Da næsten 200 sæsonkortholdere var samlet på Nature Energy Park i sidste uge, fortalte OB’s fodbolddirektør Björn Wesström et budskab til forsamlingen, der var lige så ærligt som det var usentimentalt: Fodboldspillere i dag er ikke loyale overfor klubben – de er loyale over for sig selv og deres agent. Citatet her er ikke direkte, men en parafrasering, men substansen er ikke til at tage fejl af. Spillere kommer og går, klubben består – og man skal passe på med at knytte sig for tæt til de helte, der trækker klubtrøjen over hovedet, for de er der ikke for evigt.

I løbet af ugen fulgte Wesström op med et par krasse bemærkninger om Armin Gigovic, der i fodbolddirektørens øjne havde signaleret, at han ikke gad at være i OB.

“Vi tager hånd om de spillere, som er her. De får den kærlighed, vi har. Dem, som ikke vil være her, lægger jeg ingen energi på,” lød det fra fodbolddirektøren til bold.dk.

I weeekenden blev det så officielt, at Armin Gigovic fortsætter karrieren i FC Midtjylland det næste halve år, og OB fik således ikke sit ønske om en forlængelse af samarbejdet opfyldt. På den korte bane er det en markant svækkelse af OB-holdet, der dermed har mistet to af efterårets vigtigste figurer i Jebali og Gigovic, og der venter et stort arbejde for OB’s rekrutteringsudvalg i forhold til at finde de spillere, der skal erstatte profilerne og gøre OB konkurrencedygtige til forårets afgørende kampe. Som tidligere nævnt har OB brug for en succesoplevelse og en sæson, hvor man opfylder egen målsætning. Man kan ikke blive ved med at fortælle, at det hele bliver bedre i næste sæson.

I et større perspektiv fortæller Gigovic-sagen også et par ubekvemme sandheder om både fodboldens verden og om OB’s plads i fodboldens hierarki.

Lad os tage det sidste først. Objektivt set er der jo mange gode grunde til, at Armin Gigovic hellere vil spille i FC Midtjylland end OB. Midtjyderne har vundet lige så mange mesterskaber som fynboerne – de har bare gjort det inden for de seneste otte år, mens OB’s seneste sæt guldmedaljer er mere end 30 år senere. FC Midtjylland kan tilbyde flere penge og historisk set også et større udstillingsvindue i forhold til at komme videre til udlandet, og helt objektivt er FCM bare en mere attraktiv klub end OB i disse år. Ni ud af 10 spillere ville formentlig have gjort som Armin Gigovic.

Derfor er Gigovic’ valg af FC Midtjylland også en påmindelse om OB’s plads i fodboldens fødekæde. Når man tænker tilbage på sommerens transfervindue, er det værd at bemærke, at tre af OB’s handler fandt sted til allersidst i transfervinduet, fordi det kunne lade sig gøre der. Formentlig fordi spillere som Manneh, Tongya og Gigovic skulle afsøge andre og bedre alternativer først. Så når OB mister Gigovic i dette transfervindue, er det også en konsekvens af ti års middelmådighed på Fyn, for hvis OB nu kunne tilbyde fast europæisk fodbold, store kampe og en tydelig historik med attraktive salg til udenlandske klubber, ville det også have været mere attraktivt for Gigovic at blive på Fyn. Ligesom det havde været for Sten Grytebust, Rasmus Falk og andre stribede helte, der valgte at fortsætte karrieren i en anden dansk klub uden at det gavnede OB økonomisk. Så hvis OB vil undgå en ny Gigovic-gate i fremtiden, handler det om at flytte sig opad i fodboldens hierarki og igen blive en attraktiv dansk topklub.

Men som nævnt i indledningen er Gigovic-skiftet til FC Midtjylland også et billede på det, som Björn Wesström italesatte ved sæsonkortholder-arrangementet på stadion 9.januar. Der er ikke mange spillere i professionel fodbold, som vælger klub på grund af følelser – og da slet ikke, hvis de har spillet færre end 10 kampe for en klub. Og forholdet går begge veje; Wesström har også selv været temmelig usentimental, når han i pressen har talt om spillere som Aron Thrandarsson og Jørgen Skjelvik, der har kontraktudløb til sommer og næppe bliver tilbudt en forlængelse. Her har OB’s fodbolddirektør været ret tydelig omkring, at OB vil noget andet.

Fodboldens kynisme eksisterer altså både på spillerside og klubside, selvom der selvfølgelig er undtagelser. Man kan eksempelvis tænke over, hvorfor spillere som Jeppe Tverskov, Jens Jakob Thomasen og Bashkim Kadrii har været så populære hos fans i deres tid – det er jo fordi, de har været trofaste, loyale og har været i klubben i årevis. De har endda forlænget deres kontrakter eller kommet til OB på tidspunkter, hvor klubben har været i modgang og problemer. De typer kommer vi til at se færre af i fremtiden, hvilket Wesström også har været meget tydelig omkring. For nogle vil det så gøre fodboldspillet fattigere, når der ikke er plads til romantik og langvarige kærlighedsforhold til enkelte spillere, fordi meget af spillet i højere grad handler om speeddating og hurtige knald – for nu at blive i samme analogi.

Armin Gigovic var en hed og kortvarig affære for OB, der fik en mulighed i sommer og greb den, hvilket var med til at flytte klubben fra bunden af tabellen til subtoppen med en hæderlig chance for at komme i Top 6. Alene derfor var det en god idé at tage svenskeren ind på en kort kontrakt, og mon ikke Wesström og kompagni har været helt bevidste om, at der var stor risiko for, at det kun ville blive til tre måneder i stribet for svenskeren.

Nu venter der 15 spændende dage i transfervinduets afslutning, hvor alle fynske øjne hviler på OB’s rekrutteringsudvalg med fodbolddirektør Wesström i spidsen. Han har selv udtalt, at han forventer, at der komme flere spillere ind end ud i dette transfervindue, og nu er der i hvert fald afklaring på, at to af profilerne er væk.

OB’s muligheder i foråret afhænger i den grad af, hvem der kommer ind som erstatninger.

Martin Davidsen er redaktør på Stemmer Fra Ådalen. Han har arbejdet som fodboldjournalist og forfatter gennem mere end 15 år og dækket OB og Superligaen for medier som Tipsbladet, Jyllands-Posten og tyske Kicker. Han har desuden skrevet fire bøger om fodbold – heriblandt Miraklet i Madrid om OB’s sejr over Real Madrid samt Mirakelmageren om Richard Møller Nielsen. 

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen