Hver uge i sæsonen skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, spillestil eller noget helt trejde. Vi kalder det Mellemrummet. Alle artikler er gratis for læsere, men du kan støtte vores medie gennem Klub SFÅ. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link. 

Du kan få artiklen læst op i vores podcast-kanal eller via denne afspiller:

Når man skal igennem DBU’s trænerkurser, så er sandsynligheden for at Ove Christensens – tidligere Viborg- og Randerstræner – bog om forsvarsspillet lander i ens bogreol rimelig stor. Denne del af fodboldspillet dyrkede den sindige og temperamentsfulde nordjyde meget i sin rolle som cheftræner, og mon ikke han stadigvæk har et vågent øje på, hvordan man forsvarer sig bedst i moderne fodbold.

Jeg vil ikke gengive Ove Christensens bog her i blogform, jeg er faktisk på udebane, når det kommer til forsvarsspillet. Det har i højere grad været spillet med bolden, som har optaget mig de seneste mange år, både som panelist hos SFÅ og som fodboldtræner. Selvfølgelig har jeg opereret med principper for forsvarsspillet, men interessen for spillet med bolden har været større.

Dette mellemrum bliver dog nødt til at handle om forsvarsspillet, for det er stadig et problem i Ådalen at forsvare uden bold (som man jo kan skrive, efter Guardiola har italesat muligheden for at forsvare med bolden).

Historisk kontekst

Da jeg begyndte at spille fodbold tilbage i begyndelsen af halvfemserne, havde mine trænere et stort fokus på mandsopdækning. Det var måden at forsvare på. Genser man fodbold fra 80’erne og 70’erne, vil man se rigtig mange hold operere med mandsopdækningsperspektivet. Selv husker jeg de – i min optik – trælse øvelser på træningsbanen, hvor man skulle spille kamp og havde én spiller, man skulle dække op, og hvis vedkommende scorede, skulle man lave ti armstræk.

Allerede i 80’erne kom der nye tendenser ind i spillet. Langsomt kom tanker om zoneforsvar og blokforsvar ind i fodbold. Tanker som blev etableret i løbet af 90’erne og 00’erne.

Zoneforsvar er en stil, hvor man deler banen op i en række zoner, hvor spillerne hver især har et ansvar for at markere. Dvs. at hvis modstanderen placerer sig i din zone, er det din opgave at dække ham op. Zoneforsvar handler rigtig meget om at sideforskyde og skabe overtal i zoneområderne tæt ved bolden. En zone langt fra bolden skal dog stadig dækkes; man skal som spiller dog placere sig ved overgang til zonen ved siden af, som er tættere på bolden.

Det er i zoneforsvaret, at tanker om støtte- og sikringsspillere opstår. Støttespillerne er de spillere, som er i zonerne omkring den boldbesiddende spiller, og den forsvarer som dækker zonen. Sikringspillerne er så dem i zonerne ved siden at støttespillernes zone. Orienteringspunktet er zonen (hvor bolden er) og linjen til eget mål. Hvilket betyder, at man søger, at den boldbesiddende spiller kun kan spille bolden baglæns.

Problemet i zoneforsvar bliver, at zonerne bliver for store til at en spiller kan overskue dem. Modstanderen kan profitere ved at komme i numerisk overtal i zonerne og dermed udfordre organisationen. Hvis du bliver fanget et forkert sted i zonen ift. din modspiller, vil vedkommende også profitere af en positionel fordel.

Derfor er blokforsvaret langt mere udbredt i dag end zoneforsvaret. I blokforsvaret er orienteringspunktet bolden og linjen til et mål. Her behøver man ikke blive i sin zone, man skal altid søge at blokere modstanderens mulighed for at komme tættere på mål.

Alle tre typer af forsvarsspillet, jeg har nævnt, eksisterer kun, når man er i etableret forsvarsspil, og det betyder, at man både er positioneret konkret og i numerisk balance.

Nutidens tendenser

Fodbold har nok altid været en form for skak, hvor trænernes træk er blevet mødt af modtræk fra modstanderens træner. I dag er vi et sted, hvor forsvarsspil begynder i det øjeblik, hvor andenboldsfasen er overstået.

Så i det moment hvor modstanderen har kontrol over bolden, så begynder man at forsvare, hvilket i sig selv er logisk nok. Men i 90’erne og 00’erne betød det oftest, at man trak sig tilbage på egen banehalvdel og dækkede enten banen eller modstanderens offensive spillere.

I dag arbejder mange hold med det Klopp’ske gegenpres eller med en høj preslinje. Her er der også forskellige strategier; da Atalanta brød Liverpools flotte hjemmebanestatistik i Europa League-kampen på Anfield, gjorde de det ved at spille mand-mand over hele banen. Dette kunne Liverpool ikke løse godt nok over 90 minutter, og derfor fik Atalanta noget af en skalp og et videre avancement i turneringen.

Sådan opererer mange hold med flere strategier for forsvarsspil. Hvordan og hvor skal vi møde modstanderne? Hvordan håndterer vi deres målspark, frispark og indkast på i deres fase 1 spil? Går vi højt mand-mand eller højt i zoner eller højt i blok eller falder vi og står på egen banehalvdel? Hvad gør vi, hvis de bryder første-presset? Hvordan og hvor højt reetablerer vi os? Og sådan kunne spørgsmålsrække fortsætte.

Mand-mand-spil som Atalanta brugte mod Liverpool kræver ekstremt adrætte og koncentrerede spillere. Man kunne også vælge den strategi, som Real Madrid havde på Etihad mod Manchester City i Champions League, hvor de i store dele af kampen forsvarede i bred blok i et 6-4-0-system, og kun sporadisk skubbede op i et 4-2-2-2-systems pres.

I Superligaen er forsvarstendensen, at de fleste hold vil lukke den centrale del af banen. Man presser nærmest indefra og ud med forreste kæde på alle hold. Man blokerer så at sige for muligheden for at spille lige op i banen og tvinger modstanderen ud på kanterne. Derfra arbejder holdene forskelligt med presfælder, men fælles er, at man ønsker at lave en bolderobring på siden og så skal én spiller løbe dybt og en skal tilbyde sig centralt.

Det er også forskelligt, om holdene ønsker at erobre bolden højt gennem et pres eller om intentionen blot er at blokke opspillet.

En generel tendens vi ser i alle de turneringer, jeg følger, er, at rigtig mange mål kommer, når man fanger et hold i ubalance, enten ved at bryde igennem deres høje pres, ved at erobre bolden højt på modstanderens banehalvdel, ved at genvinde bolden efter andenboldsspil eller ved at score efter en standardsituation. Det betyder, at man som forsvarerne hold skal være gode i restforsvar og gode på standarder.

OB og det store spørgsmål

Hvad er planen i OB? Der er uden tvivl opstillet klare principper for, hvordan man ønsker at forsvare sig. Jeg kan simpelthen ikke forestille meget andet.

Det jeg ser, er, at man ønsker at skabe mand-mand-dueller i siderum mellem OB’s wingbacks og modstanderens back, når man er i etableret forsvar. Det er altså her, man satser på en bolderobring. Dette valg er også oplagt, for modstanderens back i siderummet er en position langt væk fra eget mål. Derfor er det mindre risikofyldt at satse på bolderobring der. Denne offensive erobringsstrategi er også hensigtsmæssigt for at undgå, at man ender med at blive for defensive, som er en faldgrube for en fem-backkæde.

Når denne del mislykkes, og OB ender i etableret forsvarsspil på egen banehalvdel, forsvarer man i en 5-4-1 eller 5-5-0, hvor der dækkes op med udgangspunkt i zoner, men bliver til et forsøg på blokforsvar, jo tættere modstanderen kommer på mål. Hvilket kan ses ved, at man tillader brede afleveringer, når wingbacken trækker tættere på sin centerbackkollega.

Men mange mænd på egen første tredjedel tilskriver, at man bør være i numerisk overtal i de fleste rum. Her har de fleste modstandere det svært, men hvorfor virker OB så rystende ringe rent defensivt?

Jeg mener, at OB i overgangen fra det høje etablerede blokpres til det lave etablerede forsvar laver for mange positionsfejl. For det første lykkes den høje blok alt for få gange. Spillerne i forreste kæde misser positionerne for mange gange. Måske skyldes det, at forreste kæde roterer mindst en spiller pr. runde, der er ikke nok kontinuitet.

Vi må også kigge på det konstante undertal centralt. Siden Jakob Michelsen blev fyret, og Hemmingsens forlod vikartjansen som cheftræner, har OB været notorisk dårlige til at forsvare omkring 6’er-positionerne. Alt for ofte kan modstanderne placere sit gennembrudspil på ydresiden af 6’eren og på indersiden af backen/wingbacken. En måde at håndtere dette problem har været at spille med tre stoppere, men kun sporadisk har vi set Gomez, Helander og Slotsager være den opgave voksen. De er simpelthen ikke gode nok til at træde frem og forsvare deres forrum.

Hvilket faktisk har været et problem i OB i tre sæsoner nu. De evner ikke at skubbe op. De evner heller ikke at lukke af bag den forsvarer der skubber op, som Randers’ udligning til 1-1 bekræfter. Reaktionstiden i OB’s forsvar er for langsom. Man blokker ikke godt nok, når modstanderen er centralt.

Men det er ikke det eneste problem, for hvad er OB’s strategi for at erobre bolden, når man er i lav blok? Har man overhovedet en strategi her? I så fald kan jeg ikke umiddelbart se den. Randers fik i hvert fald rig mulighed for at afsøge diverse sprækker i OB’s forsvar fredag aften, uden at OB gjorde noget for at bryde og erobre bolden.

Restforsvar

Hvis OB presser højt med både numerisk og positionel balance, så vil man kalde det etableret forsvar, men spiller modstanderen sig igennem dette pres, så vil man godt kunne tale om, at det er restforsvaret, der skal lukke af. Derfor handler restforsvar om fart og disciplin.

Her er OB udfordret; kun Gomez har et antrit, som kan gøre en fartmæssig forskel i restforsvar – til gengæld mangler han den disciplin, som både Slotsager og Helander har. De mangler til gengæld fart. Derfor har ingen af OB’s centrale stoppere den fulde pakke til at være gode restforsvarsspillere. Jeg kunne give så mange eksempler på dette, men tristheden overfalder mig, så lad mig nøjes med Vejle-kampen på eget græs, hvor 1. halvleg var en parodi på restforsvarsspil.

Standarder

De offensive har fået hul igennem, det vil jeg medgive. De seneste fire mål kommer efter offensive standarder, men de defensive halter gevaldig efter. Man skal have for øje at en standardsituation ikke blot er selv indkastet eller hjørnesparket, men også situationerne efterfølgende, som AGF’s udligning i Aarhus.

OB har både mod Viborg og Randers indkasseret mål direkte efter en standard.

Mod Randers lignede det, at OB dækkede feltet op, med tre til fire spillere i zonepositioner og resten mand-mand, det er ikke nemt at dække zone, men omvendt kan netop zoneopdækning betyde, at man får en ekstra spiller i de centrale rum. Det hjalp dog intet ved Enggårds udligning i fredags.

Fremkig mod hvad?

Uanfægtet hvordan det går OB resten af foråret, så er forsvarsspillet et problem, som skal løses både på træningsbanen og på Jimmi Nagels rekrutteringskontor. Det nytter ikke, at man bruger så mange flere penge end sine nærmeste konkurrenter i bunden og så forsvarer så dårligt (selvom man pt. er nr. 7 på listen over indkasserede mål, hvilket pt. mest skyldes Randers’ og Viborgs rodede efterår).

Men hvordan skal man angribe dette problem?

Der er ingen tvivl om, at både trænere, direktører og ejer tænker OB’s spillestil ud fra det perspektiv, hvor OB har bolden. Det gjorde Ove Christensen ikke. Groft sagt! Der er jo ingen som ser entydigt på fodboldspillet, men fokusset har været på at gøre OB til et hold, der ville noget med spillet. Sådan er det, når man vil sælge offensive profiler.

Det er jo strategien at være offensive, men siden strategiens fødsel har OB ikke præsteret, og vi er blevet lovet en revision, når Ohms dag kommer – hvis den kommer…

Noget, som jeg hæfter mig ved, er, at andre hold omkring OB er mere klare i spyttet, når det kommer til deres offensive og defensive valg. OB’s stil har været meget kompleks og i virkeligheden krævet et ekstremt højt niveau af den firkant som består af de to centerbacks og de to 6’ere. Kroghs løsning med en ekstra centerback har ikke for alvor ændret på problemerne.

Det er altså ikke kun taktisk OB fejler, det er også på kvaliteten. Selvom Gomez, Helander, Slotsager, Trybull, Köhler og Al Hajj alle lugter af kvalitet, så har gevinsten hos dem været for ringe.

OB burde simpelthen være bedre. De centrale spillere burde lave færre fejl. Der burde være en progression i spillet, men sandheden er, at OB på søndag kan ligne endnu en udgave af Kejserens nye klæder og blive klædt helt af på eget græs, hvis man ikke vinder over et Hvidovre-hold, som indtil videre har hentet dobbelt så mange point som OB i kvalifikationsspillet.

Hvidovre fik også sin hjemmesejr før OB, og derfor er OB nu det eneste hold i superligaen, som ikke har vundet foran hjemmepublikummet.

—

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Mellemrummet om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen