I løbet af denne sæson vil forskellige skribenter lave blogindlæg på Stemmer Fra Ådalens website. Den tidligere OB’er Sandro Spasojevic skriver her om klubbens udvikling fra hans tid i klubben i midtnullerne til Jakob Michelsens ankomst i klubben med fokus på en forsømt ungdomsafdeling til nye tider med nye dilemmaer. 

Af Sandro Spasojevic

Jeg vil i fremtiden skrive klummer for ”Stemmer fra Ådalen”, hvor jeg vil komme med analyser, primært om OB. Jeg var ungdomsspiller i klubben fra 2006 til 2009, i en tid som var meget anderledes, end den er i dag i klubben.

Jeg er hverken fan eller holder med klubben, men da jeg har haft min gang i Ådalen, følger jeg klubben tæt, ligesom jeg gør med Superligaen.

Da den tidligere OB-målmand Emil Ousager i februar 2017 skrev et læserbrev i Fyens Stiftidende om sit syn på klubben, var der mange klokker, der ringede hos mig.

Hans synspunkt tog afsæt i Superligaholdet og deri beskrev han sine personlige betragtninger om, at OB’s deroute skulle findes 10 år tidligere, altså i 2007.

Som udgangspunkt kan jeg hverken be- eller afkræfte de ting, han dengang skrev, da jeg ikke havde min gang på 1. holdet. Men jeg kan drage nogle ret klare paralleller til ungdomsmiljøet i Ådalen i årene 2006-2009, som lugtede langt væk af en rådden elitekultur. Dog er tingene de senere år vendt 180 grader, og nu begynder vi at se lidt af det potentiale, som er at finde i Ådalen.

Det forsvundne fundament
OB har i mange år hverken levet af at udvikle nogle synderligt store talenter eller ikke skabt resultater. De har med andre ord sat sig imellem to stole. Da jeg slog mine folder i Ådalen, var det mildest sagt umuligt at komme på førsteholdet som ungdomsspiller. På min årgang kunne vi skue op til årgang 88, hvor blandt andre Theis Pedersen og Matti Lund var at finde. Især sidstnævnte var af mange spået til at være det helt store talent, men hans vej til førsteholdet var utrolig svær, og han nåede ikke mere end 14 kampe i alt, inden han tog videre til FC Nordsjælland.

I dag ser vi talenterne få chancen i en helt anden grad, end de gjorde dengang. Nu ser vi spillere som Jens Jakob Thomasen og Mathias Greve, bare for at tage to af dem, have over 230 kampe tilsammen for OB’s Superliga-mandskab. Det var utopi dengang. Men denne udvikling er god og nødvendig, fordi OB ikke længere er en topklub i Danmark. De skal, ligesom størstedelen af de andre klubber i Superligaen, leve af egne talenter. Superligaen er og bliver en udviklingsliga.

OB kan ikke leve på at Christian Eriksen eller Rasmus Falk var at finde på ungdomsholdende for over 10 år siden (sidstnævnte naturligvis også på førsteholdet), da disse to spilleres talent var så stort, at selv en blind høne ville have spottet dem.

Derfor har det ikke undret mig, at OB gennem de seneste 7-8 sæsoner, har været at finde i den dårlige ende af tabellen. Fundamentet blev simpelthen ikke lagt, blandt andet i de år jeg var i klubben.

Det var som om klubben ikke var stolte af, at deres unge spillere var attraktive for andre klubber.

Jeg erindrer en historie, hvor en spiller fra årgang 1995 var blevet tilbudt at komme til prøvetræning i Hamburger SV. En anerkendelse til selve spilleren selv, men også til klubben, da det var et tegn på, at unge spillere var interessante for udenlandske klubber. Problemet var bare, at HSV’s indkaldelsesbrev, aldrig nåede frem til spilleren og hans forældre. Det var først da HSV’s danske scout tog fat i spilleren og forældrene, at det gik op for alle, hvad der var sket. Brevet var nemlig i stedet endt på talentchef Uffe Pedersen’s kontor, hvor det fik lov til at samle støv. Hvorfor det, kunne man fristes til at spørge? Det er der ingen der ved.

OB i fremgang
OB’s faciliteter dengang var ikke meget anderledes, end de er nu. Det var det samme gamle klubhus, som havde sin charme, men når charmen forsvinder, står udseendet tilbage, som mildest talt ikke var noget at råbe hurra for. Før i tiden skulle både førsteholdet og ungdomsspillerne cykle over til OBBC for at lave styrketræning, hvorimod de nu har nogle maskiner på anlægget.

Men alt dette bliver der rådet bod på, når OB får deres nye anlæg i 2020. Det vil helt sikkert rykke klubben i den rigtige retning; unge spillere vil se idéen ved at komme til klubben og kunne udvikle sig, samtidigt med at spillere på førsteholdet vil se en seriøs klub, der er i fremgang. Det vil ikke nødvendigvis skabe resultater på den korte bane, for disse er stadig overladt til spillerne på grønsværen, men på lang sigt vil det helt sikkert gavne dem.

Så OB er bestemt en klub i fremgang, og ansættelsen af Jakob Michelsen har også vist sig at være den helt rigtige. Efter en svær start sidste sæson, fik de vendt skuden, og efter min mening, har OB endeligt fået farven tilbage. Han har efter min mening gjort det helt rigtige ved, at kigge på det spillermateriale han har til rådighed, og skræddersyet en taktik som passer til holdet og ikke omvendt haft sin plan, og forsøgt at få spillerne til at passe ind.

Derudover har mange af spillerne løftet deres niveau under Jakob Michelsen. Spillere som Tverskov, Jacob Barrett Laursen, Troels Kløve, Casper Nielsen med flere har formået at gøre sig interessante for andre klubber. Næste dilemma, klubben står overfor, kan derfor være, om de skal bygge et hold op omkring eksempelvis Tverskov, eller om man skal smede, mens det klassiske jern er varmt og sælge, når spillerne er på toppen.

Selvom OB kom dårligt fra land med et nederlag i præmieren mod de danske mestre fra FCK, så har de gennem sidste sæson formået at skabe en vis form for kontinuitet. Derfor spår jeg også striwerne til at ende i top seks i år.

Blogindlægget er et udtryk for skribentens egne holdninger. 

Om skribenten: 

Sandro Spasojevic er fodboldanalytiker og tidligere professionel fodboldspiller med fortid i en lang række klubber, blandt andet OB. Han optræder med jævne mellemrum som ekspert i Stemmer Fra Ådalens podcast.