Kan vi ikke snart tage debatten om, hvorvidt Niels Thorborg er det berygtede glasloft – eller rettere betonloft – i OB?

Siden 2011, hvor Thorborg har siddet enevældigt på magten, er det gået støt og konstant nedad. Nedskæringerne og måden, klubben drives på, virker for mig dybt underlig. Det føles mere, som om OB’s brand først og fremmest er markedsføring for salg af konferencer og hotelværelser i Odense Sport & Event, end som om fodbolden er i centrum.

Hvis Thorborg reelt vægter klubbens interesser højest, hvorfor kan andre, der gerne vil skyde kapital ind, så ikke komme til? Når nogen rækker en hjælpende hånd frem, og man deler den samme interesse i, at OB skal lykkes, så tager man da normalt imod den. Man afviser den ikke. At den alligevel bliver afvist gang på gang, peger på en anden dagsorden end den, vi får fortalt – og det er præcis derfor, jeg har en mistanke om, at OB er til for OSE “and that is it”.

Man behøver ikke ende som et »Odense Red Bull«. Men hvis en lokal aktør som Hummel ville ind og lægge kapital til som procentvis medejer, burde det være en oplagt mulighed for OB. Pengene kunne for eksempel gå til at opgradere vores elendige faciliteter – eller til at bygge noget nyt og moderne på Falen. FCK er vel også ejet af tre storaktionærer og en masse små via børsen, uden at det har skadet dem?

Og hvis man virkelig mener, at man vil i top 6, så skal det være top 6 hele vejen rundt. Det gælder ikke kun spillere, træner og sportslig ledelse – det gælder også faciliteterne og for den sags skyld ejeren selv. For de to sidstnævnte kan man med rette diskutere, om de overhovedet er i top 12. Faciliteterne er det i hvert fald ikke. De er lige til 1. division og var tidssvarende for 50 år siden. Og hvis man leder efter de berømte marginaler, så er faciliteterne da om noget et sted, hvor der er er mange marginaler at hente!

Det hele er også blevet for indspist og inden tør udfordre enevælden, for så ved de hvad der sker (spørg bare Zorniger). Spillere, trænere og sportschefer bliver hentet til OB, hvoraf flere af dem der ville være profiler i superligaen – og så falder de pludselig alle sammen mærkbart i niveau? Det nægter jeg at tro på. Når det sker igen og igen, uanset hvem der bliver hentet, så er der noget dybere og mere grundlæggende galt. Og leder man efter det ene, der har været med hele vejen igennem siden 2011, så er der kun én konstant tilbage: Niels Thorborg. Det er dér, man skal kigge hen nu!

Som jeg ser det misbruger Thorborg klubben og holder fansne for nar.
Det er hans evner som ejer af en fodboldklub der langt under par.
Det er 100 procent hans ansvar og behov for enevælde, at vi ligger, hvor vi ligger og hvor vi er på vej hen.