Alexander Juel: Der kan ske vilde ting på sidste dag

Af Martin Davidsen
31. januar 2022

Der er trængsel om spilletiden i OB’s midterforsvar i den kommende halvsæson, for lige nu råder klubben over mange muligheder til de to midtstopper-positioner. Udover nyankomne Mihaljo Ivancevic har OB både Jeppe Tverskov, Kasper Larsen, Alexnader Juel Andersen, Robin Østrøm, Chritian Vestergaard og Jonathan Khemdee i truppen, og dermed er der lagt op til hård konkurrence, hvis alle spillere stadig er i klubben, når transfervinduet lukker i ved midnatstid.

Senest er der dog blevet spekuleret i, om Alexander Juel Andersen skal væk fra OB. Den 31-årige forsvarsspiller har kontraktudløb til sommer, og på rygteplan er der meldinger om, at Juel Andersen er blevet tilbudt en række klubber de seneste dage.

Selv tager Alexander Juel Andersen dog situationen roligt.

”Der er kommet endnu en spiller, der skal kæmpe om pladsen, og som tiden går, bliver de yngre spillere også mere erfarne og dygtigere. Så der er en stor pulje af midtstoppere i OB, og som spiller kigger man altid på mulighederne for spilletid. Jeg har en fin tro på mine egne evner, og jeg kender mine styrker og svagheder. Det er ikke første gang, at der hentes nye spillere til min position i de klubber, jeg har været i,” siger Alexander Juel Andersen til Stemmer Fra Ådalen.

Alexander Juel Andersen var ikke til træning i OB denne mandag, men hans fravær skyldtes ifølge Stemmer Fra Ådalens oplysninger ikke transferaktivitet. Alexander Juel Andersen forventer også at være OB-spiller i forårssæsonen.

”Det regner jeg med. Men jeg ved også, at vi er ved afslutningen af transfervinduet, og der kan ske vilde ting på den sidste dag,” siger han.

Til gengæld har han endnu ikke afklaring omkring sin fremtid på længere sigt, hvor hans kontrakt med OB udløber til sommer.

”Alt kan ske. Jeg venter ikke på OB, og jeg har længe vidst, at jeg har udløb til sommer. Jeg har fokus på at levere på et højt og godt niveau i den her sæson, og indtil videre er jeg den midterforsvarer i OB, der har spillet mest i sæsonen. Alle starter fra nul her i januar, og så må vi se. I forhold til kontraktforhandlinger, så er det en privat sag, som foregår mellem OB og mig. Jeg har godt set, at der er blevet sagt og skrevet nogle ting, men jeg har ikke behov for at bidrage til det. Det må folk på twitter og i medierne spekulere i,” siger Alexander Juel Andersen.

Han er opmærksom på, at han meget vel kan være fortid i OB, når hans kontrakt udløber til sommer.

”Det er der noget, der tyder på. Jeg har hørt meldingerne om klubbens strategi og så videre, så derfor går jeg heller ikke og venter på at høre fra klubben. Det er ikke op til mig at bidrage til spekulationerne om, hvorvidt jeg skal spille i OB eller andre klubber. Den snak er jeg egentlig kold overfor,” siger Alexander Juel Andersen.

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?