Fokus på Brøndby
Af Martin Davidsen
26. juli 2019
OB står foran en svær udekamp, når Brøndby er modstanderen på søndag. Som et led i optakten til udvalgte kampe i Superligaen, sætter Stemmer Fra Ådalen fokus på OB’s kommende modstander gennem et interview med en journalist, fan eller tidligere spiller, der har et godt indblik i klubben.
Denne gang har vi talt med Nanna Møller Karlsen, der er journalist og chefredaktør på Brøndby-websitet 3point.dk og vært på podcasten BrøndbyLyd.
Hvordan er status og stemningen i Brøndby inden søndagens kamp mod OB?
Puha, en status i Brøndby? Det er lidt som om pendulet svinger fra uge til uge og fra kamp til kamp i øjeblikket. Og der er mange kampe, så det er nærmest en ny status hver tredje dag. Overordnet vil jeg dog personligt sige, at Niels Frederiksens Brøndby-hold er kommet acceptabelt fra land. Det blev til en pligtsejr hjemme over Silkeborg i første spillerunde, men der var så tilpas mange positive ting i dén kamp rent spillemæssigt, at det gav lidt ro. Udekampen mod Randers var egentlig også OK på mange måder. En fin første halvleg og en noget dårligere indsats efter pausen. Der var naturligvis stor skuffelse ved slutfløjt, når man så alligevel stod med det i hænderne og pisser det væk. Men alt i alt er fire point efter de første to spillerunder ganske fint.
Samtidig spilles der europæisk og efter et udebanechok mod Inter Turku, klarede Brøndby sig som forventet videre. Disse kampe er fantastiske for klubben og fansene. Det er en del af selvforståelsen i Brøndby, at man spiller europæisk. Det giver også flere kampe til at spille holdet sammen med Niels Frederiksens nye idéer, men samtidig presser det også truppen, som på enkelte positioner er meget smal.
Hvad forventer du at se fra Brøndby-holdet i søndagens kamp mod OB?
Jeg forventer at se et Brøndby-hold, der tager teten og kommer aggressivt ud. Sådan SKAL og MÅ det være, når Brøndby spiller på Brøndby Stadion. Samtidig er det et Brøndby-hold, der ikke har vundet i tre kampe i træk, hvis vi tæller de europæiske kampe med, og derfor må spillerne være sultne efter at kunne sætte tre point ind på kontoen.
Efter tre hårde udekampe i træk på en uge, gælder det nu en hjemmekamp og her skal Brøndby tage initiativet i kampen og presse modstanderen. Ikke på Alexander Zorniger-måden med hovedet under armen i dele af kampen, men når mulighederne opstår.
Hvordan tror du, at Brøndby vil gribe kampen an mod OB?
“Selvom jeg forventer et Brøndby-hold, der vil tage initiativet og være aggressive mod OB, skal de også spille klogt, for OB er et rigtig godt hold og en vanskelig modstander – også på Brøndby Stadion. Under Niels Frederiksen spiller Brøndby nu 4-3-3 og lige netop mod OB tror jeg det kan blive en blågul fordel frem for den smalle diamant på midtbanen, hvor OB’s wingbacks havde to motorveje at løbe afsted på i hovedparten af opgørene i sidste sæson.”
“Derfor bliver en af nøglerne for Brøndby netop at lukke to x Laursen ned. De er begge dygtige på egen hånd og kan byde ind med mål og assists, så det kommer til at kræve noget af Brøndbys backs og kanter at få lukket dem ned og derfor også få lukket for en del af forsyningerne til Bashkim Kadrii og den nye angriber Sander Svendsen, som så utroligt spændende ud i sin debut.”
“Og her kommer det største hovedbrud for Brøndby i kampen. Forsvaret! Paulus Arajuuri er i karantæne og selvom han bestemt ikke har været velspillende i de to seneste kampe, så er der ikke oplagte alternativer. Frederiksen har tre muligheder, som jeg ser det og ingen af dem er optimale. Enten kan han give debut til Masterclass-spilleren Anton Skipper Hendriksen, han kan sætte nyindkøbte norske Tobias Børkeeiet derned (han har spillet få kampe på positionen før, men er primært 6’er) eller han kan rykke Anthony Jung ind centralt. Jeg er spændt på, hvad han vælger. Jung har gjort det godt på backen, og det vil kræve tre rokeringer, hvis man rykker ham ind. Så jeg tror på Skipper eller Børkeeiet derinde sammen med Hermannsson.”
Hvilken Brøndby-spiller vil du fremhæve som den mest spændende lige nu?
“Dominik Kaiser! Nu viser han endelig det, Alexander Zorniger gav lovning på for et år siden. Midtbanespilleren svinger dirigentstokken inde centralt. Han har en eminent evne til at tage temperaturen på kampene. Hvornår skal der sættes tempo med hurtige afleveringer frem ad banen og hvornår trækker vi vejret? Han er ved at udvikle sig til hjertet på holdet, hvor han har Josip Radosevic som skraldemand ved siden af sig og Lasse Vigen som den aggressive presspiller med det store løbepensum. Kaiser har tegnet sig for to mål og to assists i Brøndbys første fem kampe i denne sæson, så for mig at se, er han klart den mest spændende profil lige nu.”
Hvordan ser man i Brøndby-kredse på OB som modstander?
Det er klart en af de sjovere kampe i sæsonen. Det er to klubber med en lang historik af kampe mod hinanden og det er altid sjovt at møde modstandere, som også møder op på lægterne og det har bestemt været tilfældet de seneste gange Brøndby har været i Odense, hvor der har været godt fyldt op på stadion og god stemning. Det forventer jeg også på Brøndby Stadion på søndag.
Så det er et klassisk Superliga-opgør og i disse år er OB også blevet en modstander, som Brøndby har det rigtig svært med. Så i Brøndby-kredse skuler man lidt nervøst til kampen, for det bliver svært. Det er et hold med et efterhånden fasttømret koncept og en dygtig taktiker på sidelinjen. De to hold lå nærmest helt lige i tabellen sidste år og det tror jeg også kan blive billedet i år, så søndagens kamp bliver en spændende indikator på, hvor langt Brøndby er kommet siden sidste sæson, samt om OB formår at fortsætte den fine udvikling under Jakob Michelsen.
Hvad er dit bud på resultatet, og hvad bliver afgørende?
Jeg tror vi ender på en uafgjort. Det kan i sidste ende blive et resultat, som begge hold kan leve med, hvis kampen udvikler sig i den retning. Et nederlag vil være rigtig tungt for begge hold, så derfor tror jeg det kan ende sådan. Men Brøndby skal have styr på forsvarsspillet, for ellers kan jeg også godt se OB snuppe en 2-1-sejr.
Det afgørende bliver de bagerste kæder hos begge hold. Får Brøndby sat et velfungerende midterforsvar op og kan de afholde sig fra at lave så mange fejl, som vi så det i Gdansk, så er det et godt skridt på vejen. For jeg tror på, at Brøndby nok skal score. Det er der kvalitet nok i offensiven til. Og så skal Brøndby, som tidligere skrevet, få lukket ned for de to wingbacks og være opmærksomme på farten fra både Kadrii og Svendsen.
Wilczek skal have noget at arbejde med og ramme dagen – og så synes jeg, Brøndby bør spille med Mikael Uhre på den ene kant i denne kamp, for at få noget mere tyngde med i feltet, når der angribes.
Husk at lytte til ugens udgave af Stemmer Fra Ådalen her:
Det er kun medlemmer af Klub SFÅ, der kan kommentere på indhold. Læs mere om Klub SFÅ.


