Torsdag klokken 11:40 stod jeg i Ådalen og tænkte over om jeg skulle tweete: ”Hvis OB ikke kan levere et højere energiniveau i morgen aften, så behøver de ikke sætte sig ind i bussen og kører til Horsens”. Jeg valgte dog at lade være. Tænkte, at jeg måske var for grov i tonen. Den tanke forsvandt, som de byger der har krydset Odense hele torsdagen, da Martin Hansen overfor Martin Davidsen luftede lignende tanker i SFÅ Optakt.

Det blev dog ikke et tweet, men en blog som indrammer min bekymring, ikke bare for fredag aften, men måske også for resten af sæsonen; træner OB intenst nok til at ramme det niveau, som skal løfte klubben ud af disse uendelige tågede år i bundseks?

Om træninger

Jeg er en fodboldnørd! I realiteten ser jeg ofte træninger for at se, hvordan man på professionelt plan arbejder med at forløse en spillestil. Jeg nyder at følge udviklingen, se detaljerne blive finpudset. Det giver mig et klarere billede af, hvad det er man ønsker i kamp.

Jeg ser også træninger for at se, hvem der rykker sig, om Musa Juwara kommer tættere på holdet, eller om han er den kupon, som Björn Wesström lige måtte købe (leje), velvidende man aldrig vinder noget. Indtil i dag (torsdag, red.) havde jeg set en formmæssigt forbedret Musa, men da det taktiske spil skulle i gang, måtte han være udskifter på B-holdet. Så langt er han pt. fra en startplads.

Det huede ikke den stadig unge gambianer, hvis hoved hang ned over brystet. Med ét blev han grebet af Thomas Helveg, som over femten meters tung gang fulgte og talte med den Bologna-ejede kantspiller. Der indså jeg noget, som længe har været en tanke hos mig, men først i det øjeblik fik ord; nemlig at Helveg mere end nogen anden ser og tager sig af (især) de unge spillere, som nogle gange kæmper med det at blive siet fra.

Jeg har set det flere gange. Med Minteh i hans svære periode i februar. Med Tongya da han blev sat af inden Silkeborg-kampen. Og nu med Musa. Helveg er en særlig udgave af en personlig træner, som virker til på forhånd at vide, hvor skoen kan trykke. Det kan være gennem taktiske instruktioner til spillere som Grubbe, Adelgaard, Breum osv. små detaljer som de tre hovedtrænere så ikke behøver tage sig af.

Helveg ser fodbold, som han spillede fodbold. Han har mærket presset på egen krop, og han virker nu til at kunne løfte sine omgivelser, ung som gammel. Han spørger af og til nysgerrigt ind til Alm, Hjortebjerg og Krogh, som alle virker til at nyde at have Helveg til at tage sig af de små ting, komme med de små instruktioner og løfte de spillere, som hænger lidt med hovedet.

Sådanne ting kan man se, når man følger træningen i Ådalen.

Man kan også se energi, intensitet og mangel på samme. Da transfervinduet i august lukkede, og det blev september i Danmark, skrev jeg en blog om en træning, jeg havde overværet. En træning hvor der blev gået til stålet og niveauet blev løftet. Derfra skete der noget til træningssessionerne, intensitet steg et par grader. Alle kæder havde fået nye konkurrenter, nu skulle man kæmpe for at spille.

Den konkurrence og energi er måske væk nu – sådan kan det i hvert fald se ud udefra.

Hvad spiller vi for?

Jeg tror ikke rigtig, at vi ‘almindeligt dødelige’ ved, hvad det vil sige at være professionel fodboldspiller Måske heller ikke selvom man selv har været det. Det er på en og samme gang så fysisk udfordrende og mentalt udmattende, at jeg knap nok tør tænke på, at de tænker over det. Jeg tror faktisk mange fodboldspillere er helt ærlige, når de siger, at de føler sig bedre end deres konkurrent. De skal tænke den tanke for at kunne være i situationen.

Adelgaard er fx i disse uger rasende over at have tabt sin plads til Skjelvik, hvilket man ikke kan fortænke den unge mand for, for hvorfor skal en snart 32-årig nordmand med snarligt kontraktudløb spille i stedet for en vaskeægte fynbo, som elskes af tribunerne?

Fordi Adelgaard skal blive endnu bedre, fordi man i OB ikke bare vil lade de unge spille for at spille med unge. Nej, de unge skal være den bedste udgave af dem selv, og det har Adelgaard måske ikke været i den seneste periode.

Gemt i mit lille sidespor gemmer der sig dog en bekymring, som Alm og kompagni må se i øjnene. Selvom Martin Hansen altid-altid-altid spiller for at vinde, så har OB lige nu rigtig mange spillere, som ikke er OB’ere på den anden side af næste vindue, og hvis man i forvejen ikke rigtig er i betragtning til at skulle starte, så skal man da ikke blive skadet i træningen, så man ikke kan lande sin næste klub.

Jeg klandrer ingen af spillerne for at være uprofessionelle, men når Jeppe Tverskov højlydt skælder b-holdet ud for at være for lade i den taktiske træning, så er der måske noget med motivationen. For spiller alle OB’ere for, at OB skal ende så højt som muligt i turneringen?

Måske tror trænerteamet heller ikke rigtig på den Europa-lugtende syvendeplads, som FCM lige nu holder hof omkring?

Adelgaard skal vinde sin plads tilbage, og den vej skal illustrere for andre, at så længe man er med på bane 1, er der noget at spille for.

En ny sæson venter

Selvfølgelig spiller OB for at vinde, men nogle gange bliver det mere ord end indhold. Jeg savner passion, og jeg har det nærmest er bedre, hvis der har været lidt skærmydsler til træning, end hvis det har været en træning, hvor vindheksene har kunnet overhale spillerne.

Jeg tror, at alle i Ådalen kan mærke, at der er en storm på vej, at tingene endnu engang rives op med rødderne. Wesström har kridtet banen op ved at kalde holdets kulturbærere for resultatbærere. Mængden af spillere som har kvalificeret sig til tops eks er begrænset, og denne tydelige mangel skal der ændres på, så OB lever op til sin målsætning.

Det kan føles som et utrygt miljø, men måske skal det mere ses som et afklaret miljø. Det kan spillere reagere forskelligt på, lige nu har de reageret passivt, men den passivitet skal ændres til aggressivitet, det vil klæde både spillerne og klubben. Når Randers spiller sig i top seks sæson efter sæson, når Viborg præsterer som de gør, så tilskriver jeg det langt henad vejen, at man træner med en intensitet som ligner den, vi ser dem i til kamp.

Så træner OB intenst nok? Vil spillerne det 100 % lige nu? Hvis svaret er nej, er det kun spillerne, der kan ændre på dette!

Thomas Dahlslykke er underviser, tidligere fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores faste ekspertkorps. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. 

Foto: Nicolai Berthelsen/OB fra Sidelinjen