Hver uge i sæsonen skriver Thomas Dahlslykke klummer om OB’s udvikling med fokus på taktik, spillestil eller noget helt trejde. Vi kalder det Mellemrummet. Alle artikler er gratis for læsere, men du kan støtte vores medie gennem Klub SFÅ. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link. 

Du kan få artiklen læst op i vores podcast-kanal eller via denne afspiller:

For tre uger siden sad jeg og talte med Søren Krogh og Martin Davidsen i Taktiktavlen om, at OB bevægede sig i en bedre retning. At der var sket en positiv udvikling. Det føles som en evighed siden og den fornemmelse er nærmest forsvundet. Lige nu er alarmberedskabet på øverste niveau og nedrykningsstregen er så tæt på, at man så let som ingenting kan snuble over den og ryge under den.

De gode takter, de flotte tilløb og de udmærkede resultater i grundspillets sidste fem kampe er blevet erstattet af en mudret indstilling og håndtering af Vejle og en vandpolokamp mod Lyngby. Det har efterladt OB lige præcis der, hvor ingen ønsker at være; på kanten af sammenbruddet.

Hvordan er OB endt her? Det kunne være spørgsmålet, men jeg tror faktisk aldrig, at OB har været rigtig væk fra det nuværende niveau. Jeg, Krogh og mange andre har bare tolket plus drømt om bedring, uden at have det fornødne belæg for at tillade sig disse drømme.

Drop sentimentaliteten

Krogh har fået og vil få masser af hug for den taktiske håndtering af både Vejle- og Lyngby-kampen. Det er fair nok, når man burde have det bedste hold, men Krogh har ikke det bedste hold. Han har måske de bedst betalte spillere i bunden af dansk topfodbold, men han har langt fra det bedste hold.

Der er for mange af OB-spillerne, som har et problematisk syn på egne evner, når det kommer til at levere. De lægger deres spil for højt og glemmer den kollektivistiske del af fodboldspillet. Lad mig komme med nogle eksempler:

Filip Helander har det meste af foråret lavet kampafgørende fejl. Mod Viborg scorer midtjyderne fra det område, svenskeren burde have lukket ned. Mod Brøndby er han direkte impliceret i to af vestegnsklubbens mål. Mod AGF giver han et dumt hjørne som fører til udligningen. Hjemme mod Vejle sejlede det fuldstændigt for den tidligere Rangers-spiller, og mod Lyngby skabte han igen unødig usikkerhed i kampens indledning ved at lave kritisable tilbagelægninger.

Sven Köhler har et flot topniveau, men især mod Vejle og igen mod Lyngby har den tidligere vinder af det tyske U19-mesterskab haft en tendens til at varme bolden mere, end hvad der gavner holdet. Han lider af den selvforståelse, at han alene kan skabe spillet, men han glemmer at gøre sine holdkammerater gode med sine afleveringer. Han skulle være balancespillere, men har ikke været det, når det gjaldt.

Rami Al Hajj er uden tvivl en kæmpe gave til OB, men han mangler noget rutine i at vende sit spil i de kampe, hvor han begynder skævt. OB er ekstremt afhængige af, at han leverer. Kort sagt er han formlen på, at OB har en offensiv. Når Al Hajj så ikke rammer sit niveau, er OB rystende ringe til at skabe chancer. Noget af det, Al Hajj mangler, er at kunne spille simpelt igennem en periode, for så at lave det uventede. Hvis man som central spiller udfordrer hver gang, så mister udfordringen sit overraskende element. Desuden er alle modstandere meget opmærksomme på en hård opdækning af Al Hajj, hvilket reelt set burde skabe plads til andre. Men når svenskeren suger bolden til sig, misser man muligheden for at spille i rummet omkring Al Hajj.

Bashkim Kadrii er en talisman i OB, men mod Vejle hjalp klubmanden ikke sin klub. Jeg har savnet noget ild i Kadrii; den ild som ellers har kendetegnet hans seneste tid i OB, hvor han har skullet kæmpe for sin plads i startopstillingen. Den kamp har han måske ikke skullet kæmpe lige så hårdt for under Krogh, hvilket måske er en fejl.

Jeg kunne sagtens nævne flere spillere, som ikke har leveret, men disse fire er i særdeleshed dem, som har det ekstra niveau, OB er så dybt afhængige af i denne tid. Disse spillere skal droppe deres sentimentale tilgang til deres eget spil. DU ER ALDRIG BEDRE END DIN SENESTE KAMP.

Andre der skal droppe sentimentaliteten, er os, der dækker OB – enten via traditionelle medier eller sociale medier. OB er ikke bedre, end de har været mod Vejle og Lyngby. Det er deres niveau. Er der potentiale i holdet? Ja, men det er der i alle hold – og lige nu forløses det bedre i Randers, Viborg og Vejle end i Odense.

Det bliver for letkøbt at kalde Rami Al Hajjs offensive placering mod Vejle for en fejl; det er Al Hajjs præstation mod Vejle som fejlede. Han havde alle (også taktiske) muligheder for at falde ned i banen, så OB kunne bygge op i en 3-3-4, med wingbackerne som de brede offensive punkter, men Al Hajj gjorde det for sjældent, og derfor kunne Vejle skabe overtal centralt i banen og være farlige på omstillinger. Fejlen er både Al Hajjs og Kroghs, men det er ikke en fejl, at Al Hajj spillede fremme.

Tøfting øffede over, at OB havde for få folk i feltet, men sandheden var, at OB ved flere situationer mod Vejle havde op til fire spillere i feltet. Men Mickelson slog ikke bolden indover. Her er fejlen, at man ikke følger oplægget. Og er der noget, Krogh skal undersøge i denne uge, så er det hvorfor spillerne er bange for at følge det taktiske oplæg.

Angsten for at tabe

Denne angst findes i alle fodboldspillere, noget som er særligt karakteristisk for dem, der bliver professionelle er, at angsten hos dem er mindre. De frygter ikke i samme grad at fejle. Derfor stoler de på sin første berøring, de stoler på afleveringerne, og de stoler på, at de træffer de rigtige valg.

Derfor burde det slet ikke være et tema for OB, men det er det alligevel. Hvis man husker tilbage til AaB’s sidste kamp i Superligaen, har man et tydeligt bevis på, hvordan spillere påvirkes af angsten for at tabe. De spillede fuldstændig krampagtigt mod et Silkeborg-hold, som intet havde at spille for. Denne krampe-følelse kan også ses i OB.

Når jeg ovenfor peger på de tendenser i de centrale spilleres valg, så er det netop angsten for at tabe, der spøger. Men hvorfor er man der nu, når man nu var ”et bedre sted” for tre uger siden? Det er et vanvittigt godt spørgsmål, hvis svar ikke ligger lige for. Men jeg har et par bud:

Modstand; Vejle kom til kampen med et udtryk, som OB ikke havde set komme. Hverken trænerstaben eller spillerne var godt nok forberedt og havde derfor ikke umiddelbart værktøjerne klar til at håndtere Vejle. Mod Lyngby blev det banen som modstander, hvilket igen kastede planerne ud ad vinduet – i hvert fald de offensive. Det er et tilbagevendende problem, at modstanderen overrasker OB, og den tendens skal stoppes.

Spillestilen; OB er stadig i en opbygningsfase, hvor grundelementerne i spillestilen stadig er under implementering, hvilket betyder, at holdet stadig mangler stamina – for eksempel når Mickelson er uafklaret i sit indlægsspil. OB kan simpelthen alt for hurtigt skubbes ud af fatning. Jeg medvirkede i podcasten efter Vejle-kampen, og her kaldte jeg (meget mod Ole Nielsens vilje) Andreas Alm for et spøgelse, der stadig spøger i OB. Grunden til, at jeg bruger Alm, er, at jeg undres over, at det kan være så svært at spille simpelt. At slå det tidlige indlæg! At slå indlægget første gang! Og så videre. Noget som vil kunne trykke modstanderne mere, end at OB træder rundt i bolden ude i siderummene.

Omstillingen til nye vilkår; For lige nu gør spillerne bare ikke det simple. Lyngby-kampen illustrerede, hvor svært OB havde ved at spille simpelt. De forsøgte stadig shortpassing på en bane, hvor det var fuldstændigt umuligt. At man afsluttede med finesse frem for bare at sparke igennem personificeret ved to-tredjedel af Deedsons afslutninger. Elementer, som burde være åbenlyse for spillerne.

Realitetssans; denne går begge veje både på lægterne, på pressepladser og på banen. OB skal holde nullet, de skal stå stærkt defensivt og til tider spille primitivt. Det er vejen til at overleve i Superligaen. Kan man ikke skabe chancer efter opbygningsspillet (og det har man meget svært ved), så må man ty til andre metoder, og her er indlægsspillet, andenboldsspillet og omstillingsspillet centrale elementer. Det skal spillerne acceptere, og Krogh skal prioritere de spillere, som kan acceptere denne form for fodbold.

På den måde kan man modvirke angsten for at tabe.

Kravet

I sæsonen 22/23 fik både AaB og Lyngby tolv point i de ti kampe, der er i kvalifikationsspillet, hvilket var nok for Lyngby der havde hentet 16 point i grundspillet. Det var ikke nok for AaB, som var netop det ene point efter Lyngby. Horsens gik helt i stå og fik kun fem point og havde en dårligere målscorer end Lyngby.

I sæsonen 21/22 var det Vejle og Sønderjyske, som skulle redde sig over stregen, det lykkedes de ikke med, men Vejle fik 13 point, Sønderjyske fik kun 10. Begge fik dog mere end AGF, som næsten endte som nedrykker fordi de kun hentede fire point i ti kampe.

I sæsonen 20/21 lykkedes det Horsens at fordoble sit point antal til 24 point, hvilket dog var for lidt til at overleve. Lyngby hentede kun seks point i kvalifikationsspillet og endte tolv point under stregen. Bl.a. fordi Vejle formåede at hente hele 14 point.

Tendensen her er klar: To hold fra den absolutte bund henter hver mellem 10-14 point, mens det sidste hold kun henter mellem fire-seks point. Det interessante er, om Hvidovre er i stand til at lave et voldsomt ryk – det tvivler jeg oprigtig talt på. Derfor vil de formentlig være holdet, der kun henter fire-seks point. Det betyder dog ikke alverden for OB i den måde som rækken har udviklet sig, hvor så mange hold er i fedtefadet. Det er nemlig et nybrud i kvalifikationsspillet.

Udgangspunktet fra grundspillet er afgørende for hvor mange point man skal hente. Forestiller vi os, at Vejle henter samme snit som de hentede 20/21; 1,4 pr. kamp. Så slutter Vejle på 33 point. Henter Lyngby ligeledes det dårligste snit (som var Sønderjyskes i 21/22) på ti point, så ender de med 34 point, det vil sige at OB skal hente mindst ni point for at overleve og dermed ende á point med Lyngby.

Det vil betyde, at OB er ni point fra overlevelse og derfor skal snitte lidt mere end et point i de resterende otte kampe.

Dette er alt sammen meget teoretisk, men tager vi det helt store perspektiv, så er 34 point som regel ensbetydende med at man overlever, selvom Horsens er rykket ned med det antal point. Dog efter 33 kampe. For mængden af kampe betyder noget. Kun selvsamme Horsens og AGF har snittet over 34 point på 32 kampe og alligevel endt under stregen, men det var i puljespillets tid, hvor der var to nedrykningspuljer.

Hvad skal man sige?

Normalt vil man forvente, at OB ville vinde på eget græs, men jeg tvivler på, at nogen stadiongænger går til fredagens kamp med forventning om OB-sejr. Vi er der, hvor det vil være en stor overraskelse, at OB vinder på eget græs.

Det paradoks er både en udfordring og en gylden mulighed for OB. Spillerne føler formentlig, at de har meget at bevise, men forventningerne er lave. Så folk kommer til at stille sig tilfreds med uafgjort. Oddsene hælder stadig til at OB er svag favorit, men kun med 0,6 gange igen bedre end Viborgs sejrschancer.

Havde det været Hvidovre, havde presset været et andet, men det er det ikke, og det skal OB profitere af.

Det skal tage toppen af presset af spillerne, og det skal bruges til at skabe noget frihed og mod i holdet. At man kunne stå imod vand og vanvid i Lyngby og holde dem fra at score, skal bruges til at bygge defensiv selvtillid op. 0-0 mod Viborg vil være godkendt i den forfatning, OB er i.

Et point vil også næsten holde den mængde point, man skal tjene pr. kamp for formentlig at kunne overleve. Selvforståelsen skal være, at man skal dø for striberne. Det behøver ikke være kønt, der behøver ikke have udviklingselementerne med.

Köhler er ude med karantæne, og det bliver spændende, om Kadrii er den rigtige lige nu, eller om Krogh holder ham på bænken. Under alle omstændigheder skal Krogh sikre, at de udvalgte forstår missionen. Publikum skal ikke underholdes, de skal se striber, der vil kæmpe for trøjen. Krogh har disse elementer i sin spillestil, og jeg tror også, at Al Hajj på et bedre underlag vil kunne levere her. Måske kan den pudsige udskiftning være en gamechanger for Al Hajjs spil. Det kan måske øge hans mentale fokus.

Os, der sidder udenfor, kan kun krydse fingre for, at OB vokser ind i opgaven, og at de positive tendenser vender tilbage til holdet og denne gang tolkes rigtigt ind i fortællingen; at benhårdt arbejde er den eneste vej til succes.

Thomas Dahlslykke er underviser, tidl. fodboldtræner for serieklubben Utopia og OB-sympatisør. Han har siden sommeren 2020 medvirket i Stemmer Fra Ådalens podcasts som en del af vores ekspertkorps. Hver uge skriver Thomas Dahlslykke i Mellemrummet om taktik, statistik eller noget helt tredje.

Som medlem af Klub SFÅ kan du kommentere alle artikler på obstemmer.dk. Login via Min Konto og smid en kommentar herunder. Bliv medlem af Klub SFÅ via dette link.  

Foto: Nicolai Berthelsen/OB Fra Sidelinjen