Selvom de første 60 minutter mod Brøndby ikke kunne leve op til det kampbillede, man så i forrige kamp mod FCM, så er OB sprunget mindst et lysår frem i tiden, når det kommer til at have en spillestil og et udtryk, som omverdenen kan genkende.

I sidste uge kom min redaktør med et bud på, hvorfor OB har vendt skuden, og nu driver mere og mere mod det forjættede top seks-land, end mod vante farvande i bundseks. Og der skal ikke herske tvivl om, at vindermentalitet, gode investeringer og kynisme er højt på listen over forbedringer i Ådalen.

Jeg vil dog alligevel kaste lyset på andre elementer, som har gjort OB bedre – og i særdeleshed på, hvad det er, OB gør.

Træningskultur

Det kan virker tosset igen at skulle sige det, men det er altafgørende for den udvikling, OB har været igennem. OB har ikke haft en udviklende træningskultur i en årrække. Det har de nu.

Jeg har set træninger næsten hver uge, siden Jakob Michelsen var træner, og i den periode har jeg kunnet følge med i udviklingen i klubben.

I sidste sæson begyndte Andreas Alm med Michael Hemmingsen som nærmest chef, og med Henrik Hansen og Peter Feher som assistenter. Til januar var alle tre mere eller mindre fortid i OB. Det gør noget ved kulturen at skifte ledelse i den hastighed, OB gjorde det i sidste sæson.

Alm sagde selv i et interview, at han skulle arbejde med kulturen i foråret ’22, men det blev aldrig til noget, fordi der ikke var den kontinuitet, som kultur vokser ud af.

I denne sæson er det anderledes. Søren Krogh – og ofte også Frank Hjortebjerg – er altid på banen, inden spillerne kommer ud. De har sat de første øvelser op og kan tage imod spillerne, når de kommer. Der er en ramme om træningen.

Hvor Feher og Hansen ofte ikke var dybt involveret i de øvelser, som spillerne skulle igennem, og ofte blev holdet heller ikke delt op, så er det tydeligt, at Krogh og Hjortebjerg har tydeligt definerede roller. Krogh står oftest for dødbolde, det offensive pres og 3. fasespil.

Hjortebjerg har kaosspil (fx 4v4+3 spil), kampspil, blokforsvar og omstillinger. Lars Bjerring har udover målmændene ofte en rolle, hvis der øves blokforsvar med de fem bageste. Alt hvad der siges til træning, er tydeligt afstemt, og er man i tvivl i trænerteamet, så spørger man hinanden.

Hvad er så Alms rolle? Nogle gange er han blot observerende, bruger tid på at tale med spillere, trænere (Thomas Helveg, Nicolas Arvid Hedemann, Krogh, Hjortebjerg). Andre gange har han et træningsmodul, oftest i forbindelse med kamptaktisk træning af enten DE-fasen eller VI-fasen.

Og så tager Alm ofte de øvelser, hvor man tænker; “det skal den øverste chef da ikke stå for.” Det kunne fx være første øvelse efter opvarming, hvor der trænes formelle pasningsspil eller andre elementer, som virker langt fra de store linjer i spillestilen.

Jeg tolker det, som en meget bevidst handling fra Alm. Han har en klar og tydelig stil, når de træner pasninger, går han op i det med samme engagement som når han dikterer den taktiske forberedelse. Intet er ligegyldigt for Alm, og det illustrerer han således.

Det er tydeligt, at tingene glider til træningen. Der er mange til stede, og flowet i træningerne brydes ikke som det skete førhen, hvor spillerne måtte vente på træneren. Nu står trænerne klar til at flytte spillerne.

Skal man kort knytte an til Martin Davidsens pointer fra sidste uge, så er det tydeligt, at vindermentalitet fodres til hver træning, både gennem øvelser på mål og gennem de nu mange ekstroverte vindere som kendetegner truppen.

Træningens fokus

Michelsen og faktisk også Hemmingsen funderede meget af deres træning på skabelonspil. Det var det centrale modul i træningen. Skabeloner er illustrative, når det kommer til at vise, hvordan man skal agere med bolden, men ikke videre relaterbare, hvis der ikke bruges modstand.

Hvis man ikke kan vinde mod stålmændene, bliver det svært at spille mod de mænd, som faktisk også bevæger sig. Sådan stod man tit og tænkte, når man så OB træne den del af spillet, hvor de selv havde bolden.

Der er intet galt med skabeloner, men som alt andet, kan det ikke stå alene.

Og det gør de ikke hos Alm og Co. Nu spiller man oftere 11v11 end under både Michelsen og Hemmingsen. Derfor bliver stålmændene lige pludselig til konkurrenter, som man skal spille udenom eller forsvare imod. Det hæver kvaliteten og gør OB mere forberedt på at møde reel modstand.

En anden central ting er variationen. Selvfølgelig gentages øvelser, men ofte så udvikles de også over tid. Skal man bygge en træning op efter bogen, hedder øvelsernes fokus: formel, funktionel, anvendt spil, anvendt spil i højt tempo (kamprelateret), men også her varierer Alm og Co, således spillerne holdes koncentreret.

Derudover er dødboldstræning, individuel træning osv. blevet hverdag. Flere gange om ugen har Krogh forskellige dødboldssekvenser og ikke blot i sidste træning inden kamp. Alsidigheden og fokusset er i højsæde. OB har en retning på træningsbanen.

Spillestil og udtryk

At tingene har en retning på træningsbanen, kan også aflæses på kampbanen; både i point og i spil. OB havde også en klar plan for, hvordan man ville spille sidste år, men kombinationen af et haltende træningsmiljø og den manglende vindermentalitet blev udslagsgivende for, at potentialet ikke blev forløst.

Hvis vi begynder med at kigge på, hvordan de arbejder, når de ikke har bolden, er der især to faser, hvor OB er blevet væsentlig bedre; i den lave blok og i middel blok. De to vil jeg vende tilbage til, men hvis vi starter med den høje blok, så er der nogle særlige elementer, som også er interessante at se nærmere på.

Når OB forsvarer i høj blok, er det nærmest i en 2-4-4, hvor kanterne søger lidt indad for at støtte de to forreste, men intet i OB’s høje blok er støbt i cement. Faktisk er OB her gode til at tilpasse sig, hvordan modstanderen vil spille bolden ud og dermed søge at komme i positioner, hvorfra man kan gå i bolderobring.

Bashkim Kadrii eskalerede i presspillet inden han blev skadet, hvilket gjorde, at OB vandt mange bolde fremme på banen. Jebali har ikke helt samme succesrate med sit erobrings- og presspil, men OB går stadig ofte i høj blok med god succes, mod FCM kom det bag på Europa League-holdet, hvor højt OB turde stå.

Selvom den høje blok og presset også fungerede i sidste sæson, så er den helt store udvikling, at OB’s kanter er blevet meget bedre til at forsvare baglæns. Når modstanderen spiller forbi OB’s høje blok, så følger Franco Tongya og Yankuba Minteh med defensivt.

Ofte i et højintenst løb, hvilket gør det sværere for modstanderen at lave et overtalsgennembrud på siderne mod OB; dette udviklingspunkt er uden tvivl afgørende for OB.

I middel blok, som OB bruger lidt oftere efter skiftet til Jebali som 9’er, er holdet positioneret i en 4-4-2, hvor 9’er og 10’er skal lukke spilmuligheder centralt, således modstanderne skal spille bredt på backs. Ofte fungerer det som et pressignal til Minteh og Tongya.

I den lave blok, som sidste sæson ofte ikke kunne stå sine prøvelser, spiller OB 4,5-4,5-1 (ja, nu blev det nørdet). Med 4,5 mener jeg, at ofte er en af de fire forsvarende midtbanespillere faldet ned i den bageste blok, for at støtte. Det kan være en 6’ere som går mellem centerback og back.

Eller en kant, som dækker backen. Når det kun bliver til en 0,5, så er det fordi den der falder ned, ikke må blive liggende, men skal søge fremad igen, således man kan reetablere sig så man ikke bliver passive defensivt. Det samme sker på midten, hvor Mads Frøkjær fra 10’er-positionen falder ned, hvis en midtbanespiller falder ned i forsvarslinjen.

OB er blevet væsentlig bedre i spillet uden bold, og mod FCM fik de også kontraspillet til at fungere så godt, at midtjyderne lignede et uorganiseret fodboldhold.

Mellem DE-fasen og VI-fasen er omstillingerne gemt; derfor vil jeg kort lige komme ind på et andet element, hvor OB er i bedring. Det var tydeligt mod Brøndby, at vestegnsklubben havde forberedt sig på andenbolde-spillet. Derfor kunne OB ikke med samme lethed, som mod FCM vinde alle andenboldene.

Det hjalp dog gevaldigt da Armin Gigovic kom ned på 6’eren, herfra begyndte OB at vinde flere og flere andenbolde, og Brøndby tabte det momentum, de havde i kampen indtil da.

Som nævnt tidligere er kaosspil en central del af træningerne, og resultaterne er tydelige. OB bliver bedre og bedre til at få det maksimale ud af 50/50-situationer.

Med bolden (VI-FASEN) er OB også blevet bedre. Formlen er egentlig meget den samme som i sidste sæson, men evnen til at udføre den mod alle modstandere er blevet væsentlig mere stabil. Udspillet fra målspark viser kølighed og kynisme, man har to til tre åbninger; helst at 6’eren kan blive retvendt, hvis ikke i overgangen mellem 1. og 2. fase, så gerne efter spil på backen i 2. fase.

Derfra kan der spilles direkte op mod 9’er/10’er eller fortages et sideskift mod modsatte back eller kant. Er det backen som spilles, skal han spille bolden dybt mellem modstanderens back og centerback mod enten Tongya eller Minteh.

Spilles bolden om central, er det også kanterne, som man skal søge i bagrummet. Alternativt går man på indlægsspillet fra backs eller fra kant/10’er fra halvrummet, som man faktisk scorer efter mod Brøndby.

OB har mange flere tangenter at spille på nu, end for bare otte måneder siden. Hvor Sabbi og Jebali hver især kunne udgøre en individuel trussel, når OB skulle bryde linjer i opbygningsspillet, og hvor den lange aflevering var den eneste anden mulighed.

Nu deltager langt flere OB’ere i at bryde linjer, som fx Bjørn Paulsen mod Brøndby, hvor han førte bolden fra i halvrummet.

Det gør OB sværere at spille imod, og dertil skal vi lægge at generobringsspillet også er blevet bedre. Gigovic og Tverskov har tilsammen 25 generobringer mod Brøndby. Minteh, som spillede en svag kamp søndag rent offensivt, havde ti generobringer, hvilket fortæller historien om en arbejdsom ung mand.

I det omvendte møde havde Tverskov og Aron Thandárson tolv generobringer, og Kadrii havde flest af de offensive spillere med fire generobringer. Samlet set under halvdelen af hvad Tverskov, Gigovic og Minteh præsterede mod Brøndby søndag aften.

Kontinuitets gave

Noget af det sværeste ved at være OB-fan er at vænne sig til bedre tider. Jeg har så svært ved at forstå det fodboldfaglige blik, jeg kigger med. Kan det være rigtigt? Er OB endelig på rette vej? Kan projekt Alm-Wesström være det, som løfter fynsk fodbold ud af sumpen af ligegyldighed?

Kommercielt og kommunikativt har vi oplevet fremgang, tilskuere vælter ind, fans fødes på ugentlig basis. Mængden af bøffer er så forsvindende få, at vi i ramme alvor kan være ærgerlige over, at Gigovic ikke blev stoppet i at erkende sin brøler mod Lyngby.

Men sportsligt har vi ikke kendt til optur, og selvom pokalfinalen var smuk, så havde OB ikke for alvor væltet nogen omkuld, hverken spillemæssigt eller resultatmæssigt. Sådan er det ikke mere. Selvom øjnene har svært ved at forstå det, så bliver OB’s kampe i øjeblikket spillet med et stabilt højt niveau.

Bundniveauet er hævet, selvom der stadig er plads til forbedringer. Det ved spillerne, det ved trænerne. Når Paulsen efter Lyngby-kampen udlægger resultatet som værende for overbevisende, så er det et udtryk for den mentalitet, som mere og mere karakteriserer OB; man vil dominere og være offensive!