Blog: Om kultur, OB og menneskers indflydelse

Af Thomas Dahlslykke
6. juni 2023

Med sommerens afgang af store profiler i OB er begrebet kultur kommet til diskussion, for når man mister kulturbærende spillere, så mister klubben vel kultur? For hvem skal tage over, når Tverskov ikke længere er i klubben? Og hvad nu hvis Frøkjær, Sabbi og Kadrii også er væk?

For at kunne lave en analyse bliver jeg nødt til at træde et skridt tilbage fra den umiddelbare indflydelse, de overstående spillere uden tvivl har, for er det deres kvaliteter eller deres kulturelle indflydelse, jeg undersøger? Er kultur overhovedet hængt op på de enkelte spillere?

Kultur er et ofte uhåndgribeligt begreb. I daglig tale tillægges det en lang række betydninger, der tilsyneladende er indbyrdes modstridende. Det kan referere til et menneske af dannelse, et menneske, der har kultur, altså er kultiveret; men det kan også i neutral forstand beskrive reglerne for en nærmere angivet gruppes adfærd.

Sådan skriver Den Store Danske.

Begrebet kultur forstås måske klarest i sin modstilling til begrebet natur. Hvor naturen er noget vildt og ukontrollerbart, så er kultur netop en kultivering og kontrol af naturen. Kultur er i sit begrebs oprindelse et udtryk for strukturer, som netop skaber dannelse, hvilket kan forstås som en måde at tilgå verden hensigtsmæssig. En måde at kontrollere naturen. For en fodboldspiller handler det om at tilpasse talentet, naturen, til spillet, kulturen.

Denne blog vil lade sig inspirere af den retoriske tilgang til lejlighedstaler, den vil tage udgangspunkt i fortidens OB, dvæle ved nutidens OB og skue ind i fremtidens kultur i OB.

Fortiden

Allerede nu bevæger vi os rundt på grænsen mellem floskler og mening. Hvilket jo uden tvivl er måden mange mennesker finder mening i livet på – gennem floskler. Derfor skal denne blog ikke ses som en underkendelse af andres forståelse af kultur, som sagtens kan forstås som noget personbåren. Når vi laver kulturhistoriske analyser, så bruger vi som regel personerne fra perioden som et kvalificeret udgangspunkt for hvorfor der netop skete et kulturelt skifte i den periode. Det vil jeg også gøre i denne blog.

N.F.S. Grundtvig fremstår for eftertiden som højskolebevægelsens mand, fordi han formulerede nogle af de værdier som højskolen gjorde til deres. Han er måske også den, som redefinerer danskernes selvforståelse gennem digte som Langt højere bjerge, men i realiteten skyldes indflydelsen mere, at den demokratiseringsproces man havde i Danmark i midten af 1800-tallet passede godt overens med netop Grundtvigs værdier.

For OB skete der en lignende selvdannende proces op gennem 70’erne, hvor man gik fra at være den lille i selskabet med B1909 og B1913, som indtil da havde stået for de fynske resultater i landsturneringerne (hvis man ser bort fra et provinsmesterskab i 1916.

Der kan være mange grunde til, at OB løb med retten til at kalde sig det fynske fodboldflagskib. En grund kunne være at både 9’erne og 13’erne måtte forlade centrum for at få de nødvendige faciliteter. En anden grund kunne være Richard Møller Nielsen (RMN). En person hvis indflydelse meget grundigt gennemgås af nærværende redaktør Martin Davidsen i sin bog Mirakelmageren (2014).

RMN formåede gennem sin periode som OB-træner at løfte klubben op på en hylde i dansk fodbold, som stadig vækker genklang. To mesterskaber, en pokaltitel, en sølv- og en bronzemedalje på ca. 10 sæsoner. Det gør ham til den resultatbærende stærkeste træner i OB.

Men resultater er ikke kultur. Byggestenene for at opnå disse resultater var til gengæld kulturdefinerende for OB. VI ER OB (OBs strategi) er som taget ud af RMNs tilgang til fodbolden: Vilje, Ihærdighed, Energi, Robusthed, Optimisme og Bevidst er alle grundelementer i den fodboldfilosofi som det fynske bøgetræ fik indpisket i OB i de 10 år, han var træner.

Derfor kan man med rette gøre RMN til en kulturbærer i OB, men han står ikke alene. Målmanden som RMN gav chancen som 18-årig, og som sidenhen blev den største af alle striber, Lars Høgh, er også en kulturbærer, fordi han både spillede alle siden 817-turneringskampe i striber, fordi han både vandt to mesterskaber og et hav af andre medaljer til OB og fordi han mere end nogen anden definerede, hvad god træningsmoral er.

Historierne om, hvordan Høgh aldrig tabte i intervalspil, fortæller om en vindementalitet udover det normale. Denne mentalitet er kimen for en vinderkultur.

Senest OB var nede i divisionen var det også med Høgh i målet. Tab og vind med OB.

Man kunne sagtens trække andre spillere med ind som nogle kulturdefinerende spillere i OB, men i stedet vil jeg pege på den kontrast som siden RMN har karakteriseret OB. Den lille vævre spiller over for den store stærke spiller. En kontrast som Keld Bordinggaard har udtrykt som en afgørende forudsætning for at publikum ville se OB spille: ”Når nu Moseby gjorde hvad han kunne for at skræmme publikum væk, så måtte jeg jo give dem en grund til at blive.” Derfor bør vi i dag også elske Frøkjær som vi elsker Adelgaard, fordi de netop er dette kontrastpar.

Elegantieren overfor for tonseren, selvom sproget viser en forkærlighed for elegantieren, så har de fynske fans måske mere en forkærlighed for tonseren. Det kunne skyldes, at netop Moseby, Hemmingsen-brødrene, Dethlefsen, Schjønberg og alle de andre som i slutfirserne og starthalvfemserne gjorde OB ære, netop havde de fysiske attributter, som deres metier.

Miraklet i Madrid og hele Kim Brinks første i epoke i OB var jo, som RMNs, karakteriseret ved ekstremt hårdt arbejde. Man skulle kunne løbe modstanderne i stykker. Ihærdighed er et synonym for arbejdsomhed i den fynske grundkultur.

Netop kampen i Madrid kultiverede den fynske selvopfattelse omkring det fysiske. OB var tonserne mod de elegante madridistas, med det paradoks, at kampens mål blev scoret af de fynske elegantier Ulrik Pedersen og Morten Bisgaard. Kampen gjorde også noget andet; den formede en selvforståelse blandt OB-fans om, at OB kan gøre det umulige. Det sidder som en akse i min egen relation til klubben; jeg tror altid på sejren. Den akse vil jeg vende tilbage til.

Fortiden er altid kulturdefinerende. Hvilket strukturer er klubben skabt af? Findes de strukturerer stadig eller er de forsvundet? Kan publikum se klubben i øjnene? Og måske det vigtigste, hvem bærer kulturen? Høgh, Brink og RMN vil overleve sammen med Helveg, Hemmingsen og alle de andre, fordi de var der, da de store ting skete, men også fordi de definerede de attributter, som vi i nutiden efterspørger ved vores spillere.    

Hver fan har sine kampe, for mig er OB skabt af kampe som 0-2 i Madrid. Eller 6-0 hjemme over Silkeborg i 1996, hvor jeg i hånden holder en tipskupon med cifrene andet resultat til 80 gange igen – jeg havde spillet en 10 kr. Kampe som 4-3 hjemme over Brøndby, hvor Andrew Tembo sparker den ind i fjerneste hjørne efter, at Brøndby havde lavet en comeback til 3-3. 6-0 hjemme over AaB, hvor vi alle sagde farvel til Thomas Helveg i sneen. Kampe som 2-0 ude over Esbjerg, hvor Jens Jakob Thomsen debuterede. Det er min OB-kulturelle opdragelse på stadions og bag skærmen.

Nutiden

Fodboldspillere er helte og skurke, udstillet tydeligst i pokalfinalen mod FCM, hvor klubdrengen Kasper Larsen brændte et straffespark, og siden aldrig kunne finde sit niveau i striber igen. Fodbold gør ondt, det gør ondt at skulle frygte Tverskov spille i hvidt i Aarhus eller i gult i Brøndby, fordi man har elsket dem som OB’er.

Vi tillægger fodboldspillerne rollen som kulturbærende, fordi nogen skal bære os, men som Alm sagde, så er publikum også skyld i, at OB kan levere de fysisk stats som de leverer. Måske er publikum faktisk konstanten i en verden, hvor resultaterne er definerende for hvem der spiller på græsset, hvem der sidder på bænken, og hvem der er i direktionen.

OB har sagt farvel til Thomasen og Larsen, det skete allerede i sommeren og sensommeren 22, i vinters blev det Issam Jebalis tur til at sige farvel, og ved sæsonens udgang blev det også exit for Tverskov, Skjelvik og Thrándarson. Det er seks spillere, som alle har mere end 80 kampe de seneste tre sæsoner. Det er både anciennitet og hierarki, som OB siger farvel til. Selvom truppen har Bjørn Paulsen og Martin Hansen, så kunne der være en frygt for, at man simpelthen mister for meget kultur med disse spillere.

Den frygt deler jeg ikke. For er der noget, som jeg har savnet i den seneste seks-syv-årige periode i OB, så er det spillere, som har mere af Mintehs ”we could become champions!” og mindre af Tverskovs ”han har ikke været her så længe.”. Der skal ikke herske tvivl om, at Tverskovs kvaliteter vil blive savnet i OB, men for mig er han ikke en kulturbærer. Han har ikke formet klubben nok til at træde ind i den linje af personer.

For mig er og må kulturbæreren aldrig være den enkelte spiller, i den enkelte sæson, perspektivet kan aldrig fanges i nuet, tiden kan modbevise mig, men fornemmelsen er, at spillere fremover i højere grad vil være gæster end værter.

Derfor skal kulturen dryppe ned af væggene i Ådalen og på stadion. Den skal emancipere og inspirere spillerne til at skabe bedrifter, der går udover deres evner. Når historien om OBs 2010’ere skal skrives, kan Tverskov skrives ind som den der gik forrest, men måske netop også som en udtryk for et identitetstab, OB led under. Det er ikke Tverskovs skyld, men klubbens manglende evne til at håndtere sin kulturelle position.

Kulturen er måden, som OB angriber fodboldspillet på. Det højintense skal nå nye højder. Viljen, Ihærdigheden, Energien, Robustheden, Optimismen og (det) Bevidste skal løfte klubben ud af dynget i bunden. Sådan var det under RMN og Brink, og sådan skal det være igen.

Fremtiden

Netop nu, hvor man trækker kulturen tilbage til klubben, gør man det muligt at gøre kulturen stærkere. Der er ikke Tverskovs skyld, at han skulle påtage sig, så stort et ansvar, det er jo klubben, som har lagt ansvaret i hånden på ham. Man har dyrket rutinen, det sikre og det rationelle, men derfor har man også forsømt at kunne stå på egne ben.

Hvis en klub er afhængig af en, to eller tre spillere, så er den klub svag. Hvis en klub har sin identitet, sin kultur klar, så vil spillerne spejle den og forløse den. Da Allan Hansen blev 1.holdsspiller i OB, havde RMN defineret stilen og dermed var der plads til Hansens farlige og elegante fødder. Ingen af spillerne på banen i Madrid var i tvivl om sin rolle, eller i tvivl om at deres træner (tosset eller ej) troede på, at de kunne gøre det.

Den mentalitet er, hvad OBs kultur er i min optik, det er aksen i klubben, OB skal kende sin plads, men samtidig række opad, flytte sig op på næste hylde. Det skal være sådanne spillere som skal trække i den stribede trøje fremover, med viljen til at ville mere end hvad omverden ser som muligt.

OBs kultur er blevet defineret, spillernes opgave er ikke at bære den, de skal være den i deres tid i striber!

Denne blog vil i de kommende uger blive fulgt op af andre blogs, som vil kredse omkring den overstående.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidligere fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores faste ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. 

Foto: Nicolai Berthelsen/OB fra Sidelinjen

Skriv en kommentar

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?