Hver tirsdag skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, statistik eller noget helt trejde. Alle artikler er gratis for læsere og financieres af Klub SFÅ.

Støt Stemmer Fra Ådalen ved at blive medlem af Klub SFÅ via dette link. 

OB står foran den mest afgørende periode i Wesströms tid som fodbolddirektør. I foråret fik han formuleret sig skarpt om, at nogle kulturbærere jo også er resultatbærere. En både elegant og hård dom over spillere som Jeppe Tverskov, Mads Frøkjær, Jørgen Skjelvik og Aron Thrándarson. Men nu skal Wesströms nye spillere levere mod Hvidovre, Vejle og Silkeborg.

Hårdt sat op, så skal OB i de næste seks kampe hente et sted mellem 11-13 point for at gøre sig nogen drømme om top seks. Det er det mørke, som OB er endt i, efter man ikke fik resultaterne hjem mod Randers og Viborg, som er de direkte konkurrenter til top seks positionerne.

Mørket vokser i Ådalen, fordi man gennem sin strategi og dermed sin målsætning har pistolen for panden. Vi er i strategiens år tre, og indtil videre har man kun opnået en pokalfinale af de tre overordnede resultat-mål, som er: fast del af mesterskabsspillet, deltagelse i de europæiske turneringer inden for fem år og en pokalfinale inden for fem år.

Selvom der er masser af mørke, er der også striber af lys. Denne blog vil dykke ned i nogle tendenser i OB’s spil, som peger i en lysere retning, men vil samtidig forholde sig til, at det trods alt stadig er en proces, og forløsningen af spillet lader endnu vente på sig.

Presspil med potentiale

Hvad er en forløsning af spillet? I min optik er det, hvis man gennem sine spillestilsvalg kan vinde flere kampe i træk. Sejren i Brøndby, som indtil videre er sæsonens eneste, kom, fordi man turde spille bolden ind centralt (spillestilsvalg) og genpresse højt efter et boldtab (spillestilsvalg). I de efterfølgende kampe lykkedes man ikke med at få sejre mod Viborg, FCK og AGF.

Mod AGF løb Bashkim Kadrii flere gange et højintenst presløb. Planen med presløbet var at tvinge bolden ud mod siden (kaldet et 9’er pres, hvor man skiller modstanderens centrale akse i to), derefter skulle Charly Nouck eller Johannes Selven lukke den brede centerbacks mulighed for at spille bolde op i siderummet (kaldet kantpres, hvor man vil tvinge modstanderen til at spille bolden ind centralt).

Denne måde at presse på skal tvinge modstanderen til at spille bolden ind centralt i et rum centralt i banen, hvor Sven Köhler, Alasana Manneh og Rami Al Hajj skal gå efter at erobre bolden.

Desværre formåede hverken Charly eller Selven ofte nok at deltage i denne presstrategi, hvilket tydeligt kunne aflæses i Kadriis og Köhlers gestik på banen. Selvom presset ikke sad i skabet mod AGF, så er strategien slet ikke dum. Både Hvidovre og Vejle vil kunne få store vanskeligheder mod OB’s pres, hvis ugens træning gør presset endnu skarpere.

Fysisk modstandskraft

I de første 20 minutter mod AGF, og i store dele af kampen mod Viborg, var OB presset på den del af spillet, som handler om duelstyrke, 2. boldsspil og omstillinger fra “vi” til “de” (når OB taber bolden). Men det positive mod AGF især var, at OB over kampen faktisk blev bedre og bedre til at matche AGF. Köhler viste her, at han mellem felterne har en motor og en fysisk kraft, som kan blive afgørende for, at OB kan komme i topseks.

Al Hajj har også nok fysik til at kunne hjælpe holdet til at stå imod hårdere og mere fysisk orienterede hold, som fx AGF. At OB kunne spille sig så meget tilbage i kampen, er et lys i mørket inden mødet med Hvidovre og Vejle. Dette fysisk element skal OB holde fast i og blive endnu bedre til at dominere i dueller, 2. bolde og omstillinger centralt på banen.

Den der højrekant

Franco Tongya er disciplineret, løber mange meter uden bold og kender de offensive løb, men han har endnu til gode at vise topkvalitet med bolden. Derfor var han ikke i startopstillingen mod AGF, hvor Selven fik chancen. Dette blev dog ikke til en succes. Selven var både i spillet med og uden bold ikke for alvor med i kampen. Han fik ikke bragt sin hurtighed i spil, og dermed blev han ikke den hurtige løsning på den højrekant, som ikke har fungeret siden Sabbis flugt over banden.

Tongya, Markus Jensen, Selven og Tyler Burey må alle være i spil til denne plads mod Hvidovre og Vejle. Ingen af dem virker til at have den x-faktor, som kan gøre pladsen til sin egen.

Lyset

OB har masser af potentiale, og i realiteten udvikler holdet sig i den rigtige retning runde for runde (med Viborg-kampen som undtagelsen der bekræfter reglen). Man spiller på samme måde runde efter runde, skaber chancer mod AGF’s dygtige defensiv. Presset bliver bedre og bedre, fysikken ser også bedre ud.

Lyset findes, men gode sekvenser (for det er det, jeg bygger min analyse på) giver ikke altid point, slet ikke når man laver fejl som ved Viborgs to mål og ved AGF’s ene. OB skal bringe mængden af fejl endnu længere ned for at kunne være sikker på sejren. Den optimisme, en ny sæson altid bringer, er nu reduceret til et minimum ovenpå det realitetstjek, resultaterne har givet.

Der er ikke plads til fejl mod Hvidovre og Vejle, og i realiteten heller ikke mod Silkeborg og Lyngby, som venter ude i horisonten. OB skal have point ind på kontoen, for uden dem, så kan proces og potentiale hurtigt lide døden overfor strategiens målsætninger.

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.