SFÅ om SFÅ: Syv år med podcast om OB – her er redaktørens store status

Af Martin Davidsen
21. marts 2024

Det startede som en sjov ide mellem Peter Brix, Morten Skov og jeg selv. Det var i begyndelsen af 2017, og vi legede med tanken om at lave en podcast om OB. Der var en masse sjove ideer på bordet, og vi fik fra begyndelsen lavet et løst koncept, hvor det både skulle handle om OB’s kampe og om alt det andet i OB-universet.

Det er i dag syv år siden, at vi satte os til mikrofonerne for første gang, og der er sket enormt meget siden da. Det vil jeg fortælle om i dette indlæg, hvor jeg også sætter fokus på nogle af de svar, vi har fået i seneste brugerundersøgelse fra januar.

Stemmer Fra Ådalen startede som et projekt drevet af frivillighed, men da jeg var selvstændig journalist, ville jeg gerne trække det i en professionel retning. Peter Brix, Morten Skov og Simon Voetmann havde alle et rigtigt arbejde at passe, så vi aftalte, at jeg tog faklen og fik hele ansvaret for at udvikle Stemmer Fra Ådalen.

Med tiden har vi kunne sætte strøm til mange projekter, og jeg arbejder nu fuldtid som chefredaktør og vært på de fleste af Stemmer Fra Ådalens platforme. Der er skabt økonomi til at Stemmer Fra Ådalen kan have sit eget studie, vi har mere end 10 samarbejdspartnere, og flere personer modtager nu honorarer for at bidrage med tekst, fotos og arbejdskraft til at skabe endnu mere godt indhold om OB på vores forskellige platforme.

Vi har over 400 medlemmer af Klub SFÅ, vi i har udgivet mere end 500 podcasts, og vi ligger konstant i Top 6 på Danske Mediers liste over mest afspillede sportspodcasts i Danmark. Det er enormt glædeligt. Det går med andre ord godt for Stemmer Fra Ådalen, og senere på året kan jeg fortælle om næste store skridt i vores medies udvikling. Det glæder jeg mig enormt meget til.

Jeg og resten af holdet bag Stemmer Fra Ådalen arbejder hele tiden på at gøre podcasts og andre udgivelser bedre, og her er vores årlige brugerundersøgelse et vigtigt redskab. Vi stiller lytterne en masse spørgsmål i et spørgeskema, og det er altid interessant at læse svarene.

Helt generelt er der stor tilfredshed og opbakning til alt det indhold, som Stemmer Fra Ådalen producerer:

Det sætter jeg meget stor pris, og jeg vil sige tak til alle, der lytter, følger med og dedikerer jer til Stemmer Fra Ådalens platforme og OB-snak. Det er fedt at være en del af det fællesskab, for der er ingen tvivl om, at OB er en klub, der betyder meget for mange mennesker. Det skal vi værne om og dyrke, og det er mit håb, at Stemmer Fra Ådalen kan være et samlingssted for alle os, der mener, at OB er noget betydningsfuldt.

De uundværlige panelister

Der er mange enkeltstående kommentarer i vores udsendelse, og mønsteret er som regel det samme: Nogle kan godt lide en bestemt panelist, andre kan bedre lide nogle andre. Nogle vil have mere AGF-bashing, andre vil have mindre. De fleste elsker The Rat Pack, andre synes, at det er for venskabeligt og rodet som podcast-format. Der er ikke noget bestemt mønster; dog er der bred enighed om, at vi har nogle skarpe og dygtige panelister med i podcasten.

Jeg har sagt det før, og jeg gentager det igen:Panelisterne er de vigtigste i Stemmer Fra Ådalen, for det er dem, der sætter sig selv på spil med holdninger og analyser hver eneste uge. Jeg synes selv, at vi har fundet en god balance mellem dedikerede fans, der har fulgt OB i mange og så fodboldfaglige personer, der enten har eller har haft deres gang i professionel fodbold. Her i 2023-2024 har nye folk også fået debut i podcasten, og der er heldigvis blevet taget godt imod folk som Andreas Bech, Astrid Trolle og nogle af de andre nye navne i podcasten.

Det er vigtigt for Stemmer Fra Ådalen at have en bred trup, da alle panelister stiller op på frivilligt niveau. Derfor kan arbejdspres, familietravlhed eller andre ting gøre, at der indimellem går længe mellem vi hører fra nogle panelister. Og derfor er det nødvendigt med nogle forskellige stemmer. Det giver også mulighed for at få forskellige holdninger og synspunkter på bordet, og det er også vigtigt, at det ikke er de samme folk, der leverer de samme analyser uge efter uge. Det synes jeg personligt er kedeligt.

Partnerne er vigtige

Omtalen af vores partnere er begyndt at fylde en smule mere i podcasten, og det er et vilkår, når vi gerne vil udkomme med gratis podcast til alle. Jeg har ingen planer om at lave en betalingsmur, da jeg gerne vil have så mange lyttere som muligt af vores programmer. Derfor får partnerne noget ”air-time”, og heldigvis mener de fleste af vores lyttere, at det er helt fint.

Vi har en del projekter og ideer i skuffen, som vi glæder os til at lancere, når vi får flere partnere ombord. I foråret kommer vi for eksempel til at lave et månedligt format om OB’s talentudvikling, som en ny partner bakker op om.

Som noget nyt har vi i 2024 skabt SFÅ Netværket, hvor vi gør noget ekstra for de virksomheder og personer, der er samarbejdspartnere hos Stemmer Fra Ådalen. Lige nu er vi oppe på 13 medlemmer af SFÅ Netværket, og jeg ser et stort potentiale i at dyrke den cirkulære OB-økonomi på denne måde.

SFÅ Netværket er skabt som et tilbud for virksomheder og selvstændige, der vil styrke deres forretning og netværk og samtidig være en del af et socialt fællesskab med OB i centrum. SFÅ Netværket samles seks gange om året til en række arrangementer med spisning, faglig sparring og masser OB-snak og socialt samvær. Tak til alle der er med her – vi har plads til flere ombord.

Kan vi nå 500 medlemmer i 2024?

For et års tid siden lancerede vi Klub SFÅ som en medlemsklub for de mest loyale og dedikerede lyttere af Stemmer Fra Ådalen. Målet var i første omgang 200 medlemmer – men vi rundede 400 medlemmer i løbet af 2023. Nu hedder målet for 2024 at nå 500 medlemmer. Det er en ambitiøs udfordring.

I vores lytterundersøgelse er der igen både folk, der mener det ene og det andet om Klub SFÅ. Nogle mener, at de får rigeligt for pengene og gerne vil betale mere. Andre savner flere fordele ved det. Og jeg tænker meget på, hvordan vi kan gøre det endnu mere attraktivt at blive en del af Klub SFÅ. Henover foråret laver vi to eksklusive arrangementer kun for medlemmer, og vi vil også forsøge at involvere medlemmerne endnu mere ved at inddrage spørgsmål fra medlemmer i vores udsendelser. Der er flere ideer i skuffen, som jeg vil fortælle om i løbet af foråret.

I første omgang er det planen at bruge Klub SFÅ til at løfte Stemmer Fra Ådalen yderligere. Jeg har arbejdet meget alene med at producere alt indhold til Stemmer Fra Ådalens kanaler, men fra næste sæson er det målet at få en ekstra medarbejder til redaktionen, som kan producere indhold og være med til at udvikle SFÅ endnu mere.

Derfor hæver vi prisen på medlemskab af Klub SFÅ en smule senere på foråret. Planen er, at det fra 15. maj kommer det således til at koste 69 kr. at være medlem af Klub SFÅ – til gengæld gør vi det endnu mere attraktivt at være medlem. Fremover kommer der kun nyhedsbrev til vores medlemmer, og her vil vi både lave blogindlæg og videoer, der kun kan ses og læses af medlemmer. Hertil kommer de halv-årlige arrangementer og vores ugentlige konkurrencer med fede præmier, og alle de andre fordele, som er en fast del af Klub SFÅ-medlemsskabet.

Jeg vil gerne sige tusind tak til alle de fantastiske medlemmer af Klub SFÅ. Det er helt afgørende for Stemmer Fra Ådalen, at så mange lyttere bakker op om projektet ved at støtte med et månedligt beløb.

På vej mod nye rekorder?

2023 var et rekordår for Stemmer fra Ådalen målt på lyttertal, omsætning og de fleste andre parametre. Det var også et år, hvor jeg mærkede hvor skrøbeligt det hele kan være, da vores vigtigste partner i første omgang meddelte, at de ikke kunne forlænge samarbejdet. Heldigvis kom Albani på andre tanker, og det hele udviklede sig til en kærlighedsstorm med stor opbakning til Stemmer Fra Ådalen.

Den bølge er vi redet videre på i 2024, hvor jeg mærker stort engagement og stor opbakning til det arbejde, vi laver for at dække OB så tæt som muligt.

Tre måneder inde i 2024 har vi lavet over 30 podcast-episoder, mere end 10 blogindlæg og en række forskellige interviews på både tekst, lyd og video. Det er blevet taget godt imod, og jeg glæder mig til at trykke endnu mere på speederen i de kommende måneder.

Tak fordi du læste hele dette blogindlæg.

Tak fordi du engagerer dig i Stemmer Fra Ådalens dækning af OB.

Skriv en kommentar

Vil du være samarbejdspartner eller annoncør hos
Stemmer fra Ådalen?