Jeg havde egentlig talt med redaktøren om, at jeg ville lave en blog om truppen, men jeg synes, at det er mere presserende at skrive lidt om OB’s defensiv.

Under Jakob Michelsen handlede mange af mine blogs om offensiven; om hvordan den kunne forløses. Det emne har da også været oppe at vende under Andreas Alm, men det er noget nemmere at se, hvad Alm gerne vil. Planen for offensiven fungerer bare bedre under Alm, udførelsen har været af varierende karakter, men overordnet er der en taktisk og kollektiv trænet offensiv i OB.

Så længe vi har haft det nuværende turneringsformat (siden 16/17), har OBs defensiv ikke været så ringe, målt i mål, som under Andreas Alm. Disse tal vil jeg komme nærmere ind på. Dernæst vil jeg prøve at forklare forskellen på, hvordan fx Randers, Viborg og OB forsvarer, og hvorfor det potentielt kan tale til fordel for Kron- og Midtjylland i duellen om den sidste plads i topseks.

Defensive elendigheder

Alm har nu 64 superliga-kampe som OB-træner og intet mindre end 99 indkasserede mål. Det giver cirka 1,5 pr. kamp. Det tal er dog svært at sammenligne med et tal for top seks; derfor er tallene for grundspillet mere interessant. Her har OB ladet i alt 73 mål gå ind i Alms 44 kampe, hvilket giver et snit på 1,65. Det tal kan vi så sammenligne med, hvor mange mål en sjetteplads i grundspillet i snit lader gå ind.

• FCN var de første i 16/17 til at slutte nr. 6 med en målscorer på 41-41, hvilket giver et snit på 1,57.
• Sæsonen efter napper Horsens pladsen med 34 indkasserede mål, 1,3 i snit.
• Så gentog FCN bedriften i 18/19, og denne gang var defensive lidt bedre med 39 mål imod, 1,5 i snit.
• 19/20 var den sidste sæson med 14 hold, og her landede AaB sjettepladsen ved kun at lade 33 mål gå ind, 1,27 i snit.
• FCN var i mange år den evige sekser, og i 20/21 opnåede de igen den plads med 30 mål imod efter nu kun 22 runder, i snit 1,36.
• I Alms første sæson som OB-træner kunne han se Silkeborg glide ind i det forjættede land med en målscore på 34-21 og dermed også et snit under 1,0, nemlig 0,95.
• Brøndby fik pladsen i sidste sæson med hele 1,54 i snit, hvilket er det højeste siden 16/17.

OB skal altså tættere på 1,3 i antal indkasserede mål, hvis man skal gøre sig tanker om top seks.

Jakob Michelsen havde i sine tre grundspil leveret på de defensive parametre, i 18/19 var snittet 1,19, i 19/20 1,15 og i 20/21 var snittet 1,27. Michelsens problem var, at OB scorede for få mål til at komme i top seks i to af Michelsens tre sæsoner. Det samme problem havde Kent Nielsen også i de to grundspil han havde, hvor OB i begge havde et snit på 1,19 i indkasserede mål pr. kamp.

Alms defensive elendigheder stopper ikke efter grundspilsblikket. I Kent Nielsens to hele sæsoner formår han at holde OB nede på hhv. 37 og 38 indkasserede mål pr. sæson, hvilket jo forbedrer snittet gevaldigt. Michelsen har ikke helt så gode tal, men han har trods alt en sæson i mesterskabsspillet, og derfor er 48 mål imod ikke så slemt igen.

Både i relation til konkurrenter og til tidligere trænere, så formår Alm og Co ikke at levere på de nødvendige defensive kriterier for at være et top seks hold.

Faktisk er OB det hold i Superligaen, som har ladet allerflest mål gå ind i de seneste to sæsoner af de ti hold, som har spillet 64 kampe. Kigger vi på snittet, så er Lyngby faktisk også bedre end OB i deres seneste sæson, når det kommer til at forsvare.

Til gengæld er OB det fjerdemest scorende hold over de 64 kampe. Her er Alms snit 1,43, Michelsens snit var 1,3 og Nielsens 1,21 – OB scorer flere mål, men lader også væsentlig flere gå ind.

OB og konkurrenterne

Kunne jeg spå, så ville jeg oddse noget mere, men jeg vandt sjældent, så jeg stoppede med at oddse. Skulle jeg alligevel kaste mig ud i at spå noget om den kommende sæson, så vil jeg fordele holdene således: Guldkampen: FCK vs. FCM. Førsteudfordrerne: FCN og AGF. Den kedelige og sikre topseksklub: Brøndby. Konkurrenterne: OB, Viborg, Randers. Ikke nedrykkeren: Silkeborg. De potentielle nedrykkere: Vejle, Lyngby og Hvidovre.

Denne inddeling peger OB’s nærmeste konkurrenter ud som værende Viborg og Randers. To hold som har en lidt anden tilgang til defensiven end OB. Begynder vi med at se på deres seneste to grundspil, så lod Randers i 21/22 kun 25 mål gå ind, Viborg lod 33 mål gå ind, begge bedre end OB’s 35. I seneste sæson kom begge med i top seks, denne gang var det Viborg som landede på 25 indkasserede mål, mens Randers ramte de 30. OB ramte hele 38…

Men hvad er det de to klubber gør anderledes end OB?

For at kunne tale om forskelle, så vil jeg begynde med at se på, hvordan OB forsvarer. Teknisk kan man tale om at forsvare sig i tre faser, hvor:

1. fase er det højere pres på modstanderens banehalvdel, hvor man ønsker at skabe nogle fordelagtige situationer til at skifte fra forsvarsspil til erobringsspil. Det kunne fx være når modstanderen får isoleret en centerback med bolden, så skal nærmest spiller gå efter erobringen. Det kan også være at lukke modstanderens spilmuligheder, og evt. opnå en interception gennem denne forsvarsstrategi. Her forsvarer OB nærmest i en 2-4-4.

2. fase foregår centralt på banen; her forsvarer OB mere i 4-4-2, her er man mere afventende i presset og ønsker at blokke den centrale del af banen for at få modstanderne til at spille bredt. Man ønsker at bryde spillet ved interceptions; det meste forsvarsspil her handler om at få bolden skubbet ud på siden, hvor OB så vil skabe isolerede situationer, hvor man kan erobre bolden.

3. fase foregår på egen sidste tredjedel og her vil OB gerne blokke i 4-4-1-1 eller sådan var det i sidste sæson. I denne sæson ligner det man måske vil spille 4-5-1, hvor 10’eren falder ned og bliver en ekstra gardering centralt. Det bliver spændende at se, om den taktik bliver fulgt. OB vil gerne forsvare smalt, nok fordi Alm vurderer (korrekt), at de fleste mål scores fra centralt hold. Derudover så vil OB gerne blokere og cleare, når det er centerbackerne som skal i aktion; de bolderobrende er i højere grad 6’erne og til dels backerne i 3. fase.

De tre overordnede faser er alle defineret ud fra etableret spil, hvor alle spillere er på deres korrekte position, men fodbold er kaos – hvis man ser Premier League, så har de en tredje kategori med når de opgør boldbesiddelse, nemlig den del hvor bolden er i det man kalde omstilling, altså hvor bolden har skiftet ejer. De situationer kan i procentsats fylde lige så meget som holdenes boldbesiddelse. OB er overvejende gode i denne fase af spillet.

OB’s problemer defensivt opstår ofte, når man ikke lykkes i 1. og 2. fase af forsvarspillet, fx mod Twente, som ofte formåede at finde mellem- eller bagrum på OBs sidste tredjedel. OB er sårbare i halvrummene på sidste tredjedel, af alle de backs Alm har afprøvet så var Jørgen Skjelvik nok den bedste til at dække lige præcis det rum, alt for ofte bliver Grubbe, Mickelson og Adelgaard fanget for bredt og kan dermed ikke dække indefra og ud.

OB er også sårbare i deres eget udspil fra målspark, fordi nogle modstanderne har været gode til at lukke det ned og vinde bolden højt på OB’s banehalvdel, og så har OB været dårlige til at bryde modstanderen ned, når de har haft overtaget. Alt for ofte kan modstanderen genvinde bolden højt, fordi OB blokerer og clearer kort mere end de clearer langt. Fodboldfagligt kan det være smart, hvis man er dygtig nok at forsøge at spille sig ud efter en omstilling, fordi modstanderen vil være ude af position, men det har man ikke været gode nok til endnu. Jebali var faktisk ekstrem vigtig her, fordi han kunne holde på bolden bedre end nogen anden.

Opsummerende kan man sige at OB spiller med stor risiko, når de ikke har bolden. De presser højt, står højt, kan potentielt have mange på den forkerte side af bolden. Alt sammen noget, som øger modstanderens mulighed for at score. Derudover inddeler OB banen i zoner, nogle zoner hvor de vil gå efter erobringen og nogle zoner hvor de skal blokke modstanderen.

Og netop risiko er en væsentlig forskel på OB og de to andre hold.

Randers er nok det mest defensive af de tre hold i deres tilgang til spillet. De forsvarer i alle tre faser i samme system 4-4-2 eller 4-4-1-1. De kanter, de benytter sig af, er ofte uddannet som højre eller venstre midt og dermed også klassisk forsvarende kanter. Derudover sideforskyder Randers mere end OB, hvilket giver dem endnu mere defensivt overtal. Hvor OB måske spiller 3v2, når de lukker modstanderen ned i et område, så spiller Randers oftere 4v2.

Man taler her om presspiller, støttespiller og sikringsspiller. Her vælger Randers oftere at have en ekstra støtte/sikringspiller end OB. Noget OB faktisk også ofte gjorde under Michelsen. Det giver Randers en numerisk fordel i etableret spil, men også i omstillingspillet, hvor de også forsøger at få en ekstra defensiv spiller med i spillet, så de altid er numerisk i overtal.

Lad mig give et eksempel: Modstanderen har bolden i deres venstre side; det kunne være backen som spiller den op på kanten. Sabbi er ved backen, Leeroy dækker kanten, som alligevel kan modtage den i fødderne. Manneh er støttespiller og Paulsen er sikringsspiller. Men fordi modstanderens 9’er og 8’er også tilbyder sig, er OB reelt set mand-mand i den zone.

Randers vil her skubbe endnu en 6’er over, og deres venstre midtbane vil skubbe ind og lukke 6’er-rummet. På den måde vil de skabe er overtal numerisk.

Fordelen for OB er, at ved bolderobring kan man hurtigt spille sine spillere i en god position, hvorimod ulempen er, at man kan misse duellen og så kan modstanderen skabe en chance imod OB.

Fordelen for Randers er, at man har lettere ved at lukke ned for modstanderens muligheder for at skabe chancer. Ulempen er, at man bruger mange spillere til at forsvare med og vil derfor mangle afspilsmuligheder frem i banen.

Viborg angriber det på mange måder ligesom Randers, men de er noget mere offensive i deres pres, og de opererer med presfælder i deres 1. fase af forsvarsspillet. De forsvarer i 4-3-3 i 1. fase, 4-5-1 i 2. og 3. fase, de går fra at dække smalt til at være meget brede i deres blok og er derfor svære at bryde igennem. De er meget fokuserede på at være i overtal på egen banehalvdel.

Derudover er både Randers og Viborg gode til at skubbe frem i kæderne. De efterlader sjældent meget mellemrum til modstanderen, og har en stærk disciplin, når det kommer til returløb; begge dele noget som OB arbejder på, skal blive bedre. Men jeg tvivler på, at OB kommer til at forsvare med flere end de allerede gør.

Man kan krakilsk sige, at OB uddanner bedre 1v1-spillere end de to andre klubber, når det kommer til de defensive situationer, men den uddannelse koster point. Lignende point smider man færre af, når man har flere støtte/sikringsspillere.

Risikoen værd

Når man sælger Minteh for et højt beløb, så er det fordi han har nogle eksklusive kvaliteter, men man sælger også, at han har spillet på samme måde som man spiller på højere hylder. For OB vil gerne spille som tophold spiller, men man har ikke kvaliteten til det.  Man skal skabe kvaliteten. Hvor Vallys, Helenius og Jørgensen blev Silkeborgs bronzetrio, så nåede de aldrig at tjene lige så meget på den, som OB tjente på Minteh.

OB har valgt en vej, og den skal man blive på, hvis man vil have muligheden for at lykkes, men lige nu mangler man den fornødne kvalitet defensivt til at lykkes. Paulsen og Väisänen er habile forsvarsspillere, men som mangler det sidste niveau i mand-mand-dueller ved græsset. Noget som både Slotsager og Ivancevic har, men som Slotsager grundet alder og Ivancevic grundet skader ikke kan præstere hver eneste gang.

Derfor skal OB håbe, at Slotsager fortsætter sin udvikling og at Ivancevic kan komme sig fuldstændig fra det skadesmareridt, han har været i. Kan det ske, så vil OB blive stærkere lige foran Martin Hansen. Men de to kan ikke klare det alene, også Leeroy og Adelgaard skal hæve deres niveau, det samme skal Sven Köhler og Manneh, OB har brug for, at de seks bagerste markspillere minimerer deres fejlmargen med bolden og bliver stærkere i 1v1-situationerne.

Sker det, så vil sandsynligheden for top seks vokse, samtidig med at de spillere bliver potentielle salg for OB.

Derfor vurderer Wesström nok, at det er risikoen værd at spille så offensivt. Det bliver ikke let at lykkes med, men det er ikke umuligt.