe spillet. Det hjælper ikke, at han ikke var 100% klar, da træningen startede i begyndelsen af januar. Efterslæbet har forsinket hans proces.

Kadrii, Breum, Tongya, Charly, Manneh – og jeg kunne fortsætte – har heller ikke ramt topformen endnu. Faktisk virker OB tunge pt., men det er et øjebliksbillede, så inden vi bliver paniske og tilskriver træningskampene for stor betydning, så skal vi lige trække vejret.

Tendenser lyver sjældent

Så har jeg taget mit forbehold; nu rejser jeg bekymringen.

Selvom OB er ubesejret i Superliga siden 10. september, hvor man vandt over FCK 2-1, så har OB i en del data et efterslæb; hverken chanceskabelsen eller forsvaret leverer datamæssigt samme gode output som resultaterne viste.

Selvom man har et snit på 1,4 set over hele sæsonen, så får man i xP (forventede point) kun et snit på omkring 1,0 point pr. kamp.

Data må ikke stå alene, og bruger vi øjentesten, så har OB i en del kampe haft svært ved at spille chancerne større, undgåede at afgive store chancer til modstanderen, som senest mod Horsens, hvor man faktisk spillede rigtig skidt defensivt.

Disse tendenser er ikke blev ændret i januar. OB har ikke fået løst eller bare løsnet for disse problemer. Ret beset er det kun Mintehs mål mod Næstved , som bliver scoret, mens modstanderen har stillet stærkest. Defensivt har A-kæden på dagen ladet intet mindre end fem mål gå ind i to kampe. Ikke ligefrem fortrøstningsfuldt.

Når OB så ydermere mangler Jebali, som offensivt har stået for en væsentlig del af OBs mål, men også for at aflaste defensiven ved at kunne holde på bolden, så ser februar ikke umiddelbar lys ud for OB. Der er i hvert fald rigeligt at arbejde med på turen til Thailand.

En anden tendens, som ikke lover godt for OB, er hvordan Alm og OB har præsteret efter sommer- eller vinterpausen. Tre gange har Alm skulle starte OB op efter en pause indtil videre. Første gang fik de fem point i fem kampe, anden gang to point i fem kampe og seneste gang fik de kun et point i fem kampe.

Det taler ikke umiddelbart for, at OB er stærkere efter en pause. Den store forskel kan dog være, at alle tre tidligere opstarter har været præget af uro i og omkring staben. Denne uro er væk, og turen til Thailand kan blive gamechangeren for Alm og Co.

Rekrutteringsmareridt

Alen Mustafic er en god signing. Det tør jeg godt melde op. Han kan tilføre OB noget, som mange fynboer drømmer om. Han er en nutidig Carsten Hemmingsen, som både kan tackle, så det synger og spiller bolden fremad. Nu skal trænerteamet få ham integreret på holdet, så hans spidskompetencer kan bruges optimalt.

Musa er næppe den samme plug-and-play-spiller; han skal mindst have seks måneder, før vi for alvor kan få fuld valuta for pengene. Selvom han er væsentlig yngre, så kan hans case godt sammenlignes med seneste gang man hentede Kadrii hjem, hvis formefterslæb også var gevaldigt.

Musa er erstatningen for det drømmesalg, Minteh kan blive til sommer, hvis begge kommer ud af deres nuværende formkrise.

Og her stopper min liste – flere har OB på nuværende tidspunkt ikke hentet – og her begynder mit mareridt. Der er ingen tvivl om, at OB skal hente mindst en fuldgod offensiv erstatning for Jebali/den unævnelige. OB mangler en spiller, som kan vende på en modstander, drive bolden og skabe overtal på modstanderens banehalvdel.

Topseksbarometeret

Uden de kvaliteter, så får OB det svært mod hold, der vil stille sig kompakt, som Randers, AaB og AGF formentlig vil i de tre kampe, hvor OB skal afgøre sin skæbne. For at OB bare skal have den mindste mulighed for at komme i top seks, så skal Alm lægge sine hidtidige opnåede point i de første fem runder efter sommer/vinterpausen sammen – ellers må OB endnu engang sumpe rundt i bunden af de bedste i Danmark.

For med otte point vil OB højst sandsynlig for blot anden gang på mere end ti år komme i topseks…

Top seks-barometeret hos denne skribent er pt. på 33% for at OB kommer i topseks. Det er et fald på 27% siden januars begyndelse. Kriterierne for min udregning er:
1. styrken i truppen: svækket med afgang af centrale spillere og manglende rekruttering,
2. spillet i træningskampene: ringe og ingen umiddelbar forbedring når det kommer til svagheder fra efteråret,
3. udgangspunktet: man er pt. i topseks og har haft en god stime i efterårets sidste del og
4. modstanderne i restprogrammet: Randers, AaB og AGF er rimelige modstandere, to af dem skal man møde hjemme.

Hvis OB skal nå målet om topseks, venter der hårdt arbejde i Thailand!

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?