Blog: En blandet pose transfer-bolsjer

Af Martin Davidsen
20. august 2020

Af Martin Davidsen

Mens vi venter på Superliga-starten er det en klassisk disciplin at spekulere i trupsammensætning og transferrygter. Det har vi også gjort hos Stemmer Fra Ådalen, og de flittige diskussioner fortsætter som regel på både sociale medier og diverse debatfora.

Indtil videre har der været meget stille omkring OB, men der har dog været flere småting, jeg vil prøve at samle op på her. Det er næppe breaking news, men betragt det som en pose blandede bolsjer.

Sammy Skytte er af Fyens Stiftstidende blevet sat i forbindelse med OB, men som jeg hører det, kommer det ikke til at ske. OB er ikke interesseret, hvilket BT’s podcast Transfervinduet også har nævnt.

Daniel Høegh er et navn, der ofte bliver bragt op som et muligt emne for OB. Vi spurgte Michael Hemmingsen om det i vor podcast for nylig, og her kunne vi forstå på sportschefen, at forsvarsspilleren ikke er et tema i dette transfervindue. Timingen er ikke rigtig.

I BT’s podcast kunne man også høre, at OB i vinter afviste et bud på Sander Svendsen, og vi kan hos SFÅ supplere med, at der også i januar var bud efter Issam Jebali. Her valgte fynboerne imidlertid også at takke nej. Og jeg tvivler stærkt på, at Jebali forlader OB denne sommer. Meget tyder på, at man fortsat har en tro, at han kommer til at lykkes i OB. Det sagde Michael Hemmingsen i øvrigt også i vores podcast for nylig.

I samme podcast nævnte Hemmingsen, at man er klar til at handle, hvis den rigtige mulighed opstår, men overordnet er der tilfredshed med truppens kvalitet. Man fornemmer således, at OB sætter sin lid til, at færre skader og mere kontinuitet i den kommende sæson vil sikre flere point. Det kan man så vælge at tro på eller ej – i hvert fald sætter OB’s sportslige ledelse sig selv under pres, for hvis man påny misser målsætningen, vil omverdenen pege på truppens kvalitet og den manglende handlekraft som en årsag til patientens død.

Men OB ligger heller ikke på den lade side, og det lave antal rygter omkring OB er ikke et udtryk for inaktivitet. Som jeg hører det, vil OB gerne forstærke sig omkring den centrale akse, og her kigger man primært efter spillere, der kan gå direkte i startopstillingen. Man kigger til toppen mere end til bredden. Det kunne vi ikke helt få Michael Hemmingsen til at bekræfte i fredags, men han sagde dog mellem linjerne, at man er klar til at rykke, hvis den rigtige mulighed opstår. OB har altså nogle transfermidler at rutte med.

Hvad det ender med, må tiden vise, og spekulationerne vil formentlig fortsætte i de kommende uger. Også hos os på Stemmer Fra Ådalen.

 

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?