Nu står OB her igen. Med skuffelse i trup, stab og på tribunerne efter endnu et grundspil, hvor OB ikke har opfyldt egen målsætning om at komme i top seks. Det må give anledning til at alvorlige samtaler i og omkring OB, der igen må spørge sig selv, hvorfor det ikke lykkedes.

I denne sæson kunne man have sikret sig Top 6-placeringen ved at vinde grundspillets sidste kamp, og man kan derfor ikke komme meget tættere på at opnå målet. Der mangler reelt kun tre point, og de point kan man let finde ved at pege på uafgjorte hjemmekampe mod Randers og Silkeborg eller nederlag på eget græs mod hold som Viborg og AGF. Man kan også pege på, at OB i 12 forsøg kun har vundet én kamp mod de seks klubber, der er endt i top seks. Det var i øvrigt mod FC København. Men det er ikke lykkedes OB at besejre FCN, Viborg, AGF, Randers eller Brøndby i løbet af sæsonen, og så kan man ikke gøre krav på en plads i det fine selskab.

Man kan pege på mange detaljer fra det sidste halve års tid, som kan forklare problemerne. Truppen var ikke i form og ikke færdigbygget, da sæsonen begyndte midt i juli, der var skader på nøglepositioner, og OB indkasserede nogle freakmål på grund af personlige fejl, der er svære at træne sig fra. Man lod to af efterårets bedste spillere (Gigovic og Jebali) forlade klubben i januar. Man tog en chance med at lægge vinter-træningslejren i Bangkok. Man formåede ikke at skabe de rammer, der kunne forløse Yankuba Mintehs store potentiale. I afgørende kampe mod eksempelvis Randers hjemme og AGF ude manglede man de taktiske værktøjer og spillemæssige kvaliteter til at ændre kampbilledet. Det er alt sammen valide forklaringer, men i bund og grund er det detaljer.

Den ubekvemme sandhed er, at det netop overståede grundspil er et billede på OB’s plads i dansk fodbolds hierarki i disse år. Det er helt almindeligt og normalt, at OB havner uden for top seks, for det er kun lykkedes én gang i tiden med slutspil at komme med blandt de seks øverste. Sat på spidsen er 2018/19-sæsonen i denne sammenhæng en outlier, en freaksæson, hvor OB overpræsterede og blev nummer fem. OB plejer at slutte mellem nummer syv og 10, og det gør de igen i år.

Derfor er det i min optik ikke spillernes indstilling eller trænerens sene udskiftninger, der bærer det største ansvar for OB’s slutplacering i grundspillet. Man kan i stedet argumentere for, at OB ligger som klubben selv har redt. Ifølge en nylig artikel hos Mediano, har OB det syvendestørste budget i Superligaen, når man sammenlægger udgifter til både Superliga og akademi. Så er det svært at forvente at blive nummer seks. Det vil i hvert fald kræve, at man står på tæer. AGF, Brøndby, FCN og FCK har langt stærkere økonomiske muskler end OB og skal slutte foran OB i en normal sæson. Så er det rigtigt, at Viborg og Randers har lavere budgetter end OB og er lykkedes, men de to klubber er også kendetegnet af en helt anden kontinuitet på afgørende sportslige ledelsesposter. I Viborg stod Jesper Fredberg og Morten Jensen som henholdsvis sportschef og administrerende direktør for en solid opbygning gennem flere år frem mod successæsonen i år. I Randers har direktør Søren Pedersen og træner Thomas Thomasberg været i klubben siden 2018. I Silkeborg (der har ét point mere end OB i år) har Kent Nielsen været træner i fire år, Jesper Stüker har været sportschef i i fem år og  Kent Madsen har været direktør siden Ruder Konge var Knægt.

Andreas Alm er ganske vist den fjerdelængst siddende træner i Superligaen, men halvandet år på posten er ikke kontinuitet i min verden. Slet ikke, når man tænker på, at hele hans stab blev skiftet ud i løbet af hans første sæson. Trænerteamet med Hjortebjerg, Alm og Krogh har arbejdet sammen i ni måneder. Bjørn Wesstrøm har været i klubben i 15 måneder. Kigger man på de seneste sæsoner, har OB skiftet enten træner eller sportschef hvert eneste år i perioden 2018-2022. Så er det svært at bygge noget op.

Når OB har valgt at spille med lav økonomisk risiko og have det syvendestørste budget i Superligaen, skal man være stærkere på andre parametre.  Det er også svært at se, at OB skulle være det. Jo, på tilskuerfronten og på akademifronten er OB beviseligt i top fem i Danmark, men på andre afgørende parametre kan man godt stille spørgsmål ved, om fynboerne har det, der skal til for at leve op til egen målsætning, når man sammenligner med andre Superliga-klubber.

OB’s forholdsvis nye Superliga-hus er måske i top seks i Superligaen, men baneforholdene i Ådalen er en katastrofe, og OB træner hver dag på en kunstgræsbane af lav kvalitet, mens kampene spilles på naturgræs, hybridbanere eller kunstbaner af anden kvalitet. Samtidig er der den evige historie om Odense Stadion, hvor hverken bane og omklædningsfaciliteter har Superliga-kvalitet. Det har OB selv italesat, men hvornår handler man på problemerne og forbedrer de grundlæggende forudsætninger, der skal til for at få succes? Det har man netop også gjort i klubber som Viborg, Silkeborg og Randers, hvor rammerne for at præstere topresultater er til stede. OB har investeret i personale, administrativ og sportslig stab, men er ikke beviseligt i top seks på disse fronter. I både administration og i den sportslige afdeling rekrutteres der som regel internt eller hentes unge talenter ind på organisatoriske nøglepositioner, hvor andre klubber har rutinerede folk med solid erfaring fra topfodbold. Det er et fair og beundringsværdigt valg at prioritere talentudvikling, men så skal man også være bevidst om, at vejen til resultater er længere.

I sidste ende handler det om OB’s økonomiske virkelighed, for klubben har tilsyneladende ikke viljen eller midlerne til at investere det, der skal til for at komme kontinuerligt i top seks. I klubbens egen Strategi 2026 står der, at OB skal være en fast del af Mesterskabsspillet hvert år. Efter de to første forsøg kan man notere, at det er lykkedes nul gange.

I forbindelse med vinterens transfervindue fortalte Bjørn Wesstrøm, at der var handler, som OB ikke lykkedes med, fordi man strandede på den økonomiske formåen. Det ligger også helt fast, at Armin Gigovic forlod OB, fordi klubben ikke kunne følge med den lønpakke, som FC Midtjylland kunne tilbyde. Og Stemmer Fra Ådalen er bekendt med, at OB har været ude efter både Mads Emil Madsen og Mikkel Duelund i løbet af det seneste år, men de to spillere endte i AGF, der har et større budget – og i øvrigt kan vise bedre sportslige resultater. OB mistede to profiler i januar og erstattede dem med fire spillere, der til sammen er startet inde to gange ud af 20 mulige gange i forårets fem første runder. Det er et billede på et mislykket transfervindue, der især kiksede på grund af manglende økonomisk power. Man kan næsten høre tidligere sportschef Jesper Hansen sige, at man arbejdede på noget ekstraordinært, men at det ikke lykkedes.

Man kan godt pege på spillernes manglende indstilling i Aarhus. Man kan også godt pege på Andreas Alms fejldispositioner i løbet af sæsonen. Man kan ligeledes pege på Bjørn Wesstrøms rekruttering og beslutninger i de to transfervinduer. Man kan pege på kultur, uheld, et dårligt stadion eller noget helt femte. Men i sidste ende vil pilen pege på den øverste ledelse i OB; bestyrelsen, det sportslige udvalg, klubejeren. Det er her, de store streger skal tegnes og de grundlæggende elementer til huset skal støbes. Og man kan spørge, om OB har de grundlæggende elementer, der skal til for at bygge et hus i Superligaens top seks?

Før hver sæson siger vi, at OB godt kan komme med i top seks, hvis tingene flasker sig, og det er også rigtigt. I den enkelte sæson er det muligt at ramme det flow, der skal til, hvis tingene går op i en højere enhed. Men over tid taler resultaterne sit tydelige sprog. Det kan ikke hvert år være detaljer, marginaler, tilfældigheder eller uheld, der betyder, at OB misser egen målsætning. Lægger man alle point sammen fra syv års grundspil, er OB nummer otte i Superligaen. Det er over tid, at man skal måle en klubs formåen, og her er OB nummer otte.

OB har gennem 12 år siden sidste sæt sølvmedaljer prøvet det samme med mange forskellige sportschefer og trænere, men med nogenlunde samme sportslige budget og faciliteter. Resultatet har været det samme hver gang. Jesper Hansen, Michael Hemmingsen og Bjørn Wesstrøm har forsøgt som sportschefer. Henrik Clausen, Troels Bech, Kent Nielsen, Jakob Michelsen og Andreas Alm har forsøgt som trænere.

Mange gange siden 2012 har OB trykket på reset-knappen og skiftet ud på en af de sportslige lederposter for så at håbe, at alting bliver bedre ved at give nøglerne til en ny. Måske er det ikke dér, problemet ligger, for kigger man bredt på det, har skiftende chefer leveret som forventet.

I det perspektiv ligner den aktuelle OB-sæson en helt almindelig og normal sæson.

 

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen