Spilleren eller spillet

Umiddelbart er analysen af OB’s salg af Jebali og manglende forlængelse af Armin Gigovic lig med, at OB ikke slutter i topseks. Så simpelt reduceres fodbold ofte. Logikken er, at en spillers kvaliteter er afgørende for hvordan et hold kan præstere.

Jeg har selv bidraget til denne analyse med min seneste blog om Jebali’s afgang, men som jeg også slutter bloggen med at vurdere, så er det ikke ensbetydende med, at OB bliver et dårligere hold.

Det sjove i denne debat om spilleres betydning er, at folk nu gratis kan sende OB i bundseks med ordene: ”havde vi beholdt Gigovic, havde jeg troet på det”. Det er voldsomt at gøre en spiller til den afgørende forskel på himmel og helvede.

Perspektiver fra udlandet

I England ruller bolden i disse uger, og følger man bare lidt med, så vil man vide, at Manchester City ikke kan ramme målet, og at Liverpool er i krise. Begynder vi med City, så er den begyndende fortælling om holdets problemer interessant.

I efteråret, inden VM, havde Erling Haaland en fantastisk scoringsstatistik, men her efter nytår er det gået knap så godt for den gode nordmand, og i kølvandet på weekendens derby har onde tunger i engelsk sportspresse og twitter lagt vægt på Haalands manglende indflydelse i spillet.

City er blevet nemmere at læse, når de spiller med Haaland. City mangler dynamiske løb i forreste række. Haaland er en klods om benet for Citys spil. Påstandene er mange, og de er interessante, fordi en spiller som fungerede godt i begyndelsen af sæsonen, nu ikke længere fungerer.

Jeg følger ikke City tæt nok til at kunne vurdere, hvad der kunne være galt i deres spil. Skulle jeg lave en analyse af mødet med ærkerivalerne ville min konklusion være, at City ikke formår at holde intensitet i deres spil mere end i femten minutter i 2. halvleg, og derfor kommer de ikke til flere muligheder foran mål.

Liverpools krise skyldes midtbanen, kan jeg forstå på engelske og danske medier. En midtbane som vel er ved at være oppe i årene, men som alligevel burde være så rutineret med Henderson, Thiago og Fabinho, at den ikke uden videre kan overspilles.

I de kampe jeg har set med Liverpool efter VM, synes jeg også at opleve et hold uden intensitet, uden den nødvendige power for at være kunne dominere i Premier League.

Jeg siger ikke, at Haaland ikke er en klods om benet på City, men at det er noget letkøbt. Jeg siger ikke, at Liverpools midtbane er toppen af poppen, men måske handler det mere om balancen på Liverpool-holdet end om at købe en midtbanespiller, og så er alt løst.

Fokus på spilleren

I Martin Davidsens seneste blog på obstemmer.dk parafraserer han Bjørn Wesströms forhold til spillerne og deres agenter. At spillerne er mere loyale overfor agenter end for klubben er uden tvivl et problem for relationen til klubbens spillere.

Vi fans føler os såret, når spillere er ligeglade med vores følelser. Gigovic er sådan en spiller. Samtidig med at han forråder os, så mister vi også adgangen til det forjættede land. Som om Gigovic var en nøglebærer, udstyret med nøglerne til topseks. Det er i hvert fald den generelle opfattelse på SoMe.

Der er ingen tvivl om, at Gigovic’ evner til at bryde kæder, til holde på bolde, til at positionere defensivt ligner niveauer over, hvad vi har kunnet forvente af en midtbanespiller i OB, men når man går helt tæt på Gigovic’ tal, så er indflydelsen ikke så tydelig igen.

Et mål i ti kampe giver ham aktuelt en 31. plads blandt midtbanespillere i Superligaen. I løbet meter pr. kamp er han på 7. pladsen. Assists har han ingen af. Faktisk har han ikke mange stats fra superliga.dk, som taler ham vildt op. En 5.plads i vundne dueller langs jorden er højeste placering, her overgås han af både Tverskov og Minteh.

Måske er hypen omkring Gigovic større end indflydelsen…?

Ingen tvivl om at svenskeren er en usædvanlig spiller, med et kæmpe potentiale, men han har ikke brændt Superligaen af endnu. Måske er han mere blevet billedet på en forandring i OB end den skinbarlige forandring.

Jebalis indflydelse på efteråret er i hvert fald nemmere at finde i statistikkerne.

Kontinuitet

Fodbold er også øjnene, der ser og her har Gigovic været smuk. Den naturlige autoritet centralt på banen har måske gjort OB sværere at spille i mod. Det er måske det, OB mister allermest nu. En central autoritet på bolden – selvom Tverskov uden tvivl også kan dette.

Noget andet er kontinuiteten. Nu mangler OB to af de centrale spillere fra efteråret, og dermed kunne man argumentere for at kontinuiteten ryger, men lad os lige dyrke kontinuitetsbegrebet lidt.

For hvad er kontinuitet?

I sæsonen 18/19 stod 16 spillere for den meste af spilletiden. Det er umiddelbart et rimeligt antal at fordele spilletiden over. Halvdelen af dem fik over 2.000 spilleminutter i en sæson hvor 3.240 mulige minutter til hver startende spiller. Her kan vi tale om kontinuitet i, hvem der spiller.

I 18/19 blev det til en 5.plads, i sæsonen efter er tallene lidt anderledes, der er stadig 16 spillere som får over 1.000 minutter, men kun fem som får mere end 2.000 – her formåede man at blive nr. 7. I 20/21 fik kun 14 spillere mere end 1.000 minutter (man spillede også fire runder mindre).

Kun fire fik mere end 2.000 i den sæson. Spilletiden blev fordelt mere ligeligt udover hele truppen i både 19/20 og 20/21, men hvad skal man lægge i de tal?

Inden jeg forsøger at give et svar, vil jeg lige tage tallene fra 21/22 og 22/23 med; 14 spillere fik i Alms første sæson mere end 1.000 minutter, seks af dem fik over 2.000 minutter. I den nuværende sæson justerer jeg tallene lidt, fordi man kun er lige over halvvejs.

14 spillere har fået over 600 minutter og fem har fået mere end 1.000 minutter. Tendensen er altså, at man over de fem sæsoner fordeler spilletiden mere eller mindre ligeligt. Nogle sæsoner er præget af færre minutter til bredden, andre af flere.

Tallene giver den tendens, at OB ikke nødvendigvis præsterer bedre af at bruge de samme spillere meget gennem en hel sæson. Der er altså ikke meget succes i en kontinuitet i truppen, i hvert fald ikke for OBs vedkommende.

Går man krakilsk til regnestykket, så er det bedst præsterende OB-hold siden 18/19 det hold, som spillede de sidste tolv kampe i efteråret: Martin Hansen, Gustav Grubbe, Bjørn Paulsen, Mihajlo Ivancevic, Aske Adelgaard, Jeppe Tverskov, Armin Gigovic, Franco Tongya, Mads Frøkjær, Yankuba Minteh og Issam Jebali, med Bashkim Kadrii, Jørgen Skjelvik og Alasana Manneh på bænken.

Af de 14 spillere, så er det kun Tverskov, Frøkjær, Jebali og Kadrii som spillede sæsonen inden i OB.

Derfor må det siges at være spillet, altså det trænerne træner spillerne i, som er en vigtigere kontinuitet. Dertil skal rekrutteringen af spillernes, hvilken type spiller de er og hvordan de passer til spillestilen, lægges.

Derfor mener jeg, at de to vigtigste argumenter omkring kontinuitet lægger sig til trænerteamet og spillestilen, samt rekrutteringsudvalget. Det er det fundament, som kan skabe den fornødne succes på banen.

Derfor betyder afgangen af Jebali, Gigovic m.fl. knap så meget, så længe de kan erstattes af lignende typer eller en tilpasning i spillestilen.

Nye tendenser

Jebali er en spiller, som kræver plads. Han vil hellere selv sætte sin direkte modstander for enten at afslutte eller spille en medspiller fri. Derfor stod OB’s kanter oftere lidt bredt i udgangspunktet på modstanderens banehalvdel.

Denne bredde vil blive varieret nu. Oftere vil vi se kantangribere i halvrummene på modstanderens banehalvdel, for at blive en central opspilsstation, i rum som Jebali tidligere udfyldte. Man erstatter Jebalis fylde med flere spillere i halvrum og centrum.

Med Manneh som 6’er får man noget som OBs midtbane ikke har haft tidligere, fordi han både kan skifte bolden fra side til side med høj præcision og lægge dybdebolde ned bag modstanderens forsvar. Det gør, at Tverskovs rolle bliver mere som den boldførende; ham der skal bryde kæder. Manneh tager sig af restforsvar-positionen.

Dette var allerede tydeligt, da de to spillede sammen med FCM i Herning. Mannehs evner til det lange spil, vil også gøre, at backerne kan skubbes længere frem, fordi Manneh ikke behøver være så tæt på modstanderens mål for at slå sine afleveringer. Backerne kommer til at skabe bredden endnu mere i foråret.

Derudover vil det fynske genpres blive betragteligt bedre af, at spillere som Tongya, Sabbi og Minteh er centralt i banen, fordi de i modsætning til Jebali, faktisk er dygtige i genpres og positionering. Det er Kadrii, Tverskov og Frøkjær heller ikke uefne til.

Alm og co. er allerede i gang med at skrue på de nøgler, de har til rådighed i træningen og i træningskampene. Spillestilen tilpasses og forfines med de nye muligheder der er.

Svækkelse eller ej

Selvfølgelig spiller spilleren en central rolle for et holds succes. Det er derfor spilletiden fordeles på de bedste spillere og derfor breddespilleren ikke får så meget. Så når vi fjerner to spillere fra OB’s A-kæde, så gør det ondt.

Men til forskel fra tidligere tiders OB, så er tabet måske ikke så alvorligt. Måske ser vi faktisk ind i OBs fremtid lige nu, at vi skal vænne os til at slippe profiler, men stadigvæk leve op til strategiens mål om topseks. Det er det Wesström er ansat til og det han arbejder for.

Til forskel fra perioderne under Kent Nielsen og Jakob Michelsen er tendenserne i OB anderledes nu. Man er åben, fordi man faktisk har noget at være åbne om; en strategi, som både taler til spillestil, spillersalg og-rekruttering, samtidig med at man målsætter sig i den øverste halvdel af Superligaen.

Alm har gentagne gange de seneste par måneder lagt tryk på vigtigheden af kontinuitet i trænerteamet, samtidig med at han har sagt, at han ikke frygtede et transfervindue med stor udskiftning. Den mentalitet er frugtbar for OB lige nu. Hvorfor tale om alle dem, som ikke vil OB?

Spillestilen er godt på vej. Der er ro på staben, som konstant vokser i kompetencer – som Alm siger, så giver det mening at udvide staben, når der er en stabilitet og retning i projektet. OB skal holde til at miste profiler, OB skal i topseks. OB skal bevise at spillet er vigtigere end spilleren.

At OB nok forstærker sig i dette vindue med to offensive spillere, en central midt og en forsvarer skal mere ses i lyset af, at en del har udløb til sommer. En del som Wesström ikke længere ser potentialet i, pga. alder og niveau.

Kan Wesström forløse OB på denne måde, så vil han stille klubben næststærkest i provinsen. Det sker ikke over natten, men det er den retning han har lagt og han arbejder hen imod.

Jeg køber ikke ind på, at den enkelte spiller er afgørende for succes eller ej.

Thomas Dahlslykke er underviser i retorik, tidligere fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores faste ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. 

Foto: Nicolai Berthelsen/OB fra Sidelinjen