Blog: Alvoren er stor i Ådalen – hvor dybe er problemerne?

Af Martin Davidsen
16. august 2022

Sæsonen er kun fem runder gammel, men OB nærmer sig en skillevej. Efter et point i fem kampe, 13 indkasserede mål og en samlet stime på ni Superliga-kampe og en pokalfinale uden sejr er alvoren stor i Ådalen.

Bag de nøgne tal gemmer sig også andre bekymrende hændelser; fysisk træner Janus Blond sagde op tidligere på sommeren, OB har følt sig tvunget til at skifte målmand efter tre kampe og fodbolddirektør Björn Wesström har gjort sig bemærket med markante udtalelser. Først udtalte Wesström til fyens.dk, at OB var en syg patient, siden sagde han til tv-rettighedshaverne, at ”hvis nogen har nogle millioner, må de gerne ringe.” Velvidende at OB’s ejer er milliardær.

Det er ingen hemmelighed, at en stor del af fodbold-Danmark nu spekulerer i, om OB trækker det klassiske kort op af hatten og skifter træner. Cheftræner Alm er absolut under pres, og når man tænker på den handlekraft, Björn Wesström har vist i OB i sin første tid,  er det oplagt at tænke, at Alm måske snart være fortid i OB. Men fodbolddirektør Wesström har I klare vendinger fredet Alm, og cheftræneren ser altså ud til at fortsætte i en rum tid endnu, selvom Alm ifølge Stemmer Fra Ådalens oplysninger blev indkaldt til et møde med hele den sportslige ledelse mandag eftermiddag. Tirsdag havde OB træningsfri, men onsdag er fynboerne igen på træningsbanen. Og det bliver med Alm som træner.

Vi ved ikke, hvad der har været på dagsordenen til det pågældende møde, og det er heller ikke til at vide, hvad formålet med et trænerskifte reelt skulle være. Det har OB jo prøvet før. Men vi ved dog, at Andreas Alm ikke har resultaterne med sig. I 27 grundspilskampe har han leveret sølle fire sejre – tre af dem faldt mod sidste sæsons nummer 9, 11 og 12. Spillemæssigt har det været svært at se den store udvikling i OB’s spil, hvor defensiven har lukket oceaner af mål ind, mens offensiven har været afhængig af enkeltmandspræstationer fra især Issam Jebali i sidste sæson. I denne sæson er OB kommet frem til færrest afslutninger af alle, de har skabt næstfærrest chancer og de har altså kun scoret fire mål. Det er cheftrænerens ansvar.

Så har der været mange skader, men den fysiske forfatning falder vel i sidste ende også tilbage på Andreas Alm? Janus Blond var fysisk træner i OB i fem år indtil Alms ankomst, men sagde op 1.juli uden at have et nyt job på hånden og uden nogle konkrete forklaringer. Det kan der være tusind grunde til, men det efterlader i hvert fald plads til spørgsmål, for det er et kritisk tidspunkt at skulle skifte ud på den post. Hvorfor har OB, Alm og Blond ikke kunne finde en løsning på de fysiske udfordringer i fællesskab? Sikkert er det, at OB både har kæmpet med skader hos vigtige spillere og har lignet et hold med fysiske udfordringer i slutningen af kampene i denne sæson. Fodbolddirektør Wesström har nu slået fast, at der i de fysiske tal ikke er beviser for at påstå, at OB er udfordret i forhold til konkurrenterne, men faktum er dog, at OB har indkasseret (pointafgørende) mål i de sidste 20 minutter i fire af sæsonens første fem kampe. Og OB er ifølge statistikker det hold i Superligaen, der har løbet færrest meter i denne sæson. Hvordan passer det med OB’s egen strategi, hvor der står følgende: ”når vi spiller fodbold, skal det emme af stolthed, vilje og energi” ?

Det er tilmed bemærkelsesværdigt, at OB siden Andreas Alms ankomst som cheftræner har skulle sige farvel til to assistenttrænere og en fysisk træner. Det kan der også være mange grunde til, men det kan ikke være befordrende for en kultur, at der så ofte skal skiftes ud på vigtige positioner. Det giver i hvert fald rum for spekulationer, når resultaterne så ikke flasker sig. Hvis OB havde ligget nummer ét i Superligaen, kunne de have skiftet assistenttræner 16 gange på fem måneder. Men når resultaterne er dårlige, søger omverdenen forklaringer.

I første sæson leverede Andreas Alm en pokalfinale og opfyldte også klubbens målsætning om brugen af egenudviklede spillere, men fodbold er i sidste ende en resultatbranche, og det kan betyde, at OB’s ledelse føler sig nødsaget til at reagere. Man kan så spørge, om det vil hjælpe OB noget i det længere løb at skifte træner igen. Siden 2012 har OB forsøgt sig med Troels Bech, Ove Pedersen, Kent Nielsen, Jakob Michelsen, Michael Hemmingsen og nu Andreas Alm uden at det har ført mere end midterplaceringer med sig. Fire forskellige sportschefer har også fået chancen indtil videre. Så man kan næsten garantere, at et trænerskifte ikke vil sende OB nærmere top seks, medmindre man samtidig vil investere mere i spillertrup, organisation og rammer for fodboldholdet. Selvom OB har bygget et Superliga-hus og ansat en ekstra assistenttræner sidste år, er klubben stadig bag flere konkurrenter, når det handler om mandskab, ressourcer og tilgang til at drive en fodboldklub mod succes.

Så kan man pege på, at klubber som Randers, Lyngby, Viborg, Silkeborg og SønderjyskE i de sidste seks år har været i Europa trods mindre midler end OB, men det handler om helheden. Der er mange ting, der påvirker et fodboldholds muligheder for succes, og OB har i for mange år haltet på væsentlige parametre. Når man har sluttet en ildebrænd ét sted (nye faciliteter, indkøb af ny målmand), er der opstået en ny ildebrænd et andet sted (trænerfyring, salg af vigtig spiller, mange skader). Så er det svært at lykkes.

Og nu er OB igen i den onde spiral, hvor omverdenen kigger nidkært på fynboerne og spændt afventer, om træneren bliver fyret. OB har egentlig notorisk fin tålmodighed med sine trænere, og vi skal huske, at både Jakob Michelsen og Kent Nielsen fik næsten tre år sædet (mere end gennemsnittet i Danmark) og også overlevede lange perioder uden sejre. Men det kan åbenbart blive nødvendigt at trække det klassiske kort, selvom træneren så langt fra er den eneste, der bærer ansvaret for den aktuelle situation. For nok er OB’s trup næppe til top seks, men den er da til mere end en sidsteplads…

Lige nu er OB under stor lup og under stort pres, og omverdenen leder efter ansvarlige. Der kigges på Alm, men man kan også kigge på ejer Niels Thorborg, den manglende investeringslyst og hans fortsatte store involvering i vigtige sportslige beslutninger. Og man kan også pege på fodbolddirektør Wesström, der ganske vist kun har været i klubben i kort tid, men alligevel har sat markant aftryk på både trup, stab og organisation.

Det har været en heftig sommer i Odense med mange udskiftninger i OB-truppen, men indtil videre fremstår truppen ikke styrket – tværtimod. Spillere med stor OB-anciennitet som Jens Jakob Thomasen og Kasper Larsen er væk fra truppen, den hjemmedyrkede Hans Christian Bernat har fået hård konkurrence udefra og talenter som Christian Vestergaard og Jonathan Khemdee er også blevet skibet videre. Indtil videre er der blevet hentet én erfaren markspiller med bevist Superliga-kvalitet i Bjørn Paulsen, mens resten af sommerens tilgange har været egne talenter eller unge og uprøvede spillere fra fjerne egne. Er OB’s trup på den korte bane blevet styrket af det?

Det er interessant at tænke på, at Wesström i et interview i juni med Stemmer Fra Ådalen netop betonede, at en top seks-placering i denne sæson netop skulle sikres ved at styrke defensiven. Lige nu råder OB kun over nyindkøbet Bjørn Paulsen som eneste naturlige midtstopper med bevist Superliga-erfaring og niveau i det centrale forsvar. Jeppe Tverskov bliver brugt som midtbanespiller, Jørgen Skjelvik er naturligt venstre back, Mihajlo Ivancevic genoptræner efter en skade og er nok først klar om en måneds tid. Endelig er 16-årige Tobias Slotsager stadig helt grøn, mens Robin Østrøm ikke har mange Superliga-minutter i benene som midtstopper – og så rygtes han i øvrigt på vej til Silkeborg… Det må give udfordringer, og når OB lige nu har vanskeligt ved at stille et slagkraftigt Superliga-hold, vil fodbolddirektøren også blive mødt med skepsis blandt fans og iagttagere.

Wesström tog det meste af Odense med storm, da han i januar landede i Ådalen. Den langskæggede svensker kom med årevis erfaring fra svensk topfodbold, og han indtog OB med tydelige budskaber og klar kommunikation. Netop erfaringen fra topklubber og tydelig kommunikation har været savnet i OB’s øverste ledelse i mange år, og derfor var Wesströms ankomst så tiltrængt. Han viste sig hurtigt som handlingens mand, da han tog afsked med både Michael Hemmingsen og Peter Feher og sidenhen ansatte Frank Hjortebjerg som ny assistenttræner, mens han talte om at skabe en hel klub med en tydelig plan og manual for drift og udvikling. Hen over foråret og sommeren er tendenserne fortsat; Wesström har sagt alle de rigtige ting om udviklingen af klubben, og han har handlet ved at skille sig af med marginalspillere og talenter, der ikke havde udsigt til spilletid. Til gengæld er det – måske på grund af skaderne – ikke lykkedes at skabe en trup, der har været stærk nok og klar nok til at skabe resultater fra første spillerunde i denne sæson. Man har allerede skulle reparere på målmandsposten, og nu ligger det fast, at OB fortsat søger at styrke truppen frem mod transfervinduets lukning.

Der er tydeligvis pres på hele OB som klub, og det er tydeligt at se, at erfarne spillere som Jeppe Tverskov og Bashkim Kadrii lider, når de skal sætte ord på situationen. Efter søndagens 0-2-nederlag i Brøndby er OB nu pisket til at vinde på hjemmebane mod oprykkerne fra Horsens, der har syv point mere end fynboerne og kommer med selvtillid efter et mirakuløst comeback mod FC Midtjylland.

Og selvom OB’s problemer har mange fædre, vil kritikernes øjne i første omgang hvile på Andreas Alm. Sådan er fodboldens mekanismer, og der er blevet råbt ’ulven kommer’ mange gange i forbindelse med pressede trænere. Troels Bech havde været træner i OB i to år, da han i 2014 rendte ind i en periode med én sejr i 12 kampe og siden blev fyret. Kent Nielsen havde også én Superliga-sejr i 12 kampe i sin anden sæson i klubben, men blev i tre hele sæsoner, inden han blev fyret i 2018, da OB missede top seks. Jakob Michelsen havde også én sejr i 12 kampe i 19/20-sæsonen, men fortsatte alligevel i jobbet i en tredje sæson, inden han blev fyret i marts 2021. På det tidspunkt havde OB to sejre i 12 kampe, inklusive pokalturneringen. Andreas Alm har som nævnt aktuelt nul sejre i 10 kampe inklusive pokalturneringen.

Derfor brænder jorden lige nu under de mange gode folk i Ådalen, og tilbage står den simple konklusion, at både Alm, spillerne, Wesström, Thorborg og hele OB trænger til en sejr.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?